Jeg har set en solstråle og taget et billede af den. Der er solstråler, som er på størrelse med et vindue, skrev en digter. Jeg tror det var sådan en, der pludselig viste sig en dag, hvor himlen ellers var tung af regn. Solstrålen fyldte ikke ret meget midt i gråvejret, men da den kom ind i tørvejr forandrede alt sig på et øjeblik, og stuen kom næsten til at ligne et maleri af Vilhelm Hammershøi. Det kunne en enkelt solstråle udrette efter at have rejst 150 millioner kilometer, fra Solen til Jorden, på lidt over 8 minutter. Sådan en overflod af lys var der i den.

Det blev engang hævdet, at grønlænderne har mange forskellige betegnelser for sne. Det har vist sig ikke at være helt korrekt, men for solstråler er det i hvert fald sandt, at de har mange navne og er meget forskellige.

Der er f.eks. de solstråler, der kommer ud i bundter fra et hul i himlen. Når den slags solstråler viser sig omkring skumringstid, taler man om “tusmørke-solstråler”, men de kaldes også for “Buddhas fingre”, “Guds fingre”, “Jesus-stråler”, og i det gamle Grækenland talte man om, at “Solen trak vand op i himlen”, når dette optiske fænomen viste sig.

I en gammel ordbog blev solstråler defineret til at være de umådelig fine dele, som svømmer rundt overalt i himmelrummet, og ved hvis hjælp Solen bringer lys til os. I dag er solstråler den dagligdags betegnelse for stråler dannet af f.eks. spredte skyer i Jordens atmosfære. Meteorologisk arbejder man med 27 forskellige sky-typer, og derfor er det heller ikke mærkeligt, at solstrålerne er så forskellige.

Vi oplever det også når vi er i udlandet. Danske solstråler er ofte helt anderledes end f.eks. spanske. Lyset er forskelligt. I Danmark er solstrålerne mere blandet med jordfarverne end i Spanien, på grund af de typiske lavthængende danske skyer, som nærmest blander jordfarverne med solstrålernes lys.

Når man rejser bliver det også tydeligt, hvordan solstrålerne er en del af historien om at være et fremmed sted. Noget, som øjet skal indstilles til og hele kroppen tilvænnes. På samme måde som øjet skal tilpasse sig de uvante omgivelser og øret indrette sig efter sproget og dialekten, skal vores sol-sanser tilpasse sig de fremmede solstråler.

Solstrålerne spiller sammen med skyerne på den stedlige himmel, med landskabets farver og med arkitekturen. Solstråler gennem et dansk kirkevindue er helt anderledes end solstrålerne på gulvet i en stor katedral i Strasbourg. Og det er solstrålerne, som skaber den særlige sommeraften i Sydfrankrig. Det er dem, der gør eftermiddag til tidlig aften eller pludselig nat. Afhængig af breddegrad og tid på året skaber solstrålerne skyggernes intensitet, og nogle steder har man endda særlige ord for helt specielle solstråler. Japanerne bruger således ordet “komorebi” for de solstråler der opstår, når solens lys filtreres gennem træernes løv.

Men mon ikke der er nogen, som også kender mange andre slags solstråler? Jeg tænker bl.a. på persienne-strålerne – dem, der skinner gennem halvt nedrullede persienner, når man lige efter frokost lægger sig på slagbænken under vinduet for at sove lidt. Eller hvad med katte-strålerne på gulvet? Det er de stråler, hvor man kan være sikker på at finde en sovende kat, og det er den slags solstråler som altid virker lidt varmere end andre, lidt mere stille i luften og med en døsende aura.

Nogle af mine yndlings solstråler er dem, der lyser om morgenen og kun om sommeren, hvor lysets hastighed bremses af træerne og de lidt højere buske. Derfor er disse stråler ikke helt varme, men dog lune nok til at fordampe morgenduggen uden at forblænde øjnene. Den slags solstråler findes ofte ved sommerhuse, hvor de tøvende stråler rundt om parasollen på terrassen, mens morgenmaden rækkes ud ad køkkenvinduet.

Men der er jo også vinterens solstråler, der ligger så lavt, og næsten vandret hen over jorden, at de skærer med kulde i stedet for at varme. Eller aften-strålerne om sommeren, som bliver langsommere og langsommere efterhånden som de blandes med duggen. De er ikke helt varme, men lune og får næsten med det samme nogen til at sige, at det er en dejlig og lun sommeraften, selv om det er nødvendigt med en trøje, fordi solstrålerne kun lige strejfer huden.

Der kan findes mange flere solstråler, hvis man er lidt opmærksom: Strålerne, der skinner igennem de hindbærbuske, man som barn gemte sig under. De kan vel sammenlignes lidt med japanernes komorebi-stråler. Og så er der de stråler, som fylder et værelse og lyser støvet op, så det bliver støv-stråler, der hvirvler partiklerne op, mens lyset ser ud til at holde dem i en fast form, som i et rør. Der er solstråler, som kommer gennem vinduet, fra det gammeldags nøglehul og dem, der skinner tilbage fra glas og bilruder.

Solstrålerne har selvfølgelig deres valør fra solen, som næsten overalt har haft en ganske særlig betydning for mennesket. Hvor mange af de store kulturer har ikke på forskellig vis tilbedt solen? Solen har bragt håb om en lys fremtid, enten her på Jorden eller i efter-livet. Og den danske salmedigter B.S. Ingemann så solen, som det guddommelige lys, hvis stråler kunne strømme ind i menneskets mørke. Han skrev jo også, at i Østen stiger solen op, og at Lysets engel går med glans. I Pinsen synges Grundtvigs I al sin Glans nu stråler Solen. Det er her han taler om solen som livslyset, og at vi som sole går op og ned.

Ved begravelser synger vi også om solstråler gennem Jakob Knudsens Se nu stiger solen, hvor han digter os til trøst, at lyset lander på verdens kyst. Temaerne omkring solen er ofte døden og opstandelsen. Det tema, som vi hvert eneste døgn i livet kan opleve blive gennemspillet på himlen, når de sidste solstråler flader ud og forsvinder hen under aftenskyggerne og når de efter natten, som solstråler, igen skinner ind gennem det trætte morgenblik.

Derfor kan det vel heller ikke undre, at jeg i et øjebliks overmod forsøgte at fange solstrålen på et billede. Jeg er godt klar over, at der ikke er nogen objektiv sammenhæng mellem en solstråles pludselige besøg på en skyet dag, og hvad der måtte foregå i mit indre. Men jeg kan ikke holde ud altid at være lukket inde i mit eget hoved. Hurtigt kommer jeg til at føle mig som en omvandrende zombie, lukket inde i en kunstig verden. Jeg må ud og finde sammenhænge mellem mit sind og verden, spejlinger mellem mit indre og verden omkring mig.

Solstrålen på størrelse med et vindue blev øjeblikkets ydre modstykke til mit indre. Pludselig kunne jeg sige, at lyset fra solstrålen var landet på min kyst, og blev årsag til en lettelse af noget i mit indre. Det er ikke mærkeligt at de gamle kulturer tilbad solen. Den viser nemlig, hvor meget mennesket er afhængig af verden. Jeg så jo en solstråle, som smuttede ind ad mit vindue, og samtidig lavede en åbning, som inviterede mig ud til noget andet end mig selv.