Forfatterarkiv: Peter Johannes Schjødt

Døden som livseliksir

Skriv en kommentar

Dette er et indlæg om døden, derfor handler det om livet. Eller måske er det omvendt: det er et indlæg om livet, og netop derfor handler det om døden? Naturligvis kan jeg godt kende forskel på livet og døden, men der er ikke noget som døden, der kan skærpe opmærksomheden på livet. Det var det, som den danske filosof Søren Kierkegaard satte helt på spidsen, da han i 1847 noterede sig, at det egentlig kun er værd at beskæftige sig med de mennesker, der tænker på døden hver dag. Som et eksempel nævnte han Napoleon, der altid gik med en dødelig mængde gift på sig – den slags har det med at styrke koncentrationen om livet, mente Kierkegaard. På den måde kan tanken om døden blive til en slags livseliksir.

Det er ikke mærkeligt, at mange har været fristet til nærmest at definere livet på baggrund af døden. Sådan var det f.eks. med den franske anatom og fysiolog, Marie–François-Xavier Bichat, som i år 1800 skrev den videnskabelige afhandling ”Fysiologisk forskning om liv og død”. Her definerede han liv som det, der holder døden i skak. I barnet og det unge menneske er der en overflod af liv til at holde døden på afstand, skrev Bichat. I det voksne menneske er der mere ligevægt imellem livet og dødens anmassende kræfter, men med alderen svækkes livet, imens døden fortsat virker med uformindsket styrke.

Marie François Xavier Bichat

Livet er således gennemtrængt af døden, mente Bichat. Og så døde han i øvrigt. Som en mand i sin bedste alder, blot 31 år gammel, styrtede han af uforklarlige årsager ned ad trappen på Hôtel-Dieu hospitalet i Paris og døde efterfølgende af feber. En mand, der undersøgte de levende og de døde, og som endte med at se livet og døden som to kræfter, der virkede i mennesket på én og samme tid; som en trappe, der altid både går op og ned. En anden franskmand, nemlig filosoffen Michel Foucault, skrev senere, at Bichat var en af de første, der fordelte døden ud over hele livet.

Filosofferne i nyere tid har været uenige om, hvad det kunne betyde for mennesket, at døden på den måde ikke blot er noget, der sker på et tidspunkt, men at døden er de levendes problem igennem hele livet. Én ting har de dog været relativt enige om: bevidstheden om døden skærper opmærksomheden på livet. Uenigheden knytter sig til, om denne opmærksomhed på døden gør livet absurd og tømmer det for mening, eller om det tværtimod netop er bevidstheden om døden, der giver livet mening og dybde. Den franske filosof Jean-Paul Sartre mente f.eks., at døden berøver livet enhver form for mening. Omvendt sagde den tyske filosof Martin Heidegger, ligesom Kierkegaard, at det netop er døden, der kan give livet en mening.

For os almindelige mennesker er det nok både-og, alt efter hvem man er og hvad man har oplevet. Det er min opfattelse, at det let bliver meget frelst, at kræve et bevidst forhold til døden; at vi i vores psykiske nøgenhed skal kunne møde døden ansigt til ansigt. Den dybeste medfølelse må altid favne de mennesker, der står over for døden, både de døende og de pårørende. Der er ingen lette løsninger givet for dem. Ganske vist arbejder psykologien med, hvordan vi kan få psykisk kontrol over krisesituationer, men i mødet med døden handler det netop om at forholde sig til det, som vi aldrig kan få kontrol over, og som derfor er så angstfremkaldende.

Uanset om vi oplever døden, som en del af livet, der tilmed giver det mening, eller om vi ser den som en ydre, fremmed magt, der ikke er plads til i livet – så kan vi ikke snige os forbi den. Engang stod jeg selv over for døden, og troede virkelig ikke, at jeg skulle overleve den sygdom, som havde ramt mig. Derfor ved jeg godt hvor svært det er, at gøre døden til en del af livet; erhvervelsen af denne viden, som du gerne må kalde banal, kostede mig en del år i psykoterapi. Dødsangsten er ikke af den grund forsvundet som dug for solen, men tanken om døden kaster mig i stigende grad tilbage til nutiden, hvor jeg rent faktisk lever – her og nu. Så måske er det ikke udelukkende forholdet til døden, der er problemet, men endnu mere forholdet til nutiden, som paradoksalt nok er det vanskeligste sted for os at tage bolig.

Fortiden og fremtiden indtages langt lettere end nutiden, men betænk alligevel, hvad den ellers så dystre filosof  Arthur Schopenhauer skrev: …alene nutiden er alt livs form. Til gengæld er nutiden livets sikre ejendom, hvorfor denne aldrig kan fravristes livet. Det nu, som du nu har med din elskede, er Jeres sikre ejendom; det nu, som du er i nu, er din sikre ejendom, hvilket hverken fortiden eller fremtiden er: Nutiden og dens indhold er der altid. Begge står fast uden at vakle – som regnbuen på vandfaldet, skrev Schopenhauer i ”Verden som vilje og forestilling”.

Oldtidens filosoffer sagde, at filosofi var en slags forberedelse til døden, men samtidig oplevede de også filosofi, som en måde at leve på. Denne levemåde var karakteriseret af en intens, bevidst opmærksomhed på det levede nu. For mange af oldtidens filosofiske skoler var det netop meditation over døden, som gjorde det muligt, med størst intensitet, at leve i nuet. Disse filosofiske skoler dyrkede ikke døden som en kult, men som en eliksir, der lærte dem at leve i nuet, og prise den sikre ejendom, som nuet er. På den måde har døden altså ret meget med livet at gøre. Eller måske er det omvendt: på den måde har livet ret meget med døden at gøre?

Frygtelig lykkelig

Skriv en kommentar

En af mine venner spurgte mig i sidste uge om jeg var lykkelig? Jeg blev ærlig talt helt tom i hovedet. Det kan naturligvis skyldes visse mangler hos mig når det drejer sig om selvindsigt, men også at selve lykkebegrebet er ret svært at forholde sig til. Med hensyn til det første så tager jeg den drøftelse i enerum med mig selv; det andet vil jeg imidlertid gerne sige lidt om her.

Som dansker burde jeg jo have ganske godt styr på det med lykken. Igen i år indtager Danmark nemlig førstepladsen på den internationale lykke-rangliste. Ud af de 155 lande, der er med i undersøgelsen, er vi ganske enkelt det mest lykkelige folk, og har været det i flere år. Men hvad skal der så til for at vinde denne førsteplads? Det kan i hvert fald ikke undre, at rige lande ser ud til at have en lykkeligere befolkning end de fattige. Kigger man på ranglisten er der mindst lykke i afrikanske lande og mest i rige lande som Danmark og de øvrige nordiske lande. En stærk velfærdsstat ser også ud til at have betydning sammen med social tryghed, samfundsmæssig stabilitet og oplevelsen af sikkerhed.

I forhold til den kendsgerning, at der er flere lykkelige i de rige lande end i de fattige, er det relevant lige at indskyde et citat fra filosoffen Epikur, der levede ca. 300 år f.Kr.: Hvis Gud rettede sig efter menneskenes bønner, så ville alle mennesker hurtigt være gået til grunde, for de beder altid om mange ting, der er ubehagelige for andre. Det er jo under alle omstændigheder korrekt, at vi i de velstående lande har bedt om så meget rigdom, at alt for mange af de andre mennesker på kloden ikke en gang kan få tilfredsstillet de mest basale behov, hvilket bringer bl.a. de afrikanske lande helt i bund på listen over lykkelige lande.

Men den kloge kvinde, der spurgte til min lykke, mente også noget andet. Spørgsmålet åbner nemlig hoveddøren ind til et af filosofiens mest grundlæggende problemer: at overveje, hvad der skal til for at mennesker kan føle sig lykkelige?

For ca. 2000 år siden skrev den romerske filosof Seneca, at alle mennesker ønsker at leve lykkeligt, men at de er blinde for indsigten i, hvad det er, der bevirker et lykkeligt liv; og det i den grad at det er vanskeligt at opnå et lykkeligt liv. Samtidig med at Danmark er placeret helt i toppen på lykkelisten når det drejer sig om materielle goder er det derfor stadig vigtigt at spørge: ”Hvad skal der til for at du føler dig lykkelig?” Er der f.eks. noget i den måde, som vi har opnået denne førsteplads på, som kunne tænkes at modvirke andre former for lykke end den, der ret entydigt bygger på materiel velstand, velfærd o.l.? Antallet af danskere på lykkepiller og mængden af sygdomme og psykiske sammenbrud relateret til stress o.l. kunne godt antyde, at Senecas indsigt for 2000 år siden også gælder i dag: at manglende eftertanke over, hvad der skaber et lykkeligt liv, resulterer i at selv samme lykke bliver vanskelig at opnå.

Hvis vi f.eks. ser på dén filosofiske skole i oldtiden, der blev kaldt stoikerne, så var de ikke mere naive end at de selvfølgelig anerkendte betydningen af rigdom, velfærd, social tryghed, o.l. for menneskets oplevelse af lykke. De understregede dog, at disse goder, trods deres nødvendighed, blot var midler til noget andet og ikke et mål i sig selv. Derfor kaldte de dem for relative goder. Absolutte goder var visdom og indsigt i, hvad der førte til et liv i harmoni; det vil sige det enkelte menneskes harmoni med både den ydre og den indre verden.

Som jeg tolker det, så er mange af de stressrelaterede sygdomme og sammenbrud netop tegn på, at denne harmoni og balance ikke er til stede i det moderne menneskes liv. Det er den helt sikkert heller ikke i de fattige afrikaneres liv i de lande, der ligger nederst på ranglisten. Deres livskamp handler om fysisk overlevelse. Vores kamp handler om psykisk eller åndelig overlevelse og indre vækst; en kamp, som dog er at foretrække frem for den daglig kamp for overhovedet at overleve.

Men lykken – det var den, vi kom fra. Det er min erfaring at nogle bestemte ord og følelser går igen når mange mennesker skal beskrive deres daglige liv, f.eks.: Hvis jeg bare havde mere tid; hvis jeg blot troede lidt mere på mig selv; jeg føler en afstand til det virkelige liv; en dag vil jeg gerne…

I den dybde, som vi alle har inden i os, gemmer der sig ofte en visdom om lykkens sande væsen for hver enkelt. Tilgiv mig endnu en henvisning til en af mine gamle filosoffer fra oldtiden – men de er jo alle steder, hvor jeg vender mig, for deres visdom er tidløs. Det var filosoffen Chrysippos, som her til formiddag hviskede mig i øret, at det kæreste for ethvert menneske bør være dets egen tilstand og dets bevidsthed derom. Han talte om menneskets selvkærlighed, som forudsætningen for at kunne vise andre mennesker kærlighed. Og selvkærlighed, sagde Chrysippos, på tværs af 2000 år, er når mennesket finder en vej til at leve i overensstemmelse med sig selv. Bare overvejelsen af dette åbner nye veje til lykken.

Familiebillede fra Athen

Skriv en kommentar

Verdens første filosof levede for ca. 86 generationer siden. Det var Thales, og han kan ses på Rafaels maleri, Skolen i Athen, som øverst på denne side illustrerer min blog. Han står til højre med grøn kjortel, hvid kalot på hovedet og en stav i hånden. Man kan naturligvis mene, at 86 generationer er så lang tid, at personerne på Rafaels maleri er uinteressante for os i dag. Jeg vil imidlertid hævde, at de 86 generationer ikke adskiller os, men tværtimod forbinder os med de for længst afdøde personer på billedet.

Rafael var en italiensk maler, som levede fra 1483 til 1520. Motivet til maleriet Skolen i Athen er derfor udtænkt inden i hans hoved; alle personerne på billedet var nemlig døde adskillige århundreder tidligere, og tilmed levede mange af dem ikke på samme tid. Selv om Rafaels maleri på den måde ikke er ”virkeligt”, er det alligevel en form for familiebillede, der viser nogle af dem, som vi i dag er åndeligt beslægtet med. Et familieskab på tværs af 86 generationer, eller over 2.500 år, som alligevel er helt afgørende for den måde vi er mennesker på i dag.

Maleriet viser en lang række af de gamle græske filosoffer. I midten ser vi f.eks. Platon og Aristoteles. Sokrates er der naturligvis også sammen med stort set alle de filosoffer fra oldtiden, der formede de vilkår, som vi stadig lever under. Måske lyder det mærkeligt, men det var på dette tidspunkt, fra ca. 800 år f.Kr., at der for første gang begyndte at opstå tanker, som vi kan kalde filosofiske. Men har mennesket da ikke altid tænkt? Nej, ikke på samme måde som det begyndte at tænke for ca. 86. generationer siden. Den måde mennesket kan tænke på, og ikke mindst de ting der overhovedet kan tænkes over, er nemlig afhængig af, hvordan mennesket ser på sig selv.

Omkring den tid, hvor filosofferne på Rafaels maleri levede, begyndte mennesket at se sig selv, som enkelt-individer. Tidligere i historien havde mennesket ikke oplevet sig selv, som et særligt, individuelt væsen ved siden af naturen; tværtimod havde det været en del af naturen og oplevet sig selv som styret af naturens kræfter, faktisk som et væsen underlagt en magt, der ikke kom fra mennesket selv. Men efterhånden begyndte mennesket at opfatte sig som et væsen, der var anderledes end naturen, hævet over omverdenen, som en selvstændig, særlig skabning, med alle de muligheder og spørgsmål, som dette selvbillede rejser.

Hævet over naturen kunne mennesket begynde at undre sig over verden. Mennesket begyndte at undre sig over, hvor alting kom fra, hvorfor der overhovedet var en verden, hvad et menneske var, og efterhånden rejste der sig spørgsmålene om livet, hvad det var, hvordan det skulle leves og hvordan man skulle forklare døden og forholde sig til den?

På den måde blev mennesket imidlertid også bevidst om alt det, som det ikke vidste. Jo mere denne undren blev styrende for menneskets forhold til verden og livet, jo mere begyndte mennesket derfor også at tvivle. Det opdagede, hvor lidt man faktisk kan være sikker på her i tilværelsen, hvor lidt man kan vide med sikkerhed og hvor vanskeligt det er at forholde sig til eksistentiel usikkerhed. Med denne undren og tvivl som ballast opdagede mennesket således også, hvordan usikkerhed skaber angst og utryghed. Filosoffen Epiktet sagde direkte, at Filosofien opstår, når man bliver klar over sin egen svaghed og afmagt.

Mennesket begyndte langsomt at udvikle en ny bevidsthed om livets grænser og ikke mindst om egne grænser: Grænsen imellem livet og døden, grænsen imellem én selv og de andre, grænsen imellem magt og afmagt i tilværelsen. Mennesket var ikke længere en del af naturen og kosmos; det måtte til at stole på sig selv, som et selvstændigt væsen, og erfarede derfor både sin egen nye magt over livet og verden, men samtidig også sin egen afmagt. Det, der her er i spil, er spaltningen imellem subjekt og objekt.  At tænke over denne spaltning er at trænge ind i forudsætningen for eksistensens dybeste spørgsmål. Vi er subjekt i forhold til os selv imens andre er objekter for os, og vi er selv objekt for andre subjekter. Og verden – hvis den kun er objekt for os, er vi så ikke en del af den?

Det som filosofferne på Rafaels maleri på forskellig måde begyndte at tænke over var ikke mindst, hvordan vi som menneske kan leve med spaltningen imellem os selv og verden, imellem mit korte liv og verdens tilsyneladende evighed, imellem mig og de andre? Hermed skabes de grundlæggende forudsætninger for den måde, som vi tænker og føler på i dag; forudsætningerne for de store verdensreligioner, for filosofien, for psykologien og de eksistentielle spørgsmål, som vi slås med på godt og ondt. Når f.eks. vi lider under dårlige relationer til andre, eller når vi må gå til psykoterapeut på grund af dødsangst, ensomhed eller manglende selvværd, er det i virkeligheden udtryk for vores slægtskab med de gamle på Rafaels maleri – og vores kamp for at finde os til rette med de eksistensvilkår, som oldtidens filosoffer begyndte at sætte ord på.

For mig er Rafaels billede symbolet på, hvordan mennesket nærmest løftede sig selv op ved håret. Hvordan vi opdagede os selv og den indre kraft, der skulle til for at hæve os op over naturen og verden, blive selvstændige individer med indflydelse på eget liv og evnen til at skabe grundlaget for den fantastiske udvikling, som vi nu, kun 86 generationer senere, står midt i. Men det er også et billede af den usikkerhed og angst, som flyder fra den selv samme kilde: Mennesket, der står alene over for verden, uden andre faste holdepunkter end sig selv; som oplever en uoverstigelig grænse imellem sig selv og omverdenen og er usikker på, hvordan denne afstand skal håndteres og overvindes; hvordan man igen kan overskride grænsen imellem sig selv og den helhed, som vi forlod for cirka 86 generationer siden.

Touch

Skriv en kommentar

Når jeg underviser i etik bruger jeg et udsnit af Michelangelos billede Skabelsen, som illustration til mit materiale. Billedet viser øjeblikket, hvor Gud og Adams hænder mødes; touch, den guddommelige berøring, der giver mennesket liv. En ikke uvæsentlig detalje ved billedet er, at Gud har menneskeskikkelse. Men Gud sagde jo også: Lad os skabe mennesket i vort billede, så de ligner os. Så i virkeligheden er det altså mennesket, der har lighed med Gud.

For mig symboliserer billedet derfor menneskets guddommelige evne til at kunne give hinanden liv gennem berøring. Jeg tænker på alt det, vi kan gøre ved hinanden, ikke blot gennem en fysisk berøring, men også gennem et blik, et tonefald, en stemning i mødet med den anden. Vi er med andre ord på godt og ondt udleveret til hinandens berøringer.

Det er således et dybt menneskeligt eksistensvilkår at være kastet ind i livet til en gensidig afhængighed af hinanden. Hvordan denne afhængighed håndteres er det, som etikken handler om. Vi er hinandens skæbne, som den danske filosof K.E. Løgstrup skrev. Skulle der sættes en undertekst på Michelangelos billede, kunne det netop være Løgstrups ord om, at når vi står over for et andet menneske, så holder vi altid et stykke af dette menneskes liv i vores hånd.

Touch – vi er henvist til hinandens berøringer, som kan være både livgivende og dræbende. I ethvert møde mellem mig og den anden er der derfor en fordring om at være opmærksom på betydningen af denne berøring. Løgstrup sagde, at der en en etisk fordring i ethvert møde, enhver berøring, mellem mennesker.

Berøringen kan jo være kold og afvisende eller varm og tillidsfuld, men vores henvisthed til hinanden ændrer sig ikke. Uanset hvad – touch, så rører vi hinanden, og denne berøring kan være livgivende, men også befordre, at menneskeligt liv gøres vanskeligt, trist, angstfuldt, ubærligt og måske endda går til grunde.

Det er selvfølgelig mest åbenbart i tilværelsens store øjeblikke, når vi møder kærlighed eller når vi svigtes, når vi glædes over omsorg eller efterlades alene, når mødet med andre skaber tryghed eller efterlader os i utryghed, når vi trøstes eller såres i mødet med et andet menneske. I disse situationer er det indlysende, at vi er udleveret til hinanden og afhængige af den berøring vi får eller ikke får af de andre.

På den måde kan vi også tale om fraværet som en grundlæggende oplevelse hos mennesket. Fraværet, isolationen, tabet, ensomheden; det er når vi ikke oplever livgivende berøringer. Afbalanceres denne fraværsfølelse ikke af menneskeligt nærvær, så kan livet gå i opløsning. Afhængigheden af andre er ikke i modsætning til vores egen individualisme eller personlige udvikling. Tværtimod er det når vi erkender andres betydning for os og vores egen betydning for andre, at livet er i balance.

Paradoksalt nok er vi ofte langt mere i tvivl om vores egen unikke betydning for andre end vi er om andres betydning for os, for det sidste kan vi jo mærke i nærværet eller fraværet. Frank Capras film fra 1946, It’s a Wonderful Life fortæller noget om dette paradoks. Den handler om en mand, George Bailey, som er kommet ud i en dyb krise; så alvorlig at han ser selvmordet som en udvej. Men så griber en skytsengel ind ved at vise, hvordan verden ville se ud uden George. Hermed får skytsenglen overbevist George om, at han har betydning for andre mennesker, faktisk en afgørende betydning for andres liv, og denne erkendelse redder Georges eget liv.

På den måde er vi uomgængeligt viklet ind i hinanden og skaber betydninger for andre mennesker, som vi ikke altid selv er klar over, ligesom de skaber betydninger for os. Det kan være gode betydninger eller dårlige – derfor:

Touch – rør hinanden varsomt, kærligt og livgivende, for Gud skabte jo mennesket i sit eget billede, for at vi skulle ligne ham – og hans touch skabte liv.

Ungdomskæresten

Skriv en kommentar

I weekenden opdagede jeg helt tilfældigt, at en af mine ungdomskærester er død. Hun blev 58 år, og det er helt absurd at skrive dette tal. Ungdomskærester bliver bare ikke 58 år gamle; de forbliver unge. Derfor er det en ung pige på 23 år, der er død, og jeg lyver helt sandfærdigt. Nok er det ikke historisk korrekt, at hun stadig er i live, det viser dødsannoncen, men det er følelsesmæssigt sandt, at hun stadig er en smuk ung pige på 23 år der foreslår, at vi går hjem til hende.

Sproget beskriver virkeligheden, men dét er kun en lille del af sprogets opgave, for det skaber nemlig også virkelighed. Sandfærdigheden af denne lille fortælling kan derfor kun vanskeligt betvivles. Ordene i dødsannoncen beskriver noget, der er sket: at hun er død. Mine kommende ord skaber imidlertid en ny virkelighed for min ungdomskæreste, hvor hun igen er vækket til live. Lige nu er hun nemlig der, hvor alle døde kommer hen: i hjerterne hos dem, som de har betydet noget for. Det kunne vi også kalde for den levende erindring.

Jeg ved ikke hvordan hun levede i de mange år efter vores kærestetid. Hun tænkte nok lige så lidt på mig, som jeg tænkte på hende. Og vi mødtes kun en enkelt gang, da vi for mange år siden kort stødte ind i hinanden på Rådhuspladsen. Jeg skulle dog bare læse hendes dødsannonce, så var hun installeret i mit hjerte og vækket til live gennem mindernes arkæologi. Som den tysk-engelske forfatter W. G. Sebald skriver, så er de døde jo uden for tiden, hvilket gør grænsen mellem livet og døden langt mere gennemtrængelig end vi umiddelbart regner med. I selskab med en af de døde, er det meget lettere at overskride grænserne bagud i tiden, i jagten på tilbageblevne spor, som bare endnu ikke er opdaget.

Der kan naturligvis psykologiseres meget over min pludselige opmærksomhed på minderne om min ungdomskæreste, nu hvor hun er død. Er det min egen død, jeg på den måde ser i øjnene og reagerer på? Er det en midaldrende mands vemodige nostalgi? Muligvis, for enhver rejse i hukommelsen er en rejse i både fortid og nutid. Men det blev også en slags meditation over alt det, der hele tiden går i glemme. Og for igen at tale med W. G. Sebalds ord: begæret efter at ophæve glemslen og finde ud af hvem man selv er, og hvordan man er blevet det.

I de seneste dage er der således sket en delvis afvikling af glemslen omkring min ungdomskæreste. Hendes stemme taler igen og fortæller historier, som tvinger selvrefleksionen frem. Minder er ikke afsluttet blot fordi de overlejres af tidens gang. Både glemslen og erindringen ændrer sig. Og min ungdomskæreste er ikke en millimeter mere død end hun stadig kan flytte rundt på elementer i min historie. Hun ændrer på mig og jeg ændrer på hende i rejserne mellem de forskellige tidslommer.

Jeg er ved at blive en lidt ældre mand. Men der er ting, som jeg stadig gør med ungdommens lethed. Jeg ser bl.a. på min ungdomskæreste med den unge mands betagelse: Hendes lidt specielle gang, let løftet på tæerne, fregnerne på hendes arme og modermærket i hårgrænsen. Forfatteren Milan Kundera skriver i bogen Udødeligheden, at vi med en vis del af os lever uden for tiden. Jeg tror det er når vi erindrer, tænker og genfortæller. Så er vi ikke afhængige af at tiden er gået, at ungdomskæresten er død i en alder af 58. Det der gælder, er den stemthed, helt uafhængig af tiden, som mødet med hende i erindringen fremkalder. Og denne stemthed kender ingen grænser, hverken mellem fortid og nutid eller mellem de levende og de døde: Til min dødsdag, og lang tid efter, vil hun forblive min smukke ungdomskæreste på 23 år.

Døden er umoderne

Skriv en kommentar

Da jeg var barn kendte mine forældre et ældre ægtepar, hvor konen dagligt, hen over morgenkaffen og -avisen, sagde til manden: Når en af os dør, så afbestiller jeg Berlingske Tidende. Nu døde de imidlertid med blot få dages mellemrum, så ingen af dem nåede at afbestille avisen. Der gik dog lang tid før det kom så vidt, for de blev meget gamle; begge nåede at blive langt over 90 år selv om specielt manden var meget interesseret i livet efter døden, og på eget forlag havde udgivet en lille bog om netop dette emne, hvor han beskrev sjælens gentagne liv her på jorden. Derfor er jeg også sikker på, at han ville have læst en artikel, som for nylig stod i hans gamle morgenavis, med stor forundring. Den handlede nemlig om det moderne menneskes forsøg på at bekæmpe døden.

Kort fortalt handlede artiklen om den desperate krig, som mange mennesker fører imod alderdommen og døden. Det nyeste amerikanske redskab inden for denne disciplin er et såkaldt humant væksthormon. Når det bliver sprøjtet ind i kroppen skulle der indtræde en ”foryngelse”, hvor rynkerne glattes, kropsfedtet reduceres, muskelmassen og knoglestyrken øges, libidoen tiltager og samlet set efterlader brugeren med en oplevelse af ny vitalitet og ungdom.

Den engelske historiker Arnold Toynbee sagde for mange år siden, at døden er uamerikansk. I virkeligheden kan vi tilføje, at døden tilmed er umoderne. Det Toynbee mente var nemlig, at i en kultur som vores, der lægger så meget vægt på fremskridt, styrke, ungdommelig vitalitet og skønhed, og så lidt på visdom og alderens værdighed, har døden ingen plads. Det er umoderne at acceptere grænser for sin udfoldelse. Enhver begrænsning opleves som vilkårlig og tyrannisk, og da døden er den ultimative begrænsning anses den ofte for at være en krænkelse af menneskets suverænitet.

I sådan en kultur kan alene tanken om døden opleves som en frygtelig erfaring, der gennem hele livet må bekæmpes med alle midler. Nu er det jo bare sådan, at døden, som næsten det eneste, ikke kan bekæmpes. Ethvert forsøg på at undgå den er meningsløst, men så kan man jo i stedet prøve at bekæmpe dødens årsager.

F.eks. kan man jo gøre en hel del for at undgå mange sygdomme. Man kan motionere, spise sundt, lade være med at ryge, tage mineraler, vitaminer osv. Desuden kan man forsøge at holde alderdommen på afstand, ved at glatte rynker, stramme op, indtage mikstur og humane væksthormoner, som de skriver om i avisen.

Og imens man gør alt det rigtige, er der ikke tid til at tænke over den grundlæggende forfængelighed (og forgængelighed) i alle disse bestræbelser på at fortrænge tanken om døden. Den eksistentielle uro der udløses af alderdom og død kan således næsten glemmes gennem den daglige fokusering på helbredet.

Man fortvivler ikke så længe man kan handle, og døden kan man ikke handle over for. Det kan man imidlertid i forhold til mange af de årsager, som vi mener døden har. Men vi dør ikke fordi vi bliver syge. Vi bliver syge, fordi vi er dødelige. Dødens problem kan derfor ikke erstattes med helsens problem. Prøver man det, er der fare for at overse det liv, der er her og nu til fordel for en forventning om kvaliteten og længden af det liv, der vil komme; altså en slags en tøven over for det her-og-nu-levede-liv. Det kan være svært at leve i nuet, hvis meget af ens energi er bundet op på at skabe forudsætningerne for et langt og sundt liv. På den måde vil angsten for døden på et tidspunkt kunne omskrives til angsten for at dø uden at have levet. Angsten for døden bliver altså til en slags livsforskrækkelse.

Mine forældres gamle venner motionerede ikke og de røg og levede så usundt, som man nu gjorde dengang. Det siger jeg ikke, at man skal. Men helse- og ungdomsbølgen har fået et omfang, der kan ende i en form for livsglemsel, som ville have været dybt fremmede for de to gamle mennesker. Hver morgen mindede de jo hinanden om, at én af dem en dag ville dø og efterlade den anden, som så kunne afbestille avisen. Dette daglige, næsten rituelle, memento mori– husk på døden – fik dem måske til at glædes over, at de i hvert fald var vågnet op til  endnu en morgen.

Spørgsmålets styrke

Skriv en kommentar

Da jeg var barn lå Evigheden i udkanten af den skov, som var landsbyens vestlige grænse ud mod markerne. Det var en lysning mellem træerne og ingen tænkte over, hvor navnet kom fra, men alle vidste, at Evigheden ikke var et sted for slapsvanse; man gik derind på eget ansvar, for det var her landsbyens store drenge holdt til og man kunne let risikere at blive udsat for både buksevand og kløpulver. Men engang har Evigheden været langt mere end det sted, hvor nogle drenge samledes på de sommerdage, som i børnenes tidsregning forekom uendelige.

Tidligere lå Evigheden nemlig for enden af menneskenes tanke om, at de en dag skulle dø. Som barn gik jeg i søndagsskole og lærte om denne Evighed. Hvor den lå var lidt uklart, men det var også ligegyldigt, for vi fik glansbilleder af Gud der samlede alle sjælene fra de døde omkring sig.

I nyere tid har denne Evighed imidlertid ikke været i høj kurs andre steder end i hjerterne på de meget religiøse mennesker. Glansbilleder gør det ikke længere. Fundamentet er ganske enkelt væk for troen på det hinsidige, det evige liv i Guds varetægt og i det hele taget for troen på, at mennesket er andet end blot en avanceret biologisk maskine. Som den engelske fysiker Stephen Hawking har sagt: Hjernen er en computer, som slukkes, når komponenterne går i stykker. Og der findes ingen himmel eller et liv hinsides for ødelagte computere. Det er et eventyr for mennesker, der er bange for mørke. Han ser derfor udelukkende religion og tro som noget der kan dulme nerverne hos mennesker med dødsangst.

Det var tabet af et religiøst og åndeligt grundlag for vores eksistens, der markerede begyndelsen på den nye tid, og som for alvor gjorde mennesket til et problem for sig selv. Mennesket holdt nemlig ikke op med at spørge efter en mening med livet og et overjordisk grundlag for dets eksistens; men det stærke religiøse fundament for svarene på denne spørgen var væk.

Hermed står vi midt i problemet. Hvad gør vi når det søgende menneske søger noget mere end de materielle og videnskabelige forklaringer på eksistensen? Det er nemlig sådan, at de tidligere guddommelige svar på menneskets søgen efter en retning og mening i livet er blevet erstattet af slet og ret intet – eller svaret, at det må du afgøre med dig selv! Der er således sket en afvikling af de magtfulde religiøse forklaringer på hvad mennesket er, hvad der er meningen med livet og hvordan det bør leves og realiseres. Men i stedet for at konkludere, at spørgsmålene i bedste fald er meningsløse, kunne man også sige, at de fortsat åbner nye horisonter for menneskets fortolkning af tilværelsen. Det er den mulighed, som den italienske filosof Gianni Vattimo, mener åbner sig for det moderne menneske. Han formulerer det således: Jeg tror at jeg tror.

Det er naturligvis en langt svagere tro end den, der knyttede sig til tidligere tiders stærke og magtfulde religiøse forklaringer på livet og døden, som imidlertid strider imod enhver form for erfaring hos det moderne menneske, ikke mindst den videnskabelige erfaring, som Stephen Hawking repræsenterer. Den svage tænkning eller tro, som Vattimo taler om, ligger derimod i forlængelse af de erfaringer, som det moderne menneske rent eksistentielt gør sig i livet med usikkerhed, tvivl og mistillid til endegyldige svar, også de videnskabelige.

Behovet for at stille de religiøse spørgsmål er vendt tilbage hos mange mennesker. Men disse spørgsmål kan ikke længere mødes med religionens traditionelle svar, der henviser til hinsidige størrelser som Gud og Evigheden eller de dogmatiske svar, som religionen plejer at levere – dvs. svar, som bygger på evige sandheder og ikke accepterer at omstændighederne ændrer sig. I virkeligheden bygger det moderne menneskes forventninger til de store spørgsmål i livet på en arv, der skyldes Sokrates: Specielt de største spørgsmål i livet lægger ikke op til endegyldige svar, men snarere til en søgen, ofte en indre søgen, der aldrig slutter. Men for Sokrates var det afgørende at spørge, for alene spørgsmålene er begyndelsen til skabelsen af en bredere horisont og langt flere nuancer i tilværelsen. Til gengæld var Sokrates skeptisk over for alt for sikre svar, der lukkede for yderligere spørgsmål og eftersøgning. Den slags svar forsøger nemlig ofte  at styre mennesket i en bestemt retning, som det ikke nødvendigvis selv har valgt.

På den måde kan man sagtens komme på skudhold af de store spørgsmål, også selv om målet bevæger sig. Det at stille selv de største spørgsmål er ikke tegn på naivitet og uvidenhed om det videnskabelige syn på mennesket og universet. Spørgsmålene om lidelsens og dødens mysterium og om livets mening har en symbolsk kraft, der er langt stærkere og dybere end de færdige svar, som mange religioner traditionelt er leveringsdygtige i. Og ikke mindst skaber de en større og rigere menneskelig verden end hvis spørgsmålene alene drejer sig om rentefald, skattelettelser og fradragsmuligheder.

Bastard

Skriv en kommentar

For et par dage siden spurgte en meget kær veninde om jeg troede på en åndelig verden, på noget før livet og efter døden, måske på en sjæl og en mening med menneskelig lidelse? På grund af en livstruende sygdom har hun selv været tvunget til at afsøge tilværelsens grænseområder. Nu ville hun høre om jeg kunne forestille mig en åndelige dimension, selv om jeg har en videnskabelig uddannelse, hvor åndelighed og sjæle intet har at bestille. Så denne blog er skrevet til hende, som jeg kalder Glaspigen, fordi hun med dette tillidsfulde spørgsmål turde vise sin skrøbelighed og skabe et øjeblik af dyb autenticitet; men alle må naturligvis læse med, for hende kan man lære noget af.

Jo – ser du, jeg er født som en bastard selv om jeg er avlet i ægtesengen af mine lovformeligt gifte forældre. Men der er aldrig blevet indgået noget ægteskab mellem de to verdener, som har gjort mig til den jeg er, og som jeg altså er et uægte barn af: På den ene side mine forældres verden af en egensindig religiøs tro og mystik; på den anden side den videnskabelige verden, som jeg er uddannet ind i, og hvor det ikke handler om tro men om viden. Det er to verdener som i princippet er uforenelige og konflikten imellem dem har gennem historien kostet mange mennesker livet.

Man overlever bedst konflikten imellem disse to verdener, hvis man kan affinde sig med at være en bastard, et gadekryds, som aldrig vinder nogen præmie for racerenhed. Og det har jeg ikke noget problem med, for jeg har kendt de to verdener helt fra begyndelsen, fordi de allerede mødtes midt under min fødsel på Frederiksberg fødeklinik.

Som det passer sig for en bastard kom jeg kun med besvær ind i verden. Det var en kompliceret fødsel, hvor både min mor og jeg var ved at gå til. Allerede dengang var videnskaben dog så fremskreden, at den nærmest kunne udrette mirakler, så vi overlevede begge to. Mens lægerne kæmpede for at holde både mor og barn i live var der imidlertid også andre, der kæmpede for os. Det var nogle af mine forældres venner og min fars åndelige mentor, der mødtes for at gå i forbøn for os. Med den begyndelse er det vel ikke så mærkeligt, at jeg blev en bastard, som med uanstændig selvfølgelighed gør vold på grænsen mellem videnskabens og troens verden, men aldrig vinder statsborgerskab i nogen af dem.

Med min fornuft ved jeg at det var den lægevidenskabelige viden, der sikrede min eksistens i denne verden, trods alle fødslens besværligheder. Ved senere lejligheder har den samme videnskab reddet både mit og Glaspigens liv. Men netop når videnskaben har bedrevet den slags mirakler, og reddet os tilbage fra en ellers sikker død, så er det at spørgsmålene om det åndelige og eksistentielle trænger sig på.

Man kan afvise den slags spørgsmål som irrationelle, uvidenskabelige og ren overtro. Men når man er en bastard så handler det om forskellige måder at møde og håndtere det autentiske liv på; ikke om sandt eller falsk. Når man f.eks. bliver meget syg, som Glaspigen har været, så kan videnskaben heldigvis ofte redde ens liv, men spørgsmålene om meningen med lidelsen kan ikke besvares videnskabeligt. Den livsvigtige videnskab må tværtimod afvise den slags eksistentielle spørgsmål. Jeg tror ikke at nogen religion kan erstatte videnskaben, som den store gave til mennesket. Men jeg tror alligevel det er vigtig, at mærke og acceptere den dybe livskraft der ligger i overhovedet at kunne og turde stille de spørgsmål, som Glaspigen stillede om sjælen, det åndelige og om meningen med lidelsen.

Som den engelske filosof Bertrand Russell sagde så hører næsten alle de spørgsmål, der har interesse for eftertænksomme mennesker til dem, som videnskaben ikke kan besvare, og samtidig har religionens og teologiens svar ikke den styrke og overbevisning, som tilfældet var i tidligere tider.

Derfor er der brug for en bastard-filosofi, som holder håbet levende på baggrund af alt det vi videnskabeligt ved og teknisk kan gøre og samtidig tillader seriøs dybdesamtale om alt det uvisse, som vi i almindelighed ikke kan vide noget om, men som ofte er afgørende for om vi føler os hjemme i livet.

Mit møde med Glaspigen på en hyggelig café gav mig det håb, som videnskaben kan udstyre os med og den følelse af dybde, autenticitet og nærhed, som samtalen om alt det uvisse kan vække i mennesker. Hvor er det godt at vi har videnskabens sikre viden, der gjorde at Glaspigen overlevede den alvorlige sygdom og at vi ikke udelukkende skulle forlade os på bønner til den nådige Gud. Og jo, måske kommer vi alligevel et sted fra og skal et sted hen, fordi der er en mening med det hele. Det er i hvert fald bastardens privilegium både at kunne glæde sig over videnskabens fremskridt og den mystik, dybde og alvor, som alene spørgsmålene om det åndelige og uvisse bringer ind i livet.

Usynlig

1 kommentar

Tænk hvis du en morgen vågnede op og var usynlig. Ingen ville lægge mærke til dig på gaden, du kunne bevæge dig ubemærket overalt og smugkigge de steder, som du kun havde drømt om. Det er en af menneskehedens ældgamle drømme, at finde midlet, der kan gøre indehaveren usynlig, på samme måde som usynlighedshatten i den græske mytologi. Eller måske lidt i retning af Harry Potters usynlighedskappe, selv om den mere er beregnet på at gøre ham usynlig for døden. I virkeligheden er dette lidt af et paradoks, for det er ikke så få der har valgt døden, netop fordi de oplevede sig selv som usynlige.

For de gamle romere var usynlighed – det ikke at fremtræde for andre mennesker – nærmest at sammenligne med døden. At være i live var for dem det samme som at være iblandt mennesker. Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt sagde derfor, at vi mennesker fødes ind i et fællesskab, hvor vi udvikler os, bliver os selv og finder vores egen indre personlighedskerne ved at træde frem for andre. Det er den proces, som psykoanalytikeren C.G. Jung kaldte for individuation, og beskrev som det at lukke verden ind. Og så kan det jo ikke nytte noget at gå med usynlighedskappe.

Sagen er bare, at mange mennesker kæmper for ikke at være usynlige. De vil gerne lukke verden ind, men verden er modvillig og tager af forskellige årsager ikke imod invitationen.  Det er de mennesker der oplever at de overses, at andres opmærksomhed er fraværende i en grad så usynlighed er en dækkende betegnelse for den dominerende selvfølelse. Denne usynlighed er ikke nogen eventyrlig oplevelse fremkaldt af en fascinerende usynlighedskappe. Det er tværtimod en af de mest sjælerystende og dødbringende oplevelser et menneske kan komme ud for.

At være usynlig for andre er nemlig det samme som at være grundlæggende i tvivl om sin egen eksistens, sit eget værd, sit eget liv. Som det allerede i 1890 hed i et af psykologiens hovedværker, ”The Principles of Psychology” af William James: Man kan næppe tænke sig hårdere straf end – hvis det var fysisk muligt – at blive sluppet ud i samfundet, og at der så ikke var nogen, der lagde mærke til én.” Selv den mest smertefulde tortur ville være bedre, tilføjede han, og vurderede, at den slags usynliggørelse ville fremkalde en frygtelig magtesløshed, fortvivlelse og vrede.

Vi ønsker at vække en eller anden slags følelse i vores medmennesker. Læg mærke til at jeg siger en eller anden slags følelse. Heri ligger den sande betydning af usynlighed, som værre end fysisk tortur. Den svenske forfatter Hjalmar Söderberg skrev i 1905 romanen ”Doktor Glas”, hvor man kan møde en dyb indsigt i usynlighedens psykologiske konsekvenser: Man begærer at blive elsket, i mangel deraf beundret, i mangel deraf frygtet, i mangel deraf afskyet og foragtet.

Med en usynlighedskappe på skuldrene kunne vi måske fristes til at smugkigge ind i damernes omklædningsrum, men ret hurtigt ville vi i den grad foretrække at blive set, afsløret, måske endda foragtet – hvis vi ikke kunne blive elsket. Vi er afhængige af andres opmærksomhed, for uden den kommer vi let i tvivl om hvem vi er, og mister måske endda os selv; og så er det bedre at være frygtet eller foragtet end at være usynlig. På den måde er der da i det mindste en reaktion på mig – jeg foragtes altså er jeg til i verden.

Der tales voldsomt meget om anerkendelse i dag. Men den grundlæggende form for positiv og kærlig anerkendelse knytter sig til at vide sig set som et unikt menneske, forskellig fra alle andre. Det er det som Hannah Arendt kalder den anden fødsel. En fødsel, hvor man ikke kun er til stede som fysisk væsen, men også som en der handler og træder frem for andre, som et enestående menneske, der tager verden i besiddelse på sin helt egen måde og dermed bidrager positivt til verdens fortsatte beståen.

Derfor har vi brug for livsvidner, der møder os i åbenhed fra vi er spædbørn til vi bliver oldinge. Den måde, som verden ser os på, har nemlig afgørende betydning for, hvordan vi selv ser på verden: Som et sted, hvor vi gøres usynlige og dermed trues af en selvudslettelse, som vi for enhver pris må kæmpe imod, eller som et sted, hvor vi bliver set og invitere ind. Spørgsmålet er hvordan verden bliver vores: Gennem destruktiv kamp for at udgå usynlighed eller gennem synlig invitation til deltagelse?

Kærlighedens bånd

Skriv en kommentar

Da mine to piger i sin tid blev døbt læste præsten op fra Lukasevangeliet, hvor Jesus prædiker: Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Når man i forvejen sidder på en hård kirkebænk, kan disse ord naturligvis virke som endnu en understregning af religionens indbyggede uforsonlighed. Ikke lige det man forventer at høre på en smuk søndag, hvor verdens to dejligste piger skal døbes af den kirke, hvis fremmeste mand ellers havde sagt: Lad de små børn komme til mig.

Det var stærke ord, der blev brugt og ”had” virkede ærlig talt ret forkert anbragt i forbindelse med en dåb. Men det er jo ikke ukendt, at religionen ikke nødvendigvis har sat menneskets kærlighed til mennesket specielt højt. Alligevel har nogle bibeloversættelser forsøgt sig med mindre dramatiske udgaver af citatet, hvilket imidlertid gør vold mod budskabets betydning, som faktisk slet ikke handler om had, men om betingelsen for nyt liv og det enkelte menneskes mulighed for at opleve kærligheden, som vi kender den i dag. Så jeg holder mig til den version af teksten, som med stikflammer står ud fra min mors gamle familiebibel fra 1919.

Den umiddelbare kynisme i udsagnet om at hade er gjort af samme stof som den rå granit i kirkens murværk. I kirkebygningens kølige skygge kunne man derfor udlægge teksten således, at Jesus fordømmer den kærlighed, der alene er mellem mennesker. Budskabet kunne være, at den eneste kærlighed der kan accepteres er den, som er forbeholdt Gud. Men hvis man læser teksten gennem de idéhistoriske briller, så åbnes horisonten langt mere.

For det første drejer det sig om kærlighedsbudskabet: Kærligheden og næstekærligheden gælder ikke udelukkende slægten eller klanen, men også – og måske især – alle de andre, også fjenderne og uvennerne. Dette kan kun efterleves ved i overført betydning at vende ryggen til dem, som du lettest kan elske, nemlig dine egne og dem, der er som dig selv. Det handler slet ikke om at forlade nogen, men om også at åbne sig mod de andre, som man ikke er blodsbeslægtet eller traditionelt forbundet med. En venden sig væk fra slægtens tvang og traditionens påbud om, at du kun må elske dem, der er som dig selv; dem fra din egen klan. Dét var det nye, som kristendommen indvarslede: Blodsbåndet skulle ikke længere være det, der forenede mennesker, det skulle være den rene kærlighed; ikke tvangen, uanset hvilket navn den måtte iklæde sig.

For det andet handler det derfor også om mulighederne for den kærlighed, der i dag er så afgørende for vores liv og selvforståelse, nemlig kærligheden mellem elskende, hvor det er følelsen der forener. Den moderne kærlighed, mellem ”tilfældige” mennesker, der frit vælger hinanden, knytter sig nemlig også til den mentalitetsforandring der blev mulig med kristendommens fremvækst, og som lå skjult i budskabet om at vende slægten og klanen ryggen for selv at knytte sine egne kærlighedsbånd.

Når Jesus prædiker, at vi skal vende forældrene og familien ryggen, så kan det altså i denne sammenhæng være en opfordring til at gå ud og skabe noget nyt, en fremtid der ikke alene er bestemt og betinget af fortiden. Dette handler ikke blot om de elskendes samliv, forelskelse og erotik, det peger imod opbrud og nye begyndelser; om verdens fortsatte beståen når de nye generationer gør verden til deres sted, begynder at handle og forandre og dermed skaber fortsat liv. At indse dette er vel det nærmeste vi kan komme evigt liv.