Da jeg var barn lå Evigheden i udkanten af den skov, som var landsbyens vestlige grænse ud mod markerne. Det var en lysning mellem træerne og ingen tænkte over, hvor navnet kom fra, men alle vidste, at Evigheden ikke var et sted for slapsvanse; man gik derind på eget ansvar, for det var her landsbyens store drenge holdt til og man kunne let risikere at blive udsat for både buksevand og kløpulver. Men engang har Evigheden været langt mere end det sted, hvor nogle drenge samledes på de sommerdage, som i børnenes tidsregning forekom uendelige.

Tidligere lå Evigheden nemlig for enden af menneskenes tanke om, at de en dag skulle dø. Som barn gik jeg i søndagsskole og lærte om denne Evighed. Hvor den lå var lidt uklart, men det var også ligegyldigt, for vi fik glansbilleder af Gud der samlede alle sjælene fra de døde omkring sig.

I nyere tid har denne Evighed imidlertid ikke været i høj kurs andre steder end i hjerterne på de meget religiøse mennesker. Glansbilleder gør det ikke længere. Fundamentet er ganske enkelt væk for troen på det hinsidige, det evige liv i Guds varetægt og i det hele taget for troen på, at mennesket er andet end blot en avanceret biologisk maskine. Som den engelske fysiker Stephen Hawking har sagt: Hjernen er en computer, som slukkes, når komponenterne går i stykker. Og der findes ingen himmel eller et liv hinsides for ødelagte computere. Det er et eventyr for mennesker, der er bange for mørke. Han ser derfor udelukkende religion og tro som noget der kan dulme nerverne hos mennesker med dødsangst.

Det var tabet af et religiøst og åndeligt grundlag for vores eksistens, der markerede begyndelsen på den nye tid, og som for alvor gjorde mennesket til et problem for sig selv. Mennesket holdt nemlig ikke op med at spørge efter en mening med livet og et overjordisk grundlag for dets eksistens; men det stærke religiøse fundament for svarene på denne spørgen var væk.

Hermed står vi midt i problemet. Hvad gør vi når det søgende menneske søger noget mere end de materielle og videnskabelige forklaringer på eksistensen? Det er nemlig sådan, at de tidligere guddommelige svar på menneskets søgen efter en retning og mening i livet er blevet erstattet af slet og ret intet – eller svaret, at det må du afgøre med dig selv! Der er således sket en afvikling af de magtfulde religiøse forklaringer på hvad mennesket er, hvad der er meningen med livet og hvordan det bør leves og realiseres. Men i stedet for at konkludere, at spørgsmålene i bedste fald er meningsløse, kunne man også sige, at de fortsat åbner nye horisonter for menneskets fortolkning af tilværelsen. Det er den mulighed, som den italienske filosof Gianni Vattimo, mener åbner sig for det moderne menneske. Han formulerer det således: Jeg tror at jeg tror.

Det er naturligvis en langt svagere tro end den, der knyttede sig til tidligere tiders stærke og magtfulde religiøse forklaringer på livet og døden, som imidlertid strider imod enhver form for erfaring hos det moderne menneske, ikke mindst den videnskabelige erfaring, som Stephen Hawking repræsenterer. Den svage tænkning eller tro, som Vattimo taler om, ligger derimod i forlængelse af de erfaringer, som det moderne menneske rent eksistentielt gør sig i livet med usikkerhed, tvivl og mistillid til endegyldige svar, også de videnskabelige.

Behovet for at stille de religiøse spørgsmål er vendt tilbage hos mange mennesker. Men disse spørgsmål kan ikke længere mødes med religionens traditionelle svar, der henviser til hinsidige størrelser som Gud og Evigheden eller de dogmatiske svar, som religionen plejer at levere – dvs. svar, som bygger på evige sandheder og ikke accepterer at omstændighederne ændrer sig. I virkeligheden bygger det moderne menneskes forventninger til de store spørgsmål i livet på en arv, der skyldes Sokrates: Specielt de største spørgsmål i livet lægger ikke op til endegyldige svar, men snarere til en søgen, ofte en indre søgen, der aldrig slutter. Men for Sokrates var det afgørende at spørge, for alene spørgsmålene er begyndelsen til skabelsen af en bredere horisont og langt flere nuancer i tilværelsen. Til gengæld var Sokrates skeptisk over for alt for sikre svar, der lukkede for yderligere spørgsmål og eftersøgning. Den slags svar forsøger nemlig ofte  at styre mennesket i en bestemt retning, som det ikke nødvendigvis selv har valgt.

På den måde kan man sagtens komme på skudhold af de store spørgsmål, også selv om målet bevæger sig. Det at stille selv de største spørgsmål er ikke tegn på naivitet og uvidenhed om det videnskabelige syn på mennesket og universet. Spørgsmålene om lidelsens og dødens mysterium og om livets mening har en symbolsk kraft, der er langt stærkere og dybere end de færdige svar, som mange religioner traditionelt er leveringsdygtige i. Og ikke mindst skaber de en større og rigere menneskelig verden end hvis spørgsmålene alene drejer sig om rentefald, skattelettelser og fradragsmuligheder.