Verden ligger dér, lige for vores øjne. Den italienske filosof Giovanni Pico della Mirandola (1463 – 1494) så Guds skabelse af mennesket, som frembringelsen af et væsen, der kunne betragte verden og beundre dens storhed: »Jeg har sat dig midt i verden for at du derfra lettere kan se hvad der findes i verden omkring dig,« lod Pico Gud sige til mennesket ved dets skabelse. Verden udbeder sig vores blik, selv om den unddrager sig vores fulde forståelse, for dén gav Gud ikke mennesket med i købet af verdensblikket.

Da Pico i 1486 offentliggjorde 900 teser om menneskets værdighed satte han mennesket midt i verden for at det kunne betragte sine omgivelser. Men – og her ligger muligheden og problemet – han gav samtidig mennesket friheden til selv at bestemme sin egen natur; gjorde mennesket til sin egen skulptør og kunstner: »Det skal stå i din magt at udarte til lavere former der er dyriske; det skal stå i din magt efter din egen viljes beslutning at hæve dig til højere former som er guddommelige.«

En hypotese kunne være, at mennesket valgte at se sig selv som skabningens herre, og ikke som med-skabning til alt det andet på Kloden. Så måske valgte vi at gøre os guddommelige – en mulighed, som Pico jo mente Gud gav os – men til blinde guddomme der overså, at vi ikke er adskilt fra alt andet i verden.

Og netop alt det andet i verden; det, vi blot har betragtet som omgivelser, som natur, som laverestående organismer, som himmel, hav, luft og jord – alle de ikke-menneskelige objekter, viser sig nu alligevel at tilhøre den menneskelige verden. Fra deres ubemærkethed i det skjulte eller fortrængte er disse ikke-menneskelige objekter begyndt at indtage pladsen, som en integreret del af den menneskelige ontologi, vores væren i verden.

Vi kan ikke længere forblive i troen på, at der først og fremmest er mennesket – og så alt det andet. Mennesket står over for det vi kan kalde hyper-objekter, som ikke kan ses eller erkendes med de menneskelige sanser, men som alligevel har indtaget det sociale rum og kræver vores forholden og anerkendelse.

Den globale opvarmning, hullerne i ozonlaget, giftstofferne i havene, pesticiderne i drikkevandet, naturens nedslidning og polernes nedsmeltning. Vi troede bare, at alt det ikke-menneskelige, naturen, himlen, vandet, jorden, ikke var betydningsfuldt for menneskets eksistens, som andet end blot baggrund for vores aktiviteter.

Men det vi kalder for hyper-objekter kan ikke fungere som “baggrund.” Solstrålerne ligner stadig solstråler, vandet stadig vand, luften stadig luft, jorden stadig jorden, men alt dette insisterer nu på, at vi beskæftiger os med det i vores mest intime liv, i vores sociale relationer, i vores økonomi, politik og hele planlægning af både nutiden og fremtiden. I forhold til f.eks. den globale opvarmning er vi fremmede og intime på samme tid; den har en virkelighed, der ikke kan lukkes ude. Den globale opvarmning er en relation, vi ikke kan sige nej tid, ikke skjule, gemme væk eller glemme.

Hyper-objekter, som den globale opvarmning, insisterer derfor på, at vi beskæftiger os med dem i det åbne, uden binding til tid og sted. Der er ikke noget “andet sted” den globale opvarmning kan sendes hen. Det samme gælder et hyper-objekt som plutonium 239, der indgår i kernereaktorer og i produktionen af kernevåben. Plutonium 239 har en halveringstid på 24.000 år. I dag gemmer vi det væk i huler under jorden, men det kan give en falsk tryghed, for på den måde glemmes det, at et hyper-objekt kræver ansvarsfuld medleven fra vores side, og ikke afstandstagen. Derfor har en gruppe, der kalder sig Nuclear Guardianship, foreslået en anden model for omgangen med plutonium 239, som vil huske os på nødvendigheden af at indgå i en ansvarsfuld relation med dette stof. Gruppen foreslår, at vi i stedet for at lukke det inde i huler dybt under jorden, støber det ind i guld for at vise det tilstrækkelig ansvarsfuld opmærksomhed. Guld har desuden den egenskab at kunne absorbere de dødbringende gammastråler.

Hyper-objekter er en slags flaskepost sendt fra fremtiden. Deres virkningshorisont overskrider vores forståelse af egen-tid. Siden ingen meningsfuldt kan indgå i relationer med noget eller nogen 24.000 år ude i fremtiden må vores kognitive, etiske og politiske dispositioner overskride selv den bredest definerede opfattelse af egen-interesse.

Hyper-objekter, som den globale opvarmning, plutonium 239, forurening, polernes nedsmeltning, landjordens forarmelse m.m. overskrider alle kendte grænser mellem arter, mellem levende og døde ting, mellem nutid og fremtid. Der er ikke længere først mennesket, og så alt det andet. Ikke længere først os, der lever i disse tider, og så dem, der kommer til at leve i fremtiden. Den globale opvarmning og lignende hyper-objekter har gjort nutiden fertil med vilkårene og forudsætningerne for de generationer, der måske fødes om mange tusind år. Vi kan ikke stille os uden for disse hyper-objekter og deres virkningshorisont. Det betyder at vi må indgå i et valgslægtskab med mennesker, der kommer til at leve om mange tusind år.

Giovanni Pico della Mirandola lod Gud sige til mennesket ved dets skabelse: »Jeg har sat dig midt i verden for at du derfra lettere kan se hvad der findes i verden omkring dig.« Men mennesket blev ikke bare sat midt i verden for at nyde udsigten. Fra denne centrale placering fik mennesket også muligheden for at handle ud fra hvad det så. Og i dag er det nødvendigt at rette blikket langt ind i fremtiden, og handle på fremtidens vegne. Grænseløse hyper-objekter kræver grænseløs hyper-handling.

Kilder:

Edward S. Casey: The World at a Glance, Indiana University Press, Indianapolis 2007.
Giovanni Pico della Mirandola: Om menneskets værdighed, Museum Tusculanum 1996.
Timothy Morton: Hyperobjects, University of Minnesota Press, Minneapolis 2013.