Når jeg underviser i etik bruger jeg et udsnit af Michelangelos billede Skabelsen, som illustration til mit materiale. Billedet viser øjeblikket, hvor Gud og Adams hænder mødes; touch, den guddommelige berøring, der giver mennesket liv. En ikke uvæsentlig detalje ved billedet er, at Gud har menneskeskikkelse. Men Gud sagde jo også: Lad os skabe mennesket i vort billede, så de ligner os. Så i virkeligheden er det altså mennesket, der har lighed med Gud.

For mig symboliserer billedet derfor menneskets guddommelige evne til at kunne give hinanden liv gennem berøring. Jeg tænker på alt det, vi kan gøre ved hinanden, ikke blot gennem en fysisk berøring, men også gennem et blik, et tonefald, en stemning i mødet med den anden. Vi er med andre ord på godt og ondt udleveret til hinandens berøringer.

Det er således et dybt menneskeligt eksistensvilkår at være kastet ind i livet til en gensidig afhængighed af hinanden. Hvordan denne afhængighed håndteres er det, som etikken handler om. Vi er hinandens skæbne, som den danske filosof K.E. Løgstrup skrev. Skulle der sættes en undertekst på Michelangelos billede, kunne det netop være Løgstrups ord om, at når vi står over for et andet menneske, så holder vi altid et stykke af dette menneskes liv i vores hånd.

Touch – vi er henvist til hinandens berøringer, som kan være både livgivende og dræbende. I ethvert møde mellem mig og den anden er der derfor en fordring om at være opmærksom på betydningen af denne berøring. Løgstrup sagde, at der en en etisk fordring i ethvert møde, enhver berøring, mellem mennesker.

Berøringen kan jo være kold og afvisende eller varm og tillidsfuld, men vores henvisthed til hinanden ændrer sig ikke. Uanset hvad – touch, så rører vi hinanden, og denne berøring kan være livgivende, men også befordre, at menneskeligt liv gøres vanskeligt, trist, angstfuldt, ubærligt og måske endda går til grunde.

Det er selvfølgelig mest åbenbart i tilværelsens store øjeblikke, når vi møder kærlighed eller når vi svigtes, når vi glædes over omsorg eller efterlades alene, når mødet med andre skaber tryghed eller efterlader os i utryghed, når vi trøstes eller såres i mødet med et andet menneske. I disse situationer er det indlysende, at vi er udleveret til hinanden og afhængige af den berøring vi får eller ikke får af de andre.

På den måde kan vi også tale om fraværet som en grundlæggende oplevelse hos mennesket. Fraværet, isolationen, tabet, ensomheden; det er når vi ikke oplever livgivende berøringer. Afbalanceres denne fraværsfølelse ikke af menneskeligt nærvær, så kan livet gå i opløsning. Afhængigheden af andre er ikke i modsætning til vores egen individualisme eller personlige udvikling. Tværtimod er det når vi erkender andres betydning for os og vores egen betydning for andre, at livet er i balance.

Paradoksalt nok er vi ofte langt mere i tvivl om vores egen unikke betydning for andre end vi er om andres betydning for os, for det sidste kan vi jo mærke i nærværet eller fraværet. Frank Capras film fra 1946, It’s a Wonderful Life fortæller noget om dette paradoks. Den handler om en mand, George Bailey, som er kommet ud i en dyb krise; så alvorlig at han ser selvmordet som en udvej. Men så griber en skytsengel ind ved at vise, hvordan verden ville se ud uden George. Hermed får skytsenglen overbevist George om, at han har betydning for andre mennesker, faktisk en afgørende betydning for andres liv, og denne erkendelse redder Georges eget liv.

På den måde er vi uomgængeligt viklet ind i hinanden og skaber betydninger for andre mennesker, som vi ikke altid selv er klar over, ligesom de skaber betydninger for os. Det kan være gode betydninger eller dårlige – derfor:

Touch – rør hinanden varsomt, kærligt og livgivende, for Gud skabte jo mennesket i sit eget billede, for at vi skulle ligne ham – og hans touch skabte liv.