Man kan sige, skrive og udtrykke alt. I Danmark er det heldigvis ikke nødvendigt at undertrykke en mening eller en holdning af frygt for at blive forfulgt. I offentligheden og på de sociale medier bliver der da også dagligt udtrykt meninger, som i bedste fald er ligegyldige og i værste fald stærkt krænkende, truende og nedværdigende. Men vi lever heldigvis i et land, hvor det er tilladt at sige stort set alt om og til hinanden. Det er imidlertid blevet helt almindeligt, at selv det værste slamsprog, udokumenterede påstande, tilsvininger og slet skjulte trusler bliver begrundet med forsvaret for ytringsfriheden.

Det er f.eks. helt lovligt at kalde en navngiven kvindelig politiker for “en led so, der ikke skulle have lov til at forplante sig.” Det er helt lovligt at bruge trusler om seksuel vold i den offentlige debat, det er lovligt at kalde hele befolkningsgrupper og politiske grupperinger for rotter; i det hele taget er det lovligt, at sige og udtrykke stort set alt – både løgn og latin – i den offentlige debat. Personligt forstår jeg ikke nødvendigheden af at benytte sig af den slags svinefrihed i den offentlige debat, men jeg accepterer, at det er en del af den frihed, som vi heldigvis har i vores del af verden. Jeg mener imidlertid ikke, at en ytring som “din so” kan legitimeres med henvisning til det menneske- og samfundssyn, der ligger i Menneskerettighedernes ytringsfrihed.

Selvfølgelig er svinefriheden en konsekvens af ytringsfriheden – men f.eks. verbal seksuel nedgørelse af mennesker, som giver sig til kende sig i den offentlige debat, må alligevel betragtes som en (lovlig) forvrængning af ytringsfriheden.

Retten til at have en mening og til at give udtryk for den er nedskrevet i Menneske-rettighedserklæringens Artikel 19: Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.

I de senere år er netop retten til at have en mening og til at give udtryk for den blevet et argument for ganske mange ting. Da de 30 artikler i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder blev vedtaget i 1948 udsprang de fra en verden som menneskeligt, politisk og økonomisk lå i ruiner efter 2. Verdenskrig. Erklæringen om Menneskerettigheder talte fra dybet af den politiske idéhistorie og i dugfrisk erindring om nederdrægtighedens politiske verdenshistorie. Menneskets hele værdighed og frihed havde balanceret på kanten af afgrunden, og det havde kostet millioner af menneskeliv og ufattelige lidelser, at sikre mennesket endnu en chance for besindelse på egne destruktive kræfter.

Det var i denne sammenhæng, at Verdenserklæringen om Menneskerettigheder blev udformet og vedtaget: Den skulle beskytte menneskets værdighed, ukrænkelighed og frihed. Derfor er det vel i bedste fald på grund af uvidenhed når selv samme Verdenserklæring om Menneskerettigheder bliver anvendt som begrundelse for nødvendigheden af at ytre alt mellem himmel og jord.

“Det er nødvendigt for at forsvare ytringsfriheden” eller “jeg bruger bare min ytringsfrihed” lyder argumentet i stigende omfang for det slam, der publiceres og ytres i mediernes debatspor, i store dele af den offentlige debat og på de sociale medier.

Et aktuelt eksempel er debatten, som i denne uge efterfulgte den tragedie, at en udvist mand døde i politiets varetægt. Her tager jeg ikke stilling til det retslige og rimelige i udvisningen. Det er naturligvis lovligt at udtrykke følgende på de sociale medier om sagen: “Så kunne han lære det og han vil ikke blive savnet.” Eller: “Hvor der handles, der spildes.” Eller: “Trist at der ikke var 55.000 der fik samme tur.” Det er også lovligt at tilsvine politikeren Johanne Schmidt-Nielsen, fordi hun kalder det skete for en tragedie og gerne vil have undersøgt, hvad der egentlig skete, da et menneske døde under udvisning.

Jeg er ikke enig i disse holdninger eller i anvendelsen af svinefriheden til at kalde Johanne Schmidt-Nielsen for en so, fordi hun udtaler, at det er en tragedie, at et menneske omkom, og at det skal undersøges. Men jeg anerkender, at det skal være lovligt, at benytte sig af svinefriheden, hvis man har det behov.

At begrunde den slags ytringer med, at det er et forsvar for ytringsfriheden er dog en demonstration af uvidenhed om, hvad der egentlig var etikken i Menneskerettighederne. Ytringsfriheden blev en af de centrale Menneskerettigheder for at give alle ret til at tale magthaverne imod. Den skulle gøre det muligt at kritisere magten og forhindre undertrykkelse af meninger, som forekom magthaverne ubekvemme. Den samfundsmæssige og etiske alvor i dette projekt kan naturligvis i hovedet på nogle mennesker degenerere til svinefrihed.

 

One thought on “Ytringsfrihed og svinefrihed

  1. antonomasi siger:

    Hejsa. Jeg stødte lige på det her blogindlæg og finder det selvfølgelig stadig relevant. Men er problemet med sådanne svinefriheds-kommentarer, som ofte kommer på de sociale medier, ikke mest af alt at de får lov til stå – at vi synes at have givet op og i dag mere og mere bare forbigår dem i stilhed? Når jeg ser på kommentarer til f.eks. Jyllands-Postens artikler, bliver jeg i hvert fald ofte trist over, at de ikke bliver modsagt af nogle..

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: