Alvoren er det råmateriale som religionerne er gjort af. Det er svært at komme i tanke om en religion, som ikke bygger på en eller anden variation over alvorens tema nr. 1, den menneskelige skrøbelighed: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø”. Her er temaet taget fra Johannesevangeliet i vores egen lokale religion, nemlig Kristendommen. Mytologien og al historisk religion har med samme alvor været henvendt på problemet om, hvordan mennesket kan bære sin skrøbelighed og dødelighed. Det er muligt at døden er almindelig for menneskearten, men det enkelte menneske har brug for, at nogen interesserer sig for det, som et enestående, unikt individ. I størstedelen af historien har det være forestillingen om en eller flere guder, der kunne betjene mennesket med denne lægende og trøstende interesse.

Den moderne religionskritik har da også betragtet religion som opium for folket, som Karl Marx formulerede det. Eller med Freud set religion som en konstruktion opbygget af dem, der ikke kunne tåle at se naturens upersonlige kræfter direkte i øjnene, hvorfor de i desperation søgte religionens trøst, når den ultimative alvor meldte sig. Men som i alt andet handler det om at finde en balance i sine vurderinger. Jeg er derfor helt enig når den amerikanske forfatter Marilynne Robinson skriver, at religion indeholder et potentiale der både kan motivere til dyb indsigt og til en helt usædvanlig tilbøjelighed for selvbedrag.

Netop fordi religion altid har haft så stor betydning for menneske, kultur og samfund undersøges det jævnligt, hvordan og hvor meget vi tror på den ene eller den anden religion. For nogle uger siden slog en ny international undersøgelse således fast, at verden samlet set er blevet mindre religiøs i de senere år.

Det skyldes naturligvis at den moderne videnskab vinder stadig mere frem – og lige præcis videnskaben mener at kunne udfase religion, som det rene selvbedrag. Men jeg tror også, at den faldende religiøsitet hænger sammen med religionernes notoriske potentiale for umenneskelighed og stort set alle religioners tilsyneladende indbyggede evne til at være katalysator for vold og destruktion. Religionerne betragtes i stadig mindre grad som noget, der fremmer moral og næstekærlighed. I stedet bliver religion identificeret med forskellige gruppers negative behov for aggressivt at opdele mennesker i dem og os, de rigtige og de forkerte, de onde og de gode. Dette potentiale for nådesløshed og had har religionerne altid haft, men bevidstheden om det er heldigvis blevet større.

Men hvad har så afløst religionen som eksistentielt kompas i forhold til livets alvorligste øjeblikke? Religion har i princippet motiveret mennesket til ønsket om dyb indsigt. Ved at opdage noget værdifuldt i sig selv opdager mennesket noget værdifuldt i alle – her ligger religionernes hemmelighed. Religion bygger på det unikt menneskelige, at vi som det eneste levende væsen, i dyb undren, kan stille spørgsmål om os selv, og søge efter svar, som både kan ændre os selv og vores forhold til andre. Men de to største religioner i vores nærområde, Kristendommen og Islam, har på det nærmeste mistet al legitimitet i de eksistentielle spørgsmål. Kristendommen betragtes i bedste fald som helt ligegyldig, og for Islams vedkommende tegner der sig et billede af en religion med et dybt inhumant og aggressivt menneskesyn.

Den alvor, hvormed religionerne i deres gode øjeblikke betragter mennesket og tilværelsen, er næsten forsvundet fra vores kultur, og det i en grad så der næsten ikke længere er nogen kulturelle redskaber til at forstå og finde mening med den menneskelige skrøbelighed. Dette har resulteret i stærke tendenser til samfundsmæssig og kulturel foragt for både skrøbelighed og svaghed.

I stedet for religionerne har vi fået en ny tro, nemlig optimismen: troen på, at mennesket har alt i sin magt. Gud er så at sige blevet afløst af troen på menneske-guden. Med et stærkt optimistisk syn på alt, hvad mennesket kan og bør, er der imidlertid ikke langt til at betragte skrøbelighed og svaghed som udtryk for det enkelte menneskes personlige utilstrækkelighed.

Mens religionen i sine mest mindeværdige stunder betragter skrøbelighed og sårbarhed som et grundvilkår ved tilværelsen, og derfor også har øje for den gensidige afhængighed, som vi er udleveret til, så har optimismens religion fokus på alt det, som vi har kontrol over. I virkeligheden er dét ikke ret meget, i hvert fald ikke i et eksistentielt perspektiv, men alligevel er der gået selvsving i optimismen: problemer er ikke længere problemer men udfordringer, kritik opleves som negativt og tvivl som udtryk for pessimisme; alt kan lade sig gøre, det er et spørgsmål om at ville det nok.

Jo, vi skal være positive og optimistiske. Jo, vi skal tro på os selv og tage ansvaret i vores liv. Jo, vi skal skabe den tilværelse som vi ønsker os, kæmpe imod begrænsninger, gribe dagen og fortælle positive historier om os selv. Men optimismetyranniet må ikke fjerne blikket fra alvoren ved livet: at vi som skrøbelige og sårbare mennesker er er i verden uden selv at være årsag til det; at åndedrættet ikke er vores egen fortjeneste.

Personligt har jeg svært ved at tro på en skabergud. Men jeg oplever en fattiggørelse af livet i og med, at det alvorlige ikke længere tages alvorligt. Det alvorlige er det, som vi ikke har magt over som mennesker: bl.a. kærligheden, døden, lidelsen, angsten – med andre ord alt det, der sker med os, fordi vi er mennesker. Religionerne kunne vise, at vores liv hviler på et grundlag, som er givet til os – eller som i hvert fald ikke skyldes os selv – og som derfor begrænser vores magt. Jeg får ikke selv mit hjerte til at banke.

På baggrund af denne alvor får optimismen også en langt dybere begrundelse, nemlig den, der knytter sig til den nøgne taknemmelighed.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: