Mennesket er det eneste væsen, der slår ihjel på grund af en idé. Et enkelt individ behøver ikke at være truende i fysisk forstand, for at påkalde sig en dødsdom, når det handler om ideernes enestående og selvpålagte tyranni. Et menneske behøver blot at have nogle ideer, som anses for at være i modstrid med en stor politisk, ideologisk eller religiøs sandhed, for at miste livet på den mest grusomme måde.

Vi ved, at de politiske ideer har foranlediget millioner af komplet unødvendige drab på uskyldige og forsvarsløse mennesker, blot fordi disse mennesker havde en anden idé. Det samme gælder de religiøse ideer, som man måske ellers skulle tro var kærlighedens sande kilde, i modsætning til de politiske ideer, som mange politikere står i kø for at misbruge til personlige magtformål. Men sådan er det jo ikke: Millioner efter millioner af mennesker er gået til grunde i de store religioners nådesløshed – på grund af en idé.

I masser af bønner har mennesket igennem tiderne bedt deres gud om frelse. Frelse fra det onde, frelse fra synden, frelse fra at tænke urene tanker, frelse fra uretfærdigheden, frelse fra frygten. Men den dybeste bøn, man i virkeligheden kan sende til sin gud, er dog efter min mening: Gud, frels os fra os selv.

Den engelske forfatter D.H. Lawrence skrev engang et digt om dette tema. Gud, sagde han, du, retfærdighedens Gud, hvornår vil du lære mennesket at frelse sig selv? Stop med at sende os flere frelsere, bad han. Vi er alt for ofte blevet frelst for senere at opdage, at vi i virkeligheden er blevet solgt til en idé, som ikke ønsker modsigelse og ikke tåler kritik – og som er parat til, helt uden nåde, at slå os ihjel, hvis vi ikke tænker det rigtige på den rigtige måde.

Op igennem historien har mennesket forsøgt at frelse andre i en grad, så det ikke alene ligner selvforglemmelse, men også en skamløs forglemmelse af andre menneskers frihed til at vælge om og hvordan de eventuelt vil frelses. Denne frelse har ofte haft religionernes navne, men disse frelsesreligioner, bl.a. Kristendommen og Islam, har samtidig haft det med at være en meget aktiv del af nederdrægtighedens verdenshistorie. Efter min mening, fordi de i deres dogmatiske form ikke tillader spørgsmål og individuel søgen, men i stedet har et fast skema for frelsens form. Brydes dette skema, fordi du tænker forkerte tanker og har fejlagtige ideer, rammes du af nådesløshedens sværd.

I mit barndomshjem var der masser af ånd, men også en vis portion sund skepsis over for religionernes dræbende dogmatisme. I sine bedste stunder var den åndelighed, som mine forældre repræsenterede, præget af samtale og udvikling af ideer. De har givet mig en gave, som har været meget værdifuld i hele mit liv, nemlig bevidstheden om, at det vigtigste (og eneste) menneske, vi kan frelse – det er os selv.

Frelse har i denne sammenhæng ikke nødvendigvis noget med religion at gøre, men handler først og fremmest om, at finde frem til, hvem man selv er. Til dette formål har vi ikke brug for, at andre fortæller os det, men for samtale med andre og med os selv om tilværelsens dybeste spørgsmål. Det er nemlig i det åbne møde med disse spørgsmål, at vi finder vejen til os selv. Frelse, i denne betydning, er altså at søge efter svaret på, hvem man er – ikke at få det fortalt af andre, ikke at gøre andres ideer om, hvem man er, til ens egne. Her må man søge sine egne ideer uden at blive truet af andres.

I centrum for religionernes bekæmpelse af ”forkerte ideer” ligger spørgsmålet om, hvem der skal bestemme over det enkelte menneskes historie og ideer om, hvem det er. Derfor må vi til enhver tid kæmpe imod det religiøse synspunkt, at det kan være i orden, at slå mennesker ihjel på grund af deres ideer og tanker – og desuden også imod enhver religiøs forestilling om rimeligheden i, at sætte grænser for tænkningen. Det er muligt at religionerne mener, at tankekontrol er vejen til frelse. Men det modsatte er faktisk tilfældet.

Det er ved hjælp af den frisatte evne til at tænke over os selv som enkeltindivid, og gennem åben dialog med andre, at vi finder hjem til os selv. Dét tror jeg faktisk er en slags frelse i ordets fineste betydning.