Jeg er bestemt ikke født i går. Det bliver jeg mindet om hver dag. Grå hår, rynker, der bliver flere og dybere; jeg kan falde i staver foran spejlet, når jeg om morgenen prøver at genkende mig selv. Det siges at ældre mennesker vågner tidligere om morgenen end da de var yngre. Jeg tror det er fordi de skal bruge mere tid på at finde ud af, hvem det er der er vågnet.

En gang var der en verden, som lå mellem skoven og landevejen, der gik helt ind til København. Det var her jeg boede lige efter min fødsel, altså mange år før i går. Det var på den tid, hvor tingene ikke var, som de så ud til at være. Der er et gammelt fotografi, som min far tog, hvor jeg står og fisker i åen, der løb gennem skoven. For enden af fiskesnoren var der bare ikke nogen krog, for i virkeligheden ventede vi på at få et glimt af de særlige nymfer, najaderne, der holder til ved kilder og rindende vandløb. Jeg var lille nok, og min far stor nok, til at vi i fællesskab kunne anerkende eksistensen af disse nymfer.

Faktisk dukkede najaderne op når jeg spurgte min far, hvordan vandet kunne undgå alle de sten, der lå i åen, og som jo var meget stærkere end det bløde vand; hvordan det kunne finde nye veje, når jeg sammen med de andre drenge forsøgte at lave dæmninger? Det var najaderne, vandnymferne, forklarede han, der hjalp vandet rundt om alle forhindringerne. Det gav god mening, også selv om jeg senere lærte noget langt mere videnskabeligt om strømhvirvlers bevægelser.

Når jeg tænker på min barndoms vandnymfer og tilmed husker, at en sten med hul i var en ko, som man kunne trække ud på græsset med en snor, så bliver det meget tydeligt, at jeg ikke er født i går, men tværtimod har haft ganske mange år til at vænne mig til en affortryllet verden.

Men så er det, at jeg alligevel får øje på noget i mellemrummet – mellem alt det jeg ved, og som gennem årene har udviklet sig til at være min sikre viden, først og fremmest om mig selv. Det var helt sikkert nogle naturlove, der fik vandet til at bevæge sig på den måde, som det gjorde i min barndoms verden. Det er tilmed muligt, at den engelske fysiker Stephen Hawking har ret, når han skriver, at vi nærmer os det mål, hvor alt vil være kendt. Måske kommer denne sikkerhed engang til at gælde hele den fysiske verden, selv om jeg tvivler. Men hvis vi betragter mennesket, som andet og mere end en optimeret abe, som den amerikanske forfatter Marilynne Robinson siger, så vil der stadig dukke brudstykker af mysterier op, hvor tingene ikke er som vi troede.

Det, der gør mennesket unikt, er nemlig, at det har behovet for og evnen til at stille spørgsmål til sig selv. Næsten alle de væsentligste spørgsmål mangler vi imidlertid redskaberne til endegyldigt at kunne svare på. Det er som den engelske filosof Bertrand Russell sagde, at næsten alle de spørgsmål, der har livsvigtig, eksistentiel betydning for mennesket, hører ind under det, som videnskaben ikke kan besvare. Det er spørgsmål, der ikke lader sig udgrunde gennem dissektion, måling eller vejning og heller ikke gennem de store religioner. I mit barndomshjem var der masser af ånd og spiritualitet, og nymfer var bestemt ikke en umulighed, men religionernes dogmatiske forklaringer blev jeg heldigvis vaccineret grundigt imod.

Men spørgsmålene er der jo alligevel. Alt det, der ikke kan svares på, hører til det, som mennesket til alle tider har overvejet: Hvad er mennesket for en størrelse, hvem er man selv, hvordan er man blevet den man er, hvad er meningen med livet, hvad er det gode, hvordan skal jeg leve mit liv og hvordan skal jeg leve med visheden om min egen død? At der ikke er nogen endegyldige svar på disse spørgsmål er jo ikke en legitim grund til at afvise dem.

Når jeg nu ikke er født i går burde jeg jo nok vide bedre og mere, og ikke bare lade fornuften bukke under for den eksistentielle grundtvivl, med risiko for følelsernes sentimentale forvirring. Men det forholder sig efter min mening således, at mennesket er det eneste væsen her på Kloden, som altid har fortalt sig selv historier for at forstå, hvad det er for en skabning. Ud af disse historier dukker der en beboelig verden op.  Men det er også derfor, at vi kan forsvinde i de fælder, som de dybeste spørgsmål (dem uden svar) sætter for os. Der er således grund til at være ekstra opmærksom når nogen tilbyder os et definitivt svar på vores egne dybeste spørgsmål. Det er nemlig i den fortsatte og nysgerrige spørgen, at verden åbner sig. Det er i spørgsmålene at forsvaret mod den dogmatiske nådesløshed ligger. Det er i spørgsmålene, at man hele tiden genfødes og opdager, at hverken verden eller én selv altid er som man troede aftenen i forvejen.