Der er en del organer, som man ikke kan leve uden. Den moderne lægevidenskab har ret godt styr på hvilke og hvor mange organer det drejer sig om. Normalt udvikler vi nemlig ikke nye organer. Vi har dem vi har, dem der kan ses ved røntgenundersøgelser og scanninger. Men i de senere år er der alligevel dukket et nyt organ op, tilmed et nyt livsvigtigt organ.

Forskere fra Data & Society Research Institute i New York har således slået fast, at mobiltelefonen ikke længere blot kan betragtes som et device, der kan vælges til eller fra. Helt på samme måde som med livsvigtige organer kan vi ikke vælge om vi vil have en mobiltelefon eller ej. Kort og godt slår de fast, at “det er nu umuligt at leve uden en mobiltelefon.”

De amerikanske forskere siger, at “hvis man vil leve og deltage i et moderne, vestligt samfund, er det ikke længere kun frivilligt at eje en mobiltelefon.” Måske dør man ikke i snæver fysisk forstand uden en mobiltelefon, men i social og kulturel sammenhæng mener forskerne, at man kan dø af mangel på en mobiltelefon.

Deres forskning viser, at det sociale liv, livet på arbejdsmarkedet, i demokratiet og i kulturen slet ikke er muligt, hvis man ikke har en mobiltelefon. Hvor mange job kræver ikke en mobiltelefon? Eller hvordan med den daglige planlægning af familiens funktion og logistik? Hvad med adgangen til vigtige informationer om samfundet, adgangen til underholdning, nyheder, til offentlige tjenester som skat og sundhedssystem? Og så er der selvfølgelig adgangen til betaling og andre økonomiske transaktioner.

Mange af de statslige serviceydelser og -tjenester, som vi rent faktisk har juridisk ret til, er efterhånden blevet baseret på adgang til en smartphone. Det giver således mening at tale om mobiltelefonen som et nyt organ. Et kunstigt organ, men alligevel livsvigtigt for vores livsopretholdelse som mennesker i det moderne samfund.

Jeg har fundet et billede fra en anden tid, en anden verden, fristes man til at sige. Ved siden af det er der et billede fra verden af i dag, hvor mobiltelefonen er blevet et nyt menneskeligt organ.

Sammenstillingen af de to fotografier siger alt. Det er et metabillede af to grundlæggende forskellige forudsætninger for den menneskelige selvforståelse og sameksistens.

Den eneste måde, vi kan være i kontakt med verden på er gennem opmærksomhed. På det gamle billede er der masser af opmærksomhed – men det er der også på det nye billede. Der er dog én afgørende forskel. På det gamle billede er der en tydelig fælles opmærksomhed rettet mod en fælles verden og fælles aktiviteter. Det stik modsatte gør sig gældende på det nye billede.

Motiverne taler deres tydelige sprog. Man kan næsten høre børnenes latter, deres fortællinger om det de leger, mærke hvordan det er at pjatte og være fortrolig med kammeraterne om den lille verden, som de i fællesskab har bygget op. Det nye billede udstråler derimod en ubevægelighed, en opmærksomhed væk fra det fælles, mod det dybt introverte. Det er et deprimerende tavst billede, blottet for fælles opmærksomhed og dermed for adgang til en fælles verden.

I og med at det nye organ er vokset frem er der noget andet, som har været udsat for atrofi – svind i evnen til at fungere. Det drejer sig om egenskaber, der tidligere var ligeså livsnødvendige, som mobiltelefonen er i dag. F.eks. om evnen til fælles opmærksomhed, til omverdens-interesse og masser af tidligere helt almindelige sociale kompetencer, som bl.a. evnen til empati og moralsk vurdering. Måske endda evnen til leg, som man for få år siden nok ville have kaldt for en livsvigtig evne. Det atrofiske har også ramt evnen til koncentration om det, der sker omkring én, med mindre det også sker på mobiltelefonens skærm. Man tager ikke længere verdensbad men stirrer blindt på skærmen så både øje og sjæl tørrer ud. Skærmen er vinduet mod verden, om det gælder viden, oplevelse, sex, kærlighed, leg eller fællesskab.

Jeg lyder som den gamle mand jeg er. Men skidt med det. Jeg kan nemlig stadig huske, hvordan det var at lege med kammeraterne på den måde, som børnene gør på det gamle billede. Dén erfaring bruger jeg stadig til at kunne nærme mig andre mennesker i et fælles nærvær og samvær og jeg bruger den til at tage verdensbad.

Der ligger der en artikel om emnet på hjemmesiden for det amerikanske tidsskrift Wired.

One thought on “Det nye organ

  1. Tina Pedersen siger:

    Den er faktisk ret skræmmende, den udvikling. Vi skal såmænd ikke længere tilbage end til !980’erne, jeg var teenager uden mobiltelefon og computer, men er overlevet alligevel. Når lektierne var lavet var det ud og lege, og hold op hvor har jeg plasket i mange vandpytter, bygget mange huler i skoven, leget på halmluft og meget mere der kræver samvær og fællesskab . Ja det er da meget sjovere at være sammen med sine kammerater om noget , man kan være fælles om. Gammeldags eller ej, mine børn har lært nogle af de “gammeldags” værdier jeg selv er vokset op med, og det er faktisk blevet ret godt, men deres store forbrug af mobiltelefon er det desværre ikke lykkedes mig at lave om på. Den kan jo heller ikke undværes i skolearbejdet mere.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: