Forfatterarkiv: Peter Johannes Schjødt

Den lille forskel

Skriv en kommentar

Den lille forskel er måske lille men tænk på, hvad den alligevel kan forårsage af følelsesmæssige tsunamier og kropslige jordskælv. Det er den forskel, der er strømførende, og som kan oplyse et helt univers, hvis man møder ham eller hende uden sikkerhedsnet. Den lille forskel er selvfølgelig metaforen for forskellen mellem de to køn og det er netop i mødet med et menneske, der opleves som forskelligt fra én selv – som anderledes og mystisk – at de menneskelige naturkræfter for alvor kan slå sig løs.

Men – begrebet den lille forskel er efter min mening alt for godt til kun at blive brugt på forskellen mellem mænd og kvinder. Jeg vil derfor foreslå, at indføre begrebet som almen beskrivelse af forholdet mellem alle mennesker. Man skal selvfølgelig ikke undervurdere den lille forskel mellem mænd og kvinder, men der er også en lille forskel mellem mænd og mænd og mellem kvinder og kvinder. Ethvert møde er faktisk defineret af, at der eksisterer en lille forskel mellem dem, der mødes – uanset om de er af samme eller forskelligt køn. Hvis der ikke var en lille forskel, ville man nærmest slet ikke opdage de andre.

Bevidstheden om denne forskelligheds-tilstand er forudsætningen for at kærlighed og venskab kan bygges op og vare ved. I kærlighed og venskab lader man nemlig den anden være – men med hengivenhed og interesse – som den engelske psykiater Ronald D. Laing engang skrev. Hvis man ønsker kærlighed og venskab må man kunne holde det andet menneskes fremmedhed ud, og opleve den som noget givende – som noget der kalder på udforskning, interesse og selvoverskridelse. Det modsatte, sagde Laing, er en form for vold, hvor man forsøger at indskrænke den anden til noget genkendeligt, til det der kan forstås ud fra ens egne præmisser; hvor man prøver at forklare den anden, hvem han eller hun er. Med andre ord en reduktion af den anden til at blive den, man ønsker. Og det er jo i virkeligheden udtryk for en fatal mangel på interesse for det andet menneske, men også en ligegyldighed, der i et stykke tid kan forklædes som kærlighed og venskab.

En engageret anerkendelse, interesse og hengivenhed for den lille forskel er nødvendig i ethvert møde mellem mennesker. Det er det, som inden for psykologien kaldes for den nødvendige separation – den nødvendige adskillelse. Sådan er det med det tidlige mor-barn forhold, og den adskillelse, der er forudsætningen for, at det lille barn kan blive et selvstændigt menneske. Får denne adskillelse ikke lov til at udvikle sig – får den lille forskel ikke plads – måske fordi kærlighed misforstås som enshed mellem mor og barn, så bliver kærligheden til et kannibalistisk forhold, hvor to mennesker i stedet for at blive selvstændige individer, faktisk ender med nærmest at æde hinanden.

Sådan er det også med kærlighed og venskab mellem voksne. Dem, jeg elsker, elsker jeg, fordi de er anderledes end mig. Som K.E. Løgstrup sagde, så hører det med til det at blive elsket, at man ikke skal gøre noget for at blive det. Jeg elsker dem, fordi de er som de er, ikke fordi de forsøger at leve op til nogle forestillinger og idealer, som jeg kan have om, hvordan de bør være, hvis de skal være genstand for min kærlighed.

Hvorfor skulle man også elske et andet menneske, der er ligesom én selv? Sådan en har man jo i forvejen, og det kan være svært nok at elske sig selv. Men ligesom kærlighed til sig selv bl.a. omfatter det, at kunne anerkende og integrere de sider ved sig selv, som man ikke umiddelbart føler sig fortrolig med – så er kærlighed og venskabsfølelser til andre også at opleve deres fremmedhed som noget, der er med til at gøre én selv til et mere helt menneske. Vi har simpelthen noget at lære hinanden gennem vores forskellighed; på grund af den lille forskel.

Jeg bliver til i mødet med Dig, ved at få øje på Dig – og jeg får øje på Dig, fordi du er noget helt andet end mig. Derfor vækker du min nysgerrighed, mit begær efter at gå på opdagelse i den lille forskel. Den amerikanske forfatter Siri Hustvedt skriver så smukt om, hvad der holder både kærlighed, erotik og venskab ved lige: Det kan kun vare ved, så længe man holder fremmedheden ved den anden i live.

Denne fascination af den andens grundlæggende anderledeshed er betinget af, at man forstår tiltrækningens logik på samme måde som Platon formulerede den i dialogen Symposion: Det, der skal til for at blive hel er at finde og udforske det, som er anderledes end én selv. Så opdager man nemlig også, at Gud faktisk aldrig blev helt færdig med at skabe verden:

Hver gang jeg får øje på noget fremmed i Jer fornyer min verden sig. Ved at gå på opdagelse i Jeres anderledeshed opdager jeg også noget nyt om mig selv. I driver mig ud af min alt for kendte verden og ind i en ny skabelse. På grund af den lille forskel, der eksisterer mellem alle mennesker, kan vi blive skaberguder for hinanden.

Ukendt land

Skriv en kommentar

Da min mor lå for døden var hun sygnet så meget hen, at der næsten kun var hendes indre tilbage. Et menneskes indre kan i sagens natur kun opleves indefra. Det, som andre får kendskab til, er den måde, som dette indre kommer til udtryk på. Men nu var der ikke flere udtryksmuligheder tilbage for min mor. En enkelt gang åbnede hun dog øjnene og sagde: Det var det. På den måde sluttede hendes liv. Jeg håber, at de sidste ord var udtryk for en indre følelse af et tilendebragt liv – et fuldført liv – og ikke for følelsen af, at livet bare var gået. Jeg har selvfølgelig tolket på de tre ord – det var det – siden den dag, hvor jeg stod ved hendes seng på sygehuset. Jeg tror, at min mor slap livet med disse ord i forvisningen om, at jeg sammen med min kone og vores piger var der til at føre det videre.

Det er efterhånden en del år siden, at min mor, som den sidste af mine forældre, døde. Erindringen om hende er ikke længere så velordnet, som den har været; den er lidt uregerlig – kommer på uventede tidspunkter, fremkaldes af en duft, et bestemt ord, en lyd, eller et besøg på det lokale loppemarked, hvor erindringen bliver vækket til live af et gammelt leksikon med guldbogstaver på forsiden – ligesom det, der stod i reolen, bag glaslågen, hjemme hos min mor.

Det var det – sådan sagde hun, og døde. Men ordene er stadig levende for mig, og selv helt inde fra døden hvisker de om noget, som jeg ikke kan vide med sikkerhed. I forhold til indblik i andre mennesker må vi nemlig acceptere en psykologisk og eksistentiel version af det berømte paradoks, som blev formuleret af den græske filosof Zenon, hvor han viser, at selv den hurtige Achilleus aldrig kunne indhente en skildpadde:

Achilleus løber 10 gange hurtigere end skildpadden og giver derfor dyret et forspring på 10 meter. Achilleus løber de 10 meter, mens skildpadden bevæger sig en meter. Så løber Achilleus den ene meter, mens skildpadden flytter sig yderligere en decimeter. Achilleus løber denne decimeter, men skildpadden har igen rykket sig, denne gang med en centimeter. Den letbenede Achilleus løber hurtigt denne centimeter, men så har skildpadden flyttet sig en millimeter osv., i én uendelighed – uden, at det nogensiden lykkes Achilleus, at nå op på siden af skildpadden.

Her handler ikke om hurtigløbere og skildpadder eller om logiske selvmodsigelser, for selvfølgelig ville Achilleus i løbet af et øjeblik lægge skildpadden bag sig i virkelighedens verden. Men Zenons paradoks kan tolkes eksistentielt: Uanset, hvor meget vi nærmer os et andet menneske, uanset hvor meget vi ved om det, undersøger og finder ud af, så er der noget, vi ikke kommer til at vide. Vi kan nærme os det andet menneske, komme tættere og tættere på, fortolke, udlægge og analysere, men vi når det aldrig – på samme måde, som Achilleus kom tættere og tætte på skildpadden, men aldrig nåede den.

På verdenskortet er der ikke flere hvide pletter tilbage; alle afkroge er fundet og mere eller mindre udforsket. Skal vi finde uudforskede områder, må vi enten rette blikket mod det ydre eller det indre univers. Begge steder findes der masser af ukendte områder at gå i gang med. I de sidste par måneder har mit kompas i disse ukendte områder været min mors sidste ord: Det var det; det var dét liv – men hvad var det for et liv – og ikke mindst, hvem var den kvinde, der levede dette liv, som for nogle år siden sluttede på provinssygehuset ved fjorden?

Bagerst i mit arkiv, blandt alle kasserne og ringbindene, er jeg for nylig stødt på nogle store gule kuverter med min mors efterladte papirer. Naturligvis kender jeg indholdet, her er der ikke noget nyt. Men da jeg så på de gamle fotografier, hvor min mor bærer mig på armen, må jeg nødvendigvis tænke, at jeg kun har kendt hende som min mor. Det er som hendes barn og søn, at jeg har set, forstået og oplevet hende. Men det er jo ikke noget arkimedisk punkt, hvorfra man kan overskue og forstå hendes liv – det er blot ét led i den uendelige tilnærmelse til en forståelse, for hun var jo også meget andet:

F.eks. var hun datter af et bestemt forældrepar, hun var både lille- og storesøster, og hun var en unge pige, som en dag mødte sin første kæreste, hun var veninde til nogle af de andre piger i skolen, hun var den datter, der tidligt mistede sin far og derfor også hende, som flyttede til København sammen med sin mor og søskende nogle få år inden verdenskrigen. Min mor var også den kvinde, som efter krigen pludselig flyttede til Stockholm, uden at nogen vidste hvorfor, og det blev heller aldrig sagt – og så var hun kvinden, som i 1954 mødte min far i Tivoli, og som senere blev gift med ham. Derefter var hun kvinden i dette ægteskab og så blev hun min mor.

Men hun var stadig meget andet. For hvert skridt, man nærmer sig hende, vokser antallet af hvide pletter, som er ukendt land. Hvordan oplevede hun alt det, der udgjorde hendes liv, og hvordan blev det sat sammen til den verden, som hun oplevede indefra? Hvad var hendes motiver og drivkræfter? Dette har ikke noget med hemmeligheder at gøre; det handler om størrelsen og kompleksiteten af et enkelt liv. Man kan spørge og spørge, få svar efter svar og undersøge i evigheder – men stadig er man langt fra alt det, som et menneske i sidste instans er – nemlig uendeligt.

Derfor var det ikke blot min gamle mor, som for sidste gang lukkede øjnene den dag, hvor hun døde. Det var en hel verden, som forsvandt. Ikke mærkeligt, at man kan føle, at livet bliver fattigere eller i hvert fald meget anderledes, når et menneske går bort. Livet bliver en hel verden mindre – og det er alligevel noget. Godt så – at der også hele tiden fødes nye verdner, og at man om lidt kan gå ned i stuen og møde den verden, som sidder i sofaen eller stolen; mystisk og tiltrækkende, som en ukendt verden altid er, når den kalder på at blive udforsket.

Jeg tror at kærligheden vækkes og holdes ved lige gennem denne følelse af, at der hele tiden er noget ved det andet menneske, som undslipper mig.

Du – min verden (et prosadigt)

1 kommentar

Du – er jorden under mine fødder. Kig lige op for du skal vide, at da jeg mødte dig, elskede jeg dig så vildt, at jeg troede, at jeg ikke kunne rumme mere kærlighed. Men så dukkede pigerne op og kiggede på mig, og så elskede jeg også dem, for din kærlighed avler endnu mere kærlighed i mig. Du er min hustru – dét er du, og du er ikke blot en kvinde, du er en verden.

Du – du er min datter, og det er du også, fordi kærlighed flyder meget lettere end blod, og er ikke begrænset af biologiens slægtskab.

Og du – dig derovre i stolen, du gav mig nøglen så jeg kunne lukke op. Du blev min jordemor, som hjalp mig til genfødsel, huggede mig ud af den stenblok, som jeg engang var ved at blive lukket inde i.

Og du – du var fra Norge og sang når du talte. Selv om vi var unge, satte du et spor, som ikke er sandet til, men stadig vibrerer.

Du – er død, men du er jo stadig min far, og du er min mor. I var begge to i verden lang tid før min ankomst og gjorde livet parat til mig. Og du, det fik jeg senere at vide, både du og jeg var ved at dø, da du fødte mig. Men du ville ikke acceptere min modvilje mod at blive til, så her er jeg. Og du, der så tit var væk, du kunne godt have levet lidt længere, for du var jo min far.

Og du – med de smukke mørke øjne. En dag kiggede du på mig og talte fra et helt uventet sted. Du er min Glaspige, der holder spejlet op foran mig.

Du – Petra, var den første døde jeg så, da jeg arbejdede på et plejehjem. Du var meget gammel, og kan du huske, at du havde glemt din mand og troede, at vi var kærester. Måske var vi, for jeg har jo aldrig glemt dig.

Du – som jeg har kendt i mange år, du er min ven, som jeg stoler på, fordi du var så besværlig i begyndelsen. Derfor ved jeg, at du aldrig svigter mig, og jeg kan savne dig så meget.

Du – dig, som jeg nu har i tankerne igen, dig vil jeg gerne beundres af, og du skal sige, at jeg er, som jeg skal være – og lidt til.

Og du – du ved det godt, du er så stille, men det er dejligt at vide, at du er der alligevel.

Du – du er dem, der er min verden.

Viden og visdom

Skriv en kommentar

Vi lever i et videnssamfund. Nu mangler vi bare at få visdommen med. Mens viden i princippet er noget, der kan måles, omsættes til økonomisk vækst og objektivt bruges til noget, så er visdom langt mindre anvendelig ud fra nutidens effektivitetskrav. Derfor er det nok symptomatisk, at en Googlesøgning på begrebet viden resulterer i over 11 millioner hits, mens visdom blot kommer ud med ca. 1.5 millioner. Selv om viden og visdom har samme sproglige rod, begge udspringer nemlig af et ord, der betyder ”se”, så er det helt forskellige ting, som ses, alt efter om blikket er rettet mod viden eller visdom.

I meget stor udstrækning har vi i dag fokus på viden. Men livet og verden bliver et fattigere sted at være, hvis visdommen ikke tilkendes en plads. Vi kan hverken undvære viden eller visdom, men heller ikke klare os med blot den ene af de to. Næsten alle vigtige ting er nemlig tilgængelig for indsigt, der bygger på både viden og visdom.

Den amerikanske biolog Robert Pollack var en af hovedkræfterne bag opdagelsen af DNA-molekylerne. Om nogen var Pollack inkarnationen af videnskabelig viden, af den videnskabelige metode til at frembringe ny viden om menneskets arvemasse, som gennem genteknologien skaffede os indsigt i livets biologiske byggesten og dermed lagde grunden til bekæmpelse af både sygdom og alderdom. På et tidspunkt blev Pollack imidlertid ramt af en sygdom, som han kun med nød og næppe overlevede. Dette ændrede hans syn på, hvad der var af betydning, hvis man søgte efter indsigt i det konkrete liv: Både viden og visdom. Visdom er ikke et alternativ til den videnskabelige viden, som rent faktisk dagligt redder menneskeliv, men livet kan være genstand for både viden og visdom.

Visdommens liv handler om det oplevede liv, om det personlige liv, som det opleves af den enkelte. Her er det ikke de biologiske processer og den genetiske forståelse af menneskelivet, der er i spil. Det enkelte menneskes liv får ikke sin værdi og subjektive mening gennem de biologiske processer, som den videnskabelige viden kan afdække. Den måde, som jeg oplever mit liv på, påvirkes kun yderst begrænset af videnskabernes forskellige former for viden om mennesket. Selv om den videnskabelige viden en gang også reddede mit liv fra den visse død, så var det ikke denne biologiske og naturvidenskabelige viden, der senere gav mening til mine personlige oplevelser under sygdommen. Derfor er det vigtigt at skelne mellem liv i den ene og den anden betydning, på samme måde som man nødvendigvis må skelne mellem de kemiske processer, der sker oppe i hjernen når vi bliver forelsket og selve den personlige oplevelse af at være forelsket.

Visdom handler om de store konstanter i livet, f.eks. kærligheden, døden, venskabet, angsten, glæden og sorgen. Med andre ord om alt det, der er vigtigt for det enkelte menneskes oplevelse af livet, men som der ikke kan laves videnskabelige undersøgelser af.

Mens viden handler om at finde svar, om at gøre eksisterende svar bedre og mere uddybende for at skabe større objektiv indsigt, som på sin side kan føre til f.eks. bedre medicin, mere effektiv behandling o.l., så drejer visdom sig om de store spørgsmål, hvor der ikke findes nogen bevislige svar. Visdommen er ikke så optaget af detaljerne og det objektive, men først og fremmest af den frihed, der ligger i at kunne stille ”vilde” spørgsmål til livet, f.eks. af typen: Hvorfor mødte jeg lige netop dén kvinde og ikke en anden, og hvorfor blev jeg forelsket i hende? Biokemisk er der muligvis et svar, men jeg spørger for at få et svar fra den mytiske verden: Fordi vi to hører sammen! Sådan oplever jeg mit møde med Hende, der er skulle være min; det var et uomgængeligt møde, som kun kan forstås af mig gennem den historie, jeg fortæller om den gang far mødte mor.

Jeg er en stor tilhænger af f.eks. biokemi, hjerneforskning og al medicinsk forskning i det hele taget, fordi denne form for viden kan redde liv og gøre gode ting for os mennesker. Men jeg elsker dem, jeg elsker, på grund af de forklaringer, som visdommens historieskrivning giver: De gør mit liv større, de giver mit liv mening, de er mine sjælevenner, de er min livseliksir, vi er sat i verden for at mødes og vokse sammen. Intet af dette kan bevises, det er ret ukonkret og lidt tåget. Det er en visdom, som kun jeg kan mærke – det er fra den vinkel, at jeg oplever mit personlige liv, og hvor jeg er ret ligeglad med de objektive forhold.

Personligt har jeg det sådan, at jeg elsker at finde og tilegne mig ny viden, og det er godt, at vi vidensmæssigt bliver klogere dag for dag. Men hvis vi vil have verden til at tale til os, eller hvis vi vil aftvinge den en mening, så må vi vende os i retning af visdommen, der kan starte alle de vigtige eftertanker, som videnskaben i sig selv ikke kan bidrage til: Hvad er godt og ondt, hvad bør vi gøre og ikke gøre, hvordan skal jeg behandle andre mennesker, hvordan skal jeg forholde mig til den menneskelige sårbarhed, til angsten, døden og kærligheden? Om alt dette og meget mere er den videnskabelige viden tavs, fordi det ganske enkelt ikke er dens område. Men når vi selv begynder at stille spørgsmål om meningen med det hele, om hvordan vi skal leve vores liv, hvad vi vil med det og hvordan vi skal være sammen med andre – så er det spørgsmål, der ikke findes nogen endegyldige svar på, men som ikke desto mindre er det, der skaber beredskabet til at leve et liv, som trods al videnskabelig viden i sidste ende er helt uforudsigeligt og uforklarligt.

Om at frelse sig selv

Skriv en kommentar

Mennesket er det eneste væsen, der slår ihjel på grund af en idé. Et enkelt individ behøver ikke at være truende i fysisk forstand, for at påkalde sig en dødsdom, når det handler om ideernes enestående og selvpålagte tyranni. Et menneske behøver blot at have nogle ideer, som anses for at være i modstrid med en stor politisk, ideologisk eller religiøs sandhed, for at miste livet på den mest grusomme måde.

Vi ved, at de politiske ideer har foranlediget millioner af komplet unødvendige drab på uskyldige og forsvarsløse mennesker, blot fordi disse mennesker havde en anden idé. Det samme gælder de religiøse ideer, som man måske ellers skulle tro var kærlighedens sande kilde, i modsætning til de politiske ideer, som mange politikere står i kø for at misbruge til personlige magtformål. Men sådan er det jo ikke: Millioner efter millioner af mennesker er gået til grunde i de store religioners nådesløshed – på grund af en idé.

I masser af bønner har mennesket igennem tiderne bedt deres gud om frelse. Frelse fra det onde, frelse fra synden, frelse fra at tænke urene tanker, frelse fra uretfærdigheden, frelse fra frygten. Men den dybeste bøn, man i virkeligheden kan sende til sin gud, er dog efter min mening: Gud, frels os fra os selv.

Den engelske forfatter D.H. Lawrence skrev engang et digt om dette tema. Gud, sagde han, du, retfærdighedens Gud, hvornår vil du lære mennesket at frelse sig selv? Stop med at sende os flere frelsere, bad han. Vi er alt for ofte blevet frelst for senere at opdage, at vi i virkeligheden er blevet solgt til en idé, som ikke ønsker modsigelse og ikke tåler kritik – og som er parat til, helt uden nåde, at slå os ihjel, hvis vi ikke tænker det rigtige på den rigtige måde.

Op igennem historien har mennesket forsøgt at frelse andre i en grad, så det ikke alene ligner selvforglemmelse, men også en skamløs forglemmelse af andre menneskers frihed til at vælge om og hvordan de eventuelt vil frelses. Denne frelse har ofte haft religionernes navne, men disse frelsesreligioner, bl.a. Kristendommen og Islam, har samtidig haft det med at være en meget aktiv del af nederdrægtighedens verdenshistorie. Efter min mening, fordi de i deres dogmatiske form ikke tillader spørgsmål og individuel søgen, men i stedet har et fast skema for frelsens form. Brydes dette skema, fordi du tænker forkerte tanker og har fejlagtige ideer, rammes du af nådesløshedens sværd.

I mit barndomshjem var der masser af ånd, men også en vis portion sund skepsis over for religionernes dræbende dogmatisme. I sine bedste stunder var den åndelighed, som mine forældre repræsenterede, præget af samtale og udvikling af ideer. De har givet mig en gave, som har været meget værdifuld i hele mit liv, nemlig bevidstheden om, at det vigtigste (og eneste) menneske, vi kan frelse – det er os selv.

Frelse har i denne sammenhæng ikke nødvendigvis noget med religion at gøre, men handler først og fremmest om, at finde frem til, hvem man selv er. Til dette formål har vi ikke brug for, at andre fortæller os det, men for samtale med andre og med os selv om tilværelsens dybeste spørgsmål. Det er nemlig i det åbne møde med disse spørgsmål, at vi finder vejen til os selv. Frelse, i denne betydning, er altså at søge efter svaret på, hvem man er – ikke at få det fortalt af andre, ikke at gøre andres ideer om, hvem man er, til ens egne. Her må man søge sine egne ideer uden at blive truet af andres.

I centrum for religionernes bekæmpelse af ”forkerte ideer” ligger spørgsmålet om, hvem der skal bestemme over det enkelte menneskes historie og ideer om, hvem det er. Derfor må vi til enhver tid kæmpe imod det religiøse synspunkt, at det kan være i orden, at slå mennesker ihjel på grund af deres ideer og tanker – og desuden også imod enhver religiøs forestilling om rimeligheden i, at sætte grænser for tænkningen. Det er muligt at religionerne mener, at tankekontrol er vejen til frelse. Men det modsatte er faktisk tilfældet.

Det er ved hjælp af den frisatte evne til at tænke over os selv som enkeltindivid, og gennem åben dialog med andre, at vi finder hjem til os selv. Dét tror jeg faktisk er en slags frelse i ordets fineste betydning.

Vendepunktet

Skriv en kommentar

Man kan fare vild mens man ligger i sin seng og miste sig selv på få sekunder. Det skete for en af mine venner for nogle år siden. Hans liv brød sammen, som så mange menneskers liv bryder sammen. Det skete mens han lå på hospitalet, hvor der på et tidspunkt var alvorlig fare for hans liv. På det tidspunkt havde jeg kendt ham i mange år, ikke helt tæt, men vi vidste altid, hvor hinanden befandt sig, og gennem en del år havde vi arbejdet sammen. Heldigvis overlevede han, men der var gået noget helt galt – trods stor taknemmelighed, fordi han havde overlevet, havde han alligevel på en måde mistet sig selv, dér i hospitalssengen, mens han lå og kæmpede med døden.

Han er en meget belæst mand, og altid god for et citat fra en af hans yndlingsforfattere. Man kan opfatte dette som en distance, men jeg oplever også ofte, at de alvorlige ting faktisk bedst beskrives gennem kunsten, et citat fra en roman eller et digt. Da han også selv har en lille kunstnerisk åre blev han derfor voldsomt inspireret af noget, som en læge sagde til ham den dag, hvor han endelig blev udskrevet: Du er en stendanner. Selv om lægen havde ment det som en forklaring på, at min ven havde dannet sten i alle mulige indre organer, så er det ikke noget, man bare lige siger til en mand med en ganske livlig litterær fantasi. Flere år efter vendte min ven da også tilbage til dette udsagn. Det var en dag, hvor han prøvede at fortælle mig, hvorfor han havde mistet livslysten efter mødet med døden, selv om han jo rent faktisk overlevede og burde være glad.

Man må søge ned i livets undergrund – og du ved jo, at jeg er en stendanner, så vejen ned i min personlige undergrund er lidt hård og jeg må hele tiden søge nye veje, fordi der er spæret af stenstykker, og jeg ved ikke om jeg snart har flere udveje. Jeg var klar over at det var meget alvorligt ment. Han havde overlevet fysisk, men frygtede med god grund at dø psykisk og var faktisk på vej væk fra livet.

Min ven havde netop læst Salman Rushdies roman ”Maurerens sidste suk”, der handler om en mand, hvis liv forløber meget hurtigere end det skulle, så han derfor også nærmer sig døden hurtigere end han egentlig burde. I denne fantastiske bog siger hovedpersonen på et tidspunkt:

Jeg skal fortælle dig en hemmelighed (…) Når det gælder frygten, så er det alt eller intet. Enten styrer den som en hvilken som helst tyrannisk bølle ens liv med stupid, blindende almagt, eller også omstyrter man den, og så forsvinder dens magt i en lille røgsky. Og endnu en hemmelighed: Revolutionen mod frygten, det at vælte denne tarvelige despot, har stort set intet med ”mod” at gøre. Det drives af noget langt enklere: det simple behov for at komme videre med ens liv. Jeg holdt op med at være bange, for hvis min tid her på jorden var begrænset, så havde jeg ikke sekunder at spilde på bæven.

Det var sådan, min ven gerne ville have det, men han var blevet fanget af frygten og kunne ikke starte en revolution mod den. Derfor blev frygten bare mere og mere selvforstærkende, så han nu var ved at miste troen på, at der kunne være en mening med hans liv. For at vise, at jeg også kunne være med, henviste jeg til nogle tanker, som den norske forfatter Karl Ove Knausgård flere år senere skulle gøre sig i andet bind af ”Min kamp”: spørgsmålet om livets mening er blevet et teenagespørgsmål, der ikke længere kan stilles af voksne med en intakt anstændighedsfølelse. Og det er meget trist, for når man rammes af meningsløsheden er det vigtigt at kunne stille alle de dybeste spørgsmål, ellers bliver man for alvor væk for sig selv.

Det var noget tid efter denne samtale, at min ven besluttede sig til, at dette kunne han ikke klare alene. Hans hustru måtte hjælpe ham til denne indsigt og senere fortalte han om den dag, der blev mytisk for ham, og som vi siden har kaldt for Vendepunktet. Helt for mig selv tænker jeg også på den som en slags genfødsel – for faktisk virker han i dag som en genfødt. Ikke som en nyfødt – men som en mand, der har taget livet i besiddelse, måske for første gang i den periode, hvor han har levet her på Kloden. Men jeg ved godt, at det var en svær fødsel. Det forstod jeg helt fra begyndelsen da han fortalte om, hvordan han mødte sin Jordemor for første gang.

Kvinden over for ham kunne være et sted mellem 35 og begyndelsen af 40’erne. Han så på hende hen over det lave bord med te-glassene; lidt i modlys fra vinduet, der fra første sal vendte ud mod torvet, som han få minutter før havde krydset med blikket stift rettet mod døren op til hendes klinik. Fra samme øjeblik, han havde ringet til hende for at bestille en tid, havde han været i tvivl. Der er jo egentlig ikke noget alvorligt i vejen med mig, havde han tænkt. Havde han måske ikke klaret sig godt, fået en uddannelse, haft gode og prestigefyldte jobs, fået meget anerkendelse, haft gode forældre og selv fået en dejlig familie? Hvorfor skulle det være nødvendigt at tale med en terapeut? Havde alle mennesker det i virkeligheden ikke på samme måde?

Men nu var han der altså og på hendes ansigtsudtryk forstod han, at hun sikkert havde stillet et spørgsmål, som nok drejede sig om, hvorfor han var der. Det var netop det spørgsmål, der fyldte ham så meget, at han nærmest ikke opfattede, hvad hun sagde, og mest af alt havde lyst til at sige, at der var tale om en fejltagelse. Det var en gåde for ham, hvordan han havde fået åbnet døren, bevæget sig op til 1. sal og sat sig i sofaen foran hendes klinik. Hun var en fremmed kvinde, som han skulle fortælle noget, der næsten var skjult for ham selv. Symptomer kunne han ikke fortælle hende om, der var jo ikke tale om en sygdom, som gjorde ham ude af stand til at fungere. Afstand var det, han kunne komme på; en følelse af afstand til det virkelige liv, en følelse der gjorde ham bange og ked af det. En afstand, der betød, at han konstant oplevede en smertelig distance til alle andre, og til sig selv, som om han levede i det forkerte af to parallelle universer.

Hvordan forklarer man et fremmed menneske det, når man er vant til, at netop afstanden hjælper én til hverken at skulle mærke eller forklare det? Hen over hendes venstre skulder kunne han se folk bevæge sig rundt nede på torvet. Han så dem på afstand, gennem et vindue, der holdt alle lyde nede på en svag summen, og pludselig fik den afstand, der jo her var så tydelig, ham til at sige: For nogle år siden blev jeg så syg, at jeg var ved at dø af det, men overlevede. Nu er jeg blevet så bange, at jeg næsten ikke tør leve alligevel – og ved ikke hvad jeg skal gøre.

Dét var Vendepunktet i dets enkelthed; ord som forløste. Jeg ved ikke, hvad hun gjorde for min ven – det holder han naturligvis helt for sig selv. Men hun var magisk og tilbød det rum, hvor han i de kommende år hele tiden kunne gå lidt længere, end han ellers kunne have gjort på grund af de stendannelser, der spærrede vejene i hans indre. På den måde kunne han tage nogle skridt, som det aldrig ville have været muligt at tage alene og uden denne kvinde, som deltagende vidne.

Når vi i dag taler om dette Vendepunkt i min vens liv kan han naturligvis ikke lade være med at citere fra Rainer Maria Rilkes digt ”Nu sænkes timen”, når han skal forklare, hvad der skete den dag:

Nu sænkes Timen og rører mig tøvende
med sit Metalklare Slag;
Jeg føler: jeg kan – og griber med prøvende
Sanser den plastiske Dag.

Selv om jeg på mange områder næsten ikke kan kende min gamle ven længere, så er vi vokset sammen på en helt ny måde og er nok langt mere uadskillelige end tidligere. Det gælder også min ven og hans hustru. Det var hende der ventede på, at han fik rystet alle de psykiske stendannelser af sig, så han kunne tage imod den store kærlighed, som hun sammen med de to piger viste ham.

Nu er det ikke kun min ven, der kan det der med at citere store digtere. I al beskedenhed prøver jeg at følge med og dækker mig undertiden ind bag digternes ord, når mine egne evner ikke slår til. Så til min ven og hans familie vil jeg gerne slutte denne blogpost med at citere den danske digter Jakob Knudsens ”Se, nu stiger solen af havets skød” fra 1891:

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly!
O, for sejrsjubel, for salig lyst:
lyset stander stille på livets kyst!

Når man ikke er født i går

Skriv en kommentar

Jeg er bestemt ikke født i går. Det bliver jeg mindet om hver dag. Grå hår, rynker, der bliver flere og dybere; jeg kan falde i staver foran spejlet, når jeg om morgenen prøver at genkende mig selv. Det siges at ældre mennesker vågner tidligere om morgenen end da de var yngre. Jeg tror det er fordi de skal bruge mere tid på at finde ud af, hvem det er der er vågnet.

En gang var der en verden, som lå mellem skoven og landevejen, der gik helt ind til København. Det var her jeg boede lige efter min fødsel, altså mange år før i går. Det var på den tid, hvor tingene ikke var, som de så ud til at være. Der er et gammelt fotografi, som min far tog, hvor jeg står og fisker i åen, der løb gennem skoven. For enden af fiskesnoren var der bare ikke nogen krog, for i virkeligheden ventede vi på at få et glimt af de særlige nymfer, najaderne, der holder til ved kilder og rindende vandløb. Jeg var lille nok, og min far stor nok, til at vi i fællesskab kunne anerkende eksistensen af disse nymfer.

Faktisk dukkede najaderne op når jeg spurgte min far, hvordan vandet kunne undgå alle de sten, der lå i åen, og som jo var meget stærkere end det bløde vand; hvordan det kunne finde nye veje, når jeg sammen med de andre drenge forsøgte at lave dæmninger? Det var najaderne, vandnymferne, forklarede han, der hjalp vandet rundt om alle forhindringerne. Det gav god mening, også selv om jeg senere lærte noget langt mere videnskabeligt om strømhvirvlers bevægelser.

Når jeg tænker på min barndoms vandnymfer og tilmed husker, at en sten med hul i var en ko, som man kunne trække ud på græsset med en snor, så bliver det meget tydeligt, at jeg ikke er født i går, men tværtimod har haft ganske mange år til at vænne mig til en affortryllet verden.

Men så er det, at jeg alligevel får øje på noget i mellemrummet – mellem alt det jeg ved, og som gennem årene har udviklet sig til at være min sikre viden, først og fremmest om mig selv. Det var helt sikkert nogle naturlove, der fik vandet til at bevæge sig på den måde, som det gjorde i min barndoms verden. Det er tilmed muligt, at den engelske fysiker Stephen Hawking har ret, når han skriver, at vi nærmer os det mål, hvor alt vil være kendt. Måske kommer denne sikkerhed engang til at gælde hele den fysiske verden, selv om jeg tvivler. Men hvis vi betragter mennesket, som andet og mere end en optimeret abe, som den amerikanske forfatter Marilynne Robinson siger, så vil der stadig dukke brudstykker af mysterier op, hvor tingene ikke er som vi troede.

Det, der gør mennesket unikt, er nemlig, at det har behovet for og evnen til at stille spørgsmål til sig selv. Næsten alle de væsentligste spørgsmål mangler vi imidlertid redskaberne til endegyldigt at kunne svare på. Det er som den engelske filosof Bertrand Russell sagde, at næsten alle de spørgsmål, der har livsvigtig, eksistentiel betydning for mennesket, hører ind under det, som videnskaben ikke kan besvare. Det er spørgsmål, der ikke lader sig udgrunde gennem dissektion, måling eller vejning og heller ikke gennem de store religioner. I mit barndomshjem var der masser af ånd og spiritualitet, og nymfer var bestemt ikke en umulighed, men religionernes dogmatiske forklaringer blev jeg heldigvis vaccineret grundigt imod.

Men spørgsmålene er der jo alligevel. Alt det, der ikke kan svares på, hører til det, som mennesket til alle tider har overvejet: Hvad er mennesket for en størrelse, hvem er man selv, hvordan er man blevet den man er, hvad er meningen med livet, hvad er det gode, hvordan skal jeg leve mit liv og hvordan skal jeg leve med visheden om min egen død? At der ikke er nogen endegyldige svar på disse spørgsmål er jo ikke en legitim grund til at afvise dem.

Når jeg nu ikke er født i går burde jeg jo nok vide bedre og mere, og ikke bare lade fornuften bukke under for den eksistentielle grundtvivl, med risiko for følelsernes sentimentale forvirring. Men det forholder sig efter min mening således, at mennesket er det eneste væsen her på Kloden, som altid har fortalt sig selv historier for at forstå, hvad det er for en skabning. Ud af disse historier dukker der en beboelig verden op.  Men det er også derfor, at vi kan forsvinde i de fælder, som de dybeste spørgsmål (dem uden svar) sætter for os. Der er således grund til at være ekstra opmærksom når nogen tilbyder os et definitivt svar på vores egne dybeste spørgsmål. Det er nemlig i den fortsatte og nysgerrige spørgen, at verden åbner sig. Det er i spørgsmålene at forsvaret mod den dogmatiske nådesløshed ligger. Det er i spørgsmålene, at man hele tiden genfødes og opdager, at hverken verden eller én selv altid er som man troede aftenen i forvejen.

Møde på Alvorens Plads

Skriv en kommentar

Alvorens Plads eksisterer vist ikke på noget landkort. GPS’en kan ikke indstilles til at finde adressen. Men i det indre landskab er det på denne plads, at jeg i det seneste år har haft nogle af mit livs dybeste oplevelser. Oplevelser, som kun det helt nøgne og sårbare møde med et andet menneske, kan skabe. Denne blog er i modsætning til alle de hidtidige indlæg derfor heller ikke skrevet af mig alene, men i fællesskab med Dorthe, som jeg har kendt over en periode på 16 år.

Vores fælles historie som livsvidner for hinanden begyndte, da jeg underviste på Vallekilde Højskole. Her havde jeg Dorthe som elev på mine kurser i filosofi, som vakte hendes engagerede interesse. Derfor begyndte hun at komme i vores hjem, og i nogle år fastholdt vi kontakten, som dog efterhånden gled ud. Hele tiden har jeg dog vidst, at vi på et tidspunkt måtte finde Dorthe igen, for hun var noget helt specielt. Først og fremmest var hun meget alvorlig, og havde en egen insisterende måde at drive samtalen videre på, ikke mindst når tingene blev vanskelige at give ord, fordi de kom tæt på alt det, der er svært at finde ud af i tilværelsen. For et års tid siden fandt vi så Dorthe igen – på Facebook, hvor hun svarede med en mail:

Der er jo sket mange ting i de sidste 16 år. Jeg oplevede selv den store lykke at blive mor i sommeren 2006. Der fik jeg min skønne søn, som I kan se på billedet. Men sommeren 2007 blev et alvorligt vendepunkt i mit liv. Kort fortalt blev jeg pludselig meget, meget syg. Jeg fik konstateret alvorligt hjertesvigt, og mit liv hang i en tynd tråd i flere uger. Eneste mulighed for overlevelse var en hjertetransplantation, fik vi at vide. Det ændrer ens liv, når man som 33-årig og med en lille søn på 13 måneder må se døden lige i øjnene. Jeg kom på venteliste til transplantation, og fik et nyt hjerte i 2008. Jeg har haft et relativt godt forløb, men der har da været – og er stadig – mange kampe. Jeg har en god livskvalitet i dag, men må leve med, at mit liv ikke bliver så langt, som man umiddelbart forventer.

På den måde mødtes vi altså igen – 16 år ældre – denne gang midt på Alvorens Plads, hvor vi siden har haft et fælles stambord. Dorthes mail gav mig i første omgang nærmest en overdosis virkelighed. Men når vi nu sidder og taler om, hvad vi skal skrive, mærker jeg ikke kun hendes skrøbelighed, men oplever alle menneskers grundvilkår: Vi er ikke selv herre over vores hjerteslag.

Selvom det lyder banalt, har det også været en sorg at tage afsked med mit gamle hjerte. Det bankede i min krop i 33 år, 9 måneder og 2 dage. Det var det hjerte, som mine forældre i sin tid hørte hos jordemoderen, og selvom jeg bliver bombarderet med oplysninger om, at hjertet blot er en muskel, som holder kroppen i gang, så kan jeg ikke se mig fri for at tænke, at det var med det hjerte, at jeg havde oplevet kærlighed og smerte i hele mit liv.

På mange måder sætter vores møder på Alvorens Plads hele tiden nye standarder for min måde at se tilværelsen på.

Noget, der også har fyldt meget og som jeg har grædt mange tårer over, er det faktum, at jeg ved, at det ikke kun er mig, der for altid vil huske den dato i 2008. Et eller andet sted derude er der en familie, som samme dag sagde farvel til en af deres kære, og som midt i den svære stund havde medmenneskelighed og overskud nok til at tage en meget svær beslutning. De gav den største gave til mig, og sikkert også nogle andre patienter, uden at kunne forvente at få noget som helst igen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har tænkt meget over, hvilket slags menneske, som bar mit nye hjerte før mig. Jeg ved intet, og får sikkert aldrig noget at vide, men jeg er overbevist om, at han eller hun var et rigtigt godt menneske.

Den alvor, som jeg husker Dorthe for, er i dag knyttet til hendes rejse ind i eksistensens dybeste vilkår, hvor sårbarheden bliver det, man kender mennesket på. Sekunder ændrer vores liv, og vi må bare følge med.

Vi er lige kommet ind ad døren, da min mobil ringer. Jeg sidder i en lænestol og slapper af efter en lang gåtur – med få splitsekunders mellemrum går det op for os: Det er transplantationstelefonen! Jeg ryster over hele kroppen, allerede inden jeg febrilsk får trykket på den grønne knap. En venlig stemme præsenterer sig som sygeplejerske et-eller-andet fra Rigshospitalet. Hun fortæller mig, at de har et godt hjerte til mig, hvis jeg er interesseret. Alt i mig skriger efter at sige nej tak, eller at hun har fået forkert nummer, men jeg ved jo godt, at det kan jeg ikke, så jeg siger ”okay”, og vi aftaler, at jeg får en halv time til at gøre mig klar, og at vi derefter vil blive hentet af Falck.

Turen til hospitalet går hurtigt gennem de kendte gader, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at næste gang, jeg ser disse gader, så er livet helt forandret. Men der er flere timer til operationen. På et tidspunkt ser vi en helikopter ankomme til Rigshospitalet. Den flyver lige forbi vores vindue på 15. etage. Jeg er i dag 100 % overbevist om, at mit nye hjerte var i den helikopter. Stemningen er trykket meget af tiden, men min søn letter heldigvis lidt på det hele. Han er bare glad i låget, som han plejer at være. Jeg har et stort behov for at kramme og kysse ham. Lidt over kl. 21 kommer sygeplejersken og en portør ind på stuen. Jeg får sagt ”vi ses” (eller sådan noget lignende) til min søster, far og min dejlige dreng. Nu begynder jeg for alvor at blive nervøs. Vi tager elevatoren ned til 4. etage. Døren til operationsstuen står åben, og det er et skræmmende syn! Det er meget stort. Et operationsbord står i midten af rummet, og ovenover hænger et kæmpestort apparat i stål. Overalt står maskiner, bl.a. den hjerte-lunge-maskine, som skal holde mig i live i de næste mange timer.

19 dage efter blev Dorthe udskrevet. Siden vi genoptog forbindelsen har vi talt sammen i timevis, undertiden i dagevis. Dorthes liv er et spejl på alles liv: Der er noget, som vi ikke har magt over, vi lever på et grundlag, som vi ikke har kontrol over. Mødet med denne skrøbelighed gør os alvorlige, men ikke til pessimister – for hun sidder jo lige her, så vi er optimister, men på taknemmelighedens og ydmyghedens grundlag.

Man kan sagtens få et godt og indholdsrigt liv efter en hjertetransplantation. Og guderne skal vide, at jeg har meget at leve for. Jeg er omringet af venner og familie, som elsker mig, og størst af alt har jeg jordens dejligste dreng, som jeg nu får chancen for at se vokse op.

Tro nu ikke, at vi kun hænger ud på Alvorens Plads. Om et øjeblik rejser vi os og går ned langs søerne mod cafeen. Det er ikke vores egen fortjeneste, at vi trækker vejet, så det er om at udnytte tiden godt, på mange forskellige måder – og på cafeen får vi god mad og griner over alt det, der kan og bør grines over, og Dorthe vil sikkert nå at klage over betjeningen, inden vi skal hente hendes søn i skolen.

Jeg kigger over på Dorthe og får pludselig lyst til at citere fra en sang, som jeg tilfældigt hørte forleden dag, hvor jeg sad i en trafikprop. Men det vil bare lyde så banalt og jeg er jo en voksen, veluddannet mand, der ikke vil være pinlig i en smuk og klog kvindes selskab, så jeg nøjes med at nynne lidt for mig selv, mens vi går: Did you ever know that you are my hero?

(Dorthe Skov og Peter Johannes Schjødt)

Ombølget af dig

Skriv en kommentar

På denne blog har jeg skrevet side op og side ned om døden. Det har været min hensigt at udforske den del af døden, som vi mennesker oplever i levende live. Da angsten er den måde, som døden henvender sig til mennesket på, har det også handlet meget om denne svære følelse. Men her vil jeg gerne skrive om det modsatte af angsten. Umiddelbart skulle det vel være ikke-angst. Men jeg vil vove en anden påstand: Det modsatte af angst er kærlighed. Det er naturligvis ikke den patologiske og behandlingskrævende angst, jeg taler om, men den angst, der knytter sig til mødet med de menneskelige eksistensvilkår, f.eks. døden, det at miste, ensomheden, vanskeligheden ved at finde en mening i det hele og den grundlæggende usikkerhed, fordi vi ikke har kontrol over alt det vigtigste i livet.

I indledningen til et stort værk om kærlighedens historie skriver forfatteren Kai Aalbæk-Nielsen, at kærlighed er menneskets tragedie. Og så nævner han nogle af de store historier, hvor kærligheden blev vejen til undergang: Romeo og Julie, Tristan og Isolde, Charlotte og den unge Werther. Ingen af disse berømte kærlighedsforhold endte lykkeligt. I virkeligheden døde de elskende ikke af kærligheden, men fordi kærligheden ikke længere var mulig. I disse store fortællinger er kærligheden forudsætningen for troen på livet; når kærligheden af den ene eller anden grund bliver umulig, mistes livsviljen. Dét er tragedien: de store romantiske helte har oplevet kærligheden og kan derfor ikke leve uden den.

Kærlighed er det, der får mennesket til at gribe ud efter verden og skaber behovet for at forbinde sig med livet i dets mangfoldighed. Når jeg ser på min smukke hustru kan mine følelser således bedst beskrives med nogle strofer af den danske digter Sophus Claussen:

Jeg er ombølget af dig,
alle mine Veje omslynget af dig,
hvor jeg ser hen, kun dit eneste
dejlige Blik.

Kærlighed er oplevelsen af, at samværet med et andet menneske gør én til noget mere end man er i sig selv. Dette andet menneske kan være hustru, mand, kæreste, børn, forældre, venner, veninder og tidligere var det også Gud og Naturen. Kærligheden er den følelse, der fylder mig med verden, som når jeg føler mig ombølget af Marianne og derfor som en del af noget, der er større end mig selv. Hun giver mig så at sige en verden ud over min egen. Et af mine ynglingscitater stammer fra den franske forfatter Gustave Flaubert, som i romanen ”Den hellige Antonios’ Fristelser” lader en kvinde sige: Jeg er ikke nogen kvinde, jeg er en verden. Sådan – det er lige det, du er. Vores kærlighed løfter mig ud over mit eget liv, trøster og beroliger mig. Selv når jeg lider og er bange er jeg ombølget af et andet menneskes verden som fortynder angsten gennem sit nærvær.

Det modsatte af kærlighedens fylde er tomheden, fraværet – der er ikke noget, ikke andet end mig, og man er mindre end man var i kærlighedens fylde. I angstteorien defineres angst således ofte gennem forskellige versioner af begrebet intethed – som et liv, der ikke er fyldt ud, hvor mennesket kikker lige ind i intetheden og fraværet.

I den fremragende lille bog ”Den største sorg i verden her…” skriver den jungianske psykoanalytiker, Verena Kast, om den sorg, som mennesker føler når de mister en elsket. Hun beskriver det på den måde, at den sørgende føler sig udstødt af verden. Det er den følelse der opstår, når kærlighedsbåndet til den elskede brydes, og derfor er det tilliden til kærligheden, der skal genoprettes, for det er gennem kærligheden, vi indlejres i verden. Det er gennem kærligheden, at vi knytter os, ikke alene til andre mennesker, men til verden og livet, fordi alt virkeligt liv er møde – underforstået mødet med andre mennesker, som den tysk-jødiske filosof Martin Buber skrev i bogen ”Jeg og Du”.

Den danske digter Emil Aarestrup skrev i 1838 et digt med titlen Angst:

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Dette digt om angst – eller det, der skal til for at dæmpe angsten – står i en digtsamling, som forfatteren kaldte Erotiske Situationer. Det giver rigtig god mening, for Eros er den kraft, der overskrider det enkelte menneske og trækker os i retning af andre og på den måde kan kalde os til nyt liv, hvis angsten skulle have lammet og isoleret os. Her bliver kærlighedens nærvær stillet op mod angstens fraværstema. Hold fastere omkring mig eller lad mig blive ombølget af dig – dette er modgiften mod oplevelsen af fraværet og angsten.

Når jeg her til aften kikker hen over computerskærmen ser jeg Marianne sidde i sofaen. Og så får jeg lyst til at citere endnu mere af Emil Aarestrup – for han beskriver alt det, der på en eller anden måde afgifter mig for den helt almindelige og daglige usikkerhed, angst og uro, som livet jo kan fremkalde i os alle:

Der er en Trolddom på din Læbe,
Der er en afgrund i dit blik,
(…)
Der er en Verden i dit Indre.

 

Optimisme som religion

Skriv en kommentar

Alvoren er det råmateriale som religionerne er gjort af. Det er svært at komme i tanke om en religion, som ikke bygger på en eller anden variation over alvorens tema nr. 1, den menneskelige skrøbelighed: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø”. Her er temaet taget fra Johannesevangeliet i vores egen lokale religion, nemlig Kristendommen. Mytologien og al historisk religion har med samme alvor været henvendt på problemet om, hvordan mennesket kan bære sin skrøbelighed og dødelighed. Det er muligt at døden er almindelig for menneskearten, men det enkelte menneske har brug for, at nogen interesserer sig for det, som et enestående, unikt individ. I størstedelen af historien har det være forestillingen om en eller flere guder, der kunne betjene mennesket med denne lægende og trøstende interesse.

Den moderne religionskritik har da også betragtet religion som opium for folket, som Karl Marx formulerede det. Eller med Freud set religion som en konstruktion opbygget af dem, der ikke kunne tåle at se naturens upersonlige kræfter direkte i øjnene, hvorfor de i desperation søgte religionens trøst, når den ultimative alvor meldte sig. Men som i alt andet handler det om at finde en balance i sine vurderinger. Jeg er derfor helt enig når den amerikanske forfatter Marilynne Robinson skriver, at religion indeholder et potentiale der både kan motivere til dyb indsigt og til en helt usædvanlig tilbøjelighed for selvbedrag.

Netop fordi religion altid har haft så stor betydning for menneske, kultur og samfund undersøges det jævnligt, hvordan og hvor meget vi tror på den ene eller den anden religion. For nogle uger siden slog en ny international undersøgelse således fast, at verden samlet set er blevet mindre religiøs i de senere år.

Det skyldes naturligvis at den moderne videnskab vinder stadig mere frem – og lige præcis videnskaben mener at kunne udfase religion, som det rene selvbedrag. Men jeg tror også, at den faldende religiøsitet hænger sammen med religionernes notoriske potentiale for umenneskelighed og stort set alle religioners tilsyneladende indbyggede evne til at være katalysator for vold og destruktion. Religionerne betragtes i stadig mindre grad som noget, der fremmer moral og næstekærlighed. I stedet bliver religion identificeret med forskellige gruppers negative behov for aggressivt at opdele mennesker i dem og os, de rigtige og de forkerte, de onde og de gode. Dette potentiale for nådesløshed og had har religionerne altid haft, men bevidstheden om det er heldigvis blevet større.

Men hvad har så afløst religionen som eksistentielt kompas i forhold til livets alvorligste øjeblikke? Religion har i princippet motiveret mennesket til ønsket om dyb indsigt. Ved at opdage noget værdifuldt i sig selv opdager mennesket noget værdifuldt i alle – her ligger religionernes hemmelighed. Religion bygger på det unikt menneskelige, at vi som det eneste levende væsen, i dyb undren, kan stille spørgsmål om os selv, og søge efter svar, som både kan ændre os selv og vores forhold til andre. Men de to største religioner i vores nærområde, Kristendommen og Islam, har på det nærmeste mistet al legitimitet i de eksistentielle spørgsmål. Kristendommen betragtes i bedste fald som helt ligegyldig, og for Islams vedkommende tegner der sig et billede af en religion med et dybt inhumant og aggressivt menneskesyn.

Den alvor, hvormed religionerne i deres gode øjeblikke betragter mennesket og tilværelsen, er næsten forsvundet fra vores kultur, og det i en grad så der næsten ikke længere er nogen kulturelle redskaber til at forstå og finde mening med den menneskelige skrøbelighed. Dette har resulteret i stærke tendenser til samfundsmæssig og kulturel foragt for både skrøbelighed og svaghed.

I stedet for religionerne har vi fået en ny tro, nemlig optimismen: troen på, at mennesket har alt i sin magt. Gud er så at sige blevet afløst af troen på menneske-guden. Med et stærkt optimistisk syn på alt, hvad mennesket kan og bør, er der imidlertid ikke langt til at betragte skrøbelighed og svaghed som udtryk for det enkelte menneskes personlige utilstrækkelighed.

Mens religionen i sine mest mindeværdige stunder betragter skrøbelighed og sårbarhed som et grundvilkår ved tilværelsen, og derfor også har øje for den gensidige afhængighed, som vi er udleveret til, så har optimismens religion fokus på alt det, som vi har kontrol over. I virkeligheden er dét ikke ret meget, i hvert fald ikke i et eksistentielt perspektiv, men alligevel er der gået selvsving i optimismen: problemer er ikke længere problemer men udfordringer, kritik opleves som negativt og tvivl som udtryk for pessimisme; alt kan lade sig gøre, det er et spørgsmål om at ville det nok.

Jo, vi skal være positive og optimistiske. Jo, vi skal tro på os selv og tage ansvaret i vores liv. Jo, vi skal skabe den tilværelse som vi ønsker os, kæmpe imod begrænsninger, gribe dagen og fortælle positive historier om os selv. Men optimismetyranniet må ikke fjerne blikket fra alvoren ved livet: at vi som skrøbelige og sårbare mennesker er er i verden uden selv at være årsag til det; at åndedrættet ikke er vores egen fortjeneste.

Personligt har jeg svært ved at tro på en skabergud. Men jeg oplever en fattiggørelse af livet i og med, at det alvorlige ikke længere tages alvorligt. Det alvorlige er det, som vi ikke har magt over som mennesker: bl.a. kærligheden, døden, lidelsen, angsten – med andre ord alt det, der sker med os, fordi vi er mennesker. Religionerne kunne vise, at vores liv hviler på et grundlag, som er givet til os – eller som i hvert fald ikke skyldes os selv – og som derfor begrænser vores magt. Jeg får ikke selv mit hjerte til at banke.

På baggrund af denne alvor får optimismen også en langt dybere begrundelse, nemlig den, der knytter sig til den nøgne taknemmelighed.