Dette er et indlæg om døden, derfor handler det om livet. Eller måske er det omvendt: det er et indlæg om livet, og netop derfor handler det om døden? Naturligvis kan jeg godt kende forskel på livet og døden, men der er ikke noget som døden, der kan skærpe opmærksomheden på livet. Det var det, som den danske filosof Søren Kierkegaard satte helt på spidsen, da han i 1847 noterede sig, at det egentlig kun er værd at beskæftige sig med de mennesker, der tænker på døden hver dag. Som et eksempel nævnte han Napoleon, der altid gik med en dødelig mængde gift på sig – den slags har det med at styrke koncentrationen om livet, mente Kierkegaard. På den måde kan tanken om døden blive til en slags livseliksir.

Det er ikke mærkeligt, at mange har været fristet til nærmest at definere livet på baggrund af døden. Sådan var det f.eks. med den franske anatom og fysiolog, MarieFrançois-Xavier Bichat, som i år 1800 skrev den videnskabelige afhandling ”Fysiologisk forskning om liv og død”. Her definerede han liv som det, der holder døden i skak. I barnet og det unge menneske er der en overflod af liv til at holde døden på afstand, skrev Bichat. I det voksne menneske er der mere ligevægt imellem livet og dødens anmassende kræfter, men med alderen svækkes livet, imens døden fortsat virker med uformindsket styrke.

Marie François Xavier Bichat

Livet er således gennemtrængt af døden, mente Bichat. Og så døde han i øvrigt. Som en mand i sin bedste alder, blot 31 år gammel, styrtede han af uforklarlige årsager ned ad trappen på Hôtel-Dieu hospitalet i Paris og døde efterfølgende af feber. En mand, der undersøgte de levende og de døde, og som endte med at se livet og døden som to kræfter, der virkede i mennesket på én og samme tid; som en trappe, der altid både går op og ned. En anden franskmand, nemlig filosoffen Michel Foucault, skrev senere, at Bichat var en af de første, der fordelte døden ud over hele livet.

Filosofferne i nyere tid har været uenige om, hvad det kunne betyde for mennesket, at døden på den måde ikke blot er noget, der sker på et tidspunkt, men at døden er de levendes problem igennem hele livet. Én ting har de dog været relativt enige om: bevidstheden om døden skærper opmærksomheden på livet. Uenigheden knytter sig til, om denne opmærksomhed på døden gør livet absurd og tømmer det for mening, eller om det tværtimod netop er bevidstheden om døden, der giver livet mening og dybde. Den franske filosof Jean-Paul Sartre mente f.eks., at døden berøver livet enhver form for mening. Omvendt sagde den tyske filosof Martin Heidegger, ligesom Kierkegaard, at det netop er døden, der kan give livet en mening.

For os almindelige mennesker er det nok både-og, alt efter hvem man er og hvad man har oplevet. Det er min opfattelse, at det let bliver meget frelst, at kræve et bevidst forhold til døden; at vi i vores psykiske nøgenhed skal kunne møde døden ansigt til ansigt. Den dybeste medfølelse må altid favne de mennesker, der står over for døden, både de døende og de pårørende. Der er ingen lette løsninger givet for dem. Ganske vist arbejder psykologien med, hvordan vi kan få psykisk kontrol over krisesituationer, men i mødet med døden handler det netop om at forholde sig til det, som vi aldrig kan få kontrol over, og som derfor er så angstfremkaldende.

Uanset om vi oplever døden, som en del af livet, der tilmed giver det mening, eller om vi ser den som en ydre, fremmed magt, der ikke er plads til i livet – så kan vi ikke snige os forbi den. Engang stod jeg selv over for døden, og troede virkelig ikke, at jeg skulle overleve den sygdom, som havde ramt mig. Derfor ved jeg godt hvor svært det er, at gøre døden til en del af livet; erhvervelsen af denne viden, som du gerne må kalde banal, kostede mig en del år i psykoterapi. Dødsangsten er ikke af den grund forsvundet som dug for solen, men tanken om døden kaster mig i stigende grad tilbage til nutiden, hvor jeg rent faktisk lever – her og nu. Så måske er det ikke udelukkende forholdet til døden, der er problemet, men endnu mere forholdet til nutiden, som paradoksalt nok er det vanskeligste sted for os at tage bolig.

Fortiden og fremtiden indtages langt lettere end nutiden, men betænk alligevel, hvad den ellers så dystre filosof  Arthur Schopenhauer skrev: …alene nutiden er alt livs form. Til gengæld er nutiden livets sikre ejendom, hvorfor denne aldrig kan fravristes livet. Det nu, som du nu har med din elskede, er Jeres sikre ejendom; det nu, som du er i nu, er din sikre ejendom, hvilket hverken fortiden eller fremtiden er: Nutiden og dens indhold er der altid. Begge står fast uden at vakle – som regnbuen på vandfaldet, skrev Schopenhauer i ”Verden som vilje og forestilling”.

Oldtidens filosoffer sagde, at filosofi var en slags forberedelse til døden, men samtidig oplevede de også filosofi, som en måde at leve på. Denne levemåde var karakteriseret af en intens, bevidst opmærksomhed på det levede nu. For mange af oldtidens filosofiske skoler var det netop meditation over døden, som gjorde det muligt, med størst intensitet, at leve i nuet. Disse filosofiske skoler dyrkede ikke døden som en kult, men som en eliksir, der lærte dem at leve i nuet, og prise den sikre ejendom, som nuet er. På den måde har døden altså ret meget med livet at gøre. Eller måske er det omvendt: på den måde har livet ret meget med døden at gøre?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: