Her i weekenden gik jeg hen over engen i Præstø. Allerede tidligt på efteråret begynder Tubæk å at flyde over og tage nogle af vandets dyr med ind blandt træerne.

På lang afstand så jeg en fiskehejre stå i retstilling i skyggen af et træ, på dens karakteristiske fastfrosne måde. Men da jeg vendte mig om igen var den væk, som opløst af den fugtige luft over engen. Den havde allerede mærket mit blik og gjort sig usynlig.

I mytologien symboliserer fugle ofte sjælen. F.eks. i det gamle Egypten, hvor sjælefuglen hed Ba. Måske er det fordi fugle er så uhåndgribelige, svære at fange, så forsvindende flyvske og altid på vej mod himlens usynlighed, at de er blevet symbolet på sjælen, som jo heller ikke lader sig hverken se eller fange.

Jo mere mennesket op gennem tiden har ledt efter sjælen jo mindre har der været at se. Gennem lange tider troede man, at sjælen sad i hjertet, men da der blev kikket efter, var der ikke noget at se, hvilket dog alligevel godt kan være beviset for sjælens eksistens: Som en fugl var den fløjet da mennesket rettede sit insisterende og undersøgende blik mod den.

Men ofte kan man alligevel mærke noget besjælet hos et andet menneske. Ikke hvis man stirrer, kikker, leder, graver eller glor. Kun kan man mærke det, hvis man er opmærksom, et eller andet sted i yderkanten af synsfeltet, på den måde, som jeg så fiskehejren. Herfra skinner det ind i vores eget liv:

Fiskehejren folder sig ud og trækkes let op i vinden
inden blikket endnu har nået den.

Øjet har løftet en fjer i dens stramme dragt
så en luftning advarer om at synligheden er på vej.

Fuglen er der kun så længe den ikke er set
når blikket larmer tages den af usynligheden.