Hvis det ikke er for at være sammen med andre mennesker, hvorfor er vi her så? Hvad kan erstatte fællesskabet, samværet med andre? Aristoteles var inde på det for over 2000 år siden, hvor han definerede mennesket som et væsen, der kun kan realisere sig selv ved at leve i polis, det vil sige i en form for menneskeligt fællesskab. Sådan er menneskets natur, mente Aristoteles. De mennesker, der af en eller anden grund ikke lever i den slags fællesskaber, sammenlignede han med dyr, fordi de er styret af begær og vold.

Men hvad nu hvis Aristoteles tog fejl? Hvis mennesket slet ikke er et fælleskabsvæsen, men i stedet kan sammenlignes med en ulv, der er sig selv og sine egne behov nærmest, styret af begær, egoisme og vold? Dét havde den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679) noget at sige om. Hobbes beskrev netop menneskets naturtilstand, som en ulv blandt ulve. Hos Hobbes er mennesket konstant engageret i en brutal overlevelseskamp mod andre, i alles krig mod alle, kun optaget af egne behov og eget liv. Derfor drejer det sig heller ikke om et fællesskab mellem mennesker, som hos Aristoteles, men om at etablere en statsform, der kan kontrollere, at alles kamp mod alle ikke udvikler sig til konstant krig.

Hobbes er ofte blevet kritiseret for at fortælle en negativ historie om både mennesket og det politiske stats-fællesskab. Som en ulv blandt ulve, egoistisk, selvoptaget, begærlig, i sine drifters vold for at efterstræbe gevinst i den konstante konkurrence med andre mennesker; det er ikke nogen lovende profil på en dating-side. Men i hvert fald er det godt og betryggende, som Hobbes foreslår, at staten skal gribe regulerende ind, så det ikke ender i krig og ødelæggende konkurrence om økonomiske gevinster og begrænsede ressourcer.

Selv om Hobbes skrev for over 300 år siden er udfordringen der stadig, og kan sammenfattes i den tidligere engelske premierminister Margaret Thatchers (1925-2013) ord fra 1987: »Der findes ikke et samfund. Der er individuelle mænd og kvinder, og der er familier«. Samfundet var et problem for Margaret Thatcher og hendes økonomiske bagland, som ønskede fri konkurrence, på stort set alle områder. Statens reguleringer måtte derfor minimeres. Faktisk trives den nyliberalistiske økonomi bedst, hvis mennesket agerer netop som ulve mod hinanden.

En af de mest udbredte økonomiske forestillinger har været, at når det enkelte individ gør det bedste for sig selv, resulterer det automatisk (som styret af en usynlig hånd) også i det fælles bedste. En forveksling af fælles egoisme med fællesskab. Egennyttens velsignede virkning, hvor fællesskabets bedste antages at ske, hvis den enkelte, uhindret af statslig regulering og andre begrænsninger, får lov til at forfølge sine helt personlige egeninteresser.

I den seneste tid har vi set hvad der sker, når de rige gør oprør mod ethvert forsøg på at regulere eller begrænse grådigheden, det individuelle behov for endnu flere penge, begæret efter mere. Vi har oplevet både den internationale og nationale pengemagts gennemtænkte offensiv for at udnytte en samfundsmodel, som lægger færre og færre hindringer i vejen for den helt banale menneskelige grådighed.

Hvidvask og svindel med udbytteskat er bare aktuelle eksempler på, at mennesket måske er som Hobbes sagde, en ulv blandt ulve. De rige bliver rigere, de fattigere bliver både flere og fattigere. De fælles naturressourcer udnyttes af de rigeste til at blive endnu rigere, helt uden blik for fællesskabets behov for de selv samme livsnødvendige ressourcer. Dette handler ikke kun om, at de rige forsøger at tilfredsstille deres grådige egeninteresse, hvorefter det hele alligevel ender med at komme hele fællesskabet til gode – sådan som teorien eller forudsætter. Det er en kamp om den objektive fordeling af økonomisk kapital, af menneskelige muligheder for social overlevelse, for liv eller død; det er en kamp om retten til livsvigtige ressourcer, om udnyttelsen af jord, himmel og hav. Det handler om, hvem der skal være plads til i denne verden – og hvem der skal bestemme det. Dette ikke en kamp, som på et tidspunkt kommer alle til gode; det er en kamp, som foregår på snylternes betingelser, fordi de politiske systemer ikke er i nærheden af at ville påtage sig opgaven, som ansvarlig for fællesskabets bedste.

Det er ikke nok blot at kalde de økonomiske storsvindlere for patologiske undtagelser. De er en konsekvens af den verden, som vi lever i, hvor netop de egenskaber, der skal til for at berige sig både lovligt, og ikke mindst ulovligt, er i høj kurs. Egoisme, grådighed, manglende empati, selvtilstrækkelighed og aggression er de egenskaber der gør det muligt for svindlerne, at lænse adskillige nationers statskasser uden at blive opdaget. Men det er også egenskaber, som tegner et billede af nyliberalismens helte, som uden tøven og etiske overvejelser bekæmper ethvert politisk initiativ, der kunne begrænse mulighederne for at gøre hvad som helst mod hvem som helst, bare det handler om økonomi.

Der er ikke politisk mod eller vilje til at gøre noget ved den store økonomisk svindel. Når det gælder mennesker af typen dovne Robert, kontanthjælpsmodtagere, langtidssyge, arbejdsløse o.l. er man imidlertid parat til at lovgive helt helt ind i dagligstuen, så dette udskud ikke »snyder samfundet for penge«, som det hedder. Vi er vidner til nyliberalismens offensive kynisme, der plyndre den samfundsmæssige fælleskasse og det politiske systems resignerende kynisme, der ikke for alvor ønsker at gøre noget ved det.

Der er ikke noget alternativ til det samfund, vi har i dag, siger politikerne. Ikke noget alternativ til den økonomiske nyliberalisme, der belønner mennesker for at være som en ulv mod ulve. »There is nalternative«, TINA-princippet, som Margaret Thatcher også nåede at formulere. Der er ikke noget alternativ til at betragte det menneskelige fælleskab, som et økonomisk marked, hvor kun de stærkeste overlever.

Men jo, det er der faktisk. I dag taler man nærmest ikke længere om Danmark som en velfærdsstat, nu er det en konkurrencestat. Og i den økonomiske konkurrence er tryghed og sikkerhed af det onde, fordi det sætter grænser for viljen til at ville være som en ulv mod ulve. Men hvad skal være de yderste mål for vores samfund? Utryghed, usikkerhed, angst? Hvorfor er det naivt at foreslå velfærd, medfølelse, fællesskab, solidaritet, ordentlighed? Kan politikerne i dag overhovedet formulere ideen bag det danske samfund, bag den danske konkurrencestat? Er det kun mere rigdom, mere usikkerhed, mere konkurrence? Så længe vi ikke diskuterer dette ved vi jo ikke om der findes alternativer, og det ville være et alternativ i sig selv, at begynde sådan en samtale – her og nu, hvor vi står. Hvad vil vi være som samfund og hvem vil vi være som mennesker – som en ulv blandt ulve eller som et menneske blandt medmennesker?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: