På denne blog har jeg skrevet side op og side ned om døden. Det har været min hensigt at udforske den del af døden, som vi mennesker oplever i levende live. Da angsten er den måde, som døden henvender sig til mennesket på, har det også handlet meget om denne svære følelse. Men her vil jeg gerne skrive om det modsatte af angsten. Umiddelbart skulle det vel være ikke-angst. Men jeg vil vove en anden påstand: Det modsatte af angst er kærlighed. Det er naturligvis ikke den patologiske og behandlingskrævende angst, jeg taler om, men den angst, der knytter sig til mødet med de menneskelige eksistensvilkår, f.eks. døden, det at miste, ensomheden, vanskeligheden ved at finde en mening i det hele og den grundlæggende usikkerhed, fordi vi ikke har kontrol over alt det vigtigste i livet.

I indledningen til et stort værk om kærlighedens historie skriver forfatteren Kai Aalbæk-Nielsen, at kærlighed er menneskets tragedie. Og så nævner han nogle af de store historier, hvor kærligheden blev vejen til undergang: Romeo og Julie, Tristan og Isolde, Charlotte og den unge Werther. Ingen af disse berømte kærlighedsforhold endte lykkeligt. I virkeligheden døde de elskende ikke af kærligheden, men fordi kærligheden ikke længere var mulig. I disse store fortællinger er kærligheden forudsætningen for troen på livet; når kærligheden af den ene eller anden grund bliver umulig, mistes livsviljen. Dét er tragedien: de store romantiske helte har oplevet kærligheden og kan derfor ikke leve uden den.

Kærlighed er det, der får mennesket til at gribe ud efter verden og skaber behovet for at forbinde sig med livet i dets mangfoldighed. Når jeg ser på min smukke hustru kan mine følelser således bedst beskrives med nogle strofer af den danske digter Sophus Claussen:

Jeg er ombølget af dig,
alle mine Veje omslynget af dig,
hvor jeg ser hen, kun dit eneste
dejlige Blik.

Kærlighed er oplevelsen af, at samværet med et andet menneske gør én til noget mere end man er i sig selv. Dette andet menneske kan være hustru, mand, kæreste, børn, forældre, venner, veninder og tidligere var det også Gud og Naturen. Kærligheden er den følelse, der fylder mig med verden, som når jeg føler mig ombølget af Marianne og derfor som en del af noget, der er større end mig selv. Hun giver mig så at sige en verden ud over min egen. Et af mine ynglingscitater stammer fra den franske forfatter Gustave Flaubert, som i romanen ”Den hellige Antonios’ Fristelser” lader en kvinde sige: Jeg er ikke nogen kvinde, jeg er en verden. Sådan – det er lige det, du er. Vores kærlighed løfter mig ud over mit eget liv, trøster og beroliger mig. Selv når jeg lider og er bange er jeg ombølget af et andet menneskes verden som fortynder angsten gennem sit nærvær.

Det modsatte af kærlighedens fylde er tomheden, fraværet – der er ikke noget, ikke andet end mig, og man er mindre end man var i kærlighedens fylde. I angstteorien defineres angst således ofte gennem forskellige versioner af begrebet intethed – som et liv, der ikke er fyldt ud, hvor mennesket kikker lige ind i intetheden og fraværet.

I den fremragende lille bog ”Den største sorg i verden her…” skriver den jungianske psykoanalytiker, Verena Kast, om den sorg, som mennesker føler når de mister en elsket. Hun beskriver det på den måde, at den sørgende føler sig udstødt af verden. Det er den følelse der opstår, når kærlighedsbåndet til den elskede brydes, og derfor er det tilliden til kærligheden, der skal genoprettes, for det er gennem kærligheden, vi indlejres i verden. Det er gennem kærligheden, at vi knytter os, ikke alene til andre mennesker, men til verden og livet, fordi alt virkeligt liv er møde – underforstået mødet med andre mennesker, som den tysk-jødiske filosof Martin Buber skrev i bogen ”Jeg og Du”.

Den danske digter Emil Aarestrup skrev i 1838 et digt med titlen Angst:

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Dette digt om angst – eller det, der skal til for at dæmpe angsten – står i en digtsamling, som forfatteren kaldte Erotiske Situationer. Det giver rigtig god mening, for Eros er den kraft, der overskrider det enkelte menneske og trækker os i retning af andre og på den måde kan kalde os til nyt liv, hvis angsten skulle have lammet og isoleret os. Her bliver kærlighedens nærvær stillet op mod angstens fraværstema. Hold fastere omkring mig eller lad mig blive ombølget af dig – dette er modgiften mod oplevelsen af fraværet og angsten.

Når jeg her til aften kikker hen over computerskærmen ser jeg Marianne sidde i sofaen. Og så får jeg lyst til at citere endnu mere af Emil Aarestrup – for han beskriver alt det, der på en eller anden måde afgifter mig for den helt almindelige og daglige usikkerhed, angst og uro, som livet jo kan fremkalde i os alle:

Der er en Trolddom på din Læbe,
Der er en afgrund i dit blik,
(…)
Der er en Verden i dit Indre.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: