Du – er jorden under mine fødder. Kig lige op for du skal vide, at da jeg mødte dig, elskede jeg dig så vildt, at jeg troede, at jeg ikke kunne rumme mere kærlighed. Men så dukkede pigerne op og kiggede på mig, og så elskede jeg også dem, for din kærlighed avler endnu mere kærlighed i mig. Du er min hustru – dét er du, og du er ikke blot en kvinde, du er en verden.

Du – du er min datter, og det er du også, fordi kærlighed flyder meget lettere end blod, og er ikke begrænset af biologiens slægtskab.

Og du – dig derovre i stolen, du gav mig nøglen så jeg kunne lukke op. Du blev min jordemor, som hjalp mig til genfødsel, huggede mig ud af den stenblok, som jeg engang var ved at blive lukket inde i.

Og du – du var fra Norge og sang når du talte. Selv om vi var unge, satte du et spor, som ikke er sandet til, men stadig vibrerer.

Du – er død, men du er jo stadig min far, og du er min mor. I var begge to i verden lang tid før min ankomst og gjorde livet parat til mig. Og du, det fik jeg senere at vide, både du og jeg var ved at dø, da du fødte mig. Men du ville ikke acceptere min modvilje mod at blive til, så her er jeg. Og du, der så tit var væk, du kunne godt have levet lidt længere, for du var jo min far.

Og du – med de smukke mørke øjne. En dag kiggede du på mig og talte fra et helt uventet sted. Du er min Glaspige, der holder spejlet op foran mig.

Du – Petra, var den første døde jeg så, da jeg arbejdede på et plejehjem. Du var meget gammel, og kan du huske, at du havde glemt din mand og troede, at vi var kærester. Måske var vi, for jeg har jo aldrig glemt dig.

Du – som jeg har kendt i mange år, du er min ven, som jeg stoler på, fordi du var så besværlig i begyndelsen. Derfor ved jeg, at du aldrig svigter mig, og jeg kan savne dig så meget.

Du – dig, som jeg nu har i tankerne igen, dig vil jeg gerne beundres af, og du skal sige, at jeg er, som jeg skal være – og lidt til.

Og du – du ved det godt, du er så stille, men det er dejligt at vide, at du er der alligevel.

Du – du er dem, der er min verden.