Forleden dag, da jeg var på vej til arbejde i bus, hørte jeg en mand sige: Når jeg dør skal jeg brændes og urnen nedsættes på de ukendtes gravplads – for mine efterladte skal ikke bruge tid på at passe min grav. Jeg mener det er vigtigt at tale om den slags ting, men udsagnet er på den anden side også et sindbillede på det moderne menneske, som ofte bruger en masse livsenergi på at kontrollere alt mellem himmel og jord. Ikke engang ved tanken om vores egen død kan vi slippe kontrollen.

Frygten for at miste kontrol viser sig nemlig at være udbredt i dag. Jeg har hørt flere psykoterapeuter sige, at selv det at dyrke sex kan skræmme mange, fordi man i orgasmen oplever følelsen af at miste sig selv. I stedet for at nyde sammensmeltningen med et andet menneske, bliver det strømmende liv i den seksuelle forening skræmmende og opleves som en trussel, nærmest som en udslettelsesangst, fordi kontrollen mistes.

Når et menneske hele tiden er bange for at miste sig selv skal der bruges masser af energi på at opretholde kontrollen. Derfor er adrenalin nærmest blevet det moderne menneskes hormonale udtryk. Adrenalin er kamphormonet der udløses så vores evne til handling øges. Det sætter kroppen i alarmberedskab og gør den klar til at yde en ekstra indsats for at bevare kontrollen over situationen. Adrenalin er hormonet, som hos vores forfædre sikrede overlevelse i kampen for livet. Men det er også overbelastningens hormon, som i dag er blevet hverdagshormonet, fordi mange menneskers dagligdag efterhånden til forveksling ligner en undtagelsessituation på grund af den evige frygt for at miste kontrol.

Kontrollens mennesker har ofte vanskeligt ved at forsone sig med deres blødhed, sårbarhed og behov for hengivelse, og så kan alt det positive der også er ved kontrol slå over i en form for selvødelæggelse, fordi mange vigtige ting blot bliver midler til mest effektivt at vinde endnu mere kontrol over livet, som dermed mister fylde og dybde.

Sammen med behovet for permanent kontrol mærker man nemlig ofte følelsen af at være på afstand af livet. Man må jo beskytte sig mod alt, hvad der kan svække kontrollen, om det så er tanken om døden eller den momentane orgasme i foreningen med et andet menneske. Evnen til at gribe kontrollerende ind i verden bliver stærk og veludviklet, mens evnen til passivt at modtage verden svækkes og får alt strømmende liv til at stivne.

Filosoffen Emmanuel Lévinas sagde, at det ikke er menneskets aktive engagement i verden, der er det grundlæggende ved eksistensen, men derimod vores sårbare modtagen af verden. Vi higer og søger efter meningen med vores liv i betydningen et mål ud over livet selv. I nyere tid er dette mål blevet knyttet til vores aktive indgriben i tilværelsen. Livet er blevet et projekt, som det gælder om at have kontrol over så det kan udnyttes mest effektivt.

Og er der noget galt i det? Næh, ikke nødvendigvis. Men ønsket om kontrol skaber også en form for nyttetænkning. Meget af det, som ellers burde være mål i sig selv er således blevet reduceret til midler, der vurderes efter hvor nyttige de er. F.eks. har jeg læst, at elskov er et godt middel til at holde sig ung. En rask gå-tur i skoven er et godt middel, hvis man ønsker et længere liv. Desuden er det godt for ens kreative tænkning, at være sammen med børn. Oplevelsen af elskov, en tur i skoven og leg med børn er således blevet middel til at opnå noget andet, der ikke er specielt veldefineret, men som vist handler om at vinde kontrol over projekt livet.

At løsne dette tvangsmæssige greb, indlade sig uden sikkerhedsnet, hengive sig til øjeblikket er det modsatte af den kontrol, som forsøger at styre alt. Det er den erfaring, som John Lennon bedre end nogen anden har beskrevet med ordene: Livet er det der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer. Livet er altså det der sker mens du elsker for at holde dig ung eller planlægger, hvad der skal ske når du er død; livet er det der sker mens du forsøger at kontrollere livet.