En af mine venner spurgte mig i sidste uge om jeg var lykkelig? Jeg blev ærlig talt helt tom i hovedet. Det kan naturligvis skyldes visse mangler hos mig når det drejer sig om selvindsigt, men også at selve lykkebegrebet er ret svært at forholde sig til. Med hensyn til det første så tager jeg den drøftelse i enerum med mig selv; det andet vil jeg imidlertid gerne sige lidt om her.

Som dansker burde jeg jo have ganske godt styr på det med lykken. Igen i år indtager Danmark nemlig førstepladsen på den internationale lykke-rangliste. Ud af de 155 lande, der er med i undersøgelsen, er vi ganske enkelt det mest lykkelige folk, og har været det i flere år. Men hvad skal der så til for at vinde denne førsteplads? Det kan i hvert fald ikke undre, at rige lande ser ud til at have en lykkeligere befolkning end de fattige. Kigger man på ranglisten er der mindst lykke i afrikanske lande og mest i rige lande som Danmark og de øvrige nordiske lande. En stærk velfærdsstat ser også ud til at have betydning sammen med social tryghed, samfundsmæssig stabilitet og oplevelsen af sikkerhed.

I forhold til den kendsgerning, at der er flere lykkelige i de rige lande end i de fattige, er det relevant lige at indskyde et citat fra filosoffen Epikur, der levede ca. 300 år f.Kr.: Hvis Gud rettede sig efter menneskenes bønner, så ville alle mennesker hurtigt være gået til grunde, for de beder altid om mange ting, der er ubehagelige for andre. Det er jo under alle omstændigheder korrekt, at vi i de velstående lande har bedt om så meget rigdom, at alt for mange af de andre mennesker på kloden ikke en gang kan få tilfredsstillet de mest basale behov, hvilket bringer bl.a. de afrikanske lande helt i bund på listen over lykkelige lande.

Men den kloge kvinde, der spurgte til min lykke, mente også noget andet. Spørgsmålet åbner nemlig hoveddøren ind til et af filosofiens mest grundlæggende problemer: at overveje, hvad der skal til for at mennesker kan føle sig lykkelige?

For ca. 2000 år siden skrev den romerske filosof Seneca, at alle mennesker ønsker at leve lykkeligt, men at de er blinde for indsigten i, hvad det er, der bevirker et lykkeligt liv; og det i den grad at det er vanskeligt at opnå et lykkeligt liv. Samtidig med at Danmark er placeret helt i toppen på lykkelisten når det drejer sig om materielle goder er det derfor stadig vigtigt at spørge: ”Hvad skal der til for at du føler dig lykkelig?” Er der f.eks. noget i den måde, som vi har opnået denne førsteplads på, som kunne tænkes at modvirke andre former for lykke end den, der ret entydigt bygger på materiel velstand, velfærd o.l.? Antallet af danskere på lykkepiller og mængden af sygdomme og psykiske sammenbrud relateret til stress o.l. kunne godt antyde, at Senecas indsigt for 2000 år siden også gælder i dag: at manglende eftertanke over, hvad der skaber et lykkeligt liv, resulterer i at selv samme lykke bliver vanskelig at opnå.

Hvis vi f.eks. ser på dén filosofiske skole i oldtiden, der blev kaldt stoikerne, så var de ikke mere naive end at de selvfølgelig anerkendte betydningen af rigdom, velfærd, social tryghed, o.l. for menneskets oplevelse af lykke. De understregede dog, at disse goder, trods deres nødvendighed, blot var midler til noget andet og ikke et mål i sig selv. Derfor kaldte de dem for relative goder. Absolutte goder var visdom og indsigt i, hvad der førte til et liv i harmoni; det vil sige det enkelte menneskes harmoni med både den ydre og den indre verden.

Som jeg tolker det, så er mange af de stressrelaterede sygdomme og sammenbrud netop tegn på, at denne harmoni og balance ikke er til stede i det moderne menneskes liv. Det er den helt sikkert heller ikke i de fattige afrikaneres liv i de lande, der ligger nederst på ranglisten. Deres livskamp handler om fysisk overlevelse. Vores kamp handler om psykisk eller åndelig overlevelse og indre vækst; en kamp, som dog er at foretrække frem for den daglig kamp for overhovedet at overleve.

Men lykken – det var den, vi kom fra. Det er min erfaring at nogle bestemte ord og følelser går igen når mange mennesker skal beskrive deres daglige liv, f.eks.: Hvis jeg bare havde mere tid; hvis jeg blot troede lidt mere på mig selv; jeg føler en afstand til det virkelige liv; en dag vil jeg gerne…

I den dybde, som vi alle har inden i os, gemmer der sig ofte en visdom om lykkens sande væsen for hver enkelt. Tilgiv mig endnu en henvisning til en af mine gamle filosoffer fra oldtiden – men de er jo alle steder, hvor jeg vender mig, for deres visdom er tidløs. Det var filosoffen Chrysippos, som her til formiddag hviskede mig i øret, at det kæreste for ethvert menneske bør være dets egen tilstand og dets bevidsthed derom. Han talte om menneskets selvkærlighed, som forudsætningen for at kunne vise andre mennesker kærlighed. Og selvkærlighed, sagde Chrysippos, på tværs af 2000 år, er når mennesket finder en vej til at leve i overensstemmelse med sig selv. Bare overvejelsen af dette åbner nye veje til lykken.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: