Med jævne mellemrum kører jeg forbi Fensmark præstegård, hvor digteren Christian Winther blev født i 1796. Mest er det for at se om jeg ikke kan få et glimt af hans mor. Ganske vist døde hun i 1830, men hun var en meget usædvanlig kvinde, der var kendt for at besidde en intens opmærksomhed, der kunne vække sjælen af dagligdagens sløvhed, så det forekommer mig alligevel ikke utænkeligt, at hun en dag kunne finde på at efterkomme mit ønske. Men ellers er det også fint blot at forestille sig hendes venlige tilstedeværelse når jeg står og kigger på mindestenen for den berømte søn.

Hanna Winther, sådan hed hun, beherskede kunsten at forstørre verden og give den mer-betydning, og det er noget vi har brug for helt fra fødslen. Vi fødes jo ind i en verden, der har eksisteret i årtusinder før os, men alligevel er ukendt for den nyfødte, og den proces at gøre verden til ens egen kræver, at nogen åbner den for os, så vi trygt kan tage den i besiddelse.

På den lille Christians fem-års fødselsdag gav hun ham derfor en gave, som åbnede sønnens øjne for denne verdens store underværker: Hanna gav barnet solopgangen i gave ved at tage ham med ned i præstegårdshaven og vise ham solopgangen over det sydsjællandske landskab. Senere beskrev Christian Winther oplevelsen på denne måde: Det, som mange tusinder af poeter forgæves har søgt at beskrive, oprulledes for mit barnlige øje. Og han glemte aldrig denne gave.

Christians mor havde forstørret præstegårdshaven for ham, åbnet himlen og tilføjet kosmiske dimensioner til det, der før havde været barnets kendte legeplads. Nu ved ethvert barn jo, at verden ikke er som den ser ud til at være. Gemt i hver en lille ting kan der være en mer-betydning, som de voksne ikke har sans for. Men bliver denne evne hos barnet ikke mødt af en verden, som tillidsfuldt lader sig åbne og forstørre, som Christian Winthers mor forstørrede præstegårdshaven, så risikere den at tørre ind.

Nogle filosoffer taler om en metafysisk mer-betydning ved tingene i verden. Det kunne f.eks. være erfaringen af noget uforståeligt men alligevel tillidsvækkende ved tilværelsen, en dybde, der anes som en tryg rumklang bag alle hverdagens begivenheder. Mennesker har til alle tider oplevet denne fortryllethed, når verden med ét blev forstørret. Bibelens åbenbaringer er eksempler på dette, ligesom mytologien er fortællinger, der skal forstørre verden og give dybde og betydning til livet og hverdagens hændelser.

I moderne tid taler man imidlertid om, at verden er blevet affortryllet. Det knytter sig naturligvis til, at videnskaben har fundet forklaringer på næsten alt. Men det moderne menneskes evige stræben efter kontrol, spiller også ind. Kontrol over vores liv, planlægning af fremtiden og forsøget på at eliminere det, vi kalder tilfældigheder, men som set i forstørrelsens perspektiv også kunne være indfald fra tilværelsens dyb, som på ingen måde lader sig kontrollere.

Min far havde samme evne som Hanna Winther til at kunne forstørre hverdagsting og fremkalde en oplevelse af noget nyt, overraskende og indbydende. Når han var nærværende ophørte tiden, og de kendte dimensioner var slet ikke tilstrækkelige til at kunne rumme det vi oplevede. Verden udvidede sig, blev mystisk og vækkede opmærksomheden fra vanens sløvhed.

Ligesom Hanna kunne min far forstørre verden, så den helt almindelige daglige solopgang blev porten til noget meget stort. Han kunne imidlertid ikke forstørre sig selv. Tværtimod var han så usikker på sit eget værd, at han nærmest ikke fandt sig stor nok til denne verden.

Jo mere han forstørrede verden for mig, jo mindre blev han, og efter kun 50 år forsvandt han helt, fordi han ikke havde haft nogen til at gøre det samme for ham. Han havde ikke haft en mor som Hanna Winther eller en far som han var for mig til at forstørre verden og gøre den til et spændende og trygt sted at være. Men mig efterlod han en verden så stor og ubegrænset, at jeg næsten mener at kunne se Hanna Winther komme ud fra præstegårdens port uden at det forbavser mig.