Da mine to piger i sin tid blev døbt læste præsten op fra Lukasevangeliet, hvor Jesus prædiker: Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Når man i forvejen sidder på en hård kirkebænk, kan disse ord naturligvis virke som endnu en understregning af religionens indbyggede uforsonlighed. Ikke lige det man forventer at høre på en smuk søndag, hvor verdens to dejligste piger skal døbes af den kirke, hvis fremmeste mand ellers havde sagt: Lad de små børn komme til mig.

Det var stærke ord, der blev brugt og ”had” virkede ærlig talt ret forkert anbragt i forbindelse med en dåb. Men det er jo ikke ukendt, at religionen ikke nødvendigvis har sat menneskets kærlighed til mennesket specielt højt. Alligevel har nogle bibeloversættelser forsøgt sig med mindre dramatiske udgaver af citatet, hvilket imidlertid gør vold mod budskabets betydning, som faktisk slet ikke handler om had, men om betingelsen for nyt liv og det enkelte menneskes mulighed for at opleve kærligheden, som vi kender den i dag. Så jeg holder mig til den version af teksten, som med stikflammer står ud fra min mors gamle familiebibel fra 1919.

Den umiddelbare kynisme i udsagnet om at hade er gjort af samme stof som den rå granit i kirkens murværk. I kirkebygningens kølige skygge kunne man derfor udlægge teksten således, at Jesus fordømmer den kærlighed, der alene er mellem mennesker. Budskabet kunne være, at den eneste kærlighed der kan accepteres er den, som er forbeholdt Gud. Men hvis man læser teksten gennem de idéhistoriske briller, så åbnes horisonten langt mere.

For det første drejer det sig om kærlighedsbudskabet: Kærligheden og næstekærligheden gælder ikke udelukkende slægten eller klanen, men også – og måske især – alle de andre, også fjenderne og uvennerne. Dette kan kun efterleves ved i overført betydning at vende ryggen til dem, som du lettest kan elske, nemlig dine egne og dem, der er som dig selv. Det handler slet ikke om at forlade nogen, men om også at åbne sig mod de andre, som man ikke er blodsbeslægtet eller traditionelt forbundet med. En venden sig væk fra slægtens tvang og traditionens påbud om, at du kun må elske dem, der er som dig selv; dem fra din egen klan. Dét var det nye, som kristendommen indvarslede: Blodsbåndet skulle ikke længere være det, der forenede mennesker, det skulle være den rene kærlighed; ikke tvangen, uanset hvilket navn den måtte iklæde sig.

For det andet handler det derfor også om mulighederne for den kærlighed, der i dag er så afgørende for vores liv og selvforståelse, nemlig kærligheden mellem elskende, hvor det er følelsen der forener. Den moderne kærlighed, mellem ”tilfældige” mennesker, der frit vælger hinanden, knytter sig nemlig også til den mentalitetsforandring der blev mulig med kristendommens fremvækst, og som lå skjult i budskabet om at vende slægten og klanen ryggen for selv at knytte sine egne kærlighedsbånd.

Når Jesus prædiker, at vi skal vende forældrene og familien ryggen, så kan det altså i denne sammenhæng være en opfordring til at gå ud og skabe noget nyt, en fremtid der ikke alene er bestemt og betinget af fortiden. Dette handler ikke blot om de elskendes samliv, forelskelse og erotik, det peger imod opbrud og nye begyndelser; om verdens fortsatte beståen når de nye generationer gør verden til deres sted, begynder at handle og forandre og dermed skaber fortsat liv. At indse dette er vel det nærmeste vi kan komme evigt liv.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: