Dette er et device, som næsten alle mennesker brugte for nogle år siden. De unge kan spørge deres forældre. Det kaldes for en postkasse og kan overfladisk set sammenlignes med computerens mailboks eller inbox. Det, der kunne puttes ind gennem revnen, var såkaldte breve. Det var en slags mails, som nogle dage tidligere var blevet lagt i en anden postkasse. Og så kom postbuddet et par dage senere med brevet og lagde det i ens egen postkasse.

Postkasse

Der fandtes forskellige former for breve. Det kunne være breve fra venner, som var i udlandet, med længere rejsebeskrivelser og måske tegninger af det de havde set. Der var invitationer til forskellige festlige lejligheder. Så var der kærestebreve, hvor der måske var vedlagt en lille ting, som mindede om den elskede. Der var de såkaldte rudekuverter med regninger, der skulle betales på posthuset. Og der var de små julekort og nytårshilsner, med årets julemærke på. Men der var også de lange samtalebreve, hvor man gennem en længere periode, måske i årevis, udvekslede breve om særlige emner med venner som delte ens interesse for f.eks. litteratur, kunst, filosofi, fodbold, livets problemer i almindelighed eller fremstilling af hjemmebryg.

De forskellige slags breve havde forskelig effekt på modtageren. De fleste breve blev dog modtaget med spænding, for de rummede en slags hemmelighed lige til man havde læst, hvem der var afsender (nogle var dog helt uden afsender), undersøgt skriften på brevet, fået det åbnet, foldet ud, og endelig sat sig ned med en kop kaffe eller the for at læse brevet den første gang af mange. Var det et fortroligt brev, et meget personligt eller et kærestebrev skulle det efterfølgende gemmes, måske nede blandt sokkerne eller undertøjet bagerst i skuffen.

I de fleste familier var der et specielt ritual forbundet med at tømme postkassen. Hos os foregik det ofte på denne måde: Hvis der allerede var kommet nogen hjem, råbte man: “er postkassen blevet tømt?” Blev der svaret bekræftende gik man videre ud i køkkenet, hvor posten lå til venstre på køkkenbordet. Blev der svaret ”nej” hentede man nøglen til postkassen i det lille nøgleskab, som vi havde arvet fra bedstefar, og gik derefter ud for at tømme postkassen.

Jeg har stadig hundredvis af breve gemt i arkivkasser. De er meget forskellige. Kuverterne har forskellige særpræg, som siger en del om de mennesker, der sendte brevene til mig. Den skrift, som mit navn var skrevet med og som jeg for det meste kunne genkende så snart jeg fik brevet i hånden – den håndskrift var en forlængelse af det menneske, som havde den, en forlængelse af hans eller hendes sjæl. Noget, som man kunne kikke på og læse særlige kendetegn ud af om sindsstemningen hos afsenderen, da brevet blev skrevet og postet. Derfor gemte man både brevet og kuverten; det var to ting, der hang sammen. Brevets værdi var også knyttet til skriften, kuverten, papiret, skriftfarven og eventuelle dekorationer eller klistermærker. Sammenlagt blev det til et brev men også til en mindeting, fordi brevet var så tæt forbundet med brevskriveren og afsenderen, og det var ikke sjældent, at man direkte kunne dufte afsenderens særlige aura af hud, parfume, sved, røg – bare ved at åbne brevet eller dufte til kuverten. At åbne et personligt brev var nærmest som at få afsenderen gjort kropslig foran én.

Nu var det jo ikke hver dag, at man fik post af betydning. Der kunne gå dage og undertiden uger uden breve i postkassen. Derfor var spændingsniveauet mærkbart når “posten havde været der”. Det var således en stor dag, da vores børn for første gang fik post i form af et brev med deres eget navn på. Det var en slags selvstændighedserklæring. Den dag begyndte børnene på en seriøs produktion af tegninger og små fortællinger, der kunne sendes tilbage til afsenderen, ikke mindst som tegn på, at man selv gerne modtog flere breve. Det var også fra den dag, at de ville have deres navne på postkassen, som tegn på deres personlige tilstedeværelse i verden. Nu er de voksne og har fået deres egne postkasser i København, hvor der sikkert kun kommer reklamer og lokalaviser, ligesom i vores postkasse.

Jeg tvivler på, at deres børn kommer til at opleve en postkasse lavet af hardware, som den vi stadig har stående ved indgangen med vores navne på. Alt tyder dog på, at de alligevel kommer til at tømme postkasse cirka to millioner gange oftere end os. Den bippende besked om, at “You’ve Got Mail”, lyder ikke blot én gang om dagen men – ja, hvor mange gange har du tjekket mail i den seneste halve time?

Den elektroniske inbox er en postkasse, der så at sige vender indersiden udad. Den præsenterer os for et stort indre, hvor det hele ligger: Mails, vi lige har modtaget, alle dem vi i det hele taget har modtaget, alle dem vi har slettet, alle dem vi ikke har besvaret, alle dem vi bør besvare og derfor har markeret med et rødt flag, de vigtige desuden med et udråbstegn. Og så er der spam, der er alt det betydningsløse, som vi alligevel ikke kan slippe for i den elektroniske postkasse. Der er mails med nyheder, med opdateringer fra vores kontoer på Instagram, Facebook og Twitter. Det er den rene og uformidlede inderside af en evigheds-postkasse, som ved hjælp af hastighed, farver, lyde og ubegrænset leveringskapacitet på det dybeste påvirker den menneskelige sensibilitet.

Postkassen ved indgangen til vores hjem og postkassen på min iPhone skaber forskellige mentale og fysiske tilstande. Når man tidligere sad og skrev eller læste, var involveret i en middagsaftale, spiste, snakkede eller nussede med hinanden på sofaen, så ville det have været udtryk for en ganske hårdt ramt habitus, hvis man flere gange gik ud til vejen for at tjekke sin postkasse. Man vidste desuden også, at der i hvert fald ikke ville ligge noget i postkassen før posten havde været forbi. Nu ved vi, at posten er forbi mens vi går på toilettet, skriver, læser, arbejder, er under transport, elsker, kysser, samtaler – hele tiden, med andre ord. Der er tale om et mail-delirium, en chokbølge, der konstant skyller ind over os.

Tidligere var det en stående morsomhed at fortælle om det, der kunne ske, hvis konen var alene hjemme, når posten kom: “Den dreng ligner overhovedet ikke sin far, så han må være kommet med postbuddet.” Den slags morsomheder fungerer ikke længere. I dag er det et forøget stressniveau, der kommer med posten, som kommer igen og igen og igen og igen og …