Vi lever i et videnssamfund. Nu mangler vi bare at få visdommen med. Mens viden i princippet er noget, der kan måles, omsættes til økonomisk vækst og objektivt bruges til noget, så er visdom langt mindre anvendelig ud fra nutidens effektivitetskrav. Derfor er det nok symptomatisk, at en Googlesøgning på begrebet viden resulterer i over 11 millioner hits, mens visdom blot kommer ud med ca. 1.5 millioner. Selv om viden og visdom har samme sproglige rod, begge udspringer nemlig af et ord, der betyder ”se”, så er det helt forskellige ting, som ses, alt efter om blikket er rettet mod viden eller visdom.

I meget stor udstrækning har vi i dag fokus på viden. Men livet og verden bliver et fattigere sted at være, hvis visdommen ikke tilkendes en plads. Vi kan hverken undvære viden eller visdom, men heller ikke klare os med blot den ene af de to. Næsten alle vigtige ting er nemlig tilgængelig for indsigt, der bygger på både viden og visdom.

Den amerikanske biolog Robert Pollack var en af hovedkræfterne bag opdagelsen af DNA-molekylerne. Om nogen var Pollack inkarnationen af videnskabelig viden, af den videnskabelige metode til at frembringe ny viden om menneskets arvemasse, som gennem genteknologien skaffede os indsigt i livets biologiske byggesten og dermed lagde grunden til bekæmpelse af både sygdom og alderdom. På et tidspunkt blev Pollack imidlertid ramt af en sygdom, som han kun med nød og næppe overlevede. Dette ændrede hans syn på, hvad der var af betydning, hvis man søgte efter indsigt i det konkrete liv: Både viden og visdom. Visdom er ikke et alternativ til den videnskabelige viden, som rent faktisk dagligt redder menneskeliv, men livet kan være genstand for både viden og visdom.

Visdommens liv handler om det oplevede liv, om det personlige liv, som det opleves af den enkelte. Her er det ikke de biologiske processer og den genetiske forståelse af menneskelivet, der er i spil. Det enkelte menneskes liv får ikke sin værdi og subjektive mening gennem de biologiske processer, som den videnskabelige viden kan afdække. Den måde, som jeg oplever mit liv på, påvirkes kun yderst begrænset af videnskabernes forskellige former for viden om mennesket. Selv om den videnskabelige viden en gang også reddede mit liv fra den visse død, så var det ikke denne biologiske og naturvidenskabelige viden, der senere gav mening til mine personlige oplevelser under sygdommen. Derfor er det vigtigt at skelne mellem liv i den ene og den anden betydning, på samme måde som man nødvendigvis må skelne mellem de kemiske processer, der sker oppe i hjernen når vi bliver forelsket og selve den personlige oplevelse af at være forelsket.

Visdom handler om de store konstanter i livet, f.eks. kærligheden, døden, venskabet, angsten, glæden og sorgen. Med andre ord om alt det, der er vigtigt for det enkelte menneskes oplevelse af livet, men som der ikke kan laves videnskabelige undersøgelser af.

Mens viden handler om at finde svar, om at gøre eksisterende svar bedre og mere uddybende for at skabe større objektiv indsigt, som på sin side kan føre til f.eks. bedre medicin, mere effektiv behandling o.l., så drejer visdom sig om de store spørgsmål, hvor der ikke findes nogen bevislige svar. Visdommen er ikke så optaget af detaljerne og det objektive, men først og fremmest af den frihed, der ligger i at kunne stille ”vilde” spørgsmål til livet, f.eks. af typen: Hvorfor mødte jeg lige netop dén kvinde og ikke en anden, og hvorfor blev jeg forelsket i hende? Biokemisk er der muligvis et svar, men jeg spørger for at få et svar fra den mytiske verden: Fordi vi to hører sammen! Sådan oplever jeg mit møde med Hende, der er skulle være min; det var et uomgængeligt møde, som kun kan forstås af mig gennem den historie, jeg fortæller om den gang far mødte mor.

Jeg er en stor tilhænger af f.eks. biokemi, hjerneforskning og al medicinsk forskning i det hele taget, fordi denne form for viden kan redde liv og gøre gode ting for os mennesker. Men jeg elsker dem, jeg elsker, på grund af de forklaringer, som visdommens historieskrivning giver: De gør mit liv større, de giver mit liv mening, de er mine sjælevenner, de er min livseliksir, vi er sat i verden for at mødes og vokse sammen. Intet af dette kan bevises, det er ret ukonkret og lidt tåget. Det er en visdom, som kun jeg kan mærke – det er fra den vinkel, at jeg oplever mit personlige liv, og hvor jeg er ret ligeglad med de objektive forhold.

Personligt har jeg det sådan, at jeg elsker at finde og tilegne mig ny viden, og det er godt, at vi vidensmæssigt bliver klogere dag for dag. Men hvis vi vil have verden til at tale til os, eller hvis vi vil aftvinge den en mening, så må vi vende os i retning af visdommen, der kan starte alle de vigtige eftertanker, som videnskaben i sig selv ikke kan bidrage til: Hvad er godt og ondt, hvad bør vi gøre og ikke gøre, hvordan skal jeg behandle andre mennesker, hvordan skal jeg forholde mig til den menneskelige sårbarhed, til angsten, døden og kærligheden? Om alt dette og meget mere er den videnskabelige viden tavs, fordi det ganske enkelt ikke er dens område. Men når vi selv begynder at stille spørgsmål om meningen med det hele, om hvordan vi skal leve vores liv, hvad vi vil med det og hvordan vi skal være sammen med andre – så er det spørgsmål, der ikke findes nogen endegyldige svar på, men som ikke desto mindre er det, der skaber beredskabet til at leve et liv, som trods al videnskabelig viden i sidste ende er helt uforudsigeligt og uforklarligt.