HVIS MAN KUNNE INVESTERE I ORD, så havde en sjat penge på substantivet “krænkelse” været en god investering her omkring jul. En unavngiven kvinde havde ved et møde på CBS for to år siden nemlig ytret, at hun følte sig krænket, da medarbejderne istemte ”Den danske sang er en ung blond pige”. Da det kom frem på de sociale medier, steg værdien af ordet “krænkelse” med omkring 200%.

Selv ikke julens gavevanvid kunne matche den efterfølgende udbredelse af krænkelse blandt dem, der var krænkede over kvindens krænkelse. Som samfund skal vi ikke bære alle menneskers personlige oplevelse af at føle sig krænket. Det vil lynhurtigt føre til moralske strømsvigt, som når en leder ved CBS valgte at undskylde for sangen. Så er vi oppe på to krænkede personer, kvinden og lederen. Men derefter voksede mængden af krænkede imidlertid eksponentielt, så man helt glemte sagens komplette ligegyldighed. For hvis denne sang ligger os så meget på sinde, kan et par personers følelse af ubehag vel ikke påvirke os i et omfang, så julens afsyngning af den fine sang kom til at minde om krigstidens fællessang. Kun få kender jo alligevel anden strofe af sangen.

“Gentlemen foretrækker blondiner”, siges det i en gammel film. Hvad nu hvis man er en gentleman, der foretrækker brunetter? Skulle man så blive krænket over det? Og hvad med blondinerne? Brunetterne? De rødhårede? Hvis man helt konsekvent kun fokuserer på det, der gør os forskellige fra hinanden – ja, så er det klart, at alle føler sig krænkede, og nærmest vil have en helt personlig højskolesangbog og grundlov. Vi er dog ens på langt flere og eksistentielt afgørende områder, end vi er forskellige. Men det er blevet en tendens, at vi udelukkende vælger at se os selv, som forskellige fra andre. Dermed bliver mulighederne for krænkelse, gen-krænkelse og hævn-krænkelse jo enorme.

Følelsen af krænkelse er næsten blevet den mest almindelige reaktion på mødet med noget, der er anderledes end én selv. Den positive og undersøgende nysgerrighed i mødet med det anderledes har tabt til “følelsen af krænkelse”. Det er jo tosset at kvinden fra CBS for to år siden følte sig krænket over den blonde pige i sangen, og ligeså tosset at der blev startet et sandt amokløb om at føle sig krænket over kvindens krænkelse, ledsaget af behovet for at skabe mere krænkelse i alle ringhjørner. Til alle parter i denne krænkelseskamp: Find dog noget alvorligt, at føle jer krænket over. Faktisk sidder man tilbage med en fornemmelse af, at kvinden nærmest gjorde nationen en tjeneste ved at føle sig krænket, for så kunne vi selv få os en omgang fed julekrænkelse over noget ret betydningsløst og omkostningsfrit.

Jeg forstår ikke helt, at nogen kan føle sig krænket over en kvinde, som for to år siden følte sig krænket over den blonde danske kvinde. Jeg forstår heller ikke, at hun rent faktisk følte sig krænket. Jeg tænder ikke på at føle mig krænket, så kunne man stort set ikke foretage sig andet. Skulle jeg føle mig krænket over, at nogen ikke forstår min livsform eller måske endda føler sig krænket over den? Så må de jo udtrykke en positiv nysgerrighed, for så inviterer vi dem nærmere, så de kan lære os at kende, uden at vi dog kræver, at de skal blive som os. Ellers må de grave sig ned i surhed over, at vi ikke tager deres følelse af krænkelse alvorligt. Nysgerrighed åbner for samtale, krænkelse lukker.

Desuden betyder ”krænkelse” iflg. ordbogen ”brutalisering”, ”rå vold”, umenneskelig behandling”, ”vanære”, ”skændsel”. Så – hallo, syng en sang eller lad være. Syng selvom alle ikke synger med. Hold op med at lede efter krænkelser. Hold op med at blive krænket over en der bliver krænket af en dansk sang. Lad hende sidde i hjørnet til det går over i stedet for selv at få en selvfed krænkelse ud af det. Vi er ikke på grøn stue.

Vi er forskellige, deri ligger også ensheden. Lad hende da føle sig krænket over sangen. Svaret på krænkelse er ikke mod-krænkelse og slet ikke en kamp om, hvem der er mest krænket, eller hvem der kan krænke andre mest. Svaret er ikke at gøre den omtalte sang til julesang – men…at være ligeglad. At tro så meget på sig selv, at man ikke behøver at føle sig krænket over den slags bagateller, men i glad ligegladhed kan rumme, at nogle få føler sig krænket over en sang, som vi – vistnok – holder så meget af.