I weekenden opdagede jeg helt tilfældigt, at en af mine ungdomskærester er død. Hun blev 58 år, og det er helt absurd at skrive dette tal. Ungdomskærester bliver bare ikke 58 år gamle; de forbliver unge. Derfor er det en ung pige på 23 år, der er død, og jeg lyver helt sandfærdigt. Nok er det ikke historisk korrekt, at hun stadig er i live, det viser dødsannoncen, men det er følelsesmæssigt sandt, at hun stadig er en smuk ung pige på 23 år der foreslår, at vi går hjem til hende.

Sproget beskriver virkeligheden, men dét er kun en lille del af sprogets opgave, for det skaber nemlig også virkelighed. Sandfærdigheden af denne lille fortælling kan derfor kun vanskeligt betvivles. Ordene i dødsannoncen beskriver noget, der er sket: at hun er død. Mine kommende ord skaber imidlertid en ny virkelighed for min ungdomskæreste, hvor hun igen er vækket til live. Lige nu er hun nemlig der, hvor alle døde kommer hen: i hjerterne hos dem, som de har betydet noget for. Det kunne vi også kalde for den levende erindring.

Jeg ved ikke hvordan hun levede i de mange år efter vores kærestetid. Hun tænkte nok lige så lidt på mig, som jeg tænkte på hende. Og vi mødtes kun en enkelt gang, da vi for mange år siden kort stødte ind i hinanden på Rådhuspladsen. Jeg skulle dog bare læse hendes dødsannonce, så var hun installeret i mit hjerte og vækket til live gennem mindernes arkæologi. Som den tysk-engelske forfatter W. G. Sebald skriver, så er de døde jo uden for tiden, hvilket gør grænsen mellem livet og døden langt mere gennemtrængelig end vi umiddelbart regner med. I selskab med en af de døde, er det meget lettere at overskride grænserne bagud i tiden, i jagten på tilbageblevne spor, som bare endnu ikke er opdaget.

Der kan naturligvis psykologiseres meget over min pludselige opmærksomhed på minderne om min ungdomskæreste, nu hvor hun er død. Er det min egen død, jeg på den måde ser i øjnene og reagerer på? Er det en midaldrende mands vemodige nostalgi? Muligvis, for enhver rejse i hukommelsen er en rejse i både fortid og nutid. Men det blev også en slags meditation over alt det, der hele tiden går i glemme. Og for igen at tale med W. G. Sebalds ord: begæret efter at ophæve glemslen og finde ud af hvem man selv er, og hvordan man er blevet det.

I de seneste dage er der således sket en delvis afvikling af glemslen omkring min ungdomskæreste. Hendes stemme taler igen og fortæller historier, som tvinger selvrefleksionen frem. Minder er ikke afsluttet blot fordi de overlejres af tidens gang. Både glemslen og erindringen ændrer sig. Og min ungdomskæreste er ikke en millimeter mere død end hun stadig kan flytte rundt på elementer i min historie. Hun ændrer på mig og jeg ændrer på hende i rejserne mellem de forskellige tidslommer.

Jeg er ved at blive en lidt ældre mand. Men der er ting, som jeg stadig gør med ungdommens lethed. Jeg ser bl.a. på min ungdomskæreste med den unge mands betagelse: Hendes lidt specielle gang, let løftet på tæerne, fregnerne på hendes arme og modermærket i hårgrænsen. Forfatteren Milan Kundera skriver i bogen Udødeligheden, at vi med en vis del af os lever uden for tiden. Jeg tror det er når vi erindrer, tænker og genfortæller. Så er vi ikke afhængige af at tiden er gået, at ungdomskæresten er død i en alder af 58. Det der gælder, er den stemthed, helt uafhængig af tiden, som mødet med hende i erindringen fremkalder. Og denne stemthed kender ingen grænser, hverken mellem fortid og nutid eller mellem de levende og de døde: Til min dødsdag, og lang tid efter, vil hun forblive min smukke ungdomskæreste på 23 år.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: