For nogle få år siden blev det hævdet, at kapitalismen var i krise. I dag må enhver snak om krise forstumme. Kapitalismen har aldrig haft det bedre. Det er samfundet og dets mennesker, der er i krise.

Kapitalismen har udviklet en ekstrem gennemtrængningskraft. Alt liv er koblet sammen gennem en universel relation, nemlig kapitalens. Økonomi anses som den eneste troværdige målestok for det gode samfund: Hvis der kan spares penge på sygehusene, ældreområdet, uddannelserne osv. er det godt for samfundet, fordi disse sparede penge kan bruges til at give skattelettelser. Det vil skabe øget købekraft, øgede investeringer, øget produktion, øget velstand – hører vi fra mange politikere, fra erhvervslivet, fra bankerne, fra det lukkede kredsløb af borgere i det finanskapitalistiske parallel-samfund.

Mennesket anses som et væsen – en økonomisk aktør – der udelukkende vurderer sig selv på grundlag af økonomi og forbrugsmuligheder. God omsorg i velfærdsstaten sættes lig med billigere omsorg. Gode uddannelsesinstitutioner er billigere uddannelses-institutioner. Kvalitet beregnes efter hvor lidt penge, samfundet behøver at bruge på f.eks. omsorg, behandling, velfærd, kultur o.l. Øget produktivitet er målet og midlet samlet i én destruktiv idé.

Udbredelsen af stress, angst og depression er vokset på globalt plan, så det kun med fornægtelsens briller på næsen er muligt, at benægte en sammenhæng mellem kapitalismens gennemtrængningskraft og det enkelte menneskes habitus. WHO vurderer, at i år 2020 vil psykisk sygdom være rykket op som nr. 2 på listen over hvilke lidelser, der er på globalt plan er mest udbredte. Og 1/3 af alle dødsfald i aldersgruppen 15-44 år vil være selvmord.

Er det blot en tilfældig sideeffekt ved finanskapitalismen, at mennesker dør på grund af for høj arbejdsmoral, at arbejdsmiljøet ødelægger menneskers helbred fysisk og psykisk, at uligheden øges, at den offentlige velfærd og omsorg er under enormt pres, at de globale ressourcer samles på færre hænder, at en global epidemi af forråelse truer enhver forestilling om menneskelighed?

Normalt vil man betragte dette som voldsomme krisesymptomer. Og det er det faktisk også for dem, der bliver ramt. Men for finanskapitalismen er det alt andet end en krise – det er nemlig tegn på, at det går ganske godt for økonomien, fordi alt andet end Homo Oeconomicus er på vej ud af normalbilledet. Det økonomiske menneske, legemliggørelsen af de økonomiske idealforestillinger om at være sin egen entreprenør, sin egen investeringskapital, sin egen producent, der tilstræber individuelle løsninger i en sig-selv-nok-verden, og som ikke mindst søger og finder selvrealisering i forbrugsformer af enhver art.

Den form for kapitalisme, som i dag forurener både den indre og den ydre natur har en livline, der styrkes ved angst, usikkerhed, selviskhed og skabelse af evig utilfredshed og kynisme i forhold til andre. Den engelske forfatter J.D. Tayler har kaldt det for en slags kognitiv kapitalisme, der har sat sig i selve styresystemet for vores selvforståelse og reaktionsmønster.

Der er opstået en glemsel af, hvad og hvem vi også kan være. Vores arbejde, produktion, forbrug og individualisering hyldes i termer af økonomisk vækst. Men der sker ikke nogen grundlæggende kobling til menneskets eksistentielle selv. Hermed opstår selv-forglemmelsen, og den kyniske tilfredshed med at have hentet identiteten i produktionens kredsløb og ikke i det indre og i et menneskeligt, eksistentielt samspil med andre med-mennesker.

Der findes et insekt, en slags vandrende pind, som hedder Phyllium. Dette insekt lever af træernes blade. For at beskytte sig tager insektet imidlertid også form, farve og struktur efter de blade, som det lever af. Hermed bliver Phyllium en fremragende kapitalismekritiker, som på bedste vis illustrerer, hvad der i dag skaber så stor menneskelig sårbarhed.

En organisme, der kamuflerer sig som sin egen primære føde løber selvfølgelig risikoen for selv at fortæret – af andre lignende organismer. I dag er det vanskeligt ikke at tage form og struktur efter det omgivende samfunds værdier; vi lever jo nærmest af dem. Kapitalen er så gennemtrængende, at vi – på samme måde som Phyllium – derfor ofte tager farve efter omgivelserne, altså kapitalens benhårde lov om udbud og efterspørgsel, fordringen om det enkelte menneskes værdi, som udelukkende en økonomisk størrelse i produktion og dagligdag.

For Phyllium kan det at ligne omgivelserne ses som en forsvarsstrategi, der imidlertid rummer et stærkt selvdestruktivt element. Sådan er det også for mennesker i dagens samfund. Det kan umiddelbart opleves som en beskyttelse, at integrere sig – gå op i, forsvinde i – et samfund, som på grund af den gennemgribende kapitalisering af alle relationer stinker af opløst menneskelighed. Men så er vi i risikozonen for at blive ædt af det, vi prøver at komme til at ligne, på samme måde som Phyllium.

Måske ligner det integration, og måske føles det umiddelbart også sådan og som en sikkerhed at ligne omgivelserne. Men det er en form for disintegration. En forvirring af grænserne mellem mennesket og dets miljø, som i stadig større udstrækning styres af rent økonomiske værdier.

For kapitalen er det store spørgsmål, hvordan mennesket i dets selvforståelse kan forvandles til en udelukkende økonomisk størrelse. For mennesket er spørgsmålet imidlertid, hvordan samfundet kan vinde i menneskelighed?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: