Den lille forskel er måske lille men tænk på, hvad den alligevel kan forårsage af følelsesmæssige tsunamier og kropslige jordskælv. Det er den forskel, der er strømførende, og som kan oplyse et helt univers, hvis man møder ham eller hende uden sikkerhedsnet. Den lille forskel er selvfølgelig metaforen for forskellen mellem de to køn og det er netop i mødet med et menneske, der opleves som forskelligt fra én selv – som anderledes og mystisk – at de menneskelige naturkræfter for alvor kan slå sig løs.

Men – begrebet den lille forskel er efter min mening alt for godt til kun at blive brugt på forskellen mellem mænd og kvinder. Jeg vil derfor foreslå, at indføre begrebet som almen beskrivelse af forholdet mellem alle mennesker. Man skal selvfølgelig ikke undervurdere den lille forskel mellem mænd og kvinder, men der er også en lille forskel mellem mænd og mænd og mellem kvinder og kvinder. Ethvert møde er faktisk defineret af, at der eksisterer en lille forskel mellem dem, der mødes – uanset om de er af samme eller forskelligt køn. Hvis der ikke var en lille forskel, ville man nærmest slet ikke opdage de andre.

Bevidstheden om denne forskelligheds-tilstand er forudsætningen for at kærlighed og venskab kan bygges op og vare ved. I kærlighed og venskab lader man nemlig den anden være – men med hengivenhed og interesse – som den engelske psykiater Ronald D. Laing engang skrev. Hvis man ønsker kærlighed og venskab må man kunne holde det andet menneskes fremmedhed ud, og opleve den som noget givende – som noget der kalder på udforskning, interesse og selvoverskridelse. Det modsatte, sagde Laing, er en form for vold, hvor man forsøger at indskrænke den anden til noget genkendeligt, til det der kan forstås ud fra ens egne præmisser; hvor man prøver at forklare den anden, hvem han eller hun er. Med andre ord en reduktion af den anden til at blive den, man ønsker. Og det er jo i virkeligheden udtryk for en fatal mangel på interesse for det andet menneske, men også en ligegyldighed, der i et stykke tid kan forklædes som kærlighed og venskab.

En engageret anerkendelse, interesse og hengivenhed for den lille forskel er nødvendig i ethvert møde mellem mennesker. Det er det, som inden for psykologien kaldes for den nødvendige separation – den nødvendige adskillelse. Sådan er det med det tidlige mor-barn forhold, og den adskillelse, der er forudsætningen for, at det lille barn kan blive et selvstændigt menneske. Får denne adskillelse ikke lov til at udvikle sig – får den lille forskel ikke plads – måske fordi kærlighed misforstås som enshed mellem mor og barn, så bliver kærligheden til et kannibalistisk forhold, hvor to mennesker i stedet for at blive selvstændige individer, faktisk ender med nærmest at æde hinanden.

Sådan er det også med kærlighed og venskab mellem voksne. Dem, jeg elsker, elsker jeg, fordi de er anderledes end mig. Som K.E. Løgstrup sagde, så hører det med til det at blive elsket, at man ikke skal gøre noget for at blive det. Jeg elsker dem, fordi de er som de er, ikke fordi de forsøger at leve op til nogle forestillinger og idealer, som jeg kan have om, hvordan de bør være, hvis de skal være genstand for min kærlighed.

Hvorfor skulle man også elske et andet menneske, der er ligesom én selv? Sådan en har man jo i forvejen, og det kan være svært nok at elske sig selv. Men ligesom kærlighed til sig selv bl.a. omfatter det, at kunne anerkende og integrere de sider ved sig selv, som man ikke umiddelbart føler sig fortrolig med – så er kærlighed og venskabsfølelser til andre også at opleve deres fremmedhed som noget, der er med til at gøre én selv til et mere helt menneske. Vi har simpelthen noget at lære hinanden gennem vores forskellighed; på grund af den lille forskel.

Jeg bliver til i mødet med Dig, ved at få øje på Dig – og jeg får øje på Dig, fordi du er noget helt andet end mig. Derfor vækker du min nysgerrighed, mit begær efter at gå på opdagelse i den lille forskel. Den amerikanske forfatter Siri Hustvedt skriver så smukt om, hvad der holder både kærlighed, erotik og venskab ved lige: Det kan kun vare ved, så længe man holder fremmedheden ved den anden i live.

Denne fascination af den andens grundlæggende anderledeshed er betinget af, at man forstår tiltrækningens logik på samme måde som Platon formulerede den i dialogen Symposion: Det, der skal til for at blive hel er at finde og udforske det, som er anderledes end én selv. Så opdager man nemlig også, at Gud faktisk aldrig blev helt færdig med at skabe verden:

Hver gang jeg får øje på noget fremmed i Jer fornyer min verden sig. Ved at gå på opdagelse i Jeres anderledeshed opdager jeg også noget nyt om mig selv. I driver mig ud af min alt for kendte verden og ind i en ny skabelse. På grund af den lille forskel, der eksisterer mellem alle mennesker, kan vi blive skaberguder for hinanden.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: