For et par dage siden spurgte en meget kær veninde om jeg troede på en åndelig verden, på noget før livet og efter døden, måske på en sjæl og en mening med menneskelig lidelse? På grund af en livstruende sygdom har hun selv været tvunget til at afsøge tilværelsens grænseområder. Nu ville hun høre om jeg kunne forestille mig en åndelige dimension, selv om jeg har en videnskabelig uddannelse, hvor åndelighed og sjæle intet har at bestille. Så denne blog er skrevet til hende, som jeg kalder Glaspigen, fordi hun med dette tillidsfulde spørgsmål turde vise sin skrøbelighed og skabe et øjeblik af dyb autenticitet; men alle må naturligvis læse med, for hende kan man lære noget af.

Jo – ser du, jeg er født som en bastard selv om jeg er avlet i ægtesengen af mine lovformeligt gifte forældre. Men der er aldrig blevet indgået noget ægteskab mellem de to verdener, som har gjort mig til den jeg er, og som jeg altså er et uægte barn af: På den ene side mine forældres verden af en egensindig religiøs tro og mystik; på den anden side den videnskabelige verden, som jeg er uddannet ind i, og hvor det ikke handler om tro men om viden. Det er to verdener som i princippet er uforenelige og konflikten imellem dem har gennem historien kostet mange mennesker livet.

Man overlever bedst konflikten imellem disse to verdener, hvis man kan affinde sig med at være en bastard, et gadekryds, som aldrig vinder nogen præmie for racerenhed. Og det har jeg ikke noget problem med, for jeg har kendt de to verdener helt fra begyndelsen, fordi de allerede mødtes midt under min fødsel på Frederiksberg fødeklinik.

Som det passer sig for en bastard kom jeg kun med besvær ind i verden. Det var en kompliceret fødsel, hvor både min mor og jeg var ved at gå til. Allerede dengang var videnskaben dog så fremskreden, at den nærmest kunne udrette mirakler, så vi overlevede begge to. Mens lægerne kæmpede for at holde både mor og barn i live var der imidlertid også andre, der kæmpede for os. Det var nogle af mine forældres venner og min fars åndelige mentor, der mødtes for at gå i forbøn for os. Med den begyndelse er det vel ikke så mærkeligt, at jeg blev en bastard, som med uanstændig selvfølgelighed gør vold på grænsen mellem videnskabens og troens verden, men aldrig vinder statsborgerskab i nogen af dem.

Med min fornuft ved jeg at det var den lægevidenskabelige viden, der sikrede min eksistens i denne verden, trods alle fødslens besværligheder. Ved senere lejligheder har den samme videnskab reddet både mit og Glaspigens liv. Men netop når videnskaben har bedrevet den slags mirakler, og reddet os tilbage fra en ellers sikker død, så er det at spørgsmålene om det åndelige og eksistentielle trænger sig på.

Man kan afvise den slags spørgsmål som irrationelle, uvidenskabelige og ren overtro. Men når man er en bastard så handler det om forskellige måder at møde og håndtere det autentiske liv på; ikke om sandt eller falsk. Når man f.eks. bliver meget syg, som Glaspigen har været, så kan videnskaben heldigvis ofte redde ens liv, men spørgsmålene om meningen med lidelsen kan ikke besvares videnskabeligt. Den livsvigtige videnskab må tværtimod afvise den slags eksistentielle spørgsmål. Jeg tror ikke at nogen religion kan erstatte videnskaben, som den store gave til mennesket. Men jeg tror alligevel det er vigtig, at mærke og acceptere den dybe livskraft der ligger i overhovedet at kunne og turde stille de spørgsmål, som Glaspigen stillede om sjælen, det åndelige og om meningen med lidelsen.

Som den engelske filosof Bertrand Russell sagde så hører næsten alle de spørgsmål, der har interesse for eftertænksomme mennesker til dem, som videnskaben ikke kan besvare, og samtidig har religionens og teologiens svar ikke den styrke og overbevisning, som tilfældet var i tidligere tider.

Derfor er der brug for en bastard-filosofi, som holder håbet levende på baggrund af alt det vi videnskabeligt ved og teknisk kan gøre og samtidig tillader seriøs dybdesamtale om alt det uvisse, som vi i almindelighed ikke kan vide noget om, men som ofte er afgørende for om vi føler os hjemme i livet.

Mit møde med Glaspigen på en hyggelig café gav mig det håb, som videnskaben kan udstyre os med og den følelse af dybde, autenticitet og nærhed, som samtalen om alt det uvisse kan vække i mennesker. Hvor er det godt at vi har videnskabens sikre viden, der gjorde at Glaspigen overlevede den alvorlige sygdom og at vi ikke udelukkende skulle forlade os på bønner til den nådige Gud. Og jo, måske kommer vi alligevel et sted fra og skal et sted hen, fordi der er en mening med det hele. Det er i hvert fald bastardens privilegium både at kunne glæde sig over videnskabens fremskridt og den mystik, dybde og alvor, som alene spørgsmålene om det åndelige og uvisse bringer ind i livet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: