Østerport Station: venter på S-toget. Tidligere havde mange trukket cigaretparken op og taget sig en smøg i ventetiden. Jeg kikker mig omkring; ingen ryger, alle står med en smartphone. Lidt senere i toget mod Ordrup, hvor mange for få år siden havde fundet avisen frem, men i dag sidder med øjnene og opmærksomheden klistret til den smartphone, som ikke alene er blevet det perfekte filter for ventetidens tomme øjeblikke, men også fungerer som en digital protese med direkte adgang til information, kommunikation, dating, møder, sex, venner, underholdning, social anerkendelse, indkøb, og ikke mindst viden om, hvordan vi bør være og se ud, hvordan vi skal føle og forstå os selv og vores placering i verden – det hele på samme tid.
Hver især lever vi med en sikker viden om, at vores individuelle liv og væsen er enestående. Den oplevelse er måske nedarvet fra forestillingen om, at mennesket er Guds udvalgte skabning. Men det er jo ikke svaret på, hvad mennesket er. Videnskaben har introduceret et ganske afgørende korrektiv ved at beskrive mennesket, som en tilfældig udviklet dyreart. Mennesket er dog fortsat det eneste væsen her på planeten, som har både evnen og lysten til at diskutere, hvad det selv er.
Hvad sker der, hvis man spejler en moderne dansk bank i værdierne fra en gammel mytologisk verden? Det drejer sig om den græske mytologi, som har tråde til 1000 år f.v.t. Af den grund kunne nogen måske fristes til at kalde myterne for gammel overtro. Men intet kunne være mere forkert. Som spejl for meget af det som foregår i nutidens verden, er de hverken outdated eller ren overtro. Bank- og finansverdenen er i virkeligheden blot et af mange eksempler på, at mytologien kan kaste lys over det, som i nutidens verden ellers ofte trives bedst i dunkelhedens mørke.
Den moderne version af selvudvikling ender ofte som en slags forvirret selvindvikling. Først og fremmest fordi det er en udbredt misforståelse, at selvudvikling næsten udelukkende kommer fra én selv. Det lyder jo ellers logisk nok, at selvet må fylde meget, når det drejer sig om selvudvikling. Men selvet bliver tit reduceret til mig-selv, ikke mindst i de utallige selvhjælpsbøger og blandt de såkaldte eksperter, som sælger selvudvikling.
Men der er jo også den mulighed, at netop mig-selv må sættes lidt i parentes, hvis der skal være tale om selvudvikling. Den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup har således skrevet, at i filosofisk forstand kan man kun møde sig selv i det, man ikke ventede og ikke var indstillet på.
Så snart vi bliver bevidste om os selv, begynder vi at sammenligne os med andre, og efterligne det vi ser. Hvis man ikke gør det, kommer man ikke nogen steder. Aristoteles skrev i ”Poetikken” for omkring 2300 år siden: “Det at efterligne er nemlig medfødt for mennesket lige fra barn af… ”Det er klart, at hvis man altid og udelukkende gør det, så kommer man på gale veje. Men menneske bliver man kun ved at spejle sig i andre.
Man skal leve nogle år før det går op for én, at man er født. Begyndelsen kommer man kun til at kende på anden hånd. Man får alting at vide bagefter; hvordan ens forældre mødte hinanden, hvordan de forberedte sig til fødslen, hvordan den forløb, hvordan man var som barn i en tid og nogle omgivelser, som man ikke kan huske osv. osv. Men ens personlige historie er godt i gang allerede længe inden man overhovedet kommer til verden og selv begynder at medvirke til de efterfølgende generationers historie. Man fødes meget ung ind i en meget gammel verden.
Mens Øresundstoget stille duvede ind på stationen i Lund kunne jeg ikke undgå at høre et par løsrevne ord fra en telefonsamtale bag mig: “Jeg har snart behov for noget kvalitetstid hjemme i sofaen sammen med min telefon og instagram.” Dette behov var opstået på grund af stress i hverdag, kunne jeg forstå, inden stemmen forsvandt i det almindelige mylder på perronen.
Stress er efterhånden ved at blive anerkendt som en lidelse, der er tæt forbundet med vores nuværende livsform. Måske skal man også til at anerkende den kur mod stress, som vedkommende forestillede sig – altså behovet for kvalitetstid i sofaen med telefon og Instagram – som en lidelse i sig selv.
Der er ikke noget ur på min stamcafé i Næstved. Ausfahrt Coffee Shop er speciel på grund af noget, som ikke er der – altså uret. Men også fordi den netop lever op til sit navn, som en slags afkørsel fra livets og samfundets overhalingsbane. Caféen er formateret til vigtige ting som samtale, diskussion, udvikling af nye bekendtskaber og idéudveksling. Alt sammen noget, som kræver langsomheden og hjertets rytme mellem to eller flere mennesker, mere end urets ensformige og tydelige udmåling af tiden.
Mandag i denne uge var det Valentinsdag; de elskendes helligdag. Det giver god mening at fejre kærligheden. Det er nemlig, som den franske filosof Alain Badiou skriver: “Den overbevisning, at enhver udelukkende forfølger sin egen interesse, er … vidt udbredt i verden i dag. Kærligheden er et modbevis”.
Før du læser videre, så glæd dig lige over verdens venligste kor, Mount Sion Choir ved en optræden i 2019. Selv om der nu er Covid-19 pandemi, så er den glæde de spreder stadig tilgængelig i verden, som del af venligheds-pandemien. Længere nede kan du læse mere om dette fantastiske kor.
Jeg ved alt for godt, at alle som læser denne tekst, på en eller anden måde er påvirket af, at leve under en pandemi. Det ønsker jeg ikke at glemme og derfor vil jeg vise, hvordan mennesker trods alt stadig står op for hinanden for at hjælpe, give mod, håb og omsorg, selv om disse fortællinger ofte ikke når frem til mediernes overskrifter. Da det handler om menneskets eksistensvilkår mener jeg, at dette også hører hjemme på en filosofisk blog.
Det er som om vores liv er blevet hacket af Covid-19, en virus, som rammer både vores fysiske, psykiske og sociale styresystem. Sådan har det altid været med pandemier. De skaber sygdom, frygt, lidelse, ensomhed, vrede, mistillid og manglende tro på fremtiden. Pandemier rammer os, hvor vi er mest sårbare, nemlig på vores relation til andre mennesker. Under en pandemi er det nemlig andre mennesker, som på grund af smittefaren er den trussel, vi skal holde os fra. Men samtidig er andre mennesker også vores primære livskilde. Det er fra andre mennesker vores livsglæde, livsmod og håb flyder. Vi lever ikke på trods af andre mennesker, men på grund af andre mennesker, og når denne relation til bliver ramt, inficeres vi både fysisk, psykisk og socialt.
Når vi er frygtsomme, som vi er under en pandemi, udvikles der let konflikter, hvor det egentlige behov er tryghed og samvær. Medierne konkurrerer om at forstærke den slags konflikter. Men alle steder er der alligevel mennesker, som forsøger at finde nye veje. Mennesker, som ikke kan afholde sig fra at vise medfølelse, trøste, opmuntre og hjælpe hinanden på alle mulige måder, selv om verden for en tid er ude af sync.
Det giver en mærkelig følelse af lindring at skabe fjendebilleder. Men det giver en langt mere holdbar lindring at opleve venlige mennesker, som hjælper hinanden. Det er som om noget i ens hjerte flyder lettere, som om man får trøst bare ved at se, hvad mennesker kan gøre for hinanden.
Vi må prøve at skabe en venligheds-pandemi, og det er ikke så vanskeligt, for den skyder op alle steder, men når kun sjældent frem til mediernes overskrifter, fordi raseri, vrede og konflikt sælger langt bedre. Venligheds-epidemien ser imidlertid ud til at være smitsom. Og i modsætning til Covid-19 pandemien er det vigtigt med smittespredning af venligheds-pandemien, for denne smitte er rent faktisk sund. Det siger Catherine Barrett, som er en af initiativtagerne til en fremvoksende amerikansk bevægelse, som vil skabe mere venlighed:
Venlige handlinger er smitsomme. Der er en myte om, at vi ikke skal tale om venligheds-handlinger … og at folk blæser i deres egen trompet, hvis de taler om dem. Vi siger til folk, at når de deler deres venlige handlinger hjælper de til at skabe ændringer. De tilskynder folk til at gøre det samme.
Desuden viser det sig, at venlighed og venlige handlinger er sundt for én selv. Der spreder sig en speciel og næsten magisk stemning i supermarkedet når nogen handler venligt over for mennesker, de ikke kender, eller når vi selv modtager hjælp eller støtte fra et fremmed menneske. Det at modtage venlighed og kærlighed fra et menneske man ikke kender, kan være en meget stærk oplevelse af håb, trøst og barmhjertighed. Det er den sande samaritanske handling. Det er heldigvis let at finde mennesker, som er smittet af venligheds-pandemien, for det er en pandemi, som spreder sig alle steder i verden. Her er et par eksempler, som har gjort indtryk på mig:
I Irland – i byen Waterford – finder vi ungdomskoret Mount Sion Choir. De har ikke nogen speciel musikuddannelse, men masser af talent, og så har de et mål med deres sang og musik, nemlig at skabe og sprede glæde, livsmod og håb. Før pandemien har de bl.a. sunget på byens hospital for at heale patienternes og personalets angst og stress. De har deltaget i velgørenhed bl.a. ved arrangementer for Downs Syndrom (se den mest rørende version af “Shallow”), og støtter også under pandemien aktivt kampen mod cancer. Jeg tror de er verdens mest venlige kor. De har både et stort musikalsk talent og ikke mindst en usædvanlig evne til at vise medfølelse, empati og livsglæde gennem musikken og deres menneskelige egenskaber. Med andre ord, de spreder venligheds-pandemien i en svær tid og symptomerne, når man bliver ramt af venlighedssmitten, er håb og optimisme.
Alle steder i verden er blevet ramt af venligheds-pandemien. Her er 6 eksempler fra forskellige lande, som resulterer i håb og optimisme hos alle involverede. Og i en canadisk by taler de om at “giv et smil – få et smil”. Selv om nyhederne dagligt fortæller om konflikter og store modsætninger i USA, så er der også bl.a. dette eksempel på venligheds-pandemiens udbredelse i hverdagens USA, hvor unge mennesker hjælper medborgere under Covid-19 pandemien.
Symbolsk giver det en mening at slutte med koret fra Waterford, der viser den magt som musik, venlighed og empati har i forhold til medmennesker. Det var før vi blev ramt af Covid-19, men det var næsten profetisk da de unge mennesker sang Stand by Me:
Peter Johannes Schjødts blog 