Sammen med to andre filosoffer er jeg interviewet i Berlingske om konsekvenserne af coronatidens krav om social afstand. Hvad kan det komme til at betyde for vores relationer i forhold til hinanden? Læs mere her:
Dette essay blev også bragt på Point of View International d. 5. april 2020.
Det er ikke let at være nogen, sagde Dan Turèll, og det er en god psykologisk indsigt at møde andre mennesker med. Der ligger en slags mildhedens etik i at have øje for det skrøbelige element i andre, og anerkende det som noget almenmenneskeligt. Det solide liv, som de fleste af os har, rummer også en sårbarhed, og det var den, som Dan Turèll havde et klart og medfølende blik for: Det er ikke let at være nogen.
Sådan som man betragter mennesket, sådan behandler man det, sagde Peter Kemp, min gamle professor i filosofi. Hvis man betragter mennesket som sårbart, skrøbeligt og uerstatteligt (sådan som man i virkeligheden betragter sig selv), vil man også behandle mennesker med værdighed og mildhed.
Men der findes jo også andre muligheder. Bare nogle få uger inde i Corona-krisen, har vi allerede oplevet, at der stilles spørgsmål ved, hvad det egentlig er for en krise, vi befinder os i. Er det primært en humanitær og sundhedsmæssig krise, som handler om at afhjælpe menneskelig lidelse og redde liv, eller skal der være langt mere fokus på, at det også er en økonomisk krise?
Tidligere statsminister Lars Løkke har allerede erklæret sig enig med Donald Trump i, at “kuren må ikke blive værre end problemet!” Man kan selvfølgelig spørge, hvad det mon betyder? Hvordan går det f.eks. med balancen mellem kuren og problemet i USA? Faktisk ser det ud til, at kuren slet ikke eksisterer, mens problemet til gengæld vokser. Men flere har tilsyneladende fået øje på problemer med kuren.
En avisredaktør, en tænketanks-leder, et par økonomer og nogle erhvervsfolk mener således, at den økonomiske indsats, som det danske samfund i dag yder for at bekæmpe Corona-virus, måske er for høj. Kuren er efter deres mening ved at blive problemet, fordi indsatsen er så bekostelig, at den vil ramme fremtidige generationer, bl.a. i form af et svækket sundhedssystem.
Helt konkret handler det om, hvad et menneskeliv må koste? Eller med andre ord: hvad vi som samfund vil betale for at redde et menneskeliv. Er det en for høj pris, vi betaler gennem nedlukningen af næsten hele samfundet? Her er det ikke det enkelte menneskes individuelle skrøbelighed og uerstattelighed, det drejer sig om, men hvad tingene koster, og hvad vi ellers kunne have fået for pengene. Først og fremmest ser det ud til, at indsatsen for at redde menneskeliv under Corona-krisen vil bremse væksten. Og i økonomisk sammenhæng er dét næsten et større tab end tabet af menneskeliv.
Nøgne økonomiske målsætninger, som f.eks. vækst for vækstens skyld, har alligevel behov for et eller andet at iklæde sig for ikke at miste legitimitet. Lige nu er det et etisk hensyn til fremtidens sundhedssystem og velfærd, der er blevet tildelt rollen som slør og staffage. Det er på mange måder bemærkelsesværdigt. Normalt er det jo ikke ligefrem bekymringen for fremtidige generationers ve og vel, der plejer at trykke Lars Løkke og folkene fra erhvervslivet og liberale tænketanke, når det f.eks. drejer sig om at tage hensyn til miljøet for at forhindre klimakatastrofer.
Det er imidlertid ikke ualmindeligt at betragte økonomien som det, der først og fremmest skal tages hensyn til, fordi hele samfundet afhænger af, om der er penge i kassen. Det kaldes at være realistisk, mens det at tage udgangspunkt i mennesket ofte bliver betragtet som naivt. Hvor mange gange er klimaaktivister ikke blevet kaldt naive og farlige for den økonomiske udvikling, netop fordi de kræver økonomien om på bagsædet og hensynet til mennesket placeret på førersædet.
Selvfølgelig handler det om villigheden til at betale, også i forbindelse med at gøre det nødvendige for at inddæmme smitten og redde liv. Men svaret findes jo ikke kun ved at se på, om indsatsen evt. mindsker den økonomiske vækst i en periode.
Er det udelukkende et økonomisk rationale, der skal afgøre, om det er prisen værd at holde f.eks. italienske, spanske, iranske og amerikanske tilstande fra døren, hvor mennesker lider og dør i et omfang, som nærmest er utænkeligt? Er det et abstrakt økonomisk spørgsmål, om vi skal gøre alt for at undgå, at se lig blive kørt bort på en truck og læsset ind i en lastbil?
Når det hævdes, at løsningen på disse enorme udfordringer er ved at blive selve problemet, så kikker vi lige ind i en ansigtsløs økonomisk verden, som er i modstrid med vores håb og eksistentielle behov. Som den franske forfatter Michel Houellebecq har skrevet, så ville det ende med, at både samfundet og menneskene dør af økonomi, for det er jo ikke kun økonomien, som fremtiden skal arve, det er i høj grad også vores menneskesyn, vores syn på hinanden og hvad det vil sige at leve sammen i et samfund.
Den økonomiske fornuft tilsiger, at det er menneskene, der skal sættes under økonomiens anonyme kontrol. Til det kunne man bemærke, at det er økonomien, som må tvinges til at følge en etik – en mildhedens etik – som taler om at give afkald for at redde liv og lindre lidelse hos andre.
Det er ikke økonomien i sig selv, som kan træffe beslutninger, selv om det ofte kan lyde sådan, når vi bliver orienteret om, “hvad økonomien kræver”, som det hedder. Det lyder som om økonomien ikke er for mennesker og ikke gjort af mennesker. Det er i denne anonymitet, at økonomien bliver kynisk.
Ja, der bliver økonomisk nedgang efter Corona-krisen, men ville det have været mere samfundsnyttigt, hvis vi havde valgt at gøre en mindre indsats for at redde mennesker? Ville det være en bedre arv, vi sendte videre til fremtiden, hvis vi havde prioriteret økonomisk vækst frem for menneskeliv? Det er netop prioriteringer, det drejer sig om. Hvad vil vi med hinanden i samfundet, hvad er vi parate til at give afkald på for at sikre menneskelig værdighed?
Etik handler om den gode væremåde, som den franske filosof Alain Badiou udtrykker det, eller om handlingens visdom. Debatten om vi sætter prisen for et menneskeliv for højt, viser hvor vigtigt det er ikke at blive fanget i en grandios selvforståelse, som tillader reducering af mennesker til blot økonomiske størrelser. Så vil svaret nemlig blive udtryk for økonomisk rationalitet og ikke for etisk visdom.
Når vi gennem anonyme statistiske samlebetegnelser får reduceret grupper af mennesker til f.eks. “de ældre”, “de kroniske”, “de dyre og uproduktive”, så glemmes det let, at det enkelte individ har et ansigt og en livsoplevelse, som gør det specielt og uerstatteligt. Hermed bliver det også lettere at vurdere deres værdi på en måde, som man ikke ville, hvis man mødte dem som enkeltstående individer. Men det er principielt sådan økonomien tænker. Her er ingen noget særligt, her må alle vejes og prissættes.
Jeg tror, at Corona-tiden om noget har lært os den etiske visdom at kunne se igennem økonomiens “krav” om at stå over det menneskelige samfund, som en helt egen guddom, der kan fortælle os om det rigtige og det forkerte. Ud fra et rent økonomisk rationale har vi måske gjort noget forkert, noget økonomisk irrationelt, som vi kommer til at betale for senere. Men det er mennesket, der definerer, hvad det menneskeligt rigtige er. Fremtiden vil ikke vurdere os på, om vi for en periode valgte at svække den økonomiske vækst ved at sætte prisen på menneskeliv meget højt. Den arv, som fremtiden vil tage til sig, er, at vi valgte at lindre menneskelig lidelse.
Økonomien er ikke en selvstændig verden uden bånd til menneskelig kærlighed, omsorg og medfølelse. Tænk – vi kan faktisk vælge at bruge samfundets penge på netop at udtrykke fællesskabets medfølelse og omsorg i en situation, som FN’s generalsekretær António Guterres kalder for den største krise siden Anden Verdenskrig. Dét er udtryk for en mildhedens etik midt i en storm, som kræver handlingens visdom.
Har været bragt i en versioneret udgave i Politiken d. 13, marts 2020.
Jane Austens roman “Stolthed og Fordom” fra 1813 kan være en betydelig inspirationskilde her i Corona-tiden, hvor vi kæmper for at finde en hilseform, som ikke udsætter de hilsende for smitterisiko. Situationens presserende alvor taget i betragtning vil det dog nok være bedst at konsultere en videoudgave af bogen, som på dansk strækker sig over 403 sider, og godt kan være en temmelig sej affære at gnave sig igennem.
Jeg har set adskillige alternative hilseformer bragt i anvendelse bare i løbet af de seneste par dage. Der har været forsøgt med f.eks. albue mod albue, fod mod fod, den buddhistiske hilsen, hvor håndfladerne sættes sammen foran brystkassen med fingrene opad, suppleret med et lille nik, eller den muslimske hilsen med en hånd på sit hjerte. Det kan imidlertid undre, at vi ikke straks har genoptaget den klassiske hilseform i form af at bukke og neje.
I ordbogen defineres det at bukke således: at “bøje overkroppen forover og tilbage igen som høflig eller ærbødig hilsen.” Det skal dog tilføjes, at der i “Stolthed og fordom” forekommer mere avancerede og ærbødige former for bukninger, hvor både benarbejde og armbevægelser også spiller en rolle, fordi det ene ben i en let bue skal føres frem foran kroppen, mens der bukkes og den ene arm elegant hilser ud i luften mod den anden, i en slags spiralbevægelse, inden den landes tæt mod ens egen krop. I samme ordbog defineres det at neje på denne måde: at “hilse ærbødigt og respektfuldt ved at føre det ene ben bag det andet, bøje kroppen forover og samtidig bøje svagt i knæene.”
Lige netop disse former for hilsekunst kan man lære ved at studere “Stolthed og fordom”. Hverken at bukke eller neje er nemlig nogen helt let sag, men vil på én gang kunne mindske smitterisikoen og tilføre forholdet mellem mennesker en ny værdighed og sensuel interesse. At hilse ved at bukke og neje er en slags dans, der udføres ved møde og afsked. Uden at røre hinanden eller forfalde til “albue-mod-albue” glider de to personer ind i en let dansende bevægelse foran hinanden, som har dybe kulturelle rødder i vores ophav og som virker kropslig, selvom vi ikke må røre hinanden. Se blot hvordan de to hovedpersoner i “Stolthed og Fordom”, Elizabeth Bennet og mr. Darcy, spillet af Keira Knightley og Matthew Macfadyen, bevæger sig rundt om hinanden gennem nejen og bukken, uden at røre hinandens kroppe. Så raffineret kan vi danse forbi smitten og stadig hilse værdigt og nærværende på hinanden.
At hilse på denne måde er imidlertid ikke blot en fysisk udfoldelse. I selve det at bukke og neje ligger der en bevidst ydmyghed i mødet med det andet menneske. I begge hilseformer ligger der, at man ydmygt bukker sig for det andet menneske, man kikker ned, sænker øjnene og giver dermed den anden sin ærbødighed; en metahilsen, som hverken håndtrykket eller knuset kan præstere, og slet ikke albuen.
Det kunne være velanbragt, hvis statsministeren ikke blot slog fast, hvad vi skal afholde os fra under Corona-tiden, nemlig knus, kram og håndtryk, men også positivt fremhævede den innovative og fremadrettede hilseform, nemlig at bukke og neje. Den er traditionelt velafprøvet, notorisk en del af også den danske kultur og praktiseres stadig på landets danseskoler. Den bygger på en værdig og ydmyg omgangsform mennesker imellem, noget som vi også er enige om er en mangelvare. Desuden vil denne ny-gamle hilseform sætte hele diskussionen om håndtryk ved tildeling af dansk statsborgerskab helt ud af spillet. Alle kan jo lære at give hånd, men at hilse ved at bukke eller neje kræver en vis indstudering og forberedelse, som kunne gøres til en del af indfødsretsprøven. Hermed vil vi være sikker på, at de kommende statsborgere for alvor var villige til at kropsliggøre deres nye danskhed.
Jeg har selv i dag afprøvet hilseformen sammen med en veninde. Midt på gågaden i Næstved bukkede jeg for hende, og hun nejede for mig. Det foranledigede ikke større opløb og vi forlod stedet med den oplevelse af æresfølelse for den anden, som vi virkelig føler, og sandsynligvis begge to helt ubesmittede.
I gamle dage var Corona en cigar, og min onkel Valde røg Corona med mavebælte. Onkel Valde blev over 90 og var aldrig syg. Selv mente han, at det var fordi han røg cigarer. Han havde røget Corona Cigarer fra konfirmationsalderen og havde altid en af dem i munden. Også når han besøgte os i julen og i sommerferien, og tog mig på skødet, mens han fortalte om sin tid som sømand i Køge Bugt.
På sin vis har jeg altså i væsentlige perioder af mit barndomsliv røget Corona Cigarer, indåndet den røg, som gennem et langt liv holdt onkel Valde sund og rask, så han med ryggen rank kunne bære den bowlerhat, der var ligeså karakteristisk for ham, som den dampende Corona Cigar.
Jeg går derfor verdenshistoriens nye Coronatid i møde med fortrøstning. Jeg har med egne røgfyldte øjne set, hvor meget onkel Valde overlevede. Et par verdenskrige blev det til. Et tuberkuloseangreb, et alvorligt slag i hovedet (det var derfor han gik med bowlerhat både ude og inde). Desuden var han adskillige gange tæt på at blive kørt ned af sporvognen når han forlod De Gamles By, hvor han boede.
Men onkel Valde formåede altid at beholde bowleren på hovedet og Coronaen i munden. Han var ikke blevet bange, hverken for verdenskrige eller sporvogne, og jeg elskede når han kom på besøg, så fik jeg kram og knus og kom op på skødet når han fortalte om tiden på Køge Bugt i den blå båd, som hed Else, efter onkel Valdes ungdomskæreste. Hun døde desværre tidligt, men hun røg heller ikke, som han sagde med beklagelse.
Meditationer i februar over betydningen og nødvendigheden af at være afhængig af andre mennesker, af verden omkring os og af tilfældighederne.
1. Vi er afhængige af andre mennesker og må derfor tit opgive vores egne planer, fordi de ikke kan lade sig gøre i den omverden, som vi lever i og er afhængig af.
2. Vi betyder noget for andre mennesker og må ofte gøre noget, som vi ikke har lyst til eller personlig interesse i – uden at opleve det som tab eller manglende frihed.
3. Vi kan ikke undgå andre menneskers påvirkning af vores liv eller deres indflydelse på vores hverdag. Vi må tilpasse os andre og kan ikke suverænt bestemme, hvornår og hvordan de skal eller må påvirke os.
4. Vores liv er i stor udstrækning bestemt af de begrænsninger vi er underlagt, og ikke kun af muligheder, frie valg og egen planlægning.
5. Vi kan ikke alt, har ikke alle muligheder og talenter og slet ikke uendelig valgfrihed. Ofte bliver der valgt for os, og vores frihed består i at forholde os til dette uden at se det som en tabserfaring eller udtryk for personlige begrænsninger – selv om vi jo også må acceptere personlige begrænsninger på en lang række områder.
6. Vores opmærksomhed på verden omkring os er afgørende for om vi oplever en forbindelse med denne verden, og ikke bliver lukket inde i livet med os selv, i en ensom kamp for at definere både os selv og verden.
7. Vi skal lade omgivelserne trænge ind i vores opmærksomhed, for denne opmærksomhed er den eneste adgang til det, der ikke er os selv.
8. Alt det vigtigste og mest betydningsfulde i tilværelsen kan vi hverken planlægge os til eller fra. Verden og omgivelserne kan noget med os, som vi ikke selv kan – de kan give os livsfylde og medleven.
9. Vi kan ikke forberede os på alt. Tilfældigheder er et af de vigtigste elementer i vores liv og er kilden til både lidelse, livslyst og lykkefølelse.
10. Vores liv bliver først vores eget når vi oplever vores begrænsninger, for heri ligger vores sande muligheder.
Næsten ingen af de problemer, der berører os dybest, har noget sikkert svar. Den engelske filosof Bertrand Russell (1872-1970) anbefaler imidlertid filosofien som en udvej: »At lære, hvordan man kan leve uden vished, og dog ikke lade sig lamme heraf, er måske det vigtigste, filosofien i vor tid stadig kan gøre for dem, der studerer den«, skrev Russell i introduktionen til Vestens filosofi.
Netop dén bog blev oversat til dansk af forfatteren Elsa Gress (1919-1988) i 1962, og hun havde selv en mening om, hvad man kunne stille op med de eksistentielle problemer, som hverken videnskaben eller religionen kunne give svar på. Hendes svar var ikke filosofien men poesien, som selvfølgelig heller ikke giver noget svar på de dybeste eksistentielle spørgsmål, men som åbner muligheder for nye perspektiver og opdagelser – og ikke mindst vækker slumrende erkendelser på tværs af tider og steder, fortid og nutid. Lyrik er ikke bare ord og korte linjer. At læse et digt er en erfaring, der sætter spor i både krop og sind, helt på linje med alle andre erfaringer, hvis vi altså er vågne nok.
Her i sommer har jeg beskæftiget mig en hel del med Elsa Gress og bl.a. besøgt hende på kirkegården ved Damsholte Kirke på Møn, hvor hun ligger begravet. I år ville Elsa Gress være blevet 100 år og det er hen over sommeren blevet fejret med en udstilling og en række arrangementer på Møn, fordi hun fra 1974 og frem til sin død i 1988 boede i den store gartnerbolig ved Marienborg Gods uden for Stege. Stedet eksisterer stadig som Villa Gress og fungerer bl.a. som refugium for forfattere.
Blandt Elsa Gress’ mindre kendte bøger er Under månens skive fra 1964, med undertitlen Poetisk postil. I middelalderen var postiller en samling litterære tekster, der havde til hensigt at virke opbyggelige og støttende på mennesker, ikke mindst i livets sværeste øjeblikke. Dengang havde de naturligvis ofte en religiøs karakter. Den poetiske postil, som Elsa Gress udgav, handler imidlertid om det der overgår mennesket i det sublunare – altså i den menneskelige sfære, under månen (Luna er det latinske ord for måne) »i modsætning til himmel og helvede«, som Elsa Gress skriver i forordet.
I Under månens skive har Elsa Gress samlet og oversat en samling digte, og ordnet dem efter særlige stemninger og grundfølelser, som f.eks. menneskelig længsel, angst, minder, mismod, dødstanker, smerte, lidelse, ensomhed og selvfølgelig kærlighed og knust hjerte; altså stemninger eller grundfølelser, som alle mennesker på et eller andet tidspunkt møder. I forordet skriver hun således, at digtene er valgt »efter hvad man kunne kalde deres sindsstyrkende virkning i de pågældende menneskelige situationer, der alle indebærer behov for trøst«.
At give trøst betyder efter min mening at give håb. Har man mistet håbet, eller tvivler man, så er det næsten aldrig i én selv, at håbet umiddelbart kan genfindes. Så må man vende sig mod verden, mod andre mennesker, eller mod lyrikken, hvorfra der tales med nye ord og andre erfaringer om det, som man lige nu selv oplever.
Selvfølgelig er det i høj grad individuelt, hvad der kan give et menneske håb midt i en lidelsesfyldt situation; også hvilke digte, hvilke ord i det hele taget, der kan virke lindrende. Elsa Gress valgte naturligvis de digte, der havde hjulpet hende. 190 digte blev det til af kendte og ukendte digtere, oversat fra fem forskellige sprog. Her gengiver jeg bare en enkelt strofe fra et digt, som Elsa Gress har placeret under afsnittet Dødstanker og sorg over døde. Strofen er fra Charles Baudelaires (1821-1867) digt Døden og de fattige:
Det er døden, ak, der gi’r lysten til livet,
vort mål og det eneste håb vi har her,
der som eliksir har berust os og givet
os mod til at vandre til natten er nær.
Ideen til en poetisk postil fik Elsa Gress fra den tyske, forfatter Erich Kästner (1899-1974), som i 1936 begyndte at skrive digte til det han kaldte et Lyrische Hausapotheke, et lyrisk husapotek, med digte om og til menneskets forskellige oplevelser; de af menneskets indre tilstande, der ikke findes diagnoser for eller medicin imod, men som ikke desto mindre kan være fyldt med usikkerhed, smerte og lidelse. Først langt senere udkom disse digte, men Kästner tilføjede løbende nye, så den udgave jeg har på tysk består af 29 digte i faksimile, i den smukkeste håndskrift og illustreret.
Der findes en dansk oversættelse af seks af Kästners digte fra Lyrische Hausapotheke, oversat af Julius Clausen, som også selv udgav det lille lyriske husapotek på blot 17 sider og i kun 55 eksemplarer. Bagerst i bogen skriver Julius Clausen, at den udgives i anledning af julen 1949 og med forfatterens, altså Erich Kästners, personlige tilladelse, som det tilføjes med Clausens egen håndskrift.
Digtenes danske titler fortæller lidt om, hvad Kästners husapotek indeholder og stræber efter: 1. Jernbanetoget, 2. Hvermands Sørgmodighed, 3. Opmuntring for Kleinmodige, 4. Alderdomshjemmet, 5. En Bogholder skriver til sin Mor og 6. Den gyldne Ungdomstid.
Det er digte, der sætter ord og perspektiv på almene hverdagssituationer, f.eks. den stemning, man kan komme i på banegårde og ved togrejser:
Vi sidder alle i samme Tog
og rejser tværs gennem Tiden.
Saa kigger vi ud. Vi har læst vor Bog.
Vi kører alle i samme Tog.
Hvor langt? Dér glipper vor Viden.
Kästners digte i Lyrische Hausapotheke er henvendt til alle, men og selvfølgelig ikke mindst til værdigt trængende i lidelse og sorg. Helt den samme model, som Elsa Gress udvalgte digte efter til den poetiske postil.
Man behøver ikke at bruge hele indholdet, eller noget af det overhovedet, fra hverken Elsa Gress’ eller Erich Kästners forslag til til et lyrisk husapotek. Ideen er imidlertid til at bruge. Siden jeg var 17 år gammel har jeg læst digte og har faktisk, uden helt selv at være klar over det, efterhånden fået opbygget et lyrisk husapotek.
Ikke mindst i de senere år er jeg gang på gang vendt tilbage til bestemte digte, måske for at få trøst og håb i vanskelige og tunge situationer, måske for at få et nyt perspektiv på følelser og tanker, som jeg ikke kunne komme ud af. Eller også har jeg hentet digte fra det lyriske husapotek for at finde udveje, som jeg selv var blind for, eller for at finde forklaringer, der skjulte sig for mig, og for at høste indsigter, som digtere på tværs af tid og sted, generøst tilbød mig.
Igennem årene har jeg fået samlet mig et lyrisk husapotek, bestående af helt forskellige digtere fra alverdens lande og alle tider. Og mit lyriske apotek vokser heldigvis til stadighed. Sjovt nok senest i forbindelse med endnu et besøg på Møn, hvor jeg jo også mødte Elsa Gress. Denne gang var digteren – Gerđur Kristný – imidlertid helt levende og lysende indsigtsfuld da hun optrådte ved Verdenslitteratur på Møn, og med ét placerede en Sjælemesse blandt de livsnødvendige bøger i mit lyriske husapotek.
I sidste uge blev det slået fast, at parforholdet – tosomheden – er kilden til den sande kærlighed, den rigtige seksualitet, den normale menneskelige udvikling og den sunde forældrekærlighed!
Sådan har fordommene ganske vist været i mange år, men nu er det blevet slået fast i en artikel af en dansk psykolog, hvor meget tallet “2” betyder for den ægte kærlighed. Vedkommende beskriver endda sig selv som autoriseret, hvilket sprogligt og juridisk betyder, at han har officiel godkendelse til at drive psykologisk virksomhed og komme med domme over normalt og unormalt.
Baggrunden for psykologens indlæg er en række artikler, der tidligere på sommeren har været bragt i Politiken, om polyamourøse kærlighedsforhold. Ganske vist beskriver psykologen dem netop ikke som kærlighedsforhold, men blot som udsvævende og ødelæggende seksuelle forhold, hvilket dog også viser hans uvidenhed.
At leve polyamourøst betyder, at flere voksne mennesker har kærlighedsrelationer til hinanden og indbyrdes. I en polyamourøs familie kan flere voksne altså leve sammen. Som den autoriserede psykolog slår fast, har disse lystige polyamourøse også sex med hinanden, hvilket netop ser ud til at være problemet.
Helt uden argumentation understreger han nemlig, at polyamourøse forhold bygger på en seksuel lyst, der er skadelig for både de voksne og for børnene i familien. Mennesker, der lever i et polyamourøst forhold er kort og godt “grænseløst selvoptaget”, slår den autoriserede psykolog fast, fordi de tænker så meget på sex. Det er stadig uklart, hvor han ved det fra. Men i hvert fald slår det ham ikke, at mennesker, der lever i en polyamourøs familie, med flere kærlighedspartnere, rent faktisk kan elske hinanden og er gået ind i forholdet på grund af kærlighed til hinanden, og ikke kun på grund af en savlende seksuelle lyst, som den psykologiske moralist tydeligvis ser for sit indre blik.
Voksen og moden kærlighed forudsætter ikke at der kun er to personer involveret. Faktisk er det muligt at elske flere mennesker på én gang, at føle kærlighed til flere og nære mennesker, hvis det er sådan ens tilværelse har udviklet sig
Men det er åbenbart en helt umulig tanke for den autoriserede psykolog, at den slags mærkelige forhold begynder med kærlighed og næres af en meget moden form for kærlighed, og ikke udelukkende bygger på endeløse seksuelle udskejelser. Polyamorøs kærlighed har ikke noget at gøre med åbne forhold. Troskab, tillid, vedholdenhed, kærlighedsbånd og varme familiefølelser kan også eksistere i det polyamourøse landskab. Ligesom den slags omvendt ikke med nødvendighed eksisterer i alle former for tosomhed.
Her stopper psykologens angreb på det “unormale” imidlertid ikke. Uden belæg slår han nemlig fast, at børnene i de polyamorurøse forhold er de store tabere, fordi det jo udelukkende handler om de voksnes uansvarlige og umættelige seksuelle begær. Jeg ved ikke hvad det er for nogle scener, psykologen ser for sig. Men også i polyamourøse familier er der en hverdag med arbejde og helt almindelige forpligtelser, som i alle andre familietyper; der er hjemlig hygge, udflugter med børnene, skole-hjem-samtaler, tv-aftener, oplæsning, dans og glæde i dagligstuen, indkøb og tøjvask. »Ja, og sex,« vil psykologen tilføje. Øh, ja – har man lyst til at sige; får du ikke selv et godt knald en gang imellem, uden at det forhindrer alle andre aktiviteter og forpligtelser i dit liv?
Faktisk er det vel sådan, at børn i harmoniske familier har store chancer for at blive harmoniske, uanset om familien så er hetero, homo, poly eller solo. Kærlighed mellem de voksne, er godt for børnene. Og selv om psykologen vist tror det, så er der ikke mere kærlighed i en familie med to voksne, end der er i en poly-famile bestående af nogle flere. Psykologens ypperste viden sammenfattes i følgende udsagn: “Sex er selvfølgelig rart og vigtigt, men der er også meget andet i et parforhold”. Det er faktisk korrekt, men hvorfor skulle det ikke også gøre sig gældende i en polyamourøs familie?
Her er vi ved noget vigtigt, som ikke blot handler om et moralistiske trip fra en autoriseret og tilsyneladende seksuelt overopstemt psykolog. Det drejer sig nemlig grundlæggende om, at han glemmer, at tænkning og erkendelse aldrig er tilendebragt, men altid er undervejs. Det gælder ikke mindst når vi har at gøre med flygtige begreber som kærlighed, der ofte får tænkningen til at stoppe op ved fordommen. Hele den autoriserede psykologs artikel er nemlig bygget op omkring en fordom om, hvad rigtig kærlighed er, hvordan man lever sammen på den rigtige måde. Og derefter punktum; tænkningen stopper ved fordommene om det rigtige og forkerte, det normale og unormale kærlighedsforhold. Psykologen vil dømme, men ikke vide og ikke skaffe indsigt.
Den autoriserede psykolog har indsat sig selv, som en seksuel retskaffen borger, der udelukkende tænker på de lystnes – de polyamourøses – stakkels børn, der efter hans mening nødvendigvis må vantrives. Han kommer til at afsløre, hvor dogmatisk og autoritativt han bakker op omkring en af samfundets støbeforme for opfattelsen af kærlighed, familie og samliv: Kærlighed opstår når der kun kan tælles til to voksne i én familie; harmoniske forhold i familien opstår gennem forældrenes selvforglemmelse og éntydige fokus på børnene, som om overskud til børnene kunne komme fra noget andet sted, end fra forældrenes (også de polyamourøses) forsatte og vedvarende psykiske og erotiske kærlighedsliv.
Den autoriserede psykolog begynder og slutter tænkningen med fordommen om, at sex mellem flere er udtryk for en perversion og umuligt kan bygge på kærlighed og familiefølelse, mens sex mellem to er normalt og hele forudsætningen for kærlighed, fokus på børnene, og simpelthen udtryk for et normalt familieliv.
Psykologen giver sig selv mandat til at dømme en kærlighed, som han tydeligvis hverken kender til eller ved noget om, men let kan have lystne fantasier om. Han undersøger ikke nærmere om flere voksne, der lever sammen i en polyamourøs relation, kan være andet end lystige galninge, der glemmer børnenes udvikling for selv at kunne dyrke umådeholden sex. Den autoriserede psykolog udelukker fra begyndelsen, uden undersøgelse eller argumentation, at de polyamourøse familier faktisk kan have en stærk kraft i deres hverdag; en kraft, der knytter sig til en indbyrdes kærlighed der har ligeså stor gyldighed, som tosomhedens kærlighed.
