Da jeg var barn kendte mine forældre et ældre ægtepar, hvor konen dagligt, hen over morgenkaffen og -avisen, sagde til manden: Når en af os dør, så afbestiller jeg Berlingske Tidende. Nu døde de imidlertid med blot få dages mellemrum, så ingen af dem nåede at afbestille avisen. Der gik dog lang tid før det kom så vidt, for de blev meget gamle; begge nåede at blive langt over 90 år selv om specielt manden var meget interesseret i livet efter døden, og på eget forlag havde udgivet en lille bog om netop dette emne, hvor han beskrev sjælens gentagne liv her på jorden. Derfor er jeg også sikker på, at han ville have læst en artikel, som for nylig stod i hans gamle morgenavis, med stor forundring. Den handlede nemlig om det moderne menneskes forsøg på at bekæmpe døden.

Kort fortalt handlede artiklen om den desperate krig, som mange mennesker fører imod alderdommen og døden. Det nyeste amerikanske redskab inden for denne disciplin er et såkaldt humant væksthormon. Når det bliver sprøjtet ind i kroppen skulle der indtræde en ”foryngelse”, hvor rynkerne glattes, kropsfedtet reduceres, muskelmassen og knoglestyrken øges, libidoen tiltager og samlet set efterlader brugeren med en oplevelse af ny vitalitet og ungdom.

Den engelske historiker Arnold Toynbee sagde for mange år siden, at døden er uamerikansk. I virkeligheden kan vi tilføje, at døden tilmed er umoderne. Det Toynbee mente var nemlig, at i en kultur som vores, der lægger så meget vægt på fremskridt, styrke, ungdommelig vitalitet og skønhed, og så lidt på visdom og alderens værdighed, har døden ingen plads. Det er umoderne at acceptere grænser for sin udfoldelse. Enhver begrænsning opleves som vilkårlig og tyrannisk, og da døden er den ultimative begrænsning anses den ofte for at være en krænkelse af menneskets suverænitet.

I sådan en kultur kan alene tanken om døden opleves som en frygtelig erfaring, der gennem hele livet må bekæmpes med alle midler. Nu er det jo bare sådan, at døden, som næsten det eneste, ikke kan bekæmpes. Ethvert forsøg på at undgå den er meningsløst, men så kan man jo i stedet prøve at bekæmpe dødens årsager.

F.eks. kan man jo gøre en hel del for at undgå mange sygdomme. Man kan motionere, spise sundt, lade være med at ryge, tage mineraler, vitaminer osv. Desuden kan man forsøge at holde alderdommen på afstand, ved at glatte rynker, stramme op, indtage mikstur og humane væksthormoner, som de skriver om i avisen.

Og imens man gør alt det rigtige, er der ikke tid til at tænke over den grundlæggende forfængelighed (og forgængelighed) i alle disse bestræbelser på at fortrænge tanken om døden. Den eksistentielle uro der udløses af alderdom og død kan således næsten glemmes gennem den daglige fokusering på helbredet.

Man fortvivler ikke så længe man kan handle, og døden kan man ikke handle over for. Det kan man imidlertid i forhold til mange af de årsager, som vi mener døden har. Men vi dør ikke fordi vi bliver syge. Vi bliver syge, fordi vi er dødelige. Dødens problem kan derfor ikke erstattes med helsens problem. Prøver man det, er der fare for at overse det liv, der er her og nu til fordel for en forventning om kvaliteten og længden af det liv, der vil komme; altså en slags en tøven over for det her-og-nu-levede-liv. Det kan være svært at leve i nuet, hvis meget af ens energi er bundet op på at skabe forudsætningerne for et langt og sundt liv. På den måde vil angsten for døden på et tidspunkt kunne omskrives til angsten for at dø uden at have levet. Angsten for døden bliver altså til en slags livsforskrækkelse.

Mine forældres gamle venner motionerede ikke og de røg og levede så usundt, som man nu gjorde dengang. Det siger jeg ikke, at man skal. Men helse- og ungdomsbølgen har fået et omfang, der kan ende i en form for livsglemsel, som ville have været dybt fremmede for de to gamle mennesker. Hver morgen mindede de jo hinanden om, at én af dem en dag ville dø og efterlade den anden, som så kunne afbestille avisen. Dette daglige, næsten rituelle, memento mori– husk på døden – fik dem måske til at glædes over, at de i hvert fald var vågnet op til  endnu en morgen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: