Forfatterarkiv: Peter Johannes Schjødt

Ombølget af dig

Skriv en kommentar

På denne blog har jeg skrevet side op og side ned om døden. Det har været min hensigt at udforske den del af døden, som vi mennesker oplever i levende live. Da angsten er den måde, som døden henvender sig til mennesket på, har det også handlet meget om denne svære følelse. Men her vil jeg gerne skrive om det modsatte af angsten. Umiddelbart skulle det vel være ikke-angst. Men jeg vil vove en anden påstand: Det modsatte af angst er kærlighed. Det er naturligvis ikke den patologiske og behandlingskrævende angst, jeg taler om, men den angst, der knytter sig til mødet med de menneskelige eksistensvilkår, f.eks. døden, det at miste, ensomheden, vanskeligheden ved at finde en mening i det hele og den grundlæggende usikkerhed, fordi vi ikke har kontrol over alt det vigtigste i livet.

I indledningen til et stort værk om kærlighedens historie skriver forfatteren Kai Aalbæk-Nielsen, at kærlighed er menneskets tragedie. Og så nævner han nogle af de store historier, hvor kærligheden blev vejen til undergang: Romeo og Julie, Tristan og Isolde, Charlotte og den unge Werther. Ingen af disse berømte kærlighedsforhold endte lykkeligt. I virkeligheden døde de elskende ikke af kærligheden, men fordi kærligheden ikke længere var mulig. I disse store fortællinger er kærligheden forudsætningen for troen på livet; når kærligheden af den ene eller anden grund bliver umulig, mistes livsviljen. Dét er tragedien: de store romantiske helte har oplevet kærligheden og kan derfor ikke leve uden den.

Kærlighed er det, der får mennesket til at gribe ud efter verden og skaber behovet for at forbinde sig med livet i dets mangfoldighed. Når jeg ser på min smukke hustru kan mine følelser således bedst beskrives med nogle strofer af den danske digter Sophus Claussen:

Jeg er ombølget af dig,
alle mine Veje omslynget af dig,
hvor jeg ser hen, kun dit eneste
dejlige Blik.

Kærlighed er oplevelsen af, at samværet med et andet menneske gør én til noget mere end man er i sig selv. Dette andet menneske kan være hustru, mand, kæreste, børn, forældre, venner, veninder og tidligere var det også Gud og Naturen. Kærligheden er den følelse, der fylder mig med verden, som når jeg føler mig ombølget af Marianne og derfor som en del af noget, der er større end mig selv. Hun giver mig så at sige en verden ud over min egen. Et af mine ynglingscitater stammer fra den franske forfatter Gustave Flaubert, som i romanen ”Den hellige Antonios’ Fristelser” lader en kvinde sige: Jeg er ikke nogen kvinde, jeg er en verden. Sådan – det er lige det, du er. Vores kærlighed løfter mig ud over mit eget liv, trøster og beroliger mig. Selv når jeg lider og er bange er jeg ombølget af et andet menneskes verden som fortynder angsten gennem sit nærvær.

Det modsatte af kærlighedens fylde er tomheden, fraværet – der er ikke noget, ikke andet end mig, og man er mindre end man var i kærlighedens fylde. I angstteorien defineres angst således ofte gennem forskellige versioner af begrebet intethed – som et liv, der ikke er fyldt ud, hvor mennesket kikker lige ind i intetheden og fraværet.

I den fremragende lille bog ”Den største sorg i verden her…” skriver den jungianske psykoanalytiker, Verena Kast, om den sorg, som mennesker føler når de mister en elsket. Hun beskriver det på den måde, at den sørgende føler sig udstødt af verden. Det er den følelse der opstår, når kærlighedsbåndet til den elskede brydes, og derfor er det tilliden til kærligheden, der skal genoprettes, for det er gennem kærligheden, vi indlejres i verden. Det er gennem kærligheden, at vi knytter os, ikke alene til andre mennesker, men til verden og livet, fordi alt virkeligt liv er møde – underforstået mødet med andre mennesker, som den tysk-jødiske filosof Martin Buber skrev i bogen ”Jeg og Du”.

Den danske digter Emil Aarestrup skrev i 1838 et digt med titlen Angst:

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Dette digt om angst – eller det, der skal til for at dæmpe angsten – står i en digtsamling, som forfatteren kaldte Erotiske Situationer. Det giver rigtig god mening, for Eros er den kraft, der overskrider det enkelte menneske og trækker os i retning af andre og på den måde kan kalde os til nyt liv, hvis angsten skulle have lammet og isoleret os. Her bliver kærlighedens nærvær stillet op mod angstens fraværstema. Hold fastere omkring mig eller lad mig blive ombølget af dig – dette er modgiften mod oplevelsen af fraværet og angsten.

Når jeg her til aften kikker hen over computerskærmen ser jeg Marianne sidde i sofaen. Og så får jeg lyst til at citere endnu mere af Emil Aarestrup – for han beskriver alt det, der på en eller anden måde afgifter mig for den helt almindelige og daglige usikkerhed, angst og uro, som livet jo kan fremkalde i os alle:

Der er en Trolddom på din Læbe,
Der er en afgrund i dit blik,
(…)
Der er en Verden i dit Indre.

 

Optimisme som religion

Skriv en kommentar

Alvoren er det råmateriale som religionerne er gjort af. Det er svært at komme i tanke om en religion, som ikke bygger på en eller anden variation over alvorens tema nr. 1, den menneskelige skrøbelighed: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø”. Her er temaet taget fra Johannesevangeliet i vores egen lokale religion, nemlig Kristendommen. Mytologien og al historisk religion har med samme alvor været henvendt på problemet om, hvordan mennesket kan bære sin skrøbelighed og dødelighed. Det er muligt at døden er almindelig for menneskearten, men det enkelte menneske har brug for, at nogen interesserer sig for det, som et enestående, unikt individ. I størstedelen af historien har det være forestillingen om en eller flere guder, der kunne betjene mennesket med denne lægende og trøstende interesse.

Den moderne religionskritik har da også betragtet religion som opium for folket, som Karl Marx formulerede det. Eller med Freud set religion som en konstruktion opbygget af dem, der ikke kunne tåle at se naturens upersonlige kræfter direkte i øjnene, hvorfor de i desperation søgte religionens trøst, når den ultimative alvor meldte sig. Men som i alt andet handler det om at finde en balance i sine vurderinger. Jeg er derfor helt enig når den amerikanske forfatter Marilynne Robinson skriver, at religion indeholder et potentiale der både kan motivere til dyb indsigt og til en helt usædvanlig tilbøjelighed for selvbedrag.

Netop fordi religion altid har haft så stor betydning for menneske, kultur og samfund undersøges det jævnligt, hvordan og hvor meget vi tror på den ene eller den anden religion. For nogle uger siden slog en ny international undersøgelse således fast, at verden samlet set er blevet mindre religiøs i de senere år.

Det skyldes naturligvis at den moderne videnskab vinder stadig mere frem – og lige præcis videnskaben mener at kunne udfase religion, som det rene selvbedrag. Men jeg tror også, at den faldende religiøsitet hænger sammen med religionernes notoriske potentiale for umenneskelighed og stort set alle religioners tilsyneladende indbyggede evne til at være katalysator for vold og destruktion. Religionerne betragtes i stadig mindre grad som noget, der fremmer moral og næstekærlighed. I stedet bliver religion identificeret med forskellige gruppers negative behov for aggressivt at opdele mennesker i dem og os, de rigtige og de forkerte, de onde og de gode. Dette potentiale for nådesløshed og had har religionerne altid haft, men bevidstheden om det er heldigvis blevet større.

Men hvad har så afløst religionen som eksistentielt kompas i forhold til livets alvorligste øjeblikke? Religion har i princippet motiveret mennesket til ønsket om dyb indsigt. Ved at opdage noget værdifuldt i sig selv opdager mennesket noget værdifuldt i alle – her ligger religionernes hemmelighed. Religion bygger på det unikt menneskelige, at vi som det eneste levende væsen, i dyb undren, kan stille spørgsmål om os selv, og søge efter svar, som både kan ændre os selv og vores forhold til andre. Men de to største religioner i vores nærområde, Kristendommen og Islam, har på det nærmeste mistet al legitimitet i de eksistentielle spørgsmål. Kristendommen betragtes i bedste fald som helt ligegyldig, og for Islams vedkommende tegner der sig et billede af en religion med et dybt inhumant og aggressivt menneskesyn.

Den alvor, hvormed religionerne i deres gode øjeblikke betragter mennesket og tilværelsen, er næsten forsvundet fra vores kultur, og det i en grad så der næsten ikke længere er nogen kulturelle redskaber til at forstå og finde mening med den menneskelige skrøbelighed. Dette har resulteret i stærke tendenser til samfundsmæssig og kulturel foragt for både skrøbelighed og svaghed.

I stedet for religionerne har vi fået en ny tro, nemlig optimismen: troen på, at mennesket har alt i sin magt. Gud er så at sige blevet afløst af troen på menneske-guden. Med et stærkt optimistisk syn på alt, hvad mennesket kan og bør, er der imidlertid ikke langt til at betragte skrøbelighed og svaghed som udtryk for det enkelte menneskes personlige utilstrækkelighed.

Mens religionen i sine mest mindeværdige stunder betragter skrøbelighed og sårbarhed som et grundvilkår ved tilværelsen, og derfor også har øje for den gensidige afhængighed, som vi er udleveret til, så har optimismens religion fokus på alt det, som vi har kontrol over. I virkeligheden er dét ikke ret meget, i hvert fald ikke i et eksistentielt perspektiv, men alligevel er der gået selvsving i optimismen: problemer er ikke længere problemer men udfordringer, kritik opleves som negativt og tvivl som udtryk for pessimisme; alt kan lade sig gøre, det er et spørgsmål om at ville det nok.

Jo, vi skal være positive og optimistiske. Jo, vi skal tro på os selv og tage ansvaret i vores liv. Jo, vi skal skabe den tilværelse som vi ønsker os, kæmpe imod begrænsninger, gribe dagen og fortælle positive historier om os selv. Men optimismetyranniet må ikke fjerne blikket fra alvoren ved livet: at vi som skrøbelige og sårbare mennesker er er i verden uden selv at være årsag til det; at åndedrættet ikke er vores egen fortjeneste.

Personligt har jeg svært ved at tro på en skabergud. Men jeg oplever en fattiggørelse af livet i og med, at det alvorlige ikke længere tages alvorligt. Det alvorlige er det, som vi ikke har magt over som mennesker: bl.a. kærligheden, døden, lidelsen, angsten – med andre ord alt det, der sker med os, fordi vi er mennesker. Religionerne kunne vise, at vores liv hviler på et grundlag, som er givet til os – eller som i hvert fald ikke skyldes os selv – og som derfor begrænser vores magt. Jeg får ikke selv mit hjerte til at banke.

På baggrund af denne alvor får optimismen også en langt dybere begrundelse, nemlig den, der knytter sig til den nøgne taknemmelighed.

Tidsmaskinen

Skriv en kommentar

Fortiden kan man ikke ændre. Sket er sket, hedder det, og det er kun inden for science fiction, at tidsmaskinen er opfundet, så man kan rejse tilbage og ændre på fortiden, hvorved nutiden også forandrer sig. Min påstand er imidlertid, at alle mennesker har en psykisk tidsmaskine, som gør det muligt at rejse tilbage til fortiden og på den måde ændre noget ved nutiden.

Erindringer om fortiden er ikke noget der afsluttes én gang for alle. De konkrete hændelser sker og efterlades i fortiden. F.eks. er mine forældres død to konkrete hændelser, der skete i fortiden, og de sker helt sikkert ikke igen. Men erindringen om mine forældre er noget, der sker i nutiden, og denne erindring afsluttes ikke, den opstår igen og igen, selv om erindringens indhold kan ændre sig radikalt mange gange. Derfor fordøjer vi heller ikke blot de konkrete hændelser der sker i vores liv – sket er ikke bare sket – vi bliver hele tiden formet af erindringen om disse hændelser og oplevelser. Når erindringen om mine afdøde forældre ændrer sig gennem et nyt perspektiv, så er der derfor også mange ting i min nutid, som ændrer sig.

Det er her den psykiske tidsmaskine kommer ind i billedet. For tænk hvis fortiden var helt lukket og forseglet, så vi ikke kunne rejse tilbage i tiden og opdage nye perspektiver eller en lidt anden historie om det, der engang skete. Så ville vi faktisk være fanget i fortiden.

Jeg vil bruge et personligt eksempel for at vise, hvad der menes med dette. Da jeg i sin tid gik i skole eksisterede mobning ikke. Det hed drilleri, hvis det overhovedet havde et navn, og var noget som alle raske drenge skulle kunne tåle. I hvert fald var det ikke noget, som man skulle forvente at skolen tog sig af. Derfor var det heller ikke noget, der blev talt om, ikke noget man sladrede om eller sagde derhjemme. Jeg blev imidlertid drillet ganske meget i skolen. På grund af mit udseende; jeg var for høj, for tynd, for bleg, for slap og gik med briller. Desuden fordi vi var tilflyttere fra København og gik i noget forkert tøj, talte på en lidt anden måde end de andre og i det hele taget havde jeg svært ved at finde ud af den måde, som tingene foregik på i skolen; jeg lærte langsommere end de andre og forstod mig ikke på at finde venner, så jeg var rigtig ked af at gå i skole. Derfor pjækkede jeg, hvilket naturligvis gjorde det hele meget værre, for så var jeg jo bare ham, der ikke kunne undvære sin mor.

Det var dybt ydmygende for mig at blive drillet, og jeg sagde det derfor aldrig til nogen, men løj mig i stedet for syg, så jeg slap for at gå ud. Ikke engang mine forældre fik den rigtige historie, fordi jeg havde den sikre overbevisning, at det var mig, der var noget galt med, at jeg var forkert, dum og i virkeligheden bare skulle tage mig sammen. Men det kunne jeg ikke og så måtte jeg finde mig i det hele, for det var langt mere ydmygende at skulle afsløre sig selv, som en der blev drillet.

Sådan har mange børn haft det. Denne historie er derfor ikke usædvanlig eller særlig slem for mig, men blot et eksempel på, hvor vigtigt det er at kunne rejse tilbage til fortiden og ændre lidt ved tingene. Først da jeg i en alder af 53 år, på grund af nogle helt andre omstændigheder i mit liv, måtte opsøge en psykoterapeut, fortalte jeg for første gang hele historien. Intet kan naturligvis ændre ved den faktiske kendsgerning, at jeg blev drillet og gennem hele min skolegang troede, at det var mig, der var noget i vejen med. At jeg havde fået tillagt drillerierne denne betydning afspejlede sig naturligvis senere i livet som en stor usikkerhed om, hvorvidt jeg var god nok, dygtig nok til mit arbejde, værd at være ven med osv.

Efter nogle ture i tidsmaskinen sammen med min kærlige og omsorgsfulde terapeut skete der noget som gjorde, at min fortid rent faktisk ændrede sig i en grad så også nutiden forandrede sig, selv om de konkrete begivenheder i fortiden naturligvis forblev de samme. Efterhånden begyndte fortidens begivenheder at fremtræde for mig med en anden betydning. At jeg var blevet drillet var der ikke nogen tvivl om, men langsomt fik jeg snuden i det spor, der førte mig i retning af den mulighed, at det ikke var mig, der havde været noget galt med. Det gik op for mig, at jeg måske simpelthen var blevet behandlet dårligt, at ingen havde hjulpet mig og at det ikke var min egen skyld. Så skulle jeg altså heller ikke længere skamme mig over at være den, der blev drillet. Med andre ord, jeg behøvede ikke hele tiden at være nervøs for om jeg nu også var god nok og gjorde det rigtige. De havde ikke drillet mig fordi der i virkeligheden var noget galt med mig, men fordi ingen voksne havde taget sig af det, og ingen havde hjulpet mig, så jeg endte med at opleve det som min egen skyld.

Det lyder måske ikke af noget særligt, for hvor svært kan det være at finde ud af, at det er de andres skyld? Svært – vil jeg gerne sige, for min idé om at jeg selv var skyldig og følelsen af skam var blevet en del af min fortid – og ideerne om fortiden sætter rammerne for både nutiden og fremtiden. Min selvforståelse var så at sige blevet fanget i fortiden.

Denne nye udlægning af min fortid betød ikke at jeg skulle finde frem til, hvem der havde svigtet o.l. Den betød heller ikke, at selvmedlidenheden nu skulle have frit løb. Men bare det at erkende, at det ikke var mig der havde været noget galt med, det at kunne se drillerierne som noget de andre børn ikke havde nogen ret eller grund til at gøre mod mig – alene dette gjorde, at begivenhederne i min fortid nærmest ændrede sig, så jeg i min nutid begyndte at se på mig selv med lang mere milde øjne. Det terapeutiske rum er på den måde ikke kun et sted, hvor man kan komme med dybe og ellers hemmelige betroelser til terapeuten. Det er også start- og landingsbanen for den psykiske tidsmaskine; stedet hvorfra man kan rejse tilbage i tiden og opdage nye perspektiver på gamle begivenheder og dermed omskabe ellers fastlåste fortællinger om sig selv som f.eks. skyldig, forkert o.l.

Denne lille historie kunne være fortalt om mange andre mennesker end mig. Fortiden virker på os alle, vi bliver formet af de oplevelser og erfaringer, vi har gjort os, nærmest helt fra vores egen personlige begyndelse. Hele tiden genoplever vi ting og sager fra vores fortid. Når jeg – selv som voksen og trods en god uddannelse, godt job, masser af succes, smuk kone og alt det andet positive i mit liv – alligevel kunne komme meget i tvivl om mit eget værd, så var det fortidens dæmoner, der hviskede mig i øret. Men heldigvis kan mange af disse biografiske hændelser i vores fortid ændres; ikke gøres ugjorte, men det betydningsindhold, vi tillægger dem, kan ofte ændres så det nærmest føles som om selve fortiden har ændret sig – og så er det næsten som at blive genfødt.

Sex og eros

Skriv en kommentar

I morges fik jeg den idé, at jeg ville skrive en blog, hvor ordet sex indgik. Måske kunne det lokke kunder til min blog. For at få lidt inspiration tastede jeg derfor naivt de tre bogstaver ind på Google. Dette lille eksperiment resulterede i over 12 millioner sider, alene fra Danmark! Nu er man jo ikke filosof for ingenting, og den slags mennesker kan gøre selv det mest ophidsende og spændende til noget, der har forbindelse med de gamle grækere. Derfor googlede jeg også begrebet eros, det græske ord for kærlighed. Det gav ca. en halv million resultater. Her fik jeg emnet for min blog foræret af Google, for selvfølgelig er der en sammenhæng mellem sex og eros. Tænk bare på ordet erotik, som netop er afledt af det græske eros. Men nu er det så, at jeg må ødelægge det hele, for sex er blot en del af det, som grækerne kaldte eros.

I dag er der en tendens til at forstå mennesket og tilværelsen ud fra økonomiske, funktionelle og instrumentelle værdier. Hvor meget kan det enkelte menneske producere og indtjene, kunne vi ikke få det til at arbejde lidt mere effektivt gennem mere overvågning, konkurrence og pres? Længere arbejdsdage og et liv, hvor arbejdet og arbejdsmoralen dominerer, er jo sundt for bruttonationalproduktet. Mennesker, der kan bringes til at glemme sig selv, er god arbejdskraft; mennesker, der mærker deres længsler mod noget andet og dybere, er nærmest en trussel mod den nationale sikkerhed. Hvis den slags værdier bliver anset for de bærende synes jeg, med filosoffen Arthur Schopenhauers ord, at det er synd for mennesket. Enhver form for værdisætning har nemlig konsekvenser for, hvilke muligheder vi som mennesker kan leve ud. Det er et spørgsmål om, hvilke værdier, der kan/skal bære os i vores tilværelse: økonomi eller eros?

Der er flere fortællinger om eros, som kan modvirke den aktuelle tendens til fokusering på produktion, økonomi og effektivitet, og som i stedet retter blikket mod menneskets mere følelsesmæssige og lidenskabelige sider. I Platons dialog Symposion er der f.eks. en mytologisk fortælling om eros. Her er eros en lyst og længsel hos mennesket til at orientere sig mod og forbinde sig med andre mennesker – ikke gennem økonomiske forbindelser, men gennem den glæde og nydelse, der er ved det rene samvær med andre mennesker. Det er denne sam-væren, der knytter os til verden, og får os til at føle os som hele mennesker og ikke blot som en produktionskraft, en forbruger, en medarbejder med en bestemt funktion o.l. – men som mig, der efterstræbes, elskes eller holdes af, fordi jeg er mig. Her er den seksuelle forbindelse blot ét element. Eros er også grundlaget for vores muligheder for et intimt og fortroligt fællesskab med andre mennesker i bredere forstand.

I det gamle Grækenland var eros – længslen efter det intime og nærværende forhold til andre mennesker – forudsætningen for, at det enkelte menneske kunne overskride sig selv og sit eget snævre perspektiv. Denne selv-overskridelse var for grækerne nødvendig for at blive et helt menneske, og samtidig afgørende for samfundets eksistens.

Gennem lidenskabeligt engagement i de andre åbner vores verden sig og bliver større, hvilket er nødvendigt, hvis der overhovedet skal være noget, som kan kaldes et samfund. Eros er således den drift og lidenskab, der får os til at stræbe efter liv og følelsesmæssig vækst sammen med andre, ikke kun gennem det seksuelle, men også gennem venskaber, fællesskaber og samfundsordninger, der ikke kan sættes på økonomisk formel eller vurderes ud fra effektivitetskriterier. Eros er den længsel, der får os til at ønske nærvær og fortroligt bekendtskab med andre, ikke fordi de har en bestemt status, velstand eller position, men fordi de er med-mennesker, som man kan være sam-værende med.

Eros med bue og elskovspile

Eros er blevet beskrevet på flere måder, bl.a. som den gud, der ved verdens skabelse skulle sikre, at der opstod orden ud af det oprindelige kaos. Eros skulle sørge for, at der skete en fortsat skabelse af verden; han skulle give menneskene lysten til fortsat og nyt liv. Helt i forlængelse af dette er Eros også blevet set som Afrodites søn. Her er Eros en ung mand med vinger, som med sin bue sender elskovspile af sted for at sikre mødet mellem mennesker. Uanset hvilken historie, der fortælles om Eros, så har den noget at gøre med begæret efter helhed, sammensmeltning mellem mennesker, forbindelse mellem det adskilte, hengivelse til hinanden, længslen efter dem, der komplementerer én. Det er den mystik, der knytter sig til eros: En følelsesmæssige oplevelse af forbundethed med andre menneske, der ikke begrænser os, men tværtimod åbner os mod verden, knytter os til og skaber følelsen af, at være en del af verden i et større perspektiv end vores eget.

Hvis dette værdiperspektiv taber for meget terræn i forhold til kravene om, at vi skal konkurrere med hinanden, hele tiden skal testes og evalueres i forhold til andre, at vi skal værne om vores eksklusive individualitet og se andre som potentielle rivaler, så tror jeg, at der mistes en vigtig dimension i vores menneskelighed – nemlig eros-fornemmelsen af at være forbundet med verden, af at vi er nødvendige for hinanden; vi mister fornemmelsen af de andre menneskers betydning for os og af vores betydning for de andre.

Eros binder de elskende sammen, bl.a. gennem sex. Men eros kan også binde fællesskab og samfund sammen gennem de enkelte menneskers bevidsthed om de andres eksistentielle nødvendighed. Eros kan vise sig i sengen, i bussen og i samfundet, når vi et øjeblik glemmer os selv i samværet med andre mennesker. Uden eros ingen sex; uden eros intet samfund.

Det indre rejsebureau

2 svar

På nettet har jeg set, at flere rejsebureauer sælger pilgrimsrejser, som ikke kun er en rejse i geografien, men også har en psykologisk og åndelig dimension. Målet er ikke blot at se nye sandstrande men først og fremmest at opnå personlig udvikling.

Ideen med at drage ud, søge og måske finde ny erkendelse er noget, der knytter sig til de fleste religioner og kulturer: Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig, sagde Gud til mennesket i Første Mosebog. Og i Islam pålægges enhver sand troende mindst én gang i livet, at tage ud på en pilgrimsrejse til Mekka. Overalt i historien støder vi på rejsende: Odysseus rejste ud, kæmpede, forandrede sig og vendte hjem; Dante rejste gennem de tre dødsriger og Gilgamesh, måske den første af alle disse rejsende, tog ud for at finde kilden til det evige liv, men vendte efter mange besværligheder tilbage med gudernes besked om, at dette ikke var for mennesker.

Jeg tror, at alle mennesker får tilbudt mindst én af den slags pilgrimsrejser i løbet af deres liv. Her mener jeg ikke en af de pilgrimsrejser, som man kan købe hos et rejsebureau, ikke en rejse fra det ene punkt til det andet på landkortet, men en indre rejse, hvorfra man ikke kommer tilbage og kan være den samme, som man var før. I modsætning til de rejser, der kan bestilles hos rejsebureauet, kan disse rejser ikke planlægges og der er ikke nogen afbestillingsforsikring. Når muligheden for sådan en rejse dukker op kommer der en budbringer og meddeler det.

Mytologien er fyldt med dramatiske beretninger om, hvordan disse budbringere pludselig varsler et menneske om nødvendigheden af at drage ud, væk fra det kendte og ind i det ukendte og måske farlige. I Mytologien er disse budbringere ofte forklædt som specielle mennesker, halv- eller helguder, eller måske som mytiske dyr. Det er de ikke mere. I dag kan budbringerne f.eks. være alvorlig sygdom, tab, sorg, et møde med døden eller vanskelige overgange i livet fra en livsfase til en anden. Men selv om budbringeren har skiftet form, så er det alligevel de samme udfordringer der varsles: Et menneske må bryde op, livet kan ikke længere leves på den hidtidige måde – nu skal der findes et nyt fundament, hvorfra der kan leves videre.

Den amerikanske myteforsker Joseph Campbell har beskrevet den rejse, som vi mennesker sendes ud på, når livet uden vores vilje og medvirken skifter kurs. Campbell kalder det for heltens rejse. Myter handler jo ofte om usædvanlige helte, der er smukke, skønne, stærke og uden frygt. Men det er kun på overfladen, for i dybden er myterne i stor udstrækning opstået for at vise alle (såkaldte almindelige) mennesker, at de undertiden enten er helte eller må optræde som helte i deres eget liv. Alt det, der sker på Odysseus’ rejse og i alle de andre mytologiske helteberetninger, handler om de kampe, krige og indre psykiske heltegerninger, som alle mennesker bliver kastet ud i når en budbringer melder sig og siger: Drag ud på en rejse for at finde et nyt livsgrundlag, for nu bliver livet aldrig mere som det var; altså må du forandre dig, hvis du vil leve videre.

Et eksempel på hvad der tilbydes i kataloget fra Det Indre Rejsebureau: Indtil jeg blev 50 år havde min uddannelse og mit arbejde givet mig selvtillid. Verden havde været forståelig, forklarlig og analyserbar; lys og gennemsigtig for mit undersøgende blik. Jeg  havde fortalt om den, skrevet om den, undersøgt den, til der ikke var flere hvide pletter på landkortet. Men en dag kom budbringeren i form af en sygdom, som man kunne dø af. Det var et fald fra sikkerhedens piedestal: Mit liv væltede og mistede sammenhæng. Tilværelsen gled forbi bag en glasrude, som i et udstillingslokale, hvor der står, at de udstillede genstande ikke må berøres. I montrerne lå livets forskellige genstande, som jeg kunne kigge på, men ikke røre ved.

I gamle dage ville man nok have sagt om mig: Han har mistet troen, og så var jeg blevet sendt op til præsten eller, hvis det havde været endnu tidligere, til shamanen eller troldmanden. Og faktisk var det vel sådan, at jeg nok overlevede, men alligevel havde mistet troen – nemlig troen på, at der var en mening og sammenhæng i mit liv. Tidligere i historien ville de nok have sendt mig ud på en af de indre rejser, som religionen og mytologien er så rig på: Drag ud og find en ny mening nu, hvor du for alvor har erkendt dit livs skrøbelighed og tilfældighed.

Men hvad gør man i dag? Man kan gøre, som jeg gjorde i lang tid; forsøge at glemme det, fortrænge angsten, kigge den anden vej og lade som om man ikke er hjemme når budbringeren banker på. Men på et tidspunkt kan man også begynde at se, hvad der står på skiltet over døren til Det Indre Rejsebureau: Forvandlingsrejser tilbydes. En dag må man tage udfordringen op og begynde at vandre langs den pilgrimsrute, som vi alle sammen har inden i os. Det er den rute, der kræver de kampe af os, som de gamle myter beskrev i deres dramatiske sprog: Her skal vi konfrontere de dæmoner, der forsøger at holde os tilbage i det kendte, men begrænsende syn på tilværelsen; vi skal kæmpe med den drage, som prøver at holde os ude fra hulen, der rummer hemmeligheden om, hvordan man vinder sig nyt mod på livet, når alt synes at falde fra hinanden; vi skal måske hugge slangen over, som forsøger at forgifte os med selvbebrejdelser, skyld og angst for livet, den menneskelige nærhed og kærligheden.

I myterne kan du finde mange flere af de udfordringer, som man kommer ud for på disse forvandlingsrejser, der fører én frem mod at blive et menneske, der kan klare den nye livssituation uden at hverken at stivne eller knække. Alt dette er der ikke noget mystisk eller overnaturligt ved. I alle mennesker ligger der en visdom, som der imidlertid ofte skal en nøgle til at befri. Denne visdom kan bl.a. komme for dagens (bevidsthedens) lys når en budbringer meddeler, at nu mørkner det for meget til at du kan orientere dig på den måde, som du plejer. Lytter man til denne budbringer, så sker der det, som beskrives i et af mine ynglingsdigte: In a dark time, the eye begins to see. I mørket vænner øjet sig til at se på en ny måde.

Der findes to bøger af den amerikanske myteforsker Joseph Campbell på dansk. Begge kan anbefales:

Levende myter, Thaning & Appels Forlag 1973.
Det indre verdensbillede og det ydre rum, Gyldendal 1991.

Fred i vores tid

Skriv en kommentar

Det kan være svært at slutte fred med dem, man opfatter som sine fjender. Ofte er det imidlertid endnu vanskeligere at slutte fred med sig selv. Alle krige er frygtelige, men tit bliver borgerkrige ført med en brutalitet, der overskrider al menneskelig fatteevne. I en borgerkrig er et folk jo i krig med sig selv om de mest grundlæggende spørgsmål: hvorfor eksisterer vi og hvordan skal vi fortsat eksistere? Som individuelle mennesker kan vi også ligge i en slags borgerkrig med os selv; en tilstand, hvor vi både er offer og bøddel i en indre eksistenskamp, der handler om hvem vi skal være og hvordan.

Det er ikke mærkeligt, at vi undertiden behandler hinanden nådesløst, når vi kan være så hårde over for os selv, som tilfældet er i disse indre krige. Mange mennesker slider således sig selv op med selvbebrejdelser, benhårde domme og vrede, som de uden nåde retter mod sig selv. Jeg har ofte mødt mennesker, der har meget svært ved at fortælle, hvad de er bedst til og hvorfor andre overhovedet skulle holde af dem. Derimod har de ikke svært ved at forklare mig om alt det, som de føler er problematisk og begrunder, at andre nok ikke kan lide dem.

Langt de fleste af os slæber rundt på nogle overbevisninger, som vi ikke magter at betvivle. Det er måske blevet en sandhed, at man er et dårligt menneske, at man er dummere end andre, at man ser forkert ud, er for tyk eller tynd eller at andre ikke kan lide én. Den slags indre overbevisninger føres ofte over på den ydre verden. Der er ikke langt fra min egen følelse af utilstrækkelighed til oplevelsen af, at de andre ikke kan lide mig. Derfor kan man let komme til at bruge mange kræfter på at puste sig selv op for at klare dagligdagen, men med risiko for let at punktere og falde helt sammen ved den mindste modstand – eller omvendt, man prøver hele tiden at være usynlig i håbet om, at ingen opdager én. Begge dele kan gøre én meget vred på de andre, fordi man jo føler, at de enten tryner eller helt overser én. Eller også kan den ubevidste foragt, man føler for sin egen ”svaghed”, rettes ud imod andre mennesker i en foragt for deres svaghed, så vi kommer til at bruge hinanden som en slags psykiske krykker for at holde os selv oppe.

Vi har alle sammen både stærke og sårbare træk i vores psyke. Problemerne opstår, hvis man kun ser sig selv som enten stærk eller sårbar. Træder man frem for verden med en selvforståelse, hvor man udelukkende oplever sig selv som stærk, så kan ens sårbare del fra sin ubevidste position f.eks. reagere med foragt for andres sårbarhed. Forstår man derimod udelukkende sig selv som sårbar og svag, så kan den stærke del f.eks. vise sig ved vrede og aggression mod mennesker, der aktivt og selvbevidst tager initiativ, ansvar osv.

Mange har måske slet ikke den slags problemer, men det er overhovedet ikke ualmindeligt at ligge i en form for krig med sig selv på de indre linjer; en slags borgerkrig, hvor mange af de følelser, vi giver udtryk for over for andre mennesker, ikke kun har noget med dem at gøre, men næsten alene knytter sig til vores egne indre konflikter.

Psykoterapeuten Viktor E. Frankl skrev, at kun gennem kærlighed bliver man i stand til at se de vigtigste og dybeste træk hos andre mennesker. Skal man lære et andet menneske at kende er der fejl, mangler, skævheder, svagheder o.l., som man hele tiden må bære over med, tilgive og gøre til en del af kærligheden. Derfor kan man ikke virkelig lære et andet menneske at kende i dybden, hvis man ikke elsker det så højt, at dets fejl bliver ubetydelige og i hvert fald tilgivelige. Efter min mening gælder det også i forhold til én selv.

Selv-kærlighed er en vigtig forudsætning for, at man kan føle sig værdig til andres kærlighed og desuden også af central betydning for vores evne til at elske andre. Omfatter man ikke sig selv med kærlighed, kan man f.eks. ikke føle omsorg for sin egen sårbarhed, svaghed og  skrøbelighed, så risikerer man at forstene i et selvbillede, hvor denne indre konflikt bliver til en konflikt med omgivelserne.

John Lennon skrev bl.a. den smukke sang Imagine. Den handler om en fremtid, hvor der ikke er nogen lande og mennesker, som fører krig mod hinanden. Imagine, sang Lennon – forestil dig, at mennesker lever i fred med hinanden. For min egen regning vil jeg gerne tilføje: forestil dig, hvordan det ville være, hvis mennesker kunne leve i fred med sig selv, ikke være i indre borgerkrig, ikke slå sig selv for panden, men elske sig selv. Vi ved jo, hvordan det er at elske et andet menneske: den man elsker fejler måske, bliver ældre og lidt rynket, men vi elsker jo vedkommende og det er igennem denne kærlighed at vi kan virkeliggøre vores fælles muligheder i kærlighedsforholdet. Det er også gennem selv-kærligheden, at vi kan virkeliggøre vores individuelle muligheder, først og fremmest fordi vi på den måde ikke længere vil være så krigeriske over for os selv.

Er du interesseret i at læse mere om hvad der sker når vi kommer i konflikt med os selv kan jeg anbefale en bog som tager udgangspunkt i Carl Gustav Jungs teori:
Jørgen Groth: Drømmearbejde. Om at anvende det ubevidstes symboler, Forlaget Frydenlund 2001.

Viktor E. Frankls tanker om kærligheden kan du finde mere om i
Viktor E. Frankl: Psykologi og eksistens, Gyldendal 1996.

Lunefulde lykke

Skriv en kommentar

Hver gang jeg er på indkøbstur i Fakta ønsker den søde pige ved kassen mig en fortsat god dag. Hermed rejser hun en række filosofiske spørgsmål, som er over 2000 år gamle: Hvad skal der til for at skabe en god dag? Kan man være lykkelig og have en god dag selv om det er indlysende, at man senere i livet vil opleve masser af ulykkelige dage, hvad er lykke i det hele taget og kan lykke og ulykke eksistere side om side? Det tager jeg selvfølgelig ikke op med kassepigen, for bag mig i køen står der næsten altid en sur mand og kræver, at der bliver åbnet en kasse til. Men skulle man tage en snak med kassepigen og kunderne om, hvad en god dag er og hvad lykke betyder, så ville det vise sig, at alle ønsker sig lykke og masser af gode dage, men at kun de færreste kan sige, hvad det i virkeligheden betyder.

I det gamle Grækenland, for over 2000 år siden, ville kassepigens ønske om en god dag til kunderne betyde noget i retning af: Kan I have en dag, hvor I gør det etisk rigtige. I kristendommens tidlige perioder ville hendes søde hilsen nok slet ikke være blevet forstået, for her knyttede lykke og gode tider sig primært til livet efter døden. Det var først i løbet af oplysningstiden i det 18. århundrede, at lykke og et godt liv begyndte at få status som en rettighed, noget som mennesket kunne forvente i dette liv, og noget som politikerne og samfundet stillede i udsigt. I dag er lykke blevet en forventning, der deles af alle, nærmest som var der givet et universelt løfte om lykke – Don’t worry, be happy.

Prøv at gå ind i en boghandel og spørg efter bøger om lykke. Så vil du blive præsenteret for titler som Lykke kan læres, Vejen til lykke, Spis dig lykkelig, Lev dig lykkelig, Bo dig lykkelig og Sådan bliver du lykkelig. Den nyeste samtidshistorie er på den måde også historien om, hvor meget og hvordan vi stræber efter at blive lykkelige. Det er der ikke nødvendigvis noget mærkeligt eller forkert i, men spørgsmålet er, om den moderne stræben efter lykke ikke kan producere sin helt egen form for utilfredshed? Kunne dét paradoks ikke tænkes at være den filosofiske sandhed i den gamle revy-sang Hvorfor er lykken så lunefuld?

Problemet er vel, at den stræbsomme forfølgelse af lykke i bedste fald kan sammenlignes med at skyde efter bevægeligt mål, og i værste fald som at sigte efter det bevægelige mål med bind for øjnene. For hvem er i stand til at definere lykke? Er lykke ophobningen af de gode dage, som kassepigen i Fakta ønsker for mig? Og hvad er så ”en god dag”? Er lykke når det samlede livs-regnskab kan fremvise flere gode dage end dårlige? I så fald kan vi først vide om et menneske har haft et lykkeligt liv når vedkommende er død og regnebrættet kan gøres op. Kan man være lykkelig selv om man oplever noget ulykkeligt? Personligt har jeg flere gange oplevet noget som gjorde mig ulykkelig, men som senere blev grundlaget for en dyb lykkefølelse. Det kan vi bare ikke bruge til noget, når vi står midt i det ulykkelige.

På den måde ved vi faktisk ikke ret meget om lykken. Det er ikke engang altid, at vi kan mærke den når den er der, for lykken kan som sagt gemme sig bag noget ulykkeligt, og det ulykkelige bag noget tilsyneladende lykkeligt. I Samuel Becketts skuespil Mens vi venter på Godot, er der følgende replikskifte:

Estragon: Jeg er lykkelig.
Vladimir: Det er jeg også.
(…)
Estragon: Vi er lykkelige. Hvad skal vi så lave, nu hvor vi er lykkelige?
Vladimir: Vente på Godot.

Hermed mener jeg ikke at det er absurd at stræbe efter lykke. Men hvad ligger der egentlig i Estragons og Vladimirs korte dialog om lykken? Selv hvis de var lykkelige, ville de ikke være tilfredse. De ville fortsætte med at vente, og denne skæbne kan forekomme endnu mere tragisk end hvis de ikke var lykkelige.

Blandt de utallige bøger om lykke, der er skrevet i de senere år, er også Dalai Lamas Kunsten at leve lykkeligt. Umiddelbart kunne titlen lyde som om det bare var endnu en af de utallige bøger i den moderne lykkebølge. Men hvis man tænker på, at en af de fundamentale læresætninger i buddhismen er, at alt liv også er lidelse, så åbnes der for en anden vinkel på spørgsmålet om lykke. Et perspektiv, som man også kan finde hos psykoterapeuten Viktor E. Frankl. Han sagde, at lidelsen er et af livets dybeste grundvilkår som beskytter os mod at glemme vores menneskelighed og medmenneskelighed. Og hvis vi glemmer vores menneskelighed er vi vel ikke lykkelige?

Den moderne tvang til at være positiv, glad, lykkelig, optimistisk osv. har efter min mening en tendens til at overse noget vigtigt: Lykken kan være ligesom Erydike, som Orfeus i den græske mytologi fik lov til at hente op fra underverdenen, hvis han lovede ikke at vende sig om og se tilbage på hende under rejsen op til jorden. Men Orfeus vendte sig alligevel om, og hans elskede Erydike var hermed tabt for altid. Når vi fokuserer så meget på lykke, som tilfældet er i det moderne samfund, kan vi risikere at glemme livet i bredere forstand, og i stedet stirre os blinde på tomme og overfladiske idealer om det lykkelige liv; idealer, som ikke engang er vores egne. Hvis man kun kigger efter lykken, så forsvinder den, som Erydike gjorde da Orfeus rettede blikket mod hende.

Lykke kan ikke planlægges, lykkelige dage ikke tælles og stilles op i kolonner over for de ulykkelige dage. De mest betydningsfulde ting i livet ligger ofte udenfor menneskets kontrol. I tidligere tider mente man, at det var gennem gudernes indgriben, at mennesket oplevede lykke eller ulykke, liv eller død, kærlighed eller svigt osv. Det er nok ikke tilfældigt at disse følelser, som har afgørende indflydelse på hvordan vi oplever livet, blev tilskrevet guderne. Der var en oplevelse af, at de blev givet til mennesket i en form og på et tidspunkt, som guderne selv valgte og derfor var det vigtigt at være klar og nærværende når guderne kaldte. Derfor er det også om at være der når lykken er der, og den kan faktisk godt indfinde sig midt i det ulykkelige, selv midt i lidelsen – sådan var det dengang, hvor guderne bestemte, og sådan er det i dag, hvor mennesket heller ikke selv bestemmer, hvornår lykken skal kigge forbi.

Vil du læse mere om de emner, der kort omtales i dette indlæg, så er der et par muligheder her:
Niels Thomassen: Ulykke og lykke, Gyldendal 2001.
Viktor E. Frankl: Psykologi og eksistens, Gyldendal 1996.
Darrin M. McMahon: Happiness. A history, Grove Press, New York 2006.

Grænsesituationer

Skriv en kommentar

Prøv at se lidt på det gamle fotografi af den alvorlige mand i lænestolen. Det er den tyske psykiater og filosof Karl Jaspers. Selv om mange ikke anser ham for at være ”rigtig”filosof, så er han alligevel et af mine store forbilleder. Som han sidder der i hjørnet, omgivet af bøger, ser det ud som om hans blik er rettet mod noget, der er meget langt væk, måske en fjern idé. Men Karl Jaspers var faktisk en af de mest nærværende filosoffer, man kan tænke sig. Han gør nemlig filosofi til levet liv – og netop af den grund har mange afskrevet ham som filosof.

Karl Jaspers (1883 – 1969)

Alvorlig ser han ud, og alvorlig var han. Jaspers mente, at vi skulle tage det alvorlige alvorligt og undgå den overfladiske lykke, som vi i dag får udleveret til indkøbspris. Han ville have os til ikke at flygte fra tilværelsen, men i stedet sige ja til livet i alle dets afskygninger, opleve virkelighedens tyngde, og ikke kun dens ulidelige lethed. Jaspers selv havde en grund til at se så alvorlig ud. Med stor risiko for eget liv var han en af dem, der talte den tyske nazisme imod, og det var kun i sidste øjeblik, at han sammen med sin jødiske hustru fik bragt sig i sikkerhed.

Selv om Jaspers på fotografiet udstråler stor og måske gammeldags professor-autoritet, så var han et meget ydmygt menneske. Han filosoferede ikke ud fra en styrkeposition, hvor han hævdede en absolut sandhed. Tværtimod var han enig med den græske filosof Epiktet i, at filosofi opstår når man bliver klar over sin egen svaghed og afmagt. Karl Jaspers slog fast, at filosofiens oprindelse lå i forundringen, i tvivlen og i bevidstheden om menneskets fortabthed. For mig gør dette hans filosofi åben for alt, og der er noget evigt ungdommeligt i den måde, som den gamle filosof hele tiden forsøger at tage de problemer op, som mennesket møder i livet.

Det, der gør Karl Jaspers aktuel i dag, er bl.a. hans begreb om grænsesituationer. Det er situationer, der bestemmer over os og som vi kun kan overskride i fantasien, men hvor ethvert forsøg på overskridelse altid vil kaste os tilbage i grænsesituationen. Alt hvad der har virkelig betydning i tilværelsen, har vi jo kun en ganske begrænset kontrol over: vi kan f.eks. ikke beslutte os til at undgå sorg, tab, sygdom, død og lidelse; ikke beslutte os væk fra at blive ældre eller til, at nu skal den store kærlighed dukke op. Måske kan vi udsætte, fortrænge eller bortforklare konfrontationen med disse og lignende grænsesituationer. Men – en dag står vi der igen.

Grænsesituationerne er det alvorlige i vores liv – og jo mere alvorlige ting, vi beskæftiger os med, fra kærlighed til død, jo mindre indflydelse har vi i virkeligheden selv på, hvad der sker hvornår og hvordan. Ikke mærkeligt, at man tidligere så Guds hånd eller skæbnen, når disse forhold var i spil for mennesket.

Spørgsmålet er imidlertid om det ikke netop er ved mødet med uoverstigelige grænser, at man for alvor viser hvem man er som menneske, og ikke nødvendigvis gennem den konstante overskridelse af grænse efter grænse? Det vil sige, hvad gør vi og hvordan forholder vi os, når vi ikke kan komme videre, når vores hensigter ikke bider på livet, men vi hele tiden blot bliver smidt tilbage i grænsesituationen?

I princippet er der tre reaktioner: Vi kan bryde sammen og blive knækket af ”livets kraft”, vi kan benægte det hele, eller vi kan møde grænsesituationens lidelse – ved først at fortvivle og derefter forvandles, eller som Jaspers siger, genfødes i en ny bevidsthed om os selv.

Jaspers har inspireret den del af psykologien, der kaldes for eksistenspsykologien og eksistensterapien. Den arbejder netop med, hvordan vi kan forholde os til grænsesituationerne. Men her må jeg desværre beskrive det så kort, at nogen måske kunne fristes til at tro, at jeg ikke anerkender lidelsens og angstens frygtelige byrde. Jeg er ikke naiv, og det var Jaspers bestemt heller ikke. Men – i korte glimt har jeg selv oplevet den dybde, der kan ligge i forsøget på at bøje sig for grænsesituationens uoverstigelighed.

Dette har intet at gøre med at give op og lade stå til f.eks. i forhold til sygdom og død. Tværtimod. Det handler om at gøre lidelsen til noget kendt i ens liv, så den mister sin fremmedhed; man anerkender den og gør den til en del af ens hverdag og én selv. Hvordan man gør det findes der ikke nogen modeller for. Det afhænger af hvem man er og kan ske gennem alt fra fysisk udfoldelse til meditation, men fælles er, at mange på den måde oplever, at lidelsen mister styrke ved at blive anerkendt og trukket ind i livet som en del af mig. På den måde bliver der nemlig samtidig plads til nye livsdimensioner.

For mig er det en stor trøst, at Karl Jaspers har levet. Når jeg ser på det gamle foto tænker jeg på alt det, han kunne tænke, på alle de grænseoverskridene ideer han kunne få netop fordi han insisterede på, at der er grænser som vi aldrig kan overskride, og at det er i mødet med dem, at vi for alvor bliver menneske.

Her kan du læse mere om Karl Jaspers: Bo Jacobsen: Livets dilemmaer. En bog om eksistentiel psykologi. Hans Reitzels Forlag 2009. Karl Jaspers: Hvad er filosofi? Haases Forlag 1965.

Handlingen at være menneske

Skriv en kommentar

En af mine bekendte har spurgt, hvorfor jeg skriver denne blog, når det ikke giver nogen penge? Så er det jo spildt arbejde, mener han. Jeg forstår godt spørgsmålet, men det kan kun stilles, fordi der ikke skelnes mellem det at arbejde og det at handle. En vigtig forskel, som den tyske filosof Hannah Arendt beskrev i bogen Menneskets vilkår. Ikke mindst er det en betydningsfuld forskel, hvis vi vil forstå, hvorfor det er vigtigt at bruge tid på andet end arbejde.

Arbejde er naturligvis en vigtig aktivitet. Det omsættes jo til de penge, som vi har brug for til indkøb af livets fornødenheder. Men i vores del af verden kan man godt leve uden at arbejde. F.eks. hvis man som arbejdsløs står til rådighed for arbejdsmarkedet, kan man få økonomisk hjælp, eller hvis man er rig, kan man få andre til at arbejde for én, og som ældre eller syg kan man leve af pension.

Man kan også godt leve uden at handle, men iflg. Hannah Arendt bliver det et liv, hvor man er fremmed for verden og for livet. Handling knytter sig i modsætning til arbejde nemlig ikke til fysisk overlevelse, økonomisk afkast, fastsatte mål og resultatstyring. Handling drejer sig mere om at være menneske i livet, og menneske bliver man først når man selv handler med livet om, hvordan man skal være menneske – ikke et hvilket som helst menneske, men mig. Menneske er i denne betydning ikke noget, som man blot er, men noget, som man bliver gennem den handling at tage livtag med eksistensens store spørgsmål. Ved på den måde at handle vender vi os ud mod verden og andre mennesker for at vise, hvem vi er og hvordan vi forholder os til livet, og det har ikke noget at gøre med, hvilket arbejde vi har og hvad vi tjener.

Alt hvad jeg skriver om på disse sider handler om ting og sager, som jeg selv oplever, det kan være problematisk at have med at gøre; svært at tale om og vanskeligt at tænke over. Men det er den måde man kommer tættere på livet. At skrive, læse og samtale om disse ting er iflg. Hannah Arendt ikke at arbejde, men derimod udtryk for en handling. Det viser, at man er i fuld gang med handlingen at være menneske.

I det moderne samfund er der imidlertid færre og færre muligheder for i fællesskab at tale om og reflektere over de dybere eksistentielle og åndelige spørgsmål. I stadig større udstrækning tilhører den slags spørgsmål privatlivets sfære. Tidligere var det seksualiteten, der hørte til i privatens inderste sovekammer. Men i dag er seksualiteten blevet et af de væsentligste elementer i vores offentlige identitet og selvforståelse. Til gengæld er de store spørgsmål,  f.eks. om døden, godt og ondt eller meningen med livet, blevet trængt ind i de bagerste gemakker. Kun i meget begrænset omfang har vi sammenhænge, hvor tilværelsens eksistentielle spørgsmål kan tages op, og derfor er vi blevet vænnet fra at tale om dem, og føler ofte en generthed når emnerne bliver bragt frem i lyset.

En artikel i fagbladet Sygeplejersken (nr. 25/2000) viser med al ønskelig tydelighed denne situation. Her siger en sygeplejerske, at det er lettere at tale med patienterne om seksualitet, end om tro og eksistentielle spørgsmål. Det er trist, for det er lige præcis ved at tale om disse eksistentielle og åndelige spørgsmål, at vi for alvor bliver fortrolige med vores eget liv. Hvis man på den måde glemmer handlingen at være menneske – dvs. at forholde sig til de eksistentielle spørgsmål om død, godt og ondt, lidelse, frihed, mening og ansvar – så resulterer det i den tilstand, som filosoffen Martin Heidegger kaldte for værensglemsel. Man glemmer, hvad det vil sige at være til i verden, og er der bare.

Det er tankevækkende, at de store eksistentielle og åndelige spørgsmål i dag næsten kun tages op inden for kunsten og i psykoterapiens rum. Filosofien er næsten forstenet til videnskabsteori, og videnskaberne er blevet så specialiserede, at spørgsmål om menneskets placering i helheden ikke længere kan stilles og heller ikke anses for at være relevante. Det er for længst slået fast, at overvejelser om meningen med det hele er meningsløse.

Tidligere var det en stor del af et menneskes identitet, hvad det mente om de eksistentielle og åndelige spørgsmål. Endnu tidligere var der myter, som fortalte om hvordan helten gik ud og erobrede verden. I virkeligheden kan disse myter fortolkes som fortællinger om, hvordan man må forsøge at erobre sin egen verden og sit eget liv. Dette var ikke heltens arbejde, men handlinger, hvormed han eller hun gjorde sig selv til menneske. Men hvor skal man i dag gå hen for at erobre sig selv og sit eget liv?

Cyperspace – hvor denne blog jo ligger – er et sted, som ikke er. Men fordi dette ikke-sted er så tilgængeligt for alle, kan det alligevel bruges som udgangspunkt for at tale om, hvad det vil sige at være til stede i verden. Alt hvad denne blog måtte resulterer i af mulige overvejelser og eftertanker er derfor udtryk for, at der handles på livet løs med henblik på at erobre en mening med livet. Og det er det, der menes med handlingen at være menneske, som ikke er noget, der kan omregnes til hverken arbejdstid eller økonomisk gevinst.

Øen i verdenshavet

Skriv en kommentar

Min by ligger på et stykke land, der har form som en skildpadde. Tyk på midten med skråninger ned til begge sider, og i forlængelse af skjoldet kigger hovedet ud mod øst. I gamle dage var det en ø, hvor præstens dyr græssede, og helt op i midten af 1800-tallet var øen kun forbundet med fastlandet gennem skildpaddens tynde hale. I dag er landskaberne vokset sammen, og min have ligger der, hvor vandet tidligere slog imod kysten. Men byen har stadig navn efter den tid, hvor den var en ø. Ikke kun en ganske almindelig ø, men en ø i ideernes store verdenshav.

I 1470 skænkede den danske konge nemlig øens kirke til antonittermunkene; en klosterorden, som ellers ikke var særlig udbredt på vores breddegrader. Munkene fik bygget et kloster i tilknytning til kirken og på den måde blev min ø forbundet med en åndelig strømning, som der faktisk stadig kan trækkes veksler på. Ikke rent turistmæssigt, for klostret er for længst væk, men nogle af de ideer, som munkene gennem antonitterordenens forfader var fortrolige med, taler lige ind i vores egen tid.

Antonitterordenen blev stiftet i 1095 i Frankrig. Men inspirationskilden til denne klosterorden rækker helt tilbage til Den Hellige Skt. Antonius, der levede i Ægypten fra ca. år 251 – 356 e.Kr. (jo, han blev over 100 år!). Han blev født ind i en velhavende familie, men afgav efter en religiøs vækkelse alt hvad han ejede, for i stedet at leve et liv som eneboer i ørknen, hvor han både kæmpede med djævelske dæmoner, nåede til dyb indsigt og fik mange tilhængere, som også ønskede at leve et liv i kontemplation, d.v.s. i selvfordybelse. Antonius oprettede ikke selv nogen munkeorden, men han anses alligevel for at være den, der lagde grunden for hele den vestlige verdens klosterbevægelse, som altså bl.a. resulterede i munkenes ankomst her til øen for over 500 år siden.

Når jeg går tur hen over det område, hvor klosterbygningerne i sin tid lå, kan jeg godt ærgre mig over, at de ikke er her længere. Men når man læser, hvordan Antonius anbefalede munkene at leve deres liv, så har klostrene blot været de ydre bygningsværker for en indre tilstand. Og det er i den sammenhæng, at man godt kan blive helt bevæget over at bo et sted, hvor en af idéhistoriens vigtigste åndelige strømninger lagde vejen forbi.

Klosterkulturen i den vestlige verden byggede på en religiøs forestilling om, at menneskets jordiske liv var en slags pilgrimsfærd på vejen mod det sande himmelske hjem. Klostrene var derfor det sted, hvor man forsøgte at leve et jordisk liv så tæt på det himmelske, som overhovedet muligt. Med andre ord, et liv i fred og fordybelse midt i den krævende og ustadige jordiske tilværelse. Men alt dette er efter min mening blot den historiske indpakning. Bag de forskellige historiske perioders specielle forudsætninger, skjuler der sig nemlig en tidløs visdom. Antonius, den gamle inspirationskilde til klostret på min ø, byggede nemlig på en endnu ældre visdom fra oldtidens græske filosoffer, om nødvendigheden af at rette opmærksomhed mod sin egen sjæls skønhed. Denne græske indstilling passede perfekt for Antonius når han læste i Lukasevangeliet: Guds rige kommer ikke så man kan iagttage det – det er midt iblandt os, himmeriget er inden i os selv.

Antonius fortalte derfor dem, der fulgte ham, at de skulle rette opmærksomheden mod sig selv; vende koncentrationen væk fra bekymringerne over alt det, som de kunne miste af jordisk gods og lykke, væk fra de store forestillinger om fremtidige herligheder eller katastrofer, og i stedet leve som om hvert øjeblik både var det første og det sidste. Dette var en øvelse i bevidst nærvær, eller mindfulness, som det kaldes i dag.

I klosterlivet mediterede munkene bl.a. over denne belæring fra Antonius for at opøve evnerne til at blive mere bevidst om livet i nuet, for at opnå større selvindsigt og ikke mindst for at kunne møde det indre himmerige. Men også fordi en stærkere koncentration om livet i nuet gør os mildere stemt over for andre mennesker, mere tilgivende og mere taknemmelige for livet – idet hver dag, som Antonius jo sagde, kunne være den sidste.

Hvad gør man, hvis man ikke kan tro og erfare det religiøse på samme måde, som den gamle Antonius for 2000 år siden og munkene her på øen for 500 år siden, og som er meget langt fra vores forestillinger i dag? I hvert fald må det ikke svække blikket for det væsentlige i deres visdom – det som uanset historisk afstand kan oversættes til vores egen situation. Og hvad har vi mere brug for i dag end evnen til at finde en fast forankring i os selv? Evnen til at være nærværende på trods af alle de rystelser og omskiftelser, som ethvert liv er underkastet, om det så kaldes det indre himmerige, bevidst nærvær, mindfulness eller blot fred og balance.

Det er måske ekkoet fra munkenes tidløse visdom, som jeg hører på min aftentur hen over det område, hvor klosterbygningerne en gang lå. Selv om klostret for længst er væk, ligger to af munkene nemlig stadig under gulvet inde i kirken. Når vejret og sindsstemningen er til det løfter de hovedet når jeg går forbi og hvisker diskret: Vi var som dig – du skal blive som os. Grib derfor dagen og lev som om det var din sidste!