Man kan fare vild mens man ligger i sin seng og miste sig selv på få sekunder. Det skete for en af mine venner for nogle år siden. Hans liv brød sammen, som så mange menneskers liv bryder sammen. Det skete mens han lå på hospitalet, hvor der på et tidspunkt var alvorlig fare for hans liv. På det tidspunkt havde jeg kendt ham i mange år, ikke helt tæt, men vi vidste altid, hvor hinanden befandt sig, og gennem en del år havde vi arbejdet sammen. Heldigvis overlevede han, men der var gået noget helt galt – trods stor taknemmelighed, fordi han havde overlevet, havde han alligevel på en måde mistet sig selv, dér i hospitalssengen, mens han lå og kæmpede med døden.

Han er en meget belæst mand, og altid god for et citat fra en af hans yndlingsforfattere. Man kan opfatte dette som en distance, men jeg oplever også ofte, at de alvorlige ting faktisk bedst beskrives gennem kunsten, et citat fra en roman eller et digt. Da han også selv har en lille kunstnerisk åre blev han derfor voldsomt inspireret af noget, som en læge sagde til ham den dag, hvor han endelig blev udskrevet: Du er en stendanner. Selv om lægen havde ment det som en forklaring på, at min ven havde dannet sten i alle mulige indre organer, så er det ikke noget, man bare lige siger til en mand med en ganske livlig litterær fantasi. Flere år efter vendte min ven da også tilbage til dette udsagn. Det var en dag, hvor han prøvede at fortælle mig, hvorfor han havde mistet livslysten efter mødet med døden, selv om han jo rent faktisk overlevede og burde være glad.

Man må søge ned i livets undergrund – og du ved jo, at jeg er en stendanner, så vejen ned i min personlige undergrund er lidt hård og jeg må hele tiden søge nye veje, fordi der er spæret af stenstykker, og jeg ved ikke om jeg snart har flere udveje. Jeg var klar over at det var meget alvorligt ment. Han havde overlevet fysisk, men frygtede med god grund at dø psykisk og var faktisk på vej væk fra livet.

Min ven havde netop læst Salman Rushdies roman ”Maurerens sidste suk”, der handler om en mand, hvis liv forløber meget hurtigere end det skulle, så han derfor også nærmer sig døden hurtigere end han egentlig burde. I denne fantastiske bog siger hovedpersonen på et tidspunkt:

Jeg skal fortælle dig en hemmelighed (…) Når det gælder frygten, så er det alt eller intet. Enten styrer den som en hvilken som helst tyrannisk bølle ens liv med stupid, blindende almagt, eller også omstyrter man den, og så forsvinder dens magt i en lille røgsky. Og endnu en hemmelighed: Revolutionen mod frygten, det at vælte denne tarvelige despot, har stort set intet med ”mod” at gøre. Det drives af noget langt enklere: det simple behov for at komme videre med ens liv. Jeg holdt op med at være bange, for hvis min tid her på jorden var begrænset, så havde jeg ikke sekunder at spilde på bæven.

Det var sådan, min ven gerne ville have det, men han var blevet fanget af frygten og kunne ikke starte en revolution mod den. Derfor blev frygten bare mere og mere selvforstærkende, så han nu var ved at miste troen på, at der kunne være en mening med hans liv. For at vise, at jeg også kunne være med, henviste jeg til nogle tanker, som den norske forfatter Karl Ove Knausgård flere år senere skulle gøre sig i andet bind af ”Min kamp”: spørgsmålet om livets mening er blevet et teenagespørgsmål, der ikke længere kan stilles af voksne med en intakt anstændighedsfølelse. Og det er meget trist, for når man rammes af meningsløsheden er det vigtigt at kunne stille alle de dybeste spørgsmål, ellers bliver man for alvor væk for sig selv.

Det var noget tid efter denne samtale, at min ven besluttede sig til, at dette kunne han ikke klare alene. Hans hustru måtte hjælpe ham til denne indsigt og senere fortalte han om den dag, der blev mytisk for ham, og som vi siden har kaldt for Vendepunktet. Helt for mig selv tænker jeg også på den som en slags genfødsel – for faktisk virker han i dag som en genfødt. Ikke som en nyfødt – men som en mand, der har taget livet i besiddelse, måske for første gang i den periode, hvor han har levet her på Kloden. Men jeg ved godt, at det var en svær fødsel. Det forstod jeg helt fra begyndelsen da han fortalte om, hvordan han mødte sin Jordemor for første gang.

Kvinden over for ham kunne være et sted mellem 35 og begyndelsen af 40’erne. Han så på hende hen over det lave bord med te-glassene; lidt i modlys fra vinduet, der fra første sal vendte ud mod torvet, som han få minutter før havde krydset med blikket stift rettet mod døren op til hendes klinik. Fra samme øjeblik, han havde ringet til hende for at bestille en tid, havde han været i tvivl. Der er jo egentlig ikke noget alvorligt i vejen med mig, havde han tænkt. Havde han måske ikke klaret sig godt, fået en uddannelse, haft gode og prestigefyldte jobs, fået meget anerkendelse, haft gode forældre og selv fået en dejlig familie? Hvorfor skulle det være nødvendigt at tale med en terapeut? Havde alle mennesker det i virkeligheden ikke på samme måde?

Men nu var han der altså og på hendes ansigtsudtryk forstod han, at hun sikkert havde stillet et spørgsmål, som nok drejede sig om, hvorfor han var der. Det var netop det spørgsmål, der fyldte ham så meget, at han nærmest ikke opfattede, hvad hun sagde, og mest af alt havde lyst til at sige, at der var tale om en fejltagelse. Det var en gåde for ham, hvordan han havde fået åbnet døren, bevæget sig op til 1. sal og sat sig i sofaen foran hendes klinik. Hun var en fremmed kvinde, som han skulle fortælle noget, der næsten var skjult for ham selv. Symptomer kunne han ikke fortælle hende om, der var jo ikke tale om en sygdom, som gjorde ham ude af stand til at fungere. Afstand var det, han kunne komme på; en følelse af afstand til det virkelige liv, en følelse der gjorde ham bange og ked af det. En afstand, der betød, at han konstant oplevede en smertelig distance til alle andre, og til sig selv, som om han levede i det forkerte af to parallelle universer.

Hvordan forklarer man et fremmed menneske det, når man er vant til, at netop afstanden hjælper én til hverken at skulle mærke eller forklare det? Hen over hendes venstre skulder kunne han se folk bevæge sig rundt nede på torvet. Han så dem på afstand, gennem et vindue, der holdt alle lyde nede på en svag summen, og pludselig fik den afstand, der jo her var så tydelig, ham til at sige: For nogle år siden blev jeg så syg, at jeg var ved at dø af det, men overlevede. Nu er jeg blevet så bange, at jeg næsten ikke tør leve alligevel – og ved ikke hvad jeg skal gøre.

Dét var Vendepunktet i dets enkelthed; ord som forløste. Jeg ved ikke, hvad hun gjorde for min ven – det holder han naturligvis helt for sig selv. Men hun var magisk og tilbød det rum, hvor han i de kommende år hele tiden kunne gå lidt længere, end han ellers kunne have gjort på grund af de stendannelser, der spærrede vejene i hans indre. På den måde kunne han tage nogle skridt, som det aldrig ville have været muligt at tage alene og uden denne kvinde, som deltagende vidne.

Når vi i dag taler om dette Vendepunkt i min vens liv kan han naturligvis ikke lade være med at citere fra Rainer Maria Rilkes digt ”Nu sænkes timen”, når han skal forklare, hvad der skete den dag:

Nu sænkes Timen og rører mig tøvende
med sit Metalklare Slag;
Jeg føler: jeg kan – og griber med prøvende
Sanser den plastiske Dag.

Selv om jeg på mange områder næsten ikke kan kende min gamle ven længere, så er vi vokset sammen på en helt ny måde og er nok langt mere uadskillelige end tidligere. Det gælder også min ven og hans hustru. Det var hende der ventede på, at han fik rystet alle de psykiske stendannelser af sig, så han kunne tage imod den store kærlighed, som hun sammen med de to piger viste ham.

Nu er det ikke kun min ven, der kan det der med at citere store digtere. I al beskedenhed prøver jeg at følge med og dækker mig undertiden ind bag digternes ord, når mine egne evner ikke slår til. Så til min ven og hans familie vil jeg gerne slutte denne blogpost med at citere den danske digter Jakob Knudsens ”Se, nu stiger solen af havets skød” fra 1891:

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly!
O, for sejrsjubel, for salig lyst:
lyset stander stille på livets kyst!