Jeg har tilbragt omkring 30 år på arbejdsmarkedet, og har været præsenteret for ganske mange seancer med teambuilding, idéudvikling, innovationsøvelser, samarbejdslege, strategiudvikling o.l. Langt de fleste af disse events har været direkte meningsløse, spild af tid og dybest set et symptom på, at virksomhederne har udviklet sig til organiserede kampzoner, hvor arbejdsklimaet og mulighederne i det daglige er alt andet end indbydende til netop idéudvikling, nytænkning og samarbejde.

Jeg har prøvet at søge begrebet “teambuilding” på Google. Der kom over 10 millioner hits ud i hovedet på mig. Hvorfor i alverden har virksomhederne det enorme behov for at sende medarbejderne på kurser i netop teambuilding, innovation, nytænkning, anerkendende kommunikation, konfliktløsning, idéudvikling o.l.? Det sker i et omfang, så der har udviklet sig en selvstændig industri, som lever mere end godt af at imødekomme dette tilsyneladende uendelige behov for ”kompetenceudvikling” hos medarbejderne, som det hedder. Men det er da mærkeligt, for de selv samme medarbejdere er jo dog sammen dag efter dag, fra morgen til aften, på deres virksomhed mens de arbejder med deres kerneopgaver.

Måske er det sådan, at der i dagligdagen på langt de fleste virksomheder og institutioner er for meget ledelse og for lidt faglighed. Jeg tror, vi har passeret grænsen for, hvor meget ledelsesspecialister kan afløse faglighed. Dækningsløse ledelsesteorier om effektivisering, forandringsledelse, handlekraft, uddelegering, omstrukturering, strategiudvikling, situationsbestemt ledelse og meget mere, har for længst trængt fagligheden ud af ledelsesafdelingerne. Lederne ved ganske enkelt ikke nok rent fagligt og det betyder, at virksomhedernes kultur og daglige liv bliver tømt for den ånd, som netop skulle skabe innovation, nytænkning og samarbejde omkring de faglige kerneopgaver.

Det var vist Stephen Hacking der sagde, at den største fjende ikke er uvidenhed, men illusionen om viden. Jeg er bange for at denne fjende sidder i hjørnet ved ganske mange møder i virksomhedernes ledelse. Jo, selvfølgelig skal en leder have viden om ledelse, men ledelse er også faglig ledelse, inspiration, initiativ og åndfuldhed på de områder, som virksomheden arbejder med.

Måske er det blevet sådan, at virksomhederne må sende medarbejderne på kurser i teambuilding, innovation og lign., fordi arbejdspladserne i sig selv faktisk modvirker udviklingen af disse værdier. Jeg tror ikke lederne har viden nok om kerneopgaverne, eller også tror de, at virksomhedens kerneopgave er ledelse. Men ledelse er jo dybest set en slags servicefunktion for dem, der varetager kerneopgaverne. En funktion, der skal sørge for at klimaet er inspirerende i dagligdagen, motiverende, udviklende – innovativt, hvis man endelig vil bruge det ord.

Jeg har mødt mange ledere, som i alvor siger, at de har viden om ledelse, at det er deres opgave, for medarbejderne ved jo alt om det faglige. Så er det, at Stephen Hawkins spøgelse dukker op lige bag ryggen på dem. De tror de har viden, men det har de ikke. Den slags ledelse foregår i en boble indeholdende en meget tynd luftart. Her bliver ledelse defineret som handlekraft, organisationsevne, overblik; som om man kunne have det uden at være meget, meget fagligt velfunderet på virksomhedens kerneydelse.

Men så kan man jo vise handlekraft ved at sende medarbejderne på teambuilding, strategimøder, innovationskurser, workshops, hvor der arbejdes med udvikling, samarbejde og kommunikation. Det skaber måske en momentan oplevelse af, at nu sker der noget. Men det skaber jo ikke en ny daglig atmosfære på virksomheden, blandt medarbejderne og i forhold til de daglige arbejdsopgaver. I sidste ende er det blot et symptom på en gigantisk fejltænkning af kompetencekravet til ledelsen. De ved for lidt fagligt og tror de ved meget ledelsesmæssigt, eller tror, at man kan vide noget ledelsesmæssigt uden at vide noget fagligt.