Det er ikke så tit at filosoffer optræder på en rangliste. Men på kunstmagasinet ArtReviews årlige verdensrangliste over de mest indflydelsesrige personer inden for kunstverdenen har der sneget sig to filosoffer ind på top-10. Helt oppe på 4. pladsen finder vi den 73-årige amerikaner Donna Haraway, der kommer fra en placering som nr. 43 på ranglisten for 2016. På 9. pladsen ligger den 70-årige franske filosof Bruno Latour, efter slet ikke at have været på listen i 2016. Jeg nævner blot alderen for at vise, hvor stor en ressource erfaring er for at forstå det nyeste.

Det er et godt år for filosofien med disse to top-10 placeringer. Og det er dejligt at se netop disse to filosoffer blandt dem, som anses for at være mest indflydelsesrige. Det afspejler, at der uden for den snævre fagfilosofiske verden er et behov for at bruge det, som filosofien kan byde på. Men det er også udtryk for, at der er ved at ske noget med filosofien selv. At den så at sige byder sig mere til; at flere og flere filosoffer byder op til dans med f.eks. kunstnere, digtere, filmmagere, arkitekter, designere, psykoterapeuter, ingeniører, computereksperter, spiludviklere og mange andre.

Donna Haraway skrev allerede i 1984 bogen A Cyborg Manifesto: Science, Technology and Socialist-Feminism in the Late Twentieth Century, hvor hun beskrev modstillingerne mellem mennesker, maskiner og dyr som kun tilsyneladende modstillinger. Haraway filosoferede på tværs af alle faggrænser, brød med etablerede teorier, og i de filosofiske refleksioner benyttede hun alt fra religion over science fiction til økologi og viden om hundes følelsesmæssige liv. I stedet for at tænke i individer som isolerede fra verden tænker Donna Haraway dem som knuder i et forbundet netværk. Hun tænker både i biologiske, teknologiske og sociale netværk, og kommer derfor også ind på bioteknologi, genetisk ingeniørarbejde, etik, samfundets maskuline skævheder og cyberfeminisme.

Bruno Latour er også netværksfilosof, og har arbejdet med en mangfoldighed af problemfelter. Aktuelt beskæftiger han sig bl.a. med miljøregimer, klimaproblemer, teknologisk innovation og meget andet – men altid i sammenhæng med hyperaktuelle problemstillinger, som både har politiske, sociale, etiske, teknologiske og økonomiske dimensioner.

Disse to filosoffer er repræsentanter for en ny måde at gribe filosofien an på. Det er det, som jeg selv kalder for “philosophy to go” – filosofien skal også være der, hvor der sker noget, den skal placere sig midt i de nybrud, som altid sker, og som nu sker oftere og oftere. Den skal i overført betydning være på gaden (også gerne i direkte betydning), filosofien skal også være der, hvor tingene sker, hvor menneskene er, hvor livet leves, problemerne drøftes og forsøges løst.

I 2015 var den amerikanske filosof Graham Harman nr. 75 på ovennævnte liste. Det lyder måske ikke af så meget, men Harman er en af hovedpersonerne i en ny filosofisk dynamik. Jeg vil ikke kalde det for en filosofisk bevægelse, for den er også karakteriseret af mange modsætninger. Men det er en dynamik, som vækker ny røre, fordi den har fået mange filosoffer til meget aktivt at kaste sig over både gamle og nye problemfelter, hvor filosoffer i almindelighed ikke har bevæget sig ind.

Graham Harman kalder sin filosofi for “objektorienteret ontologi“. Det skal vi ikke bevæge os ind på her. Men det er en filosofi, som virkelig bringer bevægelse ind i debatterne om, hvad verden er, hvad mennesket er, hvad viden er, hvad det vil sige ikke alene at være et menneske, men også hvad det vil sige at være en ting, en maskine, et kunstværk, en bygning. Hvad det vil sige at leve i en verden, hvor der er mange ting, som hele tiden virker ind på hinanden, hvor vi som mennesker både forstår en masse ting, men hvor vi også hele tiden overraskes over alt det uforudsigelige der sker.

Filosofien skal vinde i morskab, skriver Graham Harman. Den skal være sjov og underlig, lige så tiltrækkende underlig, som den verden og de problemer, som den tænker over. Det betyder også, at filosofien pludselig får mange flere emner at filosoferer over, end den har haft tidligere. At vil gøre filosofi til tænkning over den mærkelige virkelighed har som konsekvens, at der stort set ikke er det, som filosofien ikke kan kaste sig over og gøre til genstand for refleksion og undersøgelse.

Jeg har selv i mange år både læst og beskæftiget mig med filosofi. På den baggrund mener jeg, at de bedste ord, der kan sættes på den filosofiske virksomhed, slet ikke er formuleret af en filosof, men af en digter. Det er Klaus Rifbjerg, som i digtet Konfrontationer skriver: “jeg vil bruges / bliver brugt”. Og senere i samme digt:

Jeg er ikke for fastholdere.
Fang mig
og jeg forsvinder i vandet,
smutter, flygter som fisken,
slår op i glinsende blink,
vil ikke tages.

Filosofi vil og skal bruges. Men filosofi er ikke for fastholdere; den er i konstant bevægelse og smutter ud mellem fingrene på alle, som vil forsøge at fastholde den. På samme måde som den verden, der er filosofiens arbejdsmark, kan filosofien ikke fanges én gang for alle. Det er philosophy to go.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: