Syrenen blomstrer, der hvor vi er. Den lilla duft lyser majnatten op. Hvordan mon det er at være en syren? Kan man stå i syrennatten, lade vinden passere, mærke duggen kilde, mens den samler sig til en dråbe? Kan man blive som den syren, vi står og kikker på, den version af celler, stofskifte og indre ligevægt? 

Kan man holde det ud i fem minutter uden at stille spørgsmål, lade natten være sin egen og mærke det syrenagtige liv i kroppen? Grønheden, lillaheden, stænglerne, rødderne, jorden; mærke, at man er en syren med blæst i bladene? 

Kan jeg mærke hvordan jeg er foldet ind i de andre syreners rodnet? Duftende, lysende af farve og tiltrækning står de ved siden af mig, så vi hvert år vokser mere og mere sammen.

Eller kan man bare klare at se på syrenen i fem minutter og så måske glemme, at man ikke er en syren, men blot en anden version af liv – det liv der står og kikker på, at syrenen blomstrer.

Master Fatman er død. Læs min artikel om medielandskabets førsteelsker på POINT of VIEWs hjemmeside

Da Master Fatman døde tirsdag i sidste uge var det ægte og ærlig sorg, som mange gav udtryk for i nekrologer, udtalelser o.l. Han talte om kærlighed i en tid, hvor mange oplever hårdhed, ubarmhjertighed og foragt for svaghed. Jeg prøver at undersøge, hvordan Master Fatmans kosmiske kærlighed kan passes ind og gøre en hård tid lidt blødere.

På den måde kan vi få en slags mildhedens etik ud af Master Fatmans kosmiske kærlighed. Kærlighed i det intime og ordentlighed i det offentlige. Begge steder er vi udleveret til hinanden og må gøre forskellene skabende, hvis de ikke skal blive destruktive.

En formiddag I Køge Kirke
– hvad Homo economicus trænger til –

Læs mit essay på Point of View:
”Hvad har du, som du ikke har fået givet?” Dét er, hvad selve ordet Gud betyder for mig: Alvoren under tilværelsen, alt det, der bærer livet oppe og gør livsmodet til en mulighed. Denne overvældende erfaring, er efter min mening en tros-erfaring, som man ikke kan handle sig til, men som kan komme gennem eksistens-lytning i kirken, for der er ikke tid eller plads til den ret mange andre steder.

»Køge Kirke er viet til Sankt Nikolaus, de søfarendes skytsengel. Jeg tror ikke, at man behøver at være søfarende med vand under fødderne for at have brug for Sankt Nikolaus’ beskyttelse. Hvor ofte føler man sig ikke på gyngende grund, nærmest ramt af en eksistentiel søsyge, hvor beskyttelse fra Sankt Nikolaus kan være påkrævet – A Day in the Life i Køge Kirke?«

Vi lever i en konkurrencestat, der pr. definition stræber efter materiel og økonomisk effekt-maksimering. I konkurrencestatens økonomiske vækstmål ligger der imidlertid også en meningsløshed, tomhed og overfladiskhed, som i stigende grad rammer det enkelte individ i eksistensens bløddele. 

HVIS MAN KUNNE INVESTERE I ORD, så havde en sjat penge på substantivet “krænkelse” været en god investering her omkring jul. En unavngiven kvinde havde ved et møde på CBS for to år siden nemlig ytret, at hun følte sig krænket, da medarbejderne istemte ”Den danske sang er en ung blond pige”. Da det kom frem på de sociale medier, steg værdien af ordet “krænkelse” med omkring 200%.

Selv ikke julens gavevanvid kunne matche den efterfølgende udbredelse af krænkelse blandt dem, der var krænkede over kvindens krænkelse. Som samfund skal vi ikke bære alle menneskers personlige oplevelse af at føle sig krænket. Det vil lynhurtigt føre til moralske strømsvigt, som når en leder ved CBS valgte at undskylde for sangen. Så er vi oppe på to krænkede personer, kvinden og lederen. Men derefter voksede mængden af krænkede imidlertid eksponentielt, så man helt glemte sagens komplette ligegyldighed. For hvis denne sang ligger os så meget på sinde, kan et par personers følelse af ubehag vel ikke påvirke os i et omfang, så julens afsyngning af den fine sang kom til at minde om krigstidens fællessang. Kun få kender jo alligevel anden strofe af sangen.

“Gentlemen foretrækker blondiner”, siges det i en gammel film. Hvad nu hvis man er en gentleman, der foretrækker brunetter? Skulle man så blive krænket over det? Og hvad med blondinerne? Brunetterne? De rødhårede? Hvis man helt konsekvent kun fokuserer på det, der gør os forskellige fra hinanden – ja, så er det klart, at alle føler sig krænkede, og nærmest vil have en helt personlig højskolesangbog og grundlov. Vi er dog ens på langt flere og eksistentielt afgørende områder, end vi er forskellige. Men det er blevet en tendens, at vi udelukkende vælger at se os selv, som forskellige fra andre. Dermed bliver mulighederne for krænkelse, gen-krænkelse og hævn-krænkelse jo enorme.

Følelsen af krænkelse er næsten blevet den mest almindelige reaktion på mødet med noget, der er anderledes end én selv. Den positive og undersøgende nysgerrighed i mødet med det anderledes har tabt til “følelsen af krænkelse”. Det er jo tosset at kvinden fra CBS for to år siden følte sig krænket over den blonde pige i sangen, og ligeså tosset at der blev startet et sandt amokløb om at føle sig krænket over kvindens krænkelse, ledsaget af behovet for at skabe mere krænkelse i alle ringhjørner. Til alle parter i denne krænkelseskamp: Find dog noget alvorligt, at føle jer krænket over. Faktisk sidder man tilbage med en fornemmelse af, at kvinden nærmest gjorde nationen en tjeneste ved at føle sig krænket, for så kunne vi selv få os en omgang fed julekrænkelse over noget ret betydningsløst og omkostningsfrit.

Jeg forstår ikke helt, at nogen kan føle sig krænket over en kvinde, som for to år siden følte sig krænket over den blonde danske kvinde. Jeg forstår heller ikke, at hun rent faktisk følte sig krænket. Jeg tænder ikke på at føle mig krænket, så kunne man stort set ikke foretage sig andet. Skulle jeg føle mig krænket over, at nogen ikke forstår min livsform eller måske endda føler sig krænket over den? Så må de jo udtrykke en positiv nysgerrighed, for så inviterer vi dem nærmere, så de kan lære os at kende, uden at vi dog kræver, at de skal blive som os. Ellers må de grave sig ned i surhed over, at vi ikke tager deres følelse af krænkelse alvorligt. Nysgerrighed åbner for samtale, krænkelse lukker.

Desuden betyder ”krænkelse” iflg. ordbogen ”brutalisering”, ”rå vold”, umenneskelig behandling”, ”vanære”, ”skændsel”. Så – hallo, syng en sang eller lad være. Syng selvom alle ikke synger med. Hold op med at lede efter krænkelser. Hold op med at blive krænket over en der bliver krænket af en dansk sang. Lad hende sidde i hjørnet til det går over i stedet for selv at få en selvfed krænkelse ud af det. Vi er ikke på grøn stue.

Vi er forskellige, deri ligger også ensheden. Lad hende da føle sig krænket over sangen. Svaret på krænkelse er ikke mod-krænkelse og slet ikke en kamp om, hvem der er mest krænket, eller hvem der kan krænke andre mest. Svaret er ikke at gøre den omtalte sang til julesang – men…at være ligeglad. At tro så meget på sig selv, at man ikke behøver at føle sig krænket over den slags bagateller, men i glad ligegladhed kan rumme, at nogle få føler sig krænket over en sang, som vi – vistnok – holder så meget af.

Hvis det ikke er for at være sammen med andre mennesker, hvorfor er vi her så? Hvad kan erstatte fællesskabet, samværet med andre? Aristoteles var inde på det for over 2000 år siden, hvor han definerede mennesket som et væsen, der kun kan realisere sig selv ved at leve i polis, det vil sige i en form for menneskeligt fællesskab. Sådan er menneskets natur, mente Aristoteles. De mennesker, der af en eller anden grund ikke lever i den slags fællesskaber, sammenlignede han med dyr, fordi de er styret af begær og vold.

Men hvad nu hvis Aristoteles tog fejl? Hvis mennesket slet ikke er et fælleskabsvæsen, men i stedet kan sammenlignes med en ulv, der er sig selv og sine egne behov nærmest, styret af begær, egoisme og vold? Dét havde den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679) noget at sige om. Hobbes beskrev netop menneskets naturtilstand, som en ulv blandt ulve. Hos Hobbes er mennesket konstant engageret i en brutal overlevelseskamp mod andre, i alles krig mod alle, kun optaget af egne behov og eget liv. Derfor drejer det sig heller ikke om et fællesskab mellem mennesker, som hos Aristoteles, men om at etablere en statsform, der kan kontrollere, at alles kamp mod alle ikke udvikler sig til konstant krig.

Hobbes er ofte blevet kritiseret for at fortælle en negativ historie om både mennesket og det politiske stats-fællesskab. Som en ulv blandt ulve, egoistisk, selvoptaget, begærlig, i sine drifters vold for at efterstræbe gevinst i den konstante konkurrence med andre mennesker; det er ikke nogen lovende profil på en dating-side. Men i hvert fald er det godt og betryggende, som Hobbes foreslår, at staten skal gribe regulerende ind, så det ikke ender i krig og ødelæggende konkurrence om økonomiske gevinster og begrænsede ressourcer.

Selv om Hobbes skrev for over 300 år siden er udfordringen der stadig, og kan sammenfattes i den tidligere engelske premierminister Margaret Thatchers (1925-2013) ord fra 1987: »Der findes ikke et samfund. Der er individuelle mænd og kvinder, og der er familier«. Samfundet var et problem for Margaret Thatcher og hendes økonomiske bagland, som ønskede fri konkurrence, på stort set alle områder. Statens reguleringer måtte derfor minimeres. Faktisk trives den nyliberalistiske økonomi bedst, hvis mennesket agerer netop som ulve mod hinanden.

En af de mest udbredte økonomiske forestillinger har været, at når det enkelte individ gør det bedste for sig selv, resulterer det automatisk (som styret af en usynlig hånd) også i det fælles bedste. En forveksling af fælles egoisme med fællesskab. Egennyttens velsignede virkning, hvor fællesskabets bedste antages at ske, hvis den enkelte, uhindret af statslig regulering og andre begrænsninger, får lov til at forfølge sine helt personlige egeninteresser.

I den seneste tid har vi set hvad der sker, når de rige gør oprør mod ethvert forsøg på at regulere eller begrænse grådigheden, det individuelle behov for endnu flere penge, begæret efter mere. Vi har oplevet både den internationale og nationale pengemagts gennemtænkte offensiv for at udnytte en samfundsmodel, som lægger færre og færre hindringer i vejen for den helt banale menneskelige grådighed.

Hvidvask og svindel med udbytteskat er bare aktuelle eksempler på, at mennesket måske er som Hobbes sagde, en ulv blandt ulve. De rige bliver rigere, de fattigere bliver både flere og fattigere. De fælles naturressourcer udnyttes af de rigeste til at blive endnu rigere, helt uden blik for fællesskabets behov for de selv samme livsnødvendige ressourcer. Dette handler ikke kun om, at de rige forsøger at tilfredsstille deres grådige egeninteresse, hvorefter det hele alligevel ender med at komme hele fællesskabet til gode – sådan som teorien eller forudsætter. Det er en kamp om den objektive fordeling af økonomisk kapital, af menneskelige muligheder for social overlevelse, for liv eller død; det er en kamp om retten til livsvigtige ressourcer, om udnyttelsen af jord, himmel og hav. Det handler om, hvem der skal være plads til i denne verden – og hvem der skal bestemme det. Dette ikke en kamp, som på et tidspunkt kommer alle til gode; det er en kamp, som foregår på snylternes betingelser, fordi de politiske systemer ikke er i nærheden af at ville påtage sig opgaven, som ansvarlig for fællesskabets bedste.

Det er ikke nok blot at kalde de økonomiske storsvindlere for patologiske undtagelser. De er en konsekvens af den verden, som vi lever i, hvor netop de egenskaber, der skal til for at berige sig både lovligt, og ikke mindst ulovligt, er i høj kurs. Egoisme, grådighed, manglende empati, selvtilstrækkelighed og aggression er de egenskaber der gør det muligt for svindlerne, at lænse adskillige nationers statskasser uden at blive opdaget. Men det er også egenskaber, som tegner et billede af nyliberalismens helte, som uden tøven og etiske overvejelser bekæmper ethvert politisk initiativ, der kunne begrænse mulighederne for at gøre hvad som helst mod hvem som helst, bare det handler om økonomi.

Der er ikke politisk mod eller vilje til at gøre noget ved den store økonomisk svindel. Når det gælder mennesker af typen dovne Robert, kontanthjælpsmodtagere, langtidssyge, arbejdsløse o.l. er man imidlertid parat til at lovgive helt helt ind i dagligstuen, så dette udskud ikke »snyder samfundet for penge«, som det hedder. Vi er vidner til nyliberalismens offensive kynisme, der plyndre den samfundsmæssige fælleskasse og det politiske systems resignerende kynisme, der ikke for alvor ønsker at gøre noget ved det.

Der er ikke noget alternativ til det samfund, vi har i dag, siger politikerne. Ikke noget alternativ til den økonomiske nyliberalisme, der belønner mennesker for at være som en ulv mod ulve. »There is no alternative«, TINA-princippet, som Margaret Thatcher også nåede at formulere. Der er ikke noget alternativ til at betragte det menneskelige fælleskab, som et økonomisk marked, hvor kun de stærkeste overlever.

Men jo, det er der faktisk. I dag taler man nærmest ikke længere om Danmark som en velfærdsstat, nu er det en konkurrencestat. Og i den økonomiske konkurrence er tryghed og sikkerhed af det onde, fordi det sætter grænser for viljen til at ville være som en ulv mod ulve. Men hvad skal være de yderste mål for vores samfund? Utryghed, usikkerhed, angst? Hvorfor er det naivt at foreslå velfærd, medfølelse, fællesskab, solidaritet, ordentlighed? Kan politikerne i dag overhovedet formulere ideen bag det danske samfund, bag den danske konkurrencestat? Er det kun mere rigdom, mere usikkerhed, mere konkurrence? Så længe vi ikke diskuterer dette ved vi jo ikke om der findes alternativer, og det ville være et alternativ i sig selv, at begynde sådan en samtale – her og nu, hvor vi står. Hvad vil vi være som samfund og hvem vil vi være som mennesker – som en ulv blandt ulve eller som et menneske blandt medmennesker?

Gengangere er ret almindelige selv om de ofte bliver forvekslet med spøgelser. Det sker for selv en autoritet, som Den Danske Ordbog, hvor definitionerne ligger meget tæt på hinanden. Selv er jeg vokset op med både spøgelser og gengangere i familien og ved derfor, at spøgelser er ret uskyldige. Man kan ikke rigtig se dem, måske skubber de undertiden til en gammel vase på gulvet, eller smækker med en dør ved midnat, men det kan også være vinden. Og det er sjældent, at der sker nogen egentlig skade.

Anderledes alvorligt forholder det sig med gengangere. De er af kød og blod, er mobile og bevæger sig med største smidighed rundt i verden. Måske kan man endda sige, at de faktisk besætter os levende, kryber ind og sætter sig på tværs. Gengangere kan vende op og ned på et menneskes hele liv, og endda på en hel samfundsorden. Det ved vi fra den norske digter og dramatiker Henrik Ibsens skuespil Gengangere. Her lever gengangerne nemlig videre i de levende, og derfor kan stykkets kvindelige hovedperson, fru Alving sige:

»Men jeg tror næsten, vi er gengangere alle sammen pastor Manders. Det er ikke kun det, vi har arvet fra far og mor som går igen i os. Det er alle slags meninger og al slags gammel afdød tro. Det er ikke levende i os, men det sidder alligevel i os, og vi kan ikke blive det kvit. Der må leve gengangere over hele landet.«

Fru Alving mener, at et liv og et samfund med gengangere dræber livsglæden. Og ærlig talt, hvor mange grave står ikke åbne og har sluppet den slags gengangere løs på os efterlevende.

Den svenske litteraturhistoriker Gunnar Brandell skriver i bogen Freud og hans tid, at meget kunne tyde på, at Sigmund Freud, psykoanalysens hovedmand, var ganske godt bekendt med Henrik Ibsen. Det er måske ikke en urimelig tanke, at det bl.a. er Ibsens teaterstykke, der har bestyrket Freud i, at det netop er gengangerne fra vores fortid, som skaber de alvorligste konflikter i vores liv.

Hvor mange af vores problemer, traumer, angst og livslange personlige konflikter er ikke konsekvenser af noget, der har fundet sted tidligere i vores liv? Det er sådan det er i mange af Henrik Ibsens skuespil, ikke mindst i Gengangere. Når man sidder i teatersalen og følger med i stykket, så har alt det vigtige, alt det udslagsgivende, faktisk allerede fundet sted, langt inden tæppet går op for de nutidige hændelser.

Det egentlige drama udspilles i personernes fortid. Det er her spændingerne ligger inden de efterhånden langsomt afdækkes og kommer til live i nutiden – som gengangere fra fortiden med et enormt konfliktpotentiale i nutiden.

Hos Henrik Ibsen er langt de fleste af os gengangere, fordi vi følelsesmæssigt på afgørende områder holdes i et jerngreb af vores fortid. Fru Alving siger jo også: »Men jeg tror næsten vi er gengangere alle sammen pastor Manders.« Ja, det tror jeg egentlig også. I hvert fald er der langt flere gengangere end der er spøgelser. Der findes næppe nogen, som ikke selv er en genganger, kender op til flere gengangere og kæmper med problemer og konflikter på grund af alt dette gengangeri.

I Henrik Ibsens store dramaer handler det ikke om det traumatiske i freudiansk forstand, men dog stadig om stærke følelsesmæssige rester, der lever videre i os, og som “går igen” i og omkring os; som så at sige lever deres eget og suveræne liv og derfor nedkalder store problemer og konflikter over vores liv.

Og dét var noget, som Freud uden vanskeligheder kunne bruge i udviklingen af psykoanalysen. Den beskæftiger sig nemlig med, hvordan vores psyke kan blive jaget ud i den dybeste angst og de tungeste konflikter på grund af gengangerne – hændelser og begivenheder i vores individuelle og kollektive fortid.

»Du er ikke alene« – du er sammen med dine gengangere, men ved du hvem de er, og hvad de bestemmer i dit liv? I Henrik Ibsens stykke Samfundets støtter er der en person, som har bygget hele sit liv på fortidens uafklarede hemmeligheder og konflikter – altså på gengangere. I løbet af stykket sker der en gradvis afsløring af disse hemmelige gengangere, og i og med disse afsløringer, som også er afklaringer, kan personen til sidst sige:

»Hvor har jeg været henne! I vil forfærdes, når I får det at vide. Nu er det som om jeg var kommen til sans og samling efter en forgiftelse. Men jeg føler det, – jeg kan blive ung og sund igen«.