Verdens første filosof levede for ca. 86 generationer siden. Det var Thales, og han kan ses på Rafaels maleri, Skolen i Athen, som øverst på denne side illustrerer min blog. Han står til højre med grøn kjortel, hvid kalot på hovedet og en stav i hånden. Man kan naturligvis mene, at 86 generationer er så lang tid, at personerne på Rafaels maleri er uinteressante for os i dag. Jeg vil imidlertid hævde, at de 86 generationer ikke adskiller os, men tværtimod forbinder os med de for længst afdøde personer på billedet.

Rafael var en italiensk maler, som levede fra 1483 til 1520. Motivet til maleriet Skolen i Athen er derfor udtænkt inden i hans hoved; alle personerne på billedet var nemlig døde adskillige århundreder tidligere, og tilmed levede mange af dem ikke på samme tid. Selv om Rafaels maleri på den måde ikke er ”virkeligt”, er det alligevel en form for familiebillede, der viser nogle af dem, som vi i dag er åndeligt beslægtet med. Et familieskab på tværs af 86 generationer, eller over 2.500 år, som alligevel er helt afgørende for den måde vi er mennesker på i dag.

Maleriet viser en lang række af de gamle græske filosoffer. I midten ser vi f.eks. Platon og Aristoteles. Sokrates er der naturligvis også sammen med stort set alle de filosoffer fra oldtiden, der formede de vilkår, som vi stadig lever under. Måske lyder det mærkeligt, men det var på dette tidspunkt, fra ca. 800 år f.Kr., at der for første gang begyndte at opstå tanker, som vi kan kalde filosofiske. Men har mennesket da ikke altid tænkt? Nej, ikke på samme måde som det begyndte at tænke for ca. 86. generationer siden. Den måde mennesket kan tænke på, og ikke mindst de ting der overhovedet kan tænkes over, er nemlig afhængig af, hvordan mennesket ser på sig selv.

Omkring den tid, hvor filosofferne på Rafaels maleri levede, begyndte mennesket at se sig selv, som enkelt-individer. Tidligere i historien havde mennesket ikke oplevet sig selv, som et særligt, individuelt væsen ved siden af naturen; tværtimod havde det været en del af naturen og oplevet sig selv som styret af naturens kræfter, faktisk som et væsen underlagt en magt, der ikke kom fra mennesket selv. Men efterhånden begyndte mennesket at opfatte sig som et væsen, der var anderledes end naturen, hævet over omverdenen, som en selvstændig, særlig skabning, med alle de muligheder og spørgsmål, som dette selvbillede rejser.

Hævet over naturen kunne mennesket begynde at undre sig over verden. Mennesket begyndte at undre sig over, hvor alting kom fra, hvorfor der overhovedet var en verden, hvad et menneske var, og efterhånden rejste der sig spørgsmålene om livet, hvad det var, hvordan det skulle leves og hvordan man skulle forklare døden og forholde sig til den?

På den måde blev mennesket imidlertid også bevidst om alt det, som det ikke vidste. Jo mere denne undren blev styrende for menneskets forhold til verden og livet, jo mere begyndte mennesket derfor også at tvivle. Det opdagede, hvor lidt man faktisk kan være sikker på her i tilværelsen, hvor lidt man kan vide med sikkerhed og hvor vanskeligt det er at forholde sig til eksistentiel usikkerhed. Med denne undren og tvivl som ballast opdagede mennesket således også, hvordan usikkerhed skaber angst og utryghed. Filosoffen Epiktet sagde direkte, at Filosofien opstår, når man bliver klar over sin egen svaghed og afmagt.

Mennesket begyndte langsomt at udvikle en ny bevidsthed om livets grænser og ikke mindst om egne grænser: Grænsen imellem livet og døden, grænsen imellem én selv og de andre, grænsen imellem magt og afmagt i tilværelsen. Mennesket var ikke længere en del af naturen og kosmos; det måtte til at stole på sig selv, som et selvstændigt væsen, og erfarede derfor både sin egen nye magt over livet og verden, men samtidig også sin egen afmagt. Det, der her er i spil, er spaltningen imellem subjekt og objekt.  At tænke over denne spaltning er at trænge ind i forudsætningen for eksistensens dybeste spørgsmål. Vi er subjekt i forhold til os selv imens andre er objekter for os, og vi er selv objekt for andre subjekter. Og verden – hvis den kun er objekt for os, er vi så ikke en del af den?

Det som filosofferne på Rafaels maleri på forskellig måde begyndte at tænke over var ikke mindst, hvordan vi som menneske kan leve med spaltningen imellem os selv og verden, imellem mit korte liv og verdens tilsyneladende evighed, imellem mig og de andre? Hermed skabes de grundlæggende forudsætninger for den måde, som vi tænker og føler på i dag; forudsætningerne for de store verdensreligioner, for filosofien, for psykologien og de eksistentielle spørgsmål, som vi slås med på godt og ondt. Når f.eks. vi lider under dårlige relationer til andre, eller når vi må gå til psykoterapeut på grund af dødsangst, ensomhed eller manglende selvværd, er det i virkeligheden udtryk for vores slægtskab med de gamle på Rafaels maleri – og vores kamp for at finde os til rette med de eksistensvilkår, som oldtidens filosoffer begyndte at sætte ord på.

For mig er Rafaels billede symbolet på, hvordan mennesket nærmest løftede sig selv op ved håret. Hvordan vi opdagede os selv og den indre kraft, der skulle til for at hæve os op over naturen og verden, blive selvstændige individer med indflydelse på eget liv og evnen til at skabe grundlaget for den fantastiske udvikling, som vi nu, kun 86 generationer senere, står midt i. Men det er også et billede af den usikkerhed og angst, som flyder fra den selv samme kilde: Mennesket, der står alene over for verden, uden andre faste holdepunkter end sig selv; som oplever en uoverstigelig grænse imellem sig selv og omverdenen og er usikker på, hvordan denne afstand skal håndteres og overvindes; hvordan man igen kan overskride grænsen imellem sig selv og den helhed, som vi forlod for cirka 86 generationer siden.