Det kan være svært at slutte fred med dem, man opfatter som sine fjender. Ofte er det imidlertid endnu vanskeligere at slutte fred med sig selv. Alle krige er frygtelige, men tit bliver borgerkrige ført med en brutalitet, der overskrider al menneskelig fatteevne. I en borgerkrig er et folk jo i krig med sig selv om de mest grundlæggende spørgsmål: hvorfor eksisterer vi og hvordan skal vi fortsat eksistere? Som individuelle mennesker kan vi også ligge i en slags borgerkrig med os selv; en tilstand, hvor vi både er offer og bøddel i en indre eksistenskamp, der handler om hvem vi skal være og hvordan.

Det er ikke mærkeligt, at vi undertiden behandler hinanden nådesløst, når vi kan være så hårde over for os selv, som tilfældet er i disse indre krige. Mange mennesker slider således sig selv op med selvbebrejdelser, benhårde domme og vrede, som de uden nåde retter mod sig selv. Jeg har ofte mødt mennesker, der har meget svært ved at fortælle, hvad de er bedst til og hvorfor andre overhovedet skulle holde af dem. Derimod har de ikke svært ved at forklare mig om alt det, som de føler er problematisk og begrunder, at andre nok ikke kan lide dem.

Langt de fleste af os slæber rundt på nogle overbevisninger, som vi ikke magter at betvivle. Det er måske blevet en sandhed, at man er et dårligt menneske, at man er dummere end andre, at man ser forkert ud, er for tyk eller tynd eller at andre ikke kan lide én. Den slags indre overbevisninger føres ofte over på den ydre verden. Der er ikke langt fra min egen følelse af utilstrækkelighed til oplevelsen af, at de andre ikke kan lide mig. Derfor kan man let komme til at bruge mange kræfter på at puste sig selv op for at klare dagligdagen, men med risiko for let at punktere og falde helt sammen ved den mindste modstand – eller omvendt, man prøver hele tiden at være usynlig i håbet om, at ingen opdager én. Begge dele kan gøre én meget vred på de andre, fordi man jo føler, at de enten tryner eller helt overser én. Eller også kan den ubevidste foragt, man føler for sin egen ”svaghed”, rettes ud imod andre mennesker i en foragt for deres svaghed, så vi kommer til at bruge hinanden som en slags psykiske krykker for at holde os selv oppe.

Vi har alle sammen både stærke og sårbare træk i vores psyke. Problemerne opstår, hvis man kun ser sig selv som enten stærk eller sårbar. Træder man frem for verden med en selvforståelse, hvor man udelukkende oplever sig selv som stærk, så kan ens sårbare del fra sin ubevidste position f.eks. reagere med foragt for andres sårbarhed. Forstår man derimod udelukkende sig selv som sårbar og svag, så kan den stærke del f.eks. vise sig ved vrede og aggression mod mennesker, der aktivt og selvbevidst tager initiativ, ansvar osv.

Mange har måske slet ikke den slags problemer, men det er overhovedet ikke ualmindeligt at ligge i en form for krig med sig selv på de indre linjer; en slags borgerkrig, hvor mange af de følelser, vi giver udtryk for over for andre mennesker, ikke kun har noget med dem at gøre, men næsten alene knytter sig til vores egne indre konflikter.

Psykoterapeuten Viktor E. Frankl skrev, at kun gennem kærlighed bliver man i stand til at se de vigtigste og dybeste træk hos andre mennesker. Skal man lære et andet menneske at kende er der fejl, mangler, skævheder, svagheder o.l., som man hele tiden må bære over med, tilgive og gøre til en del af kærligheden. Derfor kan man ikke virkelig lære et andet menneske at kende i dybden, hvis man ikke elsker det så højt, at dets fejl bliver ubetydelige og i hvert fald tilgivelige. Efter min mening gælder det også i forhold til én selv.

Selv-kærlighed er en vigtig forudsætning for, at man kan føle sig værdig til andres kærlighed og desuden også af central betydning for vores evne til at elske andre. Omfatter man ikke sig selv med kærlighed, kan man f.eks. ikke føle omsorg for sin egen sårbarhed, svaghed og  skrøbelighed, så risikerer man at forstene i et selvbillede, hvor denne indre konflikt bliver til en konflikt med omgivelserne.

John Lennon skrev bl.a. den smukke sang Imagine. Den handler om en fremtid, hvor der ikke er nogen lande og mennesker, som fører krig mod hinanden. Imagine, sang Lennon – forestil dig, at mennesker lever i fred med hinanden. For min egen regning vil jeg gerne tilføje: forestil dig, hvordan det ville være, hvis mennesker kunne leve i fred med sig selv, ikke være i indre borgerkrig, ikke slå sig selv for panden, men elske sig selv. Vi ved jo, hvordan det er at elske et andet menneske: den man elsker fejler måske, bliver ældre og lidt rynket, men vi elsker jo vedkommende og det er igennem denne kærlighed at vi kan virkeliggøre vores fælles muligheder i kærlighedsforholdet. Det er også gennem selv-kærligheden, at vi kan virkeliggøre vores individuelle muligheder, først og fremmest fordi vi på den måde ikke længere vil være så krigeriske over for os selv.

Er du interesseret i at læse mere om hvad der sker når vi kommer i konflikt med os selv kan jeg anbefale en bog som tager udgangspunkt i Carl Gustav Jungs teori:
Jørgen Groth: Drømmearbejde. Om at anvende det ubevidstes symboler, Forlaget Frydenlund 2001.

Viktor E. Frankls tanker om kærligheden kan du finde mere om i
Viktor E. Frankl: Psykologi og eksistens, Gyldendal 1996.