Min by ligger på et stykke land, der har form som en skildpadde. Tyk på midten med skråninger ned til begge sider, og i forlængelse af skjoldet kigger hovedet ud mod øst. I gamle dage var det en ø, hvor præstens dyr græssede, og helt op i midten af 1800-tallet var øen kun forbundet med fastlandet gennem skildpaddens tynde hale. I dag er landskaberne vokset sammen, og min have ligger der, hvor vandet tidligere slog imod kysten. Men byen har stadig navn efter den tid, hvor den var en ø. Ikke kun en ganske almindelig ø, men en ø i ideernes store verdenshav.

I 1470 skænkede den danske konge nemlig øens kirke til antonittermunkene; en klosterorden, som ellers ikke var særlig udbredt på vores breddegrader. Munkene fik bygget et kloster i tilknytning til kirken og på den måde blev min ø forbundet med en åndelig strømning, som der faktisk stadig kan trækkes veksler på. Ikke rent turistmæssigt, for klostret er for længst væk, men nogle af de ideer, som munkene gennem antonitterordenens forfader var fortrolige med, taler lige ind i vores egen tid.

Antonitterordenen blev stiftet i 1095 i Frankrig. Men inspirationskilden til denne klosterorden rækker helt tilbage til Den Hellige Skt. Antonius, der levede i Ægypten fra ca. år 251 – 356 e.Kr. (jo, han blev over 100 år!). Han blev født ind i en velhavende familie, men afgav efter en religiøs vækkelse alt hvad han ejede, for i stedet at leve et liv som eneboer i ørknen, hvor han både kæmpede med djævelske dæmoner, nåede til dyb indsigt og fik mange tilhængere, som også ønskede at leve et liv i kontemplation, d.v.s. i selvfordybelse. Antonius oprettede ikke selv nogen munkeorden, men han anses alligevel for at være den, der lagde grunden for hele den vestlige verdens klosterbevægelse, som altså bl.a. resulterede i munkenes ankomst her til øen for over 500 år siden.

Når jeg går tur hen over det område, hvor klosterbygningerne i sin tid lå, kan jeg godt ærgre mig over, at de ikke er her længere. Men når man læser, hvordan Antonius anbefalede munkene at leve deres liv, så har klostrene blot været de ydre bygningsværker for en indre tilstand. Og det er i den sammenhæng, at man godt kan blive helt bevæget over at bo et sted, hvor en af idéhistoriens vigtigste åndelige strømninger lagde vejen forbi.

Klosterkulturen i den vestlige verden byggede på en religiøs forestilling om, at menneskets jordiske liv var en slags pilgrimsfærd på vejen mod det sande himmelske hjem. Klostrene var derfor det sted, hvor man forsøgte at leve et jordisk liv så tæt på det himmelske, som overhovedet muligt. Med andre ord, et liv i fred og fordybelse midt i den krævende og ustadige jordiske tilværelse. Men alt dette er efter min mening blot den historiske indpakning. Bag de forskellige historiske perioders specielle forudsætninger, skjuler der sig nemlig en tidløs visdom. Antonius, den gamle inspirationskilde til klostret på min ø, byggede nemlig på en endnu ældre visdom fra oldtidens græske filosoffer, om nødvendigheden af at rette opmærksomhed mod sin egen sjæls skønhed. Denne græske indstilling passede perfekt for Antonius når han læste i Lukasevangeliet: Guds rige kommer ikke så man kan iagttage det – det er midt iblandt os, himmeriget er inden i os selv.

Antonius fortalte derfor dem, der fulgte ham, at de skulle rette opmærksomheden mod sig selv; vende koncentrationen væk fra bekymringerne over alt det, som de kunne miste af jordisk gods og lykke, væk fra de store forestillinger om fremtidige herligheder eller katastrofer, og i stedet leve som om hvert øjeblik både var det første og det sidste. Dette var en øvelse i bevidst nærvær, eller mindfulness, som det kaldes i dag.

I klosterlivet mediterede munkene bl.a. over denne belæring fra Antonius for at opøve evnerne til at blive mere bevidst om livet i nuet, for at opnå større selvindsigt og ikke mindst for at kunne møde det indre himmerige. Men også fordi en stærkere koncentration om livet i nuet gør os mildere stemt over for andre mennesker, mere tilgivende og mere taknemmelige for livet – idet hver dag, som Antonius jo sagde, kunne være den sidste.

Hvad gør man, hvis man ikke kan tro og erfare det religiøse på samme måde, som den gamle Antonius for 2000 år siden og munkene her på øen for 500 år siden, og som er meget langt fra vores forestillinger i dag? I hvert fald må det ikke svække blikket for det væsentlige i deres visdom – det som uanset historisk afstand kan oversættes til vores egen situation. Og hvad har vi mere brug for i dag end evnen til at finde en fast forankring i os selv? Evnen til at være nærværende på trods af alle de rystelser og omskiftelser, som ethvert liv er underkastet, om det så kaldes det indre himmerige, bevidst nærvær, mindfulness eller blot fred og balance.

Det er måske ekkoet fra munkenes tidløse visdom, som jeg hører på min aftentur hen over det område, hvor klosterbygningerne en gang lå. Selv om klostret for længst er væk, ligger to af munkene nemlig stadig under gulvet inde i kirken. Når vejret og sindsstemningen er til det løfter de hovedet når jeg går forbi og hvisker diskret: Vi var som dig – du skal blive som os. Grib derfor dagen og lev som om det var din sidste!