Alvorens Plads eksisterer vist ikke på noget landkort. GPS’en kan ikke indstilles til at finde adressen. Men i det indre landskab er det på denne plads, at jeg i det seneste år har haft nogle af mit livs dybeste oplevelser. Oplevelser, som kun det helt nøgne og sårbare møde med et andet menneske, kan skabe. Denne blog er i modsætning til alle de hidtidige indlæg derfor heller ikke skrevet af mig alene, men i fællesskab med Dorthe, som jeg har kendt over en periode på 16 år.

Vores fælles historie som livsvidner for hinanden begyndte, da jeg underviste på Vallekilde Højskole. Her havde jeg Dorthe som elev på mine kurser i filosofi, som vakte hendes engagerede interesse. Derfor begyndte hun at komme i vores hjem, og i nogle år fastholdt vi kontakten, som dog efterhånden gled ud. Hele tiden har jeg dog vidst, at vi på et tidspunkt måtte finde Dorthe igen, for hun var noget helt specielt. Først og fremmest var hun meget alvorlig, og havde en egen insisterende måde at drive samtalen videre på, ikke mindst når tingene blev vanskelige at give ord, fordi de kom tæt på alt det, der er svært at finde ud af i tilværelsen. For et års tid siden fandt vi så Dorthe igen – på Facebook, hvor hun svarede med en mail:

Der er jo sket mange ting i de sidste 16 år. Jeg oplevede selv den store lykke at blive mor i sommeren 2006. Der fik jeg min skønne søn, som I kan se på billedet. Men sommeren 2007 blev et alvorligt vendepunkt i mit liv. Kort fortalt blev jeg pludselig meget, meget syg. Jeg fik konstateret alvorligt hjertesvigt, og mit liv hang i en tynd tråd i flere uger. Eneste mulighed for overlevelse var en hjertetransplantation, fik vi at vide. Det ændrer ens liv, når man som 33-årig og med en lille søn på 13 måneder må se døden lige i øjnene. Jeg kom på venteliste til transplantation, og fik et nyt hjerte i 2008. Jeg har haft et relativt godt forløb, men der har da været – og er stadig – mange kampe. Jeg har en god livskvalitet i dag, men må leve med, at mit liv ikke bliver så langt, som man umiddelbart forventer.

På den måde mødtes vi altså igen – 16 år ældre – denne gang midt på Alvorens Plads, hvor vi siden har haft et fælles stambord. Dorthes mail gav mig i første omgang nærmest en overdosis virkelighed. Men når vi nu sidder og taler om, hvad vi skal skrive, mærker jeg ikke kun hendes skrøbelighed, men oplever alle menneskers grundvilkår: Vi er ikke selv herre over vores hjerteslag.

Selvom det lyder banalt, har det også været en sorg at tage afsked med mit gamle hjerte. Det bankede i min krop i 33 år, 9 måneder og 2 dage. Det var det hjerte, som mine forældre i sin tid hørte hos jordemoderen, og selvom jeg bliver bombarderet med oplysninger om, at hjertet blot er en muskel, som holder kroppen i gang, så kan jeg ikke se mig fri for at tænke, at det var med det hjerte, at jeg havde oplevet kærlighed og smerte i hele mit liv.

På mange måder sætter vores møder på Alvorens Plads hele tiden nye standarder for min måde at se tilværelsen på.

Noget, der også har fyldt meget og som jeg har grædt mange tårer over, er det faktum, at jeg ved, at det ikke kun er mig, der for altid vil huske den dato i 2008. Et eller andet sted derude er der en familie, som samme dag sagde farvel til en af deres kære, og som midt i den svære stund havde medmenneskelighed og overskud nok til at tage en meget svær beslutning. De gav den største gave til mig, og sikkert også nogle andre patienter, uden at kunne forvente at få noget som helst igen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har tænkt meget over, hvilket slags menneske, som bar mit nye hjerte før mig. Jeg ved intet, og får sikkert aldrig noget at vide, men jeg er overbevist om, at han eller hun var et rigtigt godt menneske.

Den alvor, som jeg husker Dorthe for, er i dag knyttet til hendes rejse ind i eksistensens dybeste vilkår, hvor sårbarheden bliver det, man kender mennesket på. Sekunder ændrer vores liv, og vi må bare følge med.

Vi er lige kommet ind ad døren, da min mobil ringer. Jeg sidder i en lænestol og slapper af efter en lang gåtur – med få splitsekunders mellemrum går det op for os: Det er transplantationstelefonen! Jeg ryster over hele kroppen, allerede inden jeg febrilsk får trykket på den grønne knap. En venlig stemme præsenterer sig som sygeplejerske et-eller-andet fra Rigshospitalet. Hun fortæller mig, at de har et godt hjerte til mig, hvis jeg er interesseret. Alt i mig skriger efter at sige nej tak, eller at hun har fået forkert nummer, men jeg ved jo godt, at det kan jeg ikke, så jeg siger ”okay”, og vi aftaler, at jeg får en halv time til at gøre mig klar, og at vi derefter vil blive hentet af Falck.

Turen til hospitalet går hurtigt gennem de kendte gader, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at næste gang, jeg ser disse gader, så er livet helt forandret. Men der er flere timer til operationen. På et tidspunkt ser vi en helikopter ankomme til Rigshospitalet. Den flyver lige forbi vores vindue på 15. etage. Jeg er i dag 100 % overbevist om, at mit nye hjerte var i den helikopter. Stemningen er trykket meget af tiden, men min søn letter heldigvis lidt på det hele. Han er bare glad i låget, som han plejer at være. Jeg har et stort behov for at kramme og kysse ham. Lidt over kl. 21 kommer sygeplejersken og en portør ind på stuen. Jeg får sagt ”vi ses” (eller sådan noget lignende) til min søster, far og min dejlige dreng. Nu begynder jeg for alvor at blive nervøs. Vi tager elevatoren ned til 4. etage. Døren til operationsstuen står åben, og det er et skræmmende syn! Det er meget stort. Et operationsbord står i midten af rummet, og ovenover hænger et kæmpestort apparat i stål. Overalt står maskiner, bl.a. den hjerte-lunge-maskine, som skal holde mig i live i de næste mange timer.

19 dage efter blev Dorthe udskrevet. Siden vi genoptog forbindelsen har vi talt sammen i timevis, undertiden i dagevis. Dorthes liv er et spejl på alles liv: Der er noget, som vi ikke har magt over, vi lever på et grundlag, som vi ikke har kontrol over. Mødet med denne skrøbelighed gør os alvorlige, men ikke til pessimister – for hun sidder jo lige her, så vi er optimister, men på taknemmelighedens og ydmyghedens grundlag.

Man kan sagtens få et godt og indholdsrigt liv efter en hjertetransplantation. Og guderne skal vide, at jeg har meget at leve for. Jeg er omringet af venner og familie, som elsker mig, og størst af alt har jeg jordens dejligste dreng, som jeg nu får chancen for at se vokse op.

Tro nu ikke, at vi kun hænger ud på Alvorens Plads. Om et øjeblik rejser vi os og går ned langs søerne mod cafeen. Det er ikke vores egen fortjeneste, at vi trækker vejet, så det er om at udnytte tiden godt, på mange forskellige måder – og på cafeen får vi god mad og griner over alt det, der kan og bør grines over, og Dorthe vil sikkert nå at klage over betjeningen, inden vi skal hente hendes søn i skolen.

Jeg kigger over på Dorthe og får pludselig lyst til at citere fra en sang, som jeg tilfældigt hørte forleden dag, hvor jeg sad i en trafikprop. Men det vil bare lyde så banalt og jeg er jo en voksen, veluddannet mand, der ikke vil være pinlig i en smuk og klog kvindes selskab, så jeg nøjes med at nynne lidt for mig selv, mens vi går: Did you ever know that you are my hero?

(Dorthe Skov og Peter Johannes Schjødt)