At læse digte kan have en dyb og terapeutisk effekt på sindet. Alt det, der ikke kan siges, hverken i videnskabens eller i hverdagens sprog – det kan siges i et digt. Ofte er det lige netop det vigtigste og dybeste i livet, som sproget ikke umiddelbart kan udtrykke. Nærmest som om det vigtigste ligger hinsides sprogets udtryksmuligheder. Sproget forstummer så at sige, stillet overfor det dybeste i menneskets tilværelse. Ofte er det imidlertid netop fra dén kilde, at digterne taler. Det usigelige kan få ord i et digt. Selv på tværs af årenes gang og tidernes forandring kan en digter tale til os; trøste, opmuntre, give ord til en dyb, men ellers tavs følelse eller erfaring.

Lige for tiden læser jeg den danske digter Thøger Larsen. Han levede fra 1875 til 1928. Levede og døde altså i en helt anden tid end den, der er min. I en verden, hvor “å” blev skrevet med “aa”, hvor digtene rimede og hvor verden virkede ny for Thøger Larsen. Ikke fordi den var ret meget nyere end i dag, men fordi han levede i en tid, hvor religionen var blevet erstattet af videnskaben, som forklaring på verden, på mennesket og på naturen. Dét gjorde verden ny og mystisk for Thøger Larsen. Verden var ikke besjælet med guddommelige kræfter, ikke skabt af en Gud, den var måske endda tilfældig og naturen blot en tavs livsproces, der var ligeglad med mennesket – som jo også blot var en organisk livsproces.

Alt det, som videnskaben opdagede om verden, gjorde imidlertid ikke verden og livet mindre mystisk for Thøger Larsen. Nærmest tværtimod. Det affortryllede ikke verden og livet – de videnskabelige opdagelser gjorde omgivelserne endnu mere dunkle, appellerede til endnu større nysgerrighed og undren. Og det er det, som Thøger Larsens digte udtrykker. f.eks. i digtet Pan:Larsen_kikkert_2

I Universets evige Blaa,
hvor Kloderne tavst om Kloderne gaa —
i Jordens Luft, Hvor Torden og Storm,
Solskin og Slud som Stemninger skifter,
mens Skyerne skifter Farve og Form
og jages af store, urolige Drifter —
i Kræfternes Løb ad Lovenes Vej,
manende Jordelivets mylrende Kuld
af Muld, over Muld, i Muld —

Fra 1913 er der et fotografi af Thøger Larsen – med bowlerhat og bag en enorm stjernekikkert – måske kikker han på Universets evige Blaa. Men det var ikke kun i forhold til dette fjerne, at Thøger Larsen kikkede dybt. Ikke mindst i forhold til det nærmeste – det der tages for givet og derfor ofte forbliver usagt – havde han et sikkert sprogblik:

Jeg elsker de kløftede Bakker,
hvorunder min Barndom Lyset saá,
hvor Skygger med Tænder og Takker
før Aften langt over Agren laa.

Det er fra digtet Ved Fjorden; et digt, der taler fra en anden verden, men som alligevel vækker trøstende og genkendelige følelser i mig, her i 2017. Faktisk har jeg det med Thøger Larsen, som han selv havde det med en for længst afdød poet:

Nu er du Muld, mens jeg er Mand.
(…)
Syv Hundred Aar os skiller ad,
dog gør din sang mit Hjerte glad.

På den måde gjorde poesien også sin virkning på Thøger Larsens hjerte, på tværs af tiden. Lige nu er det mørkt uden for. Dagene er blevet kortere og lysets korthed kan smitte af på ens indre. For mig kan Thøger Larsens digt Vintergraavejr faktisk lyse lidt op i hjertet:Thøger Larsen - Sommerens solnedgang

En Brise vugger sig kaad og øm,
mens Graavejrsfarverne vaage,
den nynner vildsomt om Verdens Drøm
bag Virkelighedens Taage.

 

 

Thøger Larsen var også maler – som et digt er dette maleri stemningsfuldt, så man næste kan mærke det.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: