For et menneske med en hammer ligner alle problemer et søm. Vi lever under et nyt stjernetegn, der karakteriserer vores tilgang til verden; Hammerens tegn. Find nogen at slå på, fysisk eller psykisk, vis dit raseri, din fortørnelse, forargelse, misundelse, uforståenhed, intolerance – brug hammeren, måske kan du tilmed forvandle dig til en menneskelig hammer, for der nok af søm, som skal bankes til tavshed. Slå på alt det du ikke forstår, alt anderledes, alt det der virker fremmede – slå mens du nynner slagsangen om alt det du ikke kan lide: Melodien om generøsiteten der blev væk. Hammeren er nemlig smålighedens symbol. Den smålighed, som kommer af ærgrelse men også selv skaber ærgrelse, og som for hvert slag med hammeren rammer hammermandens egen finger og derfor skaber endnu mere ærgrelse, irritation og vrede.

En tur i rundt i dagens overskrifter og på Facebook, er som en tur i hammerens sømkasse. Et af de mest brugte ord i medierne og på Facebook er ”raseri”. Der er hele tiden nogen som ”raser” over et eller andet, fra ”eliten” til bare bryster på en café. Hammeren svinges. Men der er ikke særlig meget energi i hammerens rasen. Den kan kun bevæge sig i én monoton bevægelse, som bare gentages. Den arm, der svinger hammeren, kan ikke slå ud med hånden i en venlig, inddragende gestus, den kan ikke pege ud på det åbne landskab og op mod himlen, den kan ikke vinke andre nærmere, eller lade en finger glide undersøgende hen over en overflade, inden den slår.

Hammeren vokser sammen med den arm, der svinger den og bliver en sindstilstand, en del af mødet med verden, så alt, der ikke er som én selv, bliver set som søm. I hammerens monotone larm glemmes det, at mennesker ikke er et enten-eller, enten er du som mig, eller også er du forkert, og skal have med hammeren, dit elendige søm.

Da Gud skabte mennesket gjorde han det ud af intet. Men Gud glemte noget af denne intethed inden i os. Her har vi det unikke menneske, fordi hver enkelt fylder sin intethed ud på sin helt egen måde, og dermed er anderledes end andre. Denne anderledeshed kan ikke bankes ud med nok så mange hammerslag, som var det en bulet skærm der skulle rettes ud. I hvert fald ikke uden at gøre stor skade.

Som Martin Andersen Nexø skrev i romanen Ditte Menneskebarn: »Intet menneske er en gentagelse af andre eller skal nogensinde selv gentages.« I Hammerens tid mangler vi en del nysgerrighed og interesse for denne forskellighed. Vi prøver at banke det skæve ret med et par velanbragte hammerslag i stedet for at undersøge, invitere og samtale – i stedet for at slippe hammeren og række ud mod det, vi ikke forstår.