Skulle jeg som en sølle hund ikke have fattet min egen dødelighed blev jeg mindet om den da jeg for nogle få år siden blev ramt af en sten. Ikke umiddelbart noget dramatisk, men en indre sten, der blokerede vitale organer, efterfulgt af en operation, som gik helt galt.

Jeg fik lagt rebet om halsen; rødt, blodfarvet flettet af mit eget blod, pulserende i slanger, der lå hen over dynen, mellem maskinen og min krop, som ikke længere kunne rense blodet for affald, så døden nærmest ophobede sig i organernes mørke.

Kanyler, intravenøse sonder, elektroder og måleudstyr af enhver art krængede mine indvolde ud, gjorde dem synlige og afslørede at den trojanske hest i mit indre var ved at åbne sig, klar til at slippe invasionsstyrken løs. Som Odysseus fandt på træhesten for at skaffe grækerne gennem Trojas forsvarsværker efter 10 års belejring, har døden fundet på det geniale træk, altid at være gemt inden i os for uden nåde at være parat når det gælder.

Kroppen var allerede begyndt at distancere sig, havde gjort sig fri og markeret sin selvstændighed fra vilje og bevidsthed. Pludselig tilhørte livet ikke længere mig, og jeg var slået med rædsel.

Jo – jeg overlevede. Men selv da jeg blev rask, fortsatte rædslen og angsten for døden med at gøre mig zombiagtig i forhold til livet. Jeg blev mere og mere livsforskrækket og det endte med, at jeg fik reduceret livet til blot at være dødens forstadie, så mine dage blev en ophobning af ulevet liv, hvilket naturligvis skabte endnu mere dødsangst.

I de efterfølgende år fik jeg kun langsomt fat i livet igen. Gennem min families kærlighedsterapi og terapiens kærlighed blev det tilsyneladende indlysende efterhånden klart for mig: Hvis jeg ikke kunne acceptere døden, så kunne jeg heller ikke acceptere livet, og jeg havde jo fået tilbudt overlevelse med muligheder for at forstå mit liv i et helt nyt perspektiv.

Da jeg kom hjem fra sygehuset, gik jeg dagligt forbi kirken, hvorfra jeg egentlig havde troet, at jeg snart skulle begraves. Kirken har ligget der så længe, at den næsten ikke er blevet ældre i min levetid. For enden af gaden, som sidste datoblad i en kalender, ligger den og troner. Massiv, som en fortætning af tiden, knap nok eroderet af den stride pålandsvind ude fra Østersøen, som ellers har pisket omkring den langt længere end mands minde.

Trods sin manglende religiøse pragt viser kirken alligevel det jordiske fra sig ved at kaste skygger af størknet tid ned over enhver, som kommer forbi. Kirkens dunkle slægtskab med det overmenneskelige knytter sig til dens alder som viser hen til, at vi altid fødes ind i noget allerede begyndt, der først vil slutte lang tid efter os.

I kirkens tidsregning sker alt i et menneskes liv næsten på én gang. Vi opstår og forgår med en dødelig lethed; flygtige og tidsbestemte, i et blændende hukommelsestab. Men kirkens alder rummer en hemmelighedsfuld dybde, der skaber slørede fornemmelser om noget evigt. Her er det ikke kun den øjeblikkelige historiske tid, knyttet til min eksistens, som er nærværende. Ligesom myterne peger kirkens historie ud over hvert enkelt menneskes eksistens, til det tidløse i livet.

Jeg har set en udsendelse i tv om et firma, der tilbyder at omdanne aske fra kremerede mennesker til smykkesten; fra aske til diamanter! Det var naturligvis en idé, som nogle tossede amerikanere havde fået. Men som metafor for menneskelivets værdi, trods dets endelighed, er den egentlig ganske glimrende: Diamonds Are Forever.