Da min mor lå for døden var hun sygnet så meget hen, at der næsten kun var hendes indre tilbage. Et menneskes indre kan i sagens natur kun opleves indefra. Det, som andre får kendskab til, er den måde, som dette indre kommer til udtryk på. Men nu var der ikke flere udtryksmuligheder tilbage for min mor. En enkelt gang åbnede hun dog øjnene og sagde: Det var det. På den måde sluttede hendes liv. Jeg håber, at de sidste ord var udtryk for en indre følelse af et tilendebragt liv – et fuldført liv – og ikke for følelsen af, at livet bare var gået. Jeg har selvfølgelig tolket på de tre ord – det var det – siden den dag, hvor jeg stod ved hendes seng på sygehuset. Jeg tror, at min mor slap livet med disse ord i forvisningen om, at jeg sammen med min kone og vores piger var der til at føre det videre.

Det er efterhånden en del år siden, at min mor, som den sidste af mine forældre, døde. Erindringen om hende er ikke længere så velordnet, som den har været; den er lidt uregerlig – kommer på uventede tidspunkter, fremkaldes af en duft, et bestemt ord, en lyd, eller et besøg på det lokale loppemarked, hvor erindringen bliver vækket til live af et gammelt leksikon med guldbogstaver på forsiden – ligesom det, der stod i reolen, bag glaslågen, hjemme hos min mor.

Det var det – sådan sagde hun, og døde. Men ordene er stadig levende for mig, og selv helt inde fra døden hvisker de om noget, som jeg ikke kan vide med sikkerhed. I forhold til indblik i andre mennesker må vi nemlig acceptere en psykologisk og eksistentiel version af det berømte paradoks, som blev formuleret af den græske filosof Zenon, hvor han viser, at selv den hurtige Achilleus aldrig kunne indhente en skildpadde:

Achilleus løber 10 gange hurtigere end skildpadden og giver derfor dyret et forspring på 10 meter. Achilleus løber de 10 meter, mens skildpadden bevæger sig en meter. Så løber Achilleus den ene meter, mens skildpadden flytter sig yderligere en decimeter. Achilleus løber denne decimeter, men skildpadden har igen rykket sig, denne gang med en centimeter. Den letbenede Achilleus løber hurtigt denne centimeter, men så har skildpadden flyttet sig en millimeter osv., i én uendelighed – uden, at det nogensiden lykkes Achilleus, at nå op på siden af skildpadden.

Her handler ikke om hurtigløbere og skildpadder eller om logiske selvmodsigelser, for selvfølgelig ville Achilleus i løbet af et øjeblik lægge skildpadden bag sig i virkelighedens verden. Men Zenons paradoks kan tolkes eksistentielt: Uanset, hvor meget vi nærmer os et andet menneske, uanset hvor meget vi ved om det, undersøger og finder ud af, så er der noget, vi ikke kommer til at vide. Vi kan nærme os det andet menneske, komme tættere og tættere på, fortolke, udlægge og analysere, men vi når det aldrig – på samme måde, som Achilleus kom tættere og tætte på skildpadden, men aldrig nåede den.

På verdenskortet er der ikke flere hvide pletter tilbage; alle afkroge er fundet og mere eller mindre udforsket. Skal vi finde uudforskede områder, må vi enten rette blikket mod det ydre eller det indre univers. Begge steder findes der masser af ukendte områder at gå i gang med. I de sidste par måneder har mit kompas i disse ukendte områder været min mors sidste ord: Det var det; det var dét liv – men hvad var det for et liv – og ikke mindst, hvem var den kvinde, der levede dette liv, som for nogle år siden sluttede på provinssygehuset ved fjorden?

Bagerst i mit arkiv, blandt alle kasserne og ringbindene, er jeg for nylig stødt på nogle store gule kuverter med min mors efterladte papirer. Naturligvis kender jeg indholdet, her er der ikke noget nyt. Men da jeg så på de gamle fotografier, hvor min mor bærer mig på armen, må jeg nødvendigvis tænke, at jeg kun har kendt hende som min mor. Det er som hendes barn og søn, at jeg har set, forstået og oplevet hende. Men det er jo ikke noget arkimedisk punkt, hvorfra man kan overskue og forstå hendes liv – det er blot ét led i den uendelige tilnærmelse til en forståelse, for hun var jo også meget andet:

F.eks. var hun datter af et bestemt forældrepar, hun var både lille- og storesøster, og hun var en unge pige, som en dag mødte sin første kæreste, hun var veninde til nogle af de andre piger i skolen, hun var den datter, der tidligt mistede sin far og derfor også hende, som flyttede til København sammen med sin mor og søskende nogle få år inden verdenskrigen. Min mor var også den kvinde, som efter krigen pludselig flyttede til Stockholm, uden at nogen vidste hvorfor, og det blev heller aldrig sagt – og så var hun kvinden, som i 1954 mødte min far i Tivoli, og som senere blev gift med ham. Derefter var hun kvinden i dette ægteskab og så blev hun min mor.

Men hun var stadig meget andet. For hvert skridt, man nærmer sig hende, vokser antallet af hvide pletter, som er ukendt land. Hvordan oplevede hun alt det, der udgjorde hendes liv, og hvordan blev det sat sammen til den verden, som hun oplevede indefra? Hvad var hendes motiver og drivkræfter? Dette har ikke noget med hemmeligheder at gøre; det handler om størrelsen og kompleksiteten af et enkelt liv. Man kan spørge og spørge, få svar efter svar og undersøge i evigheder – men stadig er man langt fra alt det, som et menneske i sidste instans er – nemlig uendeligt.

Derfor var det ikke blot min gamle mor, som for sidste gang lukkede øjnene den dag, hvor hun døde. Det var en hel verden, som forsvandt. Ikke mærkeligt, at man kan føle, at livet bliver fattigere eller i hvert fald meget anderledes, når et menneske går bort. Livet bliver en hel verden mindre – og det er alligevel noget. Godt så – at der også hele tiden fødes nye verdner, og at man om lidt kan gå ned i stuen og møde den verden, som sidder i sofaen eller stolen; mystisk og tiltrækkende, som en ukendt verden altid er, når den kalder på at blive udforsket.

Jeg tror at kærligheden vækkes og holdes ved lige gennem denne følelse af, at der hele tiden er noget ved det andet menneske, som undslipper mig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: