Larm og støj vidner om aktivitet, bevægelse og produktion. Men det er alligevel stilheden, som er mættet med den særlige form for larm, der kan skabe tanker og forestillinger om menneskets dybeste eksistensvilkår. Noget, som selv den højeste lyd, den frygteligste larm og mest ukontrollerede støj ikke kan skabe. Ud af stilheden larmer eksistensen. Denne form for uhørlig larm har sit eget sproglige udtryk: Det er den foruroligende larmende tavshed; en stilhed, der er så gennemtrængende, at den »klinger, hviner, skriger!«, som Johannes V. Jensen skrev i digtet Interferens om »dette djævelske Sammenstød af psykisk lyd«.

For psykisk lyd er jo netop, hvad stilheden kan blive til, som Johannes V. Jensen digtede:

Den blaa Nat er så stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger.
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed.

I filosofien har stilheden altid haft en højere status end larmen, specielt når stilheden er lyden af eksistensens ekko fra den store tomhed. Den franske filosof Blaise Pascal (1623-1662) skrev om denne stilheds frygtelige eksistentielle konsekvenser: »Det uendelige Rums evige Tavshed fylder mig med Gru«. Selv om Pascal var religiøs erfarede han både Guds tavshed over for mennesket og menneskets lidenhed i det enorme, tavse univers.

Det var en skræmmende og grufuld stilhed, som Pascal erfarede: Universets gabende tomhed og Guds larmende tavshed udgjorde tilsammen en eksistentiel stilhed, som placerede mennesket over for sig selv, og siden har eksistensfilosofferne forsøgt at forholde sig til den form for stilhed, hvor det enkelte menneske uformidlet er konfronteret med sig selv.

Stilheden har naturligvis flere former end denne grufulde eksistentielle stilhed, der absorberer enhver anden lyd end den, som det enkelte menneske selv fremkalder. En anden form for stilhed er den, som eneboerne gennem tiden har opsøgt. De blev kaldt eremitter, et ord der kommer fra græsk, hvor det betyder ensom eller ørken. Og det var jo i ørkenens ensomhed de søgte stilheden, fordi netop stilheden er Guds første sprog, som det hedder. Eller som Mother Theresa i moderne tid sagde: »Gud taler i hjertets stilhed«.

Det er et sideskud fra denne religiøse stilhedssøgen, som i dag nærmest er blevet et forbrugsgode: Lyden af stilhed i stillekupeer, mobilfrie zoner, på meditationskurser og ved mindfulness. Et tilbud om stilheds-retreats sælger tilmed muligheden for »et sjældent møde med sig selv«.

Men hvad sker der så når vi går ind i denne stilhed? Hvad sker der, hvis man opnår det omtalte sjældne møde med sig selv? Pascal ville måske sige, at så begynder den eksistentielle stilhed, tavshed og tomhed at larme eller trænge sig på. I den eksistentielle stilhed hører vi andre lyde, som f.eks. dem Johannes V. Jensen skrev om: Stilheden er tomheden der larmer »imellem de kværnende Stenkloder«.

Sådan behøver det jo nok ikke at gå. Men både den filosofiske litteratur og den naturvidenskabelige forskning viser, at det ikke nødvendigvis er nogen let sag for det enkelte menneske, at være alene med sig selv midt i den dybeste stilhed. Og det gælder uanset om denne stilhed er fysisk eller metafysisk.

Hvis der er tale om en psykisk og metafysisk stilhed, kan den virke som Pascal oplevede det. Er der tale om fysisk stilhed kan oplevelsen også være skræmmende. Det viser sig, hvis man besøger det mest stille sted på Kloden, nemlig et specielt lydtæt rum ved Orfield Laboratories i Minnesota.

I dette rum er der så stille, at de fleste kun kan holde det ud i nogle få minutter. I et gennemsnitligt soveværelse vil der om natten blive målt 30 decibels; i det lydtætte rum ved Orfield Laboratorie måles -9 decibels. Baggrundsstøjen måles altså i negative decibels. Det er et rum, som er 99.9% lydabsorberende, og det anses for at være det mest stille, det mest lydløse rum i verden.

Men der er ikke nødvendigvis tale om en fredfuld stilhed. Tværtimod, dette stilhedens kammer er forstyrrende og for mange mennesker skrækindjagende. Efter blot få minutter begynder man at kunne høre sin egen vejrtrækning, derefter hjerteslagene fra brystkassen, og så kommer lyden fra blodet, der skyller rundt i årene. Man bliver selv lyden, lyden af menneske, som vi ellers aldrig hører.

Denne stilhed er direkte desorienterende, og for mange er den lige så grufuld som Pascal erfarede det, når hverken Gud eller universet svarede på hans kalden.

Tænk en stilhed – jeg kan kun høre mig selv, det eneste der er, er mig – skræmmende.

Kilder:

John Biguenet: Silence, Bloomsbury Academic, New York 2015.
Johannes V. Jensen: Interferens fra Digte 1906, Gyldendal 1977.
Blaise Pascal: Tanker om den kristne Religions Sandhed, J. Frimodts Forlag, København 1958.