Lørdag d. 15. september 2018  havde Beldringe Borgerforening inviteret mig til at holde årets høsttale ved deres årlige Høstfest. En invitation, som glædede mig meget. Det blev da også en dejlig aften for mig, hvor jeg mødte en forsamling feststemte, imødekommende og gode mennesker. Dette blev ordene:

Da jeg gik i skole, havde vi en geografibog, hvor forskellige farver viste, hvad der var det særlige ved de enkelte lande. Danmarks farve viste, at vi var et landbrugsland. Det var der nu ikke mange af os børn, som var i tvivl om, for vi gik i en landsbyskole; en lille skole med tre klasser, som imidlertid var ret stor, når man selv ikke var større end vi var.

Hvad skulle Danmark være andet end et landbrugssamfund? Vi boede i en landsby, hvor der lå tre bondegårde inde i selve landsbyen. En proprietærgård var der også blevet plads til, med en proprietær, der havde en ikke ubetydelig indflydelse på landsbyens sager. Der, hvor jeg boede med min far og mor, stødte vores have op til en mark. Det kunne næsten ikke være anderledes, for byen var omkranset af marker. Og lige overfor os boede smeden, som reparerede alle de forskellige redskaber, der blev brugt på markerne, og som undertiden også skoede heste.

I smedjen og ved markhegnet havde jeg et ret godt overblik over årets gang i landbruget. I løbet af et år fulgte jeg med i forberedelserne til såning, i selve såningen, i bekymringen for vejret, i høsten og i alt det, der skete efter høsten. Dét var min erfaringsverden, og børnene i byen legede bønder, når de ikke lige spillede fodbold på kirkepladsen eller legede i Ellehaven i udkanten af byen, hvor der også om sommeren kunne stjæles æbler og bær fra præstens have. Men det fik os ikke til at overveje at blive præst. Noget andet var det med muligheden for at blive bondemand.

Jeg gik i klasse med børnene fra gårdene, så i modsætning til i dag vidste jeg faktisk noget om landbrug, da jeg var barn. Ingen undrede sig derfor over, at jeg med sikkerhed i stemmen kunne svare på det sædvanlige spørgsmål om, “hvad skal sådan en lille fyr være, når han bliver voksen?”: “Bondemand” naturligvis.

Jeg blev ikke til noget ved landbruget. Men jeg fik børn, som også havde geografi i skolen. Her lærte de, at Danmark tidligere havde været et stort landbrugsland, men nu mere måtte betegnes som et service- og informationssamfund. Men det er ikke helt korrekt. Danmark er stadig et landbrugsland.

Næsten to-tredjedele af Danmarks areal er landbrug. I vores nabolande er landbrugets andel af det samlede areal betydeligt lavere. Og korn udgør 54 pct. af landbrugsarealet. Der er stadig noget at fejre ved en høstfest.

Når det bliver diskuteret om Danmark er et landbrugsland eller ej, så drejer det sig om økonomi.  Hvor meget fylder landbrugsproduktionen i BNP og lignende. Men det er ikke kun i økonomisk forstand, at Danmark har været og stadig er et landbrugsland. Selv om der naturligvis er økonomi i sagen, så er der meget mere i spil. Det viser sig bl.a. ved en høstfest.

Jeg tror ikke, at der er nogen andre erhverv, der holder noget, som kunne minde om en høstfest, for at fejre deres produktion. IT-industrien og bankerne; jeg tror ikke de holder en særlig årlig fest for at fejre deres specifikke produkt, f.eks. computerprogrammernes dag eller pengenes dag. Eller hvad med Ældreområdet, eller Sygehusområdet?

Når der holdes høstfest, er det fordi, landbruget ikke kun er et erhverv med en produktion, der kan gøres op i penge, men også en tilstand for mange danskere, selv om det måske er ubevidst for de fleste. Landbruget er lige her; ikke i fabriksbygninger, ikke i højhuse, ikke lukket inde på særlige institutioner eller i produktionshaller – nej, landbruget er lige her, lige foran vores øjne. Uanset, hvor meget eller hvor lidt man måtte kende til landbrugets økonomiske mekanismer, så kender man til landskabet, og det danske landskab og geografi er i dén grad præget af landbruget, af markerne, af kornet om sommeren. Uanset, hvor man kører rundt i det danske landskab er der tydelige spor af landbruget.

Kaj Ejstrup (1902-1956)
“Høstlandskab”
Odsherreds Kunstmuseum

Man kan sige, at det danske landskab er lig med landbruget. Det er markerne, der er kernen i det danske landskab. Man kan ikke beskrive, tage billeder o.l., af det danske landskab uden at få markerne med. De er der, og de dominerer billedet, og derfor også vores bevidsthed om, hvordan Danmark ser ud. Danmark, udenfor de større byer, ser ud som landbrugets marker – er ensbetydende med landbrugets marker tilsat et par mindre skove og måske lidt havudsigt.

I det meste af Danmark lever man ikke længere særlig tæt på det som foregår før, under og efter høsten, og slet ikke så tæt på, som jeg gjorde i min barndom. Men man kan ikke af den grund komme uden om kornmarkerne. De trænger sig på, selv om det efterhånden er de færreste, der kan kornsorterne.

Markerne med landbrugets afgrøder og produktion trænger sig så meget på, at man ofte slet ikke kan se dem for bare marker. Og sådan er det når man kender noget så godt, at det næsten er blevet til en del af ens forståelse af verden, blevet en tilstand; så er det der bare, og vi lægger først mærke til det, hvis det en dag ikke længere skulle være der.

Når jeg siger, at landbruget er det eneste erhverv, som traditionelt holder en årlig fest for at fejre sin produktion, så er det fordi, at landbrugets produktion, i form af kornet og høstens afgrøder, er et ganske specielt produkt.

Det særlige ved høsten, det der adskiller produktionen af korn fra stort set alle andre produkter, er, at der er noget andet end menneskets hænder og vores tekniske og faglige dygtighed, som spiller ind. Det er i de færreste andre produktionsprocesser at det er så tydeligt, at mennesket er afhængig af noget andet end sig selv og det menneskeskabte. Det handler om afhængigheden af naturen i bred forstand: jord, mikroorganismer, himmel, luft, hav, fauna, dyr – både det synlige og det usynlige i vores omgivelse, man kunne sige i vores ophav.

Når der i kirkelig sammenhæng siges tak for høstens afgrøder, betyder det, at der siges tak til Gud, for det der gives os til livets opretholdelse, det daglige brød. I dag kan det lyde umoderne, som et levn fra en helt anden tid. Måske – men hvis vi giver tingene nogle andre navne, beskriver det på en lidt anden måde, så viser der sig alligevel noget.

Tidligere blev Gud takket, fordi han var navnet på den kraft, som mennesket ikke selv havde kontrol over, men som det var afhængig af, hvis høsten skulle lykkes. Uanset menneskelig dygtighed, teknisk kunnen, effektive maskiner og meget andet af det, som vi selv råder over – så er vi imidlertid stadig afhængig af noget, der ikke er under vores kontrol. Det gælder ikke kun landbruget, det gælder os alle. Men denne afhængighed er tydelig når man kører igennem det danske landbrugs-landskab: Afhængigheden af jorden, af det der er i jorden, af vinden, af varmen, af temperaturen, af regn eller tørken.

I det gamle Grækenland mente man, at vinden, solen, jorden og dens frugtbarhed, regnen, havet og naturen i det hele taget repræsenterede forskellige guder, eller rent ud sagt var gudernes beskeder til mennesket. Og guder, det vidste man godt, dem har mennesket ikke under kontrol. Derfor hyldede grækerne også de ukendte kræfter, når det var gået godt, og endnu mere for at sikre, at det fortsat skulle gå godt.

Man behøver ikke at tro på græske guder, eller guder i det hele taget, for at have respekt for de kræfter, vi som mennesker ikke selv har kontrol over. Disse kræfter kan så meget med os mennesker og vores livsvilkår, og råder næsten over alt det vigtigste i tilværelsen, fra kærlighed til høstens afgrøde. Det opleves ikke kun i Danmark, men lige for tiden i de områder, der rammes af orkaner. Det opleves af os når vi rammes af tørke, eller af alt for regnfulde perioder, eller af kærlighed eller af tab. Der er tale om en afhængighed af noget, som vi kun i meget begrænset omfang har kontrol over.

Vi har så mange politiske og personlige projekter, der skal frigøre os fra afhængighed. Måske har vi også undertiden brug for at dyrke afhængigheden lidt mere – som vi f.eks. gør i aften ved en høstfest, hvor det fejres, at høsten nu er inde; at den er i hus på grund af menneskets store evner og arbejdsindsats, men også fordi naturens ukontrollerbare kræfter, måske endda de græske guder, spillede sammen med os, endnu en gang.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: