En af mine bekendte har spurgt, hvorfor jeg skriver denne blog, når det ikke giver nogen penge? Så er det jo spildt arbejde, mener han. Jeg forstår godt spørgsmålet, men det kan kun stilles, fordi der ikke skelnes mellem det at arbejde og det at handle. En vigtig forskel, som den tyske filosof Hannah Arendt beskrev i bogen Menneskets vilkår. Ikke mindst er det en betydningsfuld forskel, hvis vi vil forstå, hvorfor det er vigtigt at bruge tid på andet end arbejde.

Arbejde er naturligvis en vigtig aktivitet. Det omsættes jo til de penge, som vi har brug for til indkøb af livets fornødenheder. Men i vores del af verden kan man godt leve uden at arbejde. F.eks. hvis man som arbejdsløs står til rådighed for arbejdsmarkedet, kan man få økonomisk hjælp, eller hvis man er rig, kan man få andre til at arbejde for én, og som ældre eller syg kan man leve af pension.

Man kan også godt leve uden at handle, men iflg. Hannah Arendt bliver det et liv, hvor man er fremmed for verden og for livet. Handling knytter sig i modsætning til arbejde nemlig ikke til fysisk overlevelse, økonomisk afkast, fastsatte mål og resultatstyring. Handling drejer sig mere om at være menneske i livet, og menneske bliver man først når man selv handler med livet om, hvordan man skal være menneske – ikke et hvilket som helst menneske, men mig. Menneske er i denne betydning ikke noget, som man blot er, men noget, som man bliver gennem den handling at tage livtag med eksistensens store spørgsmål. Ved på den måde at handle vender vi os ud mod verden og andre mennesker for at vise, hvem vi er og hvordan vi forholder os til livet, og det har ikke noget at gøre med, hvilket arbejde vi har og hvad vi tjener.

Alt hvad jeg skriver om på disse sider handler om ting og sager, som jeg selv oplever, det kan være problematisk at have med at gøre; svært at tale om og vanskeligt at tænke over. Men det er den måde man kommer tættere på livet. At skrive, læse og samtale om disse ting er iflg. Hannah Arendt ikke at arbejde, men derimod udtryk for en handling. Det viser, at man er i fuld gang med handlingen at være menneske.

I det moderne samfund er der imidlertid færre og færre muligheder for i fællesskab at tale om og reflektere over de dybere eksistentielle og åndelige spørgsmål. I stadig større udstrækning tilhører den slags spørgsmål privatlivets sfære. Tidligere var det seksualiteten, der hørte til i privatens inderste sovekammer. Men i dag er seksualiteten blevet et af de væsentligste elementer i vores offentlige identitet og selvforståelse. Til gengæld er de store spørgsmål,  f.eks. om døden, godt og ondt eller meningen med livet, blevet trængt ind i de bagerste gemakker. Kun i meget begrænset omfang har vi sammenhænge, hvor tilværelsens eksistentielle spørgsmål kan tages op, og derfor er vi blevet vænnet fra at tale om dem, og føler ofte en generthed når emnerne bliver bragt frem i lyset.

En artikel i fagbladet Sygeplejersken (nr. 25/2000) viser med al ønskelig tydelighed denne situation. Her siger en sygeplejerske, at det er lettere at tale med patienterne om seksualitet, end om tro og eksistentielle spørgsmål. Det er trist, for det er lige præcis ved at tale om disse eksistentielle og åndelige spørgsmål, at vi for alvor bliver fortrolige med vores eget liv. Hvis man på den måde glemmer handlingen at være menneske – dvs. at forholde sig til de eksistentielle spørgsmål om død, godt og ondt, lidelse, frihed, mening og ansvar – så resulterer det i den tilstand, som filosoffen Martin Heidegger kaldte for værensglemsel. Man glemmer, hvad det vil sige at være til i verden, og er der bare.

Det er tankevækkende, at de store eksistentielle og åndelige spørgsmål i dag næsten kun tages op inden for kunsten og i psykoterapiens rum. Filosofien er næsten forstenet til videnskabsteori, og videnskaberne er blevet så specialiserede, at spørgsmål om menneskets placering i helheden ikke længere kan stilles og heller ikke anses for at være relevante. Det er for længst slået fast, at overvejelser om meningen med det hele er meningsløse.

Tidligere var det en stor del af et menneskes identitet, hvad det mente om de eksistentielle og åndelige spørgsmål. Endnu tidligere var der myter, som fortalte om hvordan helten gik ud og erobrede verden. I virkeligheden kan disse myter fortolkes som fortællinger om, hvordan man må forsøge at erobre sin egen verden og sit eget liv. Dette var ikke heltens arbejde, men handlinger, hvormed han eller hun gjorde sig selv til menneske. Men hvor skal man i dag gå hen for at erobre sig selv og sit eget liv?

Cyperspace – hvor denne blog jo ligger – er et sted, som ikke er. Men fordi dette ikke-sted er så tilgængeligt for alle, kan det alligevel bruges som udgangspunkt for at tale om, hvad det vil sige at være til stede i verden. Alt hvad denne blog måtte resulterer i af mulige overvejelser og eftertanker er derfor udtryk for, at der handles på livet løs med henblik på at erobre en mening med livet. Og det er det, der menes med handlingen at være menneske, som ikke er noget, der kan omregnes til hverken arbejdstid eller økonomisk gevinst.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: