Fortiden kan man ikke ændre. Sket er sket, hedder det, og det er kun inden for science fiction, at tidsmaskinen er opfundet, så man kan rejse tilbage og ændre på fortiden, hvorved nutiden også forandrer sig. Min påstand er imidlertid, at alle mennesker har en psykisk tidsmaskine, som gør det muligt at rejse tilbage til fortiden og på den måde ændre noget ved nutiden.

Erindringer om fortiden er ikke noget der afsluttes én gang for alle. De konkrete hændelser sker og efterlades i fortiden. F.eks. er mine forældres død to konkrete hændelser, der skete i fortiden, og de sker helt sikkert ikke igen. Men erindringen om mine forældre er noget, der sker i nutiden, og denne erindring afsluttes ikke, den opstår igen og igen, selv om erindringens indhold kan ændre sig radikalt mange gange. Derfor fordøjer vi heller ikke blot de konkrete hændelser der sker i vores liv – sket er ikke bare sket – vi bliver hele tiden formet af erindringen om disse hændelser og oplevelser. Når erindringen om mine afdøde forældre ændrer sig gennem et nyt perspektiv, så er der derfor også mange ting i min nutid, som ændrer sig.

Det er her den psykiske tidsmaskine kommer ind i billedet. For tænk hvis fortiden var helt lukket og forseglet, så vi ikke kunne rejse tilbage i tiden og opdage nye perspektiver eller en lidt anden historie om det, der engang skete. Så ville vi faktisk være fanget i fortiden.

Jeg vil bruge et personligt eksempel for at vise, hvad der menes med dette. Da jeg i sin tid gik i skole eksisterede mobning ikke. Det hed drilleri, hvis det overhovedet havde et navn, og var noget som alle raske drenge skulle kunne tåle. I hvert fald var det ikke noget, som man skulle forvente at skolen tog sig af. Derfor var det heller ikke noget, der blev talt om, ikke noget man sladrede om eller sagde derhjemme. Jeg blev imidlertid drillet ganske meget i skolen. På grund af mit udseende; jeg var for høj, for tynd, for bleg, for slap og gik med briller. Desuden fordi vi var tilflyttere fra København og gik i noget forkert tøj, talte på en lidt anden måde end de andre og i det hele taget havde jeg svært ved at finde ud af den måde, som tingene foregik på i skolen; jeg lærte langsommere end de andre og forstod mig ikke på at finde venner, så jeg var rigtig ked af at gå i skole. Derfor pjækkede jeg, hvilket naturligvis gjorde det hele meget værre, for så var jeg jo bare ham, der ikke kunne undvære sin mor.

Det var dybt ydmygende for mig at blive drillet, og jeg sagde det derfor aldrig til nogen, men løj mig i stedet for syg, så jeg slap for at gå ud. Ikke engang mine forældre fik den rigtige historie, fordi jeg havde den sikre overbevisning, at det var mig, der var noget galt med, at jeg var forkert, dum og i virkeligheden bare skulle tage mig sammen. Men det kunne jeg ikke og så måtte jeg finde mig i det hele, for det var langt mere ydmygende at skulle afsløre sig selv, som en der blev drillet.

Sådan har mange børn haft det. Denne historie er derfor ikke usædvanlig eller særlig slem for mig, men blot et eksempel på, hvor vigtigt det er at kunne rejse tilbage til fortiden og ændre lidt ved tingene. Først da jeg i en alder af 53 år, på grund af nogle helt andre omstændigheder i mit liv, måtte opsøge en psykoterapeut, fortalte jeg for første gang hele historien. Intet kan naturligvis ændre ved den faktiske kendsgerning, at jeg blev drillet og gennem hele min skolegang troede, at det var mig, der var noget i vejen med. At jeg havde fået tillagt drillerierne denne betydning afspejlede sig naturligvis senere i livet som en stor usikkerhed om, hvorvidt jeg var god nok, dygtig nok til mit arbejde, værd at være ven med osv.

Efter nogle ture i tidsmaskinen sammen med min kærlige og omsorgsfulde terapeut skete der noget som gjorde, at min fortid rent faktisk ændrede sig i en grad så også nutiden forandrede sig, selv om de konkrete begivenheder i fortiden naturligvis forblev de samme. Efterhånden begyndte fortidens begivenheder at fremtræde for mig med en anden betydning. At jeg var blevet drillet var der ikke nogen tvivl om, men langsomt fik jeg snuden i det spor, der førte mig i retning af den mulighed, at det ikke var mig, der havde været noget galt med. Det gik op for mig, at jeg måske simpelthen var blevet behandlet dårligt, at ingen havde hjulpet mig og at det ikke var min egen skyld. Så skulle jeg altså heller ikke længere skamme mig over at være den, der blev drillet. Med andre ord, jeg behøvede ikke hele tiden at være nervøs for om jeg nu også var god nok og gjorde det rigtige. De havde ikke drillet mig fordi der i virkeligheden var noget galt med mig, men fordi ingen voksne havde taget sig af det, og ingen havde hjulpet mig, så jeg endte med at opleve det som min egen skyld.

Det lyder måske ikke af noget særligt, for hvor svært kan det være at finde ud af, at det er de andres skyld? Svært – vil jeg gerne sige, for min idé om at jeg selv var skyldig og følelsen af skam var blevet en del af min fortid – og ideerne om fortiden sætter rammerne for både nutiden og fremtiden. Min selvforståelse var så at sige blevet fanget i fortiden.

Denne nye udlægning af min fortid betød ikke at jeg skulle finde frem til, hvem der havde svigtet o.l. Den betød heller ikke, at selvmedlidenheden nu skulle have frit løb. Men bare det at erkende, at det ikke var mig der havde været noget galt med, det at kunne se drillerierne som noget de andre børn ikke havde nogen ret eller grund til at gøre mod mig – alene dette gjorde, at begivenhederne i min fortid nærmest ændrede sig, så jeg i min nutid begyndte at se på mig selv med lang mere milde øjne. Det terapeutiske rum er på den måde ikke kun et sted, hvor man kan komme med dybe og ellers hemmelige betroelser til terapeuten. Det er også start- og landingsbanen for den psykiske tidsmaskine; stedet hvorfra man kan rejse tilbage i tiden og opdage nye perspektiver på gamle begivenheder og dermed omskabe ellers fastlåste fortællinger om sig selv som f.eks. skyldig, forkert o.l.

Denne lille historie kunne være fortalt om mange andre mennesker end mig. Fortiden virker på os alle, vi bliver formet af de oplevelser og erfaringer, vi har gjort os, nærmest helt fra vores egen personlige begyndelse. Hele tiden genoplever vi ting og sager fra vores fortid. Når jeg – selv som voksen og trods en god uddannelse, godt job, masser af succes, smuk kone og alt det andet positive i mit liv – alligevel kunne komme meget i tvivl om mit eget værd, så var det fortidens dæmoner, der hviskede mig i øret. Men heldigvis kan mange af disse biografiske hændelser i vores fortid ændres; ikke gøres ugjorte, men det betydningsindhold, vi tillægger dem, kan ofte ændres så det nærmest føles som om selve fortiden har ændret sig – og så er det næsten som at blive genfødt.