Prøv at se lidt på det gamle fotografi af den alvorlige mand i lænestolen. Det er den tyske psykiater og filosof Karl Jaspers. Selv om mange ikke anser ham for at være ”rigtig”filosof, så er han alligevel et af mine store forbilleder. Som han sidder der i hjørnet, omgivet af bøger, ser det ud som om hans blik er rettet mod noget, der er meget langt væk, måske en fjern idé. Men Karl Jaspers var faktisk en af de mest nærværende filosoffer, man kan tænke sig. Han gør nemlig filosofi til levet liv – og netop af den grund har mange afskrevet ham som filosof.

Karl Jaspers (1883 – 1969)

Alvorlig ser han ud, og alvorlig var han. Jaspers mente, at vi skulle tage det alvorlige alvorligt og undgå den overfladiske lykke, som vi i dag får udleveret til indkøbspris. Han ville have os til ikke at flygte fra tilværelsen, men i stedet sige ja til livet i alle dets afskygninger, opleve virkelighedens tyngde, og ikke kun dens ulidelige lethed. Jaspers selv havde en grund til at se så alvorlig ud. Med stor risiko for eget liv var han en af dem, der talte den tyske nazisme imod, og det var kun i sidste øjeblik, at han sammen med sin jødiske hustru fik bragt sig i sikkerhed.

Selv om Jaspers på fotografiet udstråler stor og måske gammeldags professor-autoritet, så var han et meget ydmygt menneske. Han filosoferede ikke ud fra en styrkeposition, hvor han hævdede en absolut sandhed. Tværtimod var han enig med den græske filosof Epiktet i, at filosofi opstår når man bliver klar over sin egen svaghed og afmagt. Karl Jaspers slog fast, at filosofiens oprindelse lå i forundringen, i tvivlen og i bevidstheden om menneskets fortabthed. For mig gør dette hans filosofi åben for alt, og der er noget evigt ungdommeligt i den måde, som den gamle filosof hele tiden forsøger at tage de problemer op, som mennesket møder i livet.

Det, der gør Karl Jaspers aktuel i dag, er bl.a. hans begreb om grænsesituationer. Det er situationer, der bestemmer over os og som vi kun kan overskride i fantasien, men hvor ethvert forsøg på overskridelse altid vil kaste os tilbage i grænsesituationen. Alt hvad der har virkelig betydning i tilværelsen, har vi jo kun en ganske begrænset kontrol over: vi kan f.eks. ikke beslutte os til at undgå sorg, tab, sygdom, død og lidelse; ikke beslutte os væk fra at blive ældre eller til, at nu skal den store kærlighed dukke op. Måske kan vi udsætte, fortrænge eller bortforklare konfrontationen med disse og lignende grænsesituationer. Men – en dag står vi der igen.

Grænsesituationerne er det alvorlige i vores liv – og jo mere alvorlige ting, vi beskæftiger os med, fra kærlighed til død, jo mindre indflydelse har vi i virkeligheden selv på, hvad der sker hvornår og hvordan. Ikke mærkeligt, at man tidligere så Guds hånd eller skæbnen, når disse forhold var i spil for mennesket.

Spørgsmålet er imidlertid om det ikke netop er ved mødet med uoverstigelige grænser, at man for alvor viser hvem man er som menneske, og ikke nødvendigvis gennem den konstante overskridelse af grænse efter grænse? Det vil sige, hvad gør vi og hvordan forholder vi os, når vi ikke kan komme videre, når vores hensigter ikke bider på livet, men vi hele tiden blot bliver smidt tilbage i grænsesituationen?

I princippet er der tre reaktioner: Vi kan bryde sammen og blive knækket af ”livets kraft”, vi kan benægte det hele, eller vi kan møde grænsesituationens lidelse – ved først at fortvivle og derefter forvandles, eller som Jaspers siger, genfødes i en ny bevidsthed om os selv.

Jaspers har inspireret den del af psykologien, der kaldes for eksistenspsykologien og eksistensterapien. Den arbejder netop med, hvordan vi kan forholde os til grænsesituationerne. Men her må jeg desværre beskrive det så kort, at nogen måske kunne fristes til at tro, at jeg ikke anerkender lidelsens og angstens frygtelige byrde. Jeg er ikke naiv, og det var Jaspers bestemt heller ikke. Men – i korte glimt har jeg selv oplevet den dybde, der kan ligge i forsøget på at bøje sig for grænsesituationens uoverstigelighed.

Dette har intet at gøre med at give op og lade stå til f.eks. i forhold til sygdom og død. Tværtimod. Det handler om at gøre lidelsen til noget kendt i ens liv, så den mister sin fremmedhed; man anerkender den og gør den til en del af ens hverdag og én selv. Hvordan man gør det findes der ikke nogen modeller for. Det afhænger af hvem man er og kan ske gennem alt fra fysisk udfoldelse til meditation, men fælles er, at mange på den måde oplever, at lidelsen mister styrke ved at blive anerkendt og trukket ind i livet som en del af mig. På den måde bliver der nemlig samtidig plads til nye livsdimensioner.

For mig er det en stor trøst, at Karl Jaspers har levet. Når jeg ser på det gamle foto tænker jeg på alt det, han kunne tænke, på alle de grænseoverskridene ideer han kunne få netop fordi han insisterede på, at der er grænser som vi aldrig kan overskride, og at det er i mødet med dem, at vi for alvor bliver menneske.

Her kan du læse mere om Karl Jaspers: Bo Jacobsen: Livets dilemmaer. En bog om eksistentiel psykologi. Hans Reitzels Forlag 2009. Karl Jaspers: Hvad er filosofi? Haases Forlag 1965.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: