Kategoriarkiv: Religion

Viden og tro

Skriv en kommentar

Hvor afslører jeg mig mest tydeligt som en bastard? Ikke som et ægte barn af den videnskabelige verden, som jeg er vokset ind i, heller ikke af den spirituelle verden, som jeg blev født ind i – men slet og ret som et gadekryds, en bastard, med aktier i begge lejre. Det er selvfølgelig i mødet med livets grænsesituationer, at det for alvor kommer for en dag, at jeg ikke er raceren.

Det skete bl.a. i sidste uge, hvor jeg besøgte en af mine venner, som var indlagt til et rutinetjek. På gangen, uden for hans stue, stod der et EKG-apparat; et af de instrumenter, der måler hjertes elektriske aktivitet, og grafisk viser livets rytme, som den arbejder dybt inde i kroppen, usynlig for det menneskelige øje. I gamle dage kunne lægen næsten kun tage pulsen og iagttage patienten. I dag kan vi, takket være videnskabens fremskridt, trænge ind i kroppes inderste hemmeligheder, langt hinsides øjets rækkevidde og lægens trykkende og mærkende hænder på kroppens yderside. Det usynlige, som f.eks. hjertes elektriske aktivitet, er blevet åbenbaret i tal og grafer, der videnskabeligt kan analyseres. Ikke alene har den lægevidenskabelige udvikling dermed ændret menneskets muligheder for at overleve sygdomme, som tidligere ellers var dødelige, men også selve dødens natur har ændret sig.

Hvordan ser den moderne så død ud? Svaret er ganske enkelt: Den er en flad linje på EKG-monitoren. Når der ikke længere kan måles nogen aktivitet så ved vi, at døden er indtrådt og herefter giver det ikke nogen videnskabelig mening, at tale om en rest af bevidsthed, eller hvad det nu måtte være – en ikke-fysisk sjælesubstans, et åndelegeme – noget, der går over i en anden verden, hvor døden ikke udelukkende betyder ophør af de biologiske livsprocesser, som videnskabeligt kan måles. På den måde har videnskaben så at sige fjernet dødens mystik, der ellers i størstedelen af historien har stimuleret menneskets fantasi og fundet utrolige udtryk i religioner, kunst, mytologi, filosofi og i hele kulturer og samfunds indretning.

I dag er døden ikke noget mysterium, hvilket dog ikke har gjort den mindre angstprovokerende end dengang, hvor den først og fremmest handlede om sjælens videre rejse efter livets ophør her på jorden. Urmenneskets magiske skikke, de forhistoriske fund af grave med masser af religiøs symbolik, de monumentale pyramider og stort set hele menneskets historie op til for et par hundrede år siden viser imidlertid, at dødens mysterium er det, der har formet både vores bevidsthed og historie. Det er først i nyere tid, at mennesket er blevet reduceret til noget rent biologisk, hvorved døden naturligvis også må regnes for noget udelukkende biologisk. Men beskæftiger man sig med religionerne, myterne og de fortællinger, der handler om en spirituel virkelighed bag den fysiske, er det så en dimension ved verden, som videnskaben ikke kan indfange, eller er det blot kompensationer og illusioner, som helt fra begyndelsen har hjulpet mennesket til at udholde livet i dødens skygge?

Er det udelukkende os moderne mennesker, der med vores videnskab har en indsigt, som fortidens mennesker ikke havde? En indsigt, som indiskutabelt sætter os i stand til at afvise eksistensen af en åndelig og spirituel dimension, der ellers har udgjort baggrunden for menneskets selvforståelse i størstedelen af artens gang her på jorden? Eller vidste mennesket tidligere også noget, som vi ikke ved i dag, eller helt har glemt?

Freud mente, at var det livets barskhed, der skabte det, som han anså for at være en illusion, nemlig religionen og troen på en åndelig dimension ved menneskelivet. Mennesket og kulturen skaber guderne og myterne, mente Freud, for at besværge angsten for døden. Dette er stadig i en vis forstand videnskabens udgangspunkt, stillet over for forestillinger om en åndelig verden, hvor døden ikke eksisterer på sammen håndgribelige og endegyldige måde, som i den fysiske verden.

Som sagt i begyndelsen er jeg en bastard, der på grund af min opvækst i et spirituelt miljø, og senere gennem en videnskabelig uddannelse, har haft lejlighed til at gøre personlige erfaringer med både det spirituelle og det videnskabelige. Og – jeg føler mig ikke kaldet til at vælge mellem troen på noget spirituelt og videnskabens krav om objektiv bevisførelse.

Det, jeg har lært af videnskaben er primært tre ting: For det første en nysgerrighed, som grundlæggende forbyder mig at afvise noget, om det så er et liv efter døden eller spøgelser, der optræder i tv-udsendelser om Åndernes magt. For det andet har videnskaben lært mig en kritisk tilgang, som forbyder mig at tage noget for gode vare, blot fordi en autoritet (videnskabelig eller religiøs) siger, at sådan er det, eller sådan er det ikke. For det tredje har videnskaben vist mig, hvor mange forskellige måder, mennesket op gennem historien har forholdt sig til tilværelsen på. Det betyder, at jeg er af den overbevisning, at vi slet ikke kan være færdige med at opdage veje til nye refleksioner over tilværelsens dybeste spørgsmål.

Det, jeg har lært af min opvækst i en familie med stærke spirituelle præferencer er ligeledes primært tre ting: For det første en tillid til, at der er noget, som er større end mit individuelle liv – uanset om dette så er noget åndeligt eller ganske enkelt livet selv. For det andet har min opvækst i et spirituelt miljø vist mig betydningen af, at holde livet for helligt. Ikke kun mit eget liv, men også andre menneskers liv. Livet er så at sige livets mening. Dette har givet en sund (mener jeg selv) ærbødighed for livet og gjort medfølelsen til noget af det, som jeg sætter højest. For det tredje har mine forældres spiritualitet vist mig betydningen af ikke blindt, at overtage andres tro og indsigt – men i stedet forsøge, at finde sin egen vej i tilværelsen.

Hverken logiske, videnskabelige sandheder eller spøgelser og liv efter døden kan for alvor chokere mig, Som bastard – som det uægte barn af videnskaben og troen – har jeg lært, hvordan man kan leve uden vished og i bevidstheden om en meget stor uvidenhed vedrørende alt det dybeste og mest betydningsfulde i tilværelsen – uden dog at lade sig lamme af usikkerheden. Om man er død når grafen på monitoren flader ud, eller om sjælen kommer et andet sted hen? Det ved jeg ikke, men jeg tror, at evnen til at turde stille den slags spørgsmål er vigtigere end muligheden for at give faste svar. For alene spørgsmålet udvider horisonten, og pludselig viser der sig måske antydningen af noget, som åbner endnu flere veje end et endegyldigt svar.

Øjeblikkets evighed

Skriv en kommentar

Da jeg var barn kom der hver pinse et omrejsende tivoli til byen. Der blev slået boder og forlystelser op i skovlysningen ned mod søen, og i nogle dage var alle børnene i en stemning, som havde pinsens højtidelige fejring af Helligåndens komme fået en spejling i det omrejsende tivolis magiske tilsynekomst midt i hverdagen.

Det er ikke usædvanligt, at det allermest almindelige skal opdages gennem noget andet. I det daglige havde jeg ikke lagt mærke til luften, jeg indåndede, himlen over mit hoved, vindens usynlige, men mærkbare berøring af mine kinder. Men dét var pinsens mirakel i min provinsby:

Når min far havde anbragt mig i karrusellen fløj jeg vægtløs gennem luften, båret af et blå-hvidt lys; vinden strøg omkring kroppen, intet tyngede mig ned, alt var himmelflugt. Som apostlene i sin tid oplevede, at der i pinsen kom en lyd fra himlen, som af et kraftigt vindstød, oplevede jeg på det nærmeste, at vinden bar mig helt op til himlen. Mens lyden fra himlen dengang opfyldte apostlene af Helligånden, fyldtes jeg af lykke over luften, himlen og vinden under karruselturens få minutter, der varede evigt, så længe de varede.

Lykke kalder jeg denne følelse. I middelalderen blev lykken kaldt for visio dei – eller gudsskuet. Lykkelig var den, der havde skuet Gud. I kristendommen er det nemlig ikke muligt at finde lykken i det jordiske. Sjælen higer efter det overjordiske, det overmenneskelige – det, der ligger hinsides livet – gudsskuet. Bemærk da også, at ordet lykke ofte danner par med ordet længsel. Higen og længsel efter lykke gør i denne sammenhæng livet til en vandring, en pilgrimsvandring mod paradiset, der altid ligger et helt andet sted. Men da jeg sad dér i karrusellen var jeg på det helt rigtige sted. Det var et fuldendt øjeblik, der var ikke nogen indre eller ydre stemme, der bad mig om vente på lykken. Den var lige dér, mellem navlen og rygsøjlen.

Jeg skulle blive lidt ældre før jeg fandt ud af, at den rigtige lykke sandsynligvis var et helt andet sted end mig – ofte ude i fremtiden; at lykken var noget, som næsten altid lod vente på sig. Det omrejsende tivoli blev ved med at komme til byen hver pinse, men jeg blev for stor til øjeblikkets uformidlede her-og-nu lykke i karrusellen.

Jeg blev en af de store drenge, og i stedet for at samles omkring karrusellen stod vi nu i kø ved lykkehjulet. På engelsk hedder lykkehjulet Wheel of Fortune. Det vil sige Fortunas hjul. Fortuna var en romersk gudinde, der på den ene side nok repræsenterede lykken og heldet, men på den anden side også tilfældet, vilkårligheden og det flygtige ved menneskets tilværelse. Vi drenge satte krone efter krone ind på at fravriste lykkehjulet – fru Fortuna – en smule lykke. Vi vidste, at muligheden for gevinst var der og nærmest med forventningens mavepine længtes vi efter, at Fortunas hjul skulle stoppe netop ved vores nummer.

Men, men – anråbelse af lykkegudinden Fortuna nytter intet. Det vidste den italienske middelalderdigter Dante Alighieri, da han i den Guddommelige Komedie skrev, at Fortuna intet hører. Uanset hvor meget vi higer efter verdens forgængelige goder og stræber efter lykken, så er det Fortunas opgave, at sørge for, at goderne og lykken med tiden vandrer fra den ene til den anden. Fortuna sørger for, at der konstant sker forandringer, at menneskets vilkår hele tiden ændrer sig. Vi kunne håbe på, at lykkehjulets gevinst tilfaldt os, der stod ved boden i Pinseskovens tivoli, men det måtte forblive et håb, som tilmed altid var svangert med frygten for at miste den allerede indhøstede gevinst.

Da jeg som lille blev sat i karrusellen af min far, og lod mig kaste ud i himmelstyrtets lykkefølelse, var det en her-og-nu lykke. Da jeg som stor dreng stod ved lykkehjulet var lykken knyttet til en drøm om fremtidig gevinst. Mens jeg husker himmelstyrtets lykkefølelse, som en dyb indre lykke, da jeg susede rundt, rundt og rundt – som en nærværende tilstand, jeg var i, og ikke ventede på, så var tilstanden foran lykkehjulet en slags fravær.

Lykke er blevet defineret som oplevelsen af fylde. Men livet kan jo fyldes af ganske mange forskellige ting. For enkelthedens skyld kan vi her sige, at livet kan fyldes af noget nærværende og/eller noget fraværende.

Fyldes livet af drømme, forventninger, forhåbninger, som foran lykkehjulet, så bliver virkeligheden – her og nu – ofte til en ventesal, det uvæsentlige, mens vi venter på fremtidens lykke. På tilsvarende vis mister nuet, virkeligheden for vores fødder, naturligvis betydning, hvis vi lever i mindernes tid. Jeg husker min barndoms oplevelse i karrusellen, som en intens lykkefølelse. Men hvis jeg næsten udelukkende levede på denne tidligere lykkefølelse, så ville jeg være fraværende i det nærværende, ligesom hvis jeg levede på forventningen eller i drømmen om fremtidens gevinst ved Fortunas lykkehjul.

Det er to forskellige former for lykke, som jeg husker fra pinsefestens tivoli. Den lille drengs intense lykkefølelse og den lidt større drengs stærke og forventningsfulde ønske om at vinde lykken ved Fortunas hjul. I det første tilfælde var jeg fyldt af noget meget nærværende, i det andet tilfælde var jeg paradoksalt nok fyldt af noget fraværende. I det første tilfælde var jeg fyldt af lykke, i det andet tilfælde var jeg fyldt af forventningen om en fremtidig lykke. Det er nok ikke tilfældigt, at det var som barn, jeg oplevede den stærke følelse af intens, nærværende lykke. Som voksen skal man nemlig virkelig være opmærksom for ikke at falde for fristelsen til at erstatte disse nærværende øjeblikke med enten forventninger eller minder.

Men hvis forventninger og minder i alt for stor udstrækning erstatter det nærværende, så erstatter de på en måde også livet – som jo altså foregår her og nu. Hvis vi vil tale om lykke, så mener jeg, at man kan lære en lille smule af drengen i karrusellen. Da han blev ældre stod han ofte foran fru Fortuna, og undertiden var der gevinst på et eller andet område af tilværelsen, men han kunne aldrig vide hvornår. Som ældre erstattede han derfor barndommens karrusel med sofaen hjemme i stuen – som f.eks. i aften giver ham endnu en oplevelse af himmelstyrtets nærværende lykkefølelse – i selskab med de tre smukke.

Forstandens spørgsmål – hjertes svar

Skriv en kommentar

I 1960’erne hævdede en dansk professor i litteratur, at han havde foretaget en stikprøveundersøgelse blandt københavnske taxachauffører. Resultatet skulle angiveligt vise, at hovedparten af chaufførerne vidste, hvem der var forfatter til Den Guddommelige Komedie, et af de mægtigste litterære værker i vores kulturkreds. Jeg kommer vist til at lyde som en af de gamle, sure mænd i Muppetshow, men verden har altså forandret sig, også på området for taxachaufførers dannelse. I dag vil kun de færreste chauffører vide, at det var den italienske digter, Dante Alighieri fra Firenze, der for omkring 700 år siden skrev Den Guddommelige Komedie, selv om Dante faktisk har sin helt egen plads, midt i København, lige over for Glyptoteket. Omvendt vil mange københavnske taxachauffører i dag vide, hvad Kabaen i Mekka er. Og sådan er der så meget, man kan skrive i indledningen til en blog, der overhovedet ikke kommer til at handle om hverken taxachauffører eller kulturelle forskelle, men om Helvede og Paradiset i vores hjerter.

Ganske som beliggenheden af Dantes Plads i København kan angives præcist, mente Dante, at Helvede og Paradiset kunne findes, som faktiske realiteter. Den Guddommelige Komedie er således en rejseskildring, hvor vi føres gennem disse lokaliteter. Men hvad kan vi bruge det til, at en digter i Firenze for 700 år siden skrev næsten 15.000 vers om noget, som vi i dag udmærket godt ved ikke eksisterer? Selv om der findes adskillige kortlægninger af Helvedes og Paradisets placering, så handler Den Guddommelige Komedie imidlertid mere om det indre end om det ydre. Dante mente, at Helvede og Paradiset eksisterede i virkeligheden – det mente de fleste i Middelalderen. Han mente dog ikke, at mennesker i levende live kunne foretage en rejse til disse lokaliteter. Men Dante var digter, og som en slags pilgrim, fører han alligevel læserne gennem dødsrigerne – Helvede, Skærsilden og Paradiset.

I fantastiske og levende ordbilleder beskriver Dante sine rejseoplevelser fra de forskellige dødsriger. Det er nok de færreste, som i dag kan give begreberne Helvede, Skærsild og Paradis et så konkret indhold, som Middelalderens menneske kunne. I Dantes Helvede er der masser af grusomme, religiøse symboler – både på ondskaben og på de straffe, som nedkaldes over de syndefulde. I dag undrer mange sig over, hvordan datidens mennesker kunne bringes til at tro på et Helvede, hvor de dødes sjæle blev straffet med pinsler af typen, brændende regn, levende begravelser, drukning i kogende tjære, tortur i slangekløften, indefrysning i en tilfrossen sø, indelukning i blykåber o.l.  – det hele naturligvis som udtryk for Gud retfærdige straf.

Gustav Dore: Fra Dantes Helvede

Gustav Dore: Fra Dantes Helvede

Jeg tror naturligvis ikke, at mennesker efter døden bliver straffet på den måde, som Dante beskriver. Men Helvede, Skærsilden og Paradiset behøver jo ikke at at være konkrete lokaliteter, fyldt med enten frygtelige djævle eller fromme engle. Som følelsesmæssige, moralske og psykiske tilstande ligger de ikke nødvendigvis så langt fra det, vi kender gennem vores daglige liv her på jorden. Helvede kan også være en menneskelig tilstand, fyldt med lidelse og savn, og på samme måde kan Skærsilden være en tilstand, der opleves, når vi jages af dårlig samvittighed, fortrydelse og ønsket om tilgivelse. Paradiset, oversat til en menneskelig tilstand, er vel heller ikke helt ukendt for os i form af øjeblikkets dybe lykkefølelse; stjernestundernes selvforglemmende glæde over livet; lykken ved at opleve kærligheden, både til sig selv og til andre.

I Dantes dødsriger er der masser af kristne symboler på den menneskelige ondskab, behovet for tilgivelse og den dybe længsel efter at føle sig elsket, og selvfølgelig på det gode. Selv om de kristne symboler har mistet den objektive glans, som de havde på Dantes tid, så er det alligevel vigtigt, at gøre sig klart, hvad det er for nogle behov, som religionen til alle tider har tilfredsstillet hos mennesket.

Dantes Guddommelige Komedie og kristendommens myter havde og har betydning, fordi de er udtryk for indre tilstande hos mennesket. Bibelens og kristendommens myter udspiller sig omkring genkendelige konflikter og følelser, der har dyb sammenhæng med menneskets vilkår. Had, misundelse, jalousi, løgn, angst, frygt, ensomhed, følelsen af utilstrækkelighed og fortabelse osv. er sammen med behovene for kærlighed, omsorg, tilgivelse, tillid o.l. tilstande, som alle mennesker kender til – og som på det nærmeste ikke er bedre beskrevet end i det religiøse sprog, som bl.a. kristendommen og herunder Dante udtrykker sig i.

Alt væsentligt, der får ord og billeder, er udtryk for indre tilstande – det indre kastes så at sige ud i den ydre verden. Og når dette indre i den ydre verden få de stærkeste og dybeste ord, som f.eks. i Bibelen og i Dantes Guddommelige Komedie, ja, så oplever mennesker ofte, at det er en bekræftelse og uddybning af de indre oplevelser.

I denne sommer har jeg forsøgt at tilegne mig Dantes Guddommelige Komedie. Den har definitivt overbevist mig om, at de store opdagelsesrejser går ned i menneskets sind, hvor man med lidt held kan møde både Helvede, Skærsilden og Paradiset. Som den svenske forfatter Olof Lagercrantz skriver, så sker der noget når et menneskes tanker og følelser passerer et vist punkt – denne overskridelse fører nemlig en viden med sig om alle de bagved liggende punkter. Hvis man f.eks. tænker om bagved den dybeste følelse af angst eller meningsløshed – så tror jeg faktisk, at man vil bevæge sig ned i Dantes underverden og måske møde sit personlige Helvede, måske også sin Skærsild og tilmed muligvis også sit eget Paradis. Dante beskriver denne rejse ind i sig selv i Middelalderens religiøse sprog. Andre har beskrevet den helt anderledes – i ord, musik, billeder.

Forfatteren Salman Rushdie har beskrevet rejsen, som menneskesjælens flugt ud over grænserne for den materielle og fysiske eksistens. Tidligere tog mennesket ud på denne rejse ved hjælp af religionens eller mytens sprog og billeder. Det gør vi måske ikke mere, men behovene er de samme, som dem religionen og myten hjalp os med at håndtere:

Livet er en ærefrygtindgydende størrelse, skriver Salman Rushdie. Vi har bl.a. behov for at forstå, hvorfor vi så tit føler os små, men også for at vide, at vi er noget særligt – nærmest en udvalgt. Vi har behov for at opleve det korte liv, som andet end kort. Vi har behov for at vide noget om godt og ondt, om det rigtige og det forkerte. Og vi har behov for at finde et sted, hvor vi kan gøre af vores undren over livet og eksistensens mægtige spørgsmål om ensomhed, angst, kærlighed og mening. Med vores forstand kan vi stille spørgsmålene, men ikke finde forklaringerne. Vi har brug for hjertets forklaringer, siger Rushdie, som ikke selv er religiøs.

På Dantes tid var religionen et offentligt anliggende og kunne derfor tvinge bestemte svar igennem – også på disse eksistentielle spørgsmål. Spørgsmålene er der som sagt stadig. Men vi må insistere på, at den religiøse tro holder sig inde i privaten, væk fra det offentlige liv. Vi har ikke brug for færdige religiøse forklaringer, men må tværtimod forkaste ethvert forsøg på at påtvinge mennesker svar på de dybeste eksistentielle spørgsmål. Kristendommen, som institutionel religion, står heldigvis så svagt i det offentlige billede, at det nærmest tvinger det enkelte menneske til selv at søge og lede efter svar. Denne søgen kan godt ske ved hjælp af religionens sprog og begreber, men det forbliver det enkelte menneskes egen rejse på jagt efter egne svar.

Som vi ser med Islam i dag, kan religion imidlertid have en så primitiv side, at både spørgsmål og svar på forhånd er givet. Her er mennesket religionens tavse og underdanige tjener. Jeg ved godt, at dele af kristendommen i den grad har haft samme tilbøjeligheder. Men i dag kan f.eks. Dantes Guddommelige Komedie – som er dybt kristen i sin oprindelse – bruges som menneskets tjener. Dante viser, hvad vi alle rummer, han fører os gennem de dybe kriser og sår, som livet efterlader i alle mennesker. Som mennesker deler vi alle disse kriser og sår, og de medfølgende dybe spørgsmål. Men som moderne menneske må vi søge efter vores helt egne svar – i vores eget hjerte.

Alt hvad der kan fortælles er til at bære

Skriv en kommentar

I mit liv har der været en gennemgående forestilling, som ofte har været styrende for min forståelse af tilværelsen – nemlig forestillingen om en rejse. Ikke i ydre forstand, som en rejse i geografien, men som en forestilling om, at hele mit liv er en rejse. At jeg har det sådan viser måske, at jeg slet ikke kun er de 56 år, som jeg ellers hævder, men muligvis snarere er omkring 5000 år gammel. Forestillingen om menneskelivet, som en rejse, er i hvert fald skrevet ned i nogle af de ældste fortællinger, som vi overhovedet kender til. Og når jeg læser dem, føler jeg mig genkendt på en så nærværende måde, som havde jeg været der selv.

Så langt tilbage, som verdenshistorien rækker, har der været beretninger om menneskets rejse gennem tilværelsen. Den ældste af disse rejsebeskrivelser er fortællingen om Gilgamesh, der flere tusind år f.Kr. var fyrste i den babylonske by Uruk. Fortællingen handler om den mægtige Gilgamesh’ rejse ned i underverdenen for at finde udødeligheden. Han finder den og mister den igen, men under denne rejse beskrives mødet med alt det mest fundamentale i menneskelivet: Ud over døden og mødet med frygtens løver, møder Gilgamesh alle de evige spørgsmål om livets mening, om kærlighed, venskab, magt, ansvar og frihed. Det er en rejse, hvor helten undervejs konfronteres med alt det, der giver menneskelivet form. Gilgamesh rejser ud, og på rejsen må han gennemgå alle de udfordringer, som ethvert menneske stilles over for, inden han atter når hjem – med ny viden og indsigt.

Noget taler for, at der rent faktisk har levet en historisk person, som hed Gilgamesh – men i fortællingen er vi inde i mytens verden. I dag bruger vi begrebet myte om det, som de andre tror på – de mere primitive, de religiøse, alle dem, der ikke ved bedre. Myten er det, de troede på i gamle dage og som vi ikke kan tro på i dag, fordi vi er blevet så oplyste og vidende. Det er da nærmest også helt sikkert, at den historiske Gilgamesh ikke har oplevet det, som myten fortæller os. Men er det løgn af den grund? Nej – for myterne skal ikke måles efter samme målestok, som den objektive videnskabelige viden.

Myter er ikke blot inspirerende historier om virkelige mennesker, der levede på en særlig måde. Myterne handler om alle menneskers liv. Myterne har til alle tider fortalt noget om, hvordan mennesket kunne forholde sig til de mystiske kræfter, som intet menneske er herre over: Døden, kærligheden, venskabet, frygten, tilfældet, lidelsen, friheden osv. Livet er en rejse gennem konfrontationen med disse kræfter, som vi alle møder, men som vi ikke, eller kun i meget begrænset omfang, har kontrol over.

Det er det bevidste møde med denne, livets upersonlige kraft, der former det enkelte menneskes liv. Og det er ikke mindst myterne, som op gennem historien har hjulpet mennesket med at forholde sig til de kræfter, som er uden for menneskelig indflydelse, men som ikke desto mindre har afgørende betydning for eksistensen.

Myternes fortællinger har medvirket til at bære det enkelte menneske gennem livets forskellige faser, fra fødslen, gennem ungdommen og voksenliv til modenhed, alderdom og død. De største af disse mytologiske historier er dem, der har inspireret og virket ind på de menneskelige muligheder for at forstå livet og verden. Op gennem tiden har myterne afsløret de universelle vilkår for mennesket og åbenbaret nogle fortolkningsmuligheder, som stort set ikke eksisterer længere – her i den efter-mytologiske tid.

Jeg bliver rørt når jeg læser de gamle mytologiske fortællinger. Rørt over den genkendelighed, som jeg oplever i forhold til mit eget liv. I mødet med de gamle myter oplever jeg, at nok er jeg mig, men også, at jeg er en del af menneskeheden, som jeg deler erfaringer med – nærmest uanset hvor langt tilbage i historien, jeg søger.

5000 år er lang tid i det enkelte menneskes perspektiv. Det var dengang Gilgamesh rejste ud for at finde svar på de største spørgsmål, som et menneske kan stille sig selv: Spørgsmålet om døden og spørgsmålet om meningen med livet på trods af døden. Mange tusind år senere – men stadig for lang tid siden – skrev den italienske digter, Dante Alighieri, en anden stor fortælling, nemlig den Guddommelige Komedie, hvor hovedpersonen drager ud på en rejse gennem Helvede, Skærsilden og Paradiset. På denne rejse møder han smerte, frygt, lidelse, forløsning og erkendelse. Dantes fortælling indledes med nogle ord, som jeg selv har oplevet, som næsten magiske i deres genkendelighed – trods afstanden på omkring 700 år:

Midtvejs på vores vandring gennem livet
befandt jeg mig i mørke, dybe skove,
forvildet fra den vej jeg burde følge.

Hovedpersonen i den Guddommelige Komedie rejser gennem en frygtelig underverden for til sidst at komme op til et nyt liv, eller i hvert fald et nyt syn på livet. Det var en rejse, som han tiltrådte midt i livet, da han åndeligt set havde forvildet sig ind i en mørk og dyb skov og ikke kunne finde vejen ud igen. Andre rejser begynder når man bevæger sig fra fra ungdom til voksenliv, eller når man nærmer sig alderdommen. En rejse kan også begynde ved tabet af et elsket menneske og generelt når livsbetingelserne ændrer sig, så man ikke længere kan møde livet på samme måde som før. Tidligere var der myterne til at guide mennesket på disse rejser. Det vigtige var, at man gennem myterne tog livets overgange så alvorligt, at det var nødvendigt, at fortælle livet om, eller at få det genfortalt, hver gang man blev kaldt ud på en ny rejse, en ny fase i livet.

Hver gang jeg læser den slags fortællinger, hvor livet bliver betragtet ud fra rejsens perspektiv, gør det stort indtryk på mig. For mig betyder det, at rejse, at være opmærksom, både på den strækning, der er blevet tilbagelagt, og på den nye strækning, som man er ved at bevæge sig ind på. Det tilbagelagte har en stærk symbolbetydning. At tilbagelægge en strækning, som i fremtiden uigenkaldeligt vil være lukket for én, er også en model for både udvikling og forvandling. Du kan ikke blive ung igen, du kan ikke genvinde fordums styrke, du kan ikke genoplive et mistet menneske. Altså, vil myten sige, må du ændre eller forvandle dig – du må indoptage det, der er sket, for at kunne leve videre. Måske vil den sige, at du må genfødes, eller at du må genopstå; at du op til flere gange i løbet af din tilværelse så at sige må dø bort fra noget velkendt og ind i noget nyt.

Det vigtige er, at myterne hjælper mennesket til at være opmærksom på dets egen indre forfatning. Dét er af stor betydning, hvis man skal opleve livet som en udvikling, og ikke blot som en lang række af tab, der aldrig bliver integreret og gjort til en del af livets vækst.

Vi har ikke længere myterne inden under huden; de repræsenterer ikke vejledninger i livet for det moderne menneske. Men i de senere år er de gamle myter kommet til ære og værdighed igen – som litteratur, som kunst og fortælling. De oversættes og udgives i nye udgaver. Selv om de ikke længere har mytens oprindelige kraft i forhold til mennesket, så har vi i hvert fald fortællingerne. Bl.a. fortællingerne om alle dem, der drog ud på en rejse, for at kunne leve videre – og det var det, heltene ofte gjorde i myterne. De rejste ind i de vilkår, som livet på et givent tidspunkt stillede mennesket over for; måske ind i de mørke og dybe skove, som Dante skrev om.

Selv om vi ikke længere kan bruge myterne på dén måde, så er menneskets vilkår ikke blevet mindre mystiske end de var på Gilgamesh’ tid, for omkring 5000 år siden. Døden, kærligheden, venskabet, frygten, tilfældet, lidelsen, friheden, magten – alle disse vilkår har vi stadig ingen magt over, som vi heller ikke havde det for 5000 år siden. Men de påvirker vores liv med samme vindstyrke.

Har vi ikke evnen til at bruge myterne, så har vi dog stadig evnen til at fortælle. Myterne tillagde livets store hændelser en mening og betydning. I dag er dét vores egen opgave, og den opgave kan vi bl.a. løse ved at bruge de gamle myter som inspiration til at tænke over og fortælle, hvordan vi oplever de vigtigste ting i livet. Som i myternes fortælling kan ordene stadig virke forløsende, når vi møder livets alvorligste øjeblikke.

Når jeg f.eks. siger døden, hvad siger du så? Den fortælling, der kommer ud af dette, kan have mytens funktion i forhold til skabelse af mening og integration af mange frygtsomme følelser og tanker, fordi – alt hvad der kan fortælles er til at bære.

Ophav

Skriv en kommentar

Fra jorden rager jeg ca. 192 cm ud i rummet og fylder også lidt i bredden. Det er den plads, som mit legeme indtager, og som ingen andre kan indtage. Det er det, der adskiller mig fra alt andet, som på tilsvarende vis er fysisk til stede i rummet: andre mennesker, naturen, alle de øvrige ting og sager, som ikke er mig – men det, som jeg kan kikke ud på. Der er altså mig og mine omgivelser. Disse omgivelser kunne imidlertid godt fortjene lidt mere opmærksomhed. Den nyere tids filosofi har nemlig i stor udstrækning været orienteret mod mennesket selv – det begrænsede rumfang, som hvert enkelt menneske optager i universet.

Fra omgivelserne modtager vi en uendelig strøm af både fysiske og psykiske påvirkninger. Men alle de indtryk, som omgivelserne udsætter os for, er jo ret kaotiske, indtil den menneskelige bevidsthed får dem bearbejdet efter bestemte skemaer, sat dem i rette orden, fortolket og givet dem en form for mening. På den måde ses omgivelserne ofte som den menneskelige bevidstheds råstof – det råstof, som vi bruger til at skabe en verden, som vi ser os selv som ophav til.

Denne tankegang bygger i dag på forestillingen om, at mennesket selv kan konstruere verden, at verden er en slags social konstruktion, der vokser frem som følge af menneskets egne anstrengelser. På den måde ses tilværelsen heller ikke som noget, der blot sker med os, men som menneskets eget bevidste projekt. Det anerkendes kun i begrænset omfang, at verden er på en bestemt måde. Gennem vores bevidste foretagsomhed forsøger vi fra morgen til aften, at gribe ind i verdens gang. Og sådan skal det også være. Både som enkeltindivid, som samfund og politisk system må vi have bevidst definerede mål og udvikle redskaber til at virkeliggøre disse mål med. Det er jo på den måde, vi har fået f.eks. lægevidenskaben og alle de andre muligheder for at indrette os med en tryghed, som jeg i hvert fald helst ikke ville undvære.

På den ene side er det altså nødvendigt at se vores omgivelser som noget vi kan bearbejde og konstruere hensigtsmæssige livsbetingelser ud fra. På den anden side er der dog også den mulighed – ikke som et alternativ, men som et supplement – at se verden ikke blot som vores omgivelse, men som vores ophav. Som K.E. Løgstrup skriver, så kan vi nemlig ikke bare frigøre os fra den ydre verden og dens afgørende indflydelse på os. Intet menneske er jo sit eget ophav. Vi opstår ikke på grund af en bevidst beslutning i os selv, men på grund af nogle processer uden for os selv, som vi ikke har indflydelse på. Og ikke nok med det. På den mest håndgribelige måde er vi i hvert øjeblik afhængige af omgivelserne. Løgstrup siger det på den måde, at vi med vores åndedræt og stofskifte er indfældet i verden, i universet og naturen, som vi altså er en del af. Verden er ikke blot nogle passive omgivelser, som ubetinget kan formes i menneskets eget billede, men også vores meget aktive ophav, som åndedrag for åndedrag er årsagen til vores liv.

Gennem hele vores liv er verden langt mere end blot en omgivelse – den er ophav til betingelserne for vores fortsatte tilværelse, både fysisk og psykisk. Intet menneske kommer igennem livet uden at verden flere gange forandre forudsætningerne for resten af dette menneskes tilværelse.

Et enkelt, men genkendeligt eksempel: Når vi rammes af sorg og tab (bemærk at vi rammes af noget, der ikke er affyret af os selv, men fra verden omkring os), så kan vi naturligvis mene, at det er noget der sker i verden omkring os. Men sådan danser man jo ikke med omgivelserne. Verden er og bliver ikke mere den samme for det menneske, der har mistet og er i sorg. Dette kan man ikke fortolke eller konstruere sig ud af. Verden er grundlæggende forandret og er blevet ophav til helt anderledes betingelser for den efterladtes fortsatte tilværelse.

Nej – verden er ikke bare vores omgivelse, den er i høj grad det ophav, som vores livsmuligheder vokser ud af – dag for dag. Over i sofaen sidder de tre kvinder i mit liv. Er de mine omgivelser? Ja, i teknisk forstand, for de er ikke en del af de 192 cm plads, som jeg, sammen med lidt drøjde, optager i rummet. Men først og fremmest er de ophav til min daglige og fortsatte tilværelse, fordi – åh, de virker så stærkt på mig; de har afgørende og bestemmende indflydelse på min tilværelse. De er mit daglige ophav i sådan en grad, at de kan få mit liv til at lykkes eller mislykkes.

På samme måde, som vi er indfældet i naturen med vores åndedræt, er vi på afgørende vis forviklet med andre mennesker i en grad så vi ikke blot kan forstå dem som omgivelser, men nødvendigvis må opleve dem som som det psykiske svar på åndedrættet. Begge dele gør os sårbare: Åndedrættet skal have ren luft at indånde; følelserne skal gengældes – så nu vil jeg sætte mig over i den grønne sofa, hvor mit daglige ophav til livet sidder og drikker kaffe.

Filosofisk vandtortur

Skriv en kommentar

Ganske små vanddråber kan udhule en granitsten, hvis de drypper på det samme sted længe nok. Over tid kan stenen ganske enkelt ikke modstå det bløde vand. Denne viden har ført til en af de frygteligste torturformer, hvor koldt vand langsomt dryppes ned på det fastspændte offers pande. Når disse små dryp vedvarende rammer et bestemt sted påvirkes følenerverne, så konsekvensen bliver frygtelige smerter, som kan nedbryde selv den hårdeste modstand.

Fra filosofiens himmel har der i årtusinder dryppet nogle små, og tilsyneladende uskyldige, ord ned, som på tilsvarende måde har haft enorm virkning på menneskets hårde overflade og undertiden resulteret i særdeles smertefulde erkendelsesprocesser. Hvis du her til morgen har kikket dig i spejlet og udbrudt: for fanden, hvem er du egentlig? – så har du mærket dryppene, der kommer helt tilbage fra filosofiens tidligste begyndelse. Tre ord, kondenseret i spørgende dryp på vores pande, umulige at tørre væk, umulige at undgå; dråber bestående af tre ord, der op gennem tiden har ramt mennesket, som en insisterende og vedvarende filosofisk vandtortur i form af fordringen: KEND DIG SELV!

Ordene stammer fra den tid, hvor mennesket begynder at blive et spørgsmål for sig selv, bliver bevidst om sin bevidsthed, begynder at tænke over den måde, som det tænker om sig selv på. Det er den tid, som filosoffen Karl Jaspers kalder Akse-tiden – cirka 5. århundreder f.Kr. Her sker der noget på næsten samme tid, men helt uafhængigt, mange forskellige steder på kloden: Mennesket opdager så at sige sig selv eller bliver bevidst om sig selv som individ. I Kina er der Kungfutse og Lao-Tse, i Indien Buddha, i Persien Zarathustra, i Palæstina profeterne og i Grækenland Homer og filosofferne – alle steder begynder mennesker at tvivle på ellers indlysende sandheder og åbner sig dermed for tankens grænseløse muligheder. Det er i denne Akse-tid, at mennesket træder frem som individ, med selvbevidsthed og fornemmelse for sin egen særlighed. Derfor dukker spørgsmålet om selverkendelse naturligvis også op i den fordring, som Sokrates stillede til mennesket: Kend dig selv!

Det mærkelige er, at Sokrates selv var usikker på mulighederne for at leve op til fordringen om at kende sig selv. Oraklet i Delfi havde jo sagt, at Sokrates er det klogeste menneske, netop fordi han ved, hvad han ikke ved – og hvor meget kan man i virkeligheden komme til at vide om sig selv? Kend dig selv! Hvem er du? Sokrates stillede fordringen og spørgsmålet – og var rådvild i forhold til svaret.

Men der er en pointe i Sokrates’ usikkerhed og tøven, nemlig nødvendigheden af at tvivle. Det er vanskeligt at komme ind på livet af sig selv. Platon skrev da også, at ethvert menneske er i krig med sig selv. Det, at indrømme uvidenheden med hensyn til hvem man er, kan derfor være det bedste udgangspunkt, i stedet for en påtaget sikkerhed. Hvis uvidenheden indrømmes en plads åbner den for nysgerrighed og søgen, hvorimod sikkerhed kan lukke for udsynet og viljen til hele tiden at lede efter nye svar. Kend dig selv var for Sokrates en opfordring til at undersøge sig selv, til at være nysgerrig og åben i sin erkendte uvidenhed.

Kend dig selv har op gennem historien imidlertid vist sig at være en langt større udfordring for mennesket, end de tre små ord måske umiddelbart kunne antyde. Som en filosofisk og eksistentiel vandtortur er ordene dryppet ned i hovedet på mennesket lige siden Sokrates formulerede dem, og har tvunget næsten al menneskelig aktivitet til at relatere sig til fordringen om selverkendelse.

Altså: Kend dig selv – hvem er du? Svaret på dette spørgsmål er i første omgang, at mennesket oftest er en gåde for sig selv. Det er essensen af Paulus’ ord i Bibelen om, at ”det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. Det, at komme på nærmeste kendskabshold af sig selv, er bestemt ikke let, når det således er usikkert om man overhovedet kender sine egne motiver til at gøre, som man gør. Kend dig selv! Javel, men jeg er faktisk en gåde for mig selv. Se, det er et godt udgangspunkt for videre undersøgelse, mente Sokrates.

Men hvad kan jeg så vide om mig selv? Jeg kunne jo prøve at finde ud af hvem jeg er på baggrund af det, som jeg har gjort i mit liv. Men som psykoanalytikeren C.G. Jung skrev i sine erindringer, så er mennesket et psykisk forløb, som det ikke, eller kun delvis, selv er herre over. Hvis fordringen om at kende sig selv knytter sig til forestillingen om, at man kender sine egne drivkræfter, motiver og begrundelser for selv de vigtigste valg i livet – så er det ikke sikkert, at det overhovedet er muligt, at nå til en dybdeerkendelse.

Personligt bildte jeg mig i 50 år ind, at jeg kendte mig selv. Men så blev jeg ramt af en alvorlig sygdom, som næsten slog mig ihjel. Derefter blev det afgørende spørgsmål om jeg fortsat var den samme? Nej, det følte jeg ikke. Alt ændrede sig for mig, så jeg nærmest kunne sige, at jeg blev et andet menneske, som jeg kun i meget begrænset omfang tidligere havde kendt. Men hermed har jeg jo også sagt, at jeg lagde mærke til forandringen – altså er der noget som er forblevet intakt og stadig det samme, for ellers ville jeg ikke have haft mulighed for at registrere forandringen, endsige forholde mig til den og finde en måde at bruge den på i resten af mit liv.

Den menneskelige eksistens er hele tiden et forsøg på at forstå og fortolke de livsomstændigheder, som vi konstant kastes ud i. Menneskets sande eksistens er således en forholden sig til eget liv i hele dets modsætningsfulde og ofte uforståelige forløb. De afgørende ting i ens liv sker uden at vi kan vide noget om det og uden vores aktive medvirken. De sker så at sige med os. At kende sig selv kan derfor ikke udelukkende betyde, at kende drivkræfterne for disse hændelser, som ofte ændrer vores liv.

Kend dig selv kan også være en fordring om nysgerrigt at undersøge det, der sker i ens liv og aktivt tage stilling til, hvad man skal stille op med det. Så kan det være, at en enkelt lille tilføjelse vil være på sin plads: Søg dig selv i det der sker med dig! Eller: Kend den måde, som du forholder dig til dit liv på! Eller: Kend dig selv – vær sikker på at det er dig, der forholder dig til dit liv, og ikke andre!

Dengang Sokrates levede var det at filosofere ikke blot noget teoretisk – det var en livsform: Filosofi som levet liv. Fordringen om at kende sig selv blev stillet for at mennesket aktivt skulle overveje, hvilket grundlag det levede sit liv på. Sokrates vidste godt, at vi kun i begrænset omfang har kontrol over de vigtigste hændelser i livet, og han vidste hvor lidt vi kan vide, også om os selv. Men de evige dryp fra fordringen kend dig selv kan alligevel minde os om, at vi hele tiden skal undre os – ikke mindst over os selv, og aldrig tage os selv for givet og tro, at vi kan blive færdige med at undersøge det mysterium, der er vores liv.

Når der mangler en verden

Skriv en kommentar

Det er blevet marts; den første forårsmåned. Så begynder jeg igen at gå aftentur langs det inderste af fjorden og forbi kirken på øens yderste spids, hvor der også engang lå et kloster. Når det er klart vejr holder fjorden solnedgangen tilbage. Et stykke tid efter, at solens sidste stråler er forsvundet fra himlen, koger de røde, gule og orange farver stadig vandet op, og vækker sære skygger til live på det sted, hvor klostret i sin tid lå. Efterhånden som mørket fortætter luften sker det, at farverne får en skikkelse til at samle sig ved siden af mig. Inde i kirken ligger en af de gamle munke fra klostret begravet under en rødlig sten. Jeg tror det er ham, som en gang imellem får lyst til at rejse sig fra sin tidslomme og diskret træde ind i en af de aftenskygger, der samler sig omkring mig, når jeg står og kikker efter solen.

En såkaldt menneskealder er på 30 år, og dem er der gået godt 15 af siden munken gik hjemmevant rundt i klostret, der hvor kirkegården ligger i dag. I løbet af den tid er meget mere end hans kloster forsvundet. Alt i den ydre verden har forandret sig og det er nok kun kirken, som munken kan genkende, når han undertiden slutter sig til mig på aftenturen langs fjorden.

Munkene havde tilhørt Antonitterordenen. Deres klosterfader var Den Hellige Sankt Antonius, der cirka år 300 valgte et liv som eneboer ude i den egyptiske ørken. Han forlod så at sige denne verden og de menneskelige fællesskaber, vendte sig væk fra den fysiske verdens fristelser for at leve et liv i ensom stræben efter en helt anden verden end den jordiske – nemlig Guds himmelske verden. Gennem den klosterbevægelse, som Antonius senere kom til at lægge navn til, førte han andre ud på samme vej, væk fra det jordiske, til den verden, som han mente var den eneste sande og virkelige – den åndelige verden; Guds verden.

Da munken en aften rejste sig fra graven for at slå følge med mig på min aftentur, var det derfor heller ikke den fysiske verden, der undrede ham så meget, selv om det var 500 år siden han sidste havde set den. Som de fleste moderne mennesker kunne jeg holde et langt foredrag om, hvor mange forandringer fremskridtet havde bragt med sig; hvor dybtgående videnskaben og teknologien havde ændret verden. Selv i graven kunne munken ikke have undgået at høre, hvordan maskinerne havde lavet hele den kendte verden om.

Men munken og hans klosterbrødre havde aldrig været specielt interesseret i menneskenes verden. De havde nærmest betragtet den som ret ligegyldig, som noget man burde vende ryggen, på samme måde som klosterfaderen Antonius havde gjort. Det var jo ikke den virkelige verden, men en verden, hvor munkene på en måde var hjemløse, indtil de fik lov til at vende tilbage til den rigtige og virkelige verden, deres hjem i Guds åndelige verden.

I løbet af vores aftentur gik det langsomt op for munken, at den verden, der havde været den eneste virkelige verden for ham, ganske enkelt var forsvundet i løbet af de 500 år, hvor han havde været død. Som han mumlede, da vi stod i læ for vinden ved is-kiosken: det er som om der mangler en hel verden!

Jeg måtte bruge en del tid på at forklare munken, at den verden, som han i sin tid havde anset for at være af sekundær betydning, nemlig den jordiske og fysiske, af mange i dag blev betragtet – ikke alene som den vigtigste – men også som den eneste verden. I munkens bevidsthed havde det været ganske indlysende, at skulle verden gå under, så var det den jordiske verden, der ville skride i svinget, når de gode sjæle på den yderste dag blev kaldt hjem til Guds verden. Men nu viste det sig, at den historie havde udviklet sig helt anderledes. For første gang i historien havde den fysiske verden – eller den jordiske verden – vundet pladsen, som Verden par excellence.

Munken havde været vant til, at der var to verdner: en åndelige og en ikke-åndelig. Den åndelige verden blev betragtet som mere virkelig end den ikke-åndelige. Sådan havde det være på munkens tid, men også i langt den største del af menneskehedens historie. Det er kun i den nyeste tid, at den åndelige verden ikke har indtaget den dominerende plads i menneskets forståelse af virkeligheden. Det var ikke så mærkeligt, at munken følte sig lidt rystet. Han kom jo fra en tid, hvor det var den åndelige og guddommelige verden, der fungerede som vejviser for alt, hvad der foregik i menneskets jordiske verden.

Hvordan finder I vej her i den jordiske verden uden en vejviser? spurgte han. Det var faktisk også det spørgsmål, som filosoffen Friedrich Nietzsche (1844-1900) stillede, da han insisterede på, at det virkelige og det vigtige var det jordiske menneskeliv, det sanselige og den materielle verden, i stedet for de åndelige og oversanselige ideer om Gud og en åndelig verden.

Så fik vi afskaffet en verden, sagde Nietzsche, men noterede sig også spørgsmålet: Hvilken verden var det så, der blev tilbage? I hvert fald betød det, at vi måtte omvurdere alle værdier om de vigtigste og dybeste spørgsmål, fordi der ikke længere var en Gud og en åndelig verden til at fortælle menneskene, hvad der er det rigtige og det forkerte. Men det er jo omvendt også en trist kendsgerning, at den største ondskab ofte er blevet udøvet af mennesker, der ikke selv har overvejet om de ville være gode eller onde, men blot har lyttet til en eller anden autoritet – og ofte en religion.

Alligevel er et af problemerne naturligvis, at alle de vigtigste spørgsmål om menneskets liv på jorden ikke er forsvundet. De svar fra Guds åndelige verden, der blev givet på munkens tid, er imidlertid ikke længere troværdige, fordi mange mennesker oplever den jordiske verden, som den vigtigste, og det er her de vil hente deres svar og værdier. Fortolkningen af godt og ondt, meningsfuldhed, sandhed og kærlighed – af alle de vigtigste ting i menneskelivet – er derfor blevet menneskets egen opgave. Det frie menneske må efter ”den anden verdens” forsvinden, fortolke sig selv: hvem er jeg, hvordan vil jeg være menneske, hvad skal jeg gøre?

Munken kikkede på mig og spurgte: Hvordan kan det enkelte menneske rumme alt det?

Spørgsmålet er tilsyneladende påtrængende, for vi taler hele tiden om værdier i dag. Det ved jeg godt, at man ikke gjorde på munkes tid, så han forstår næppe, hvordan vi prøver at løse problemet. Dengang blev værdierne givet til den menneskelige og jordiske verden fra den guddommelige og åndelige verden. Og vi forstår vel heller ikke helt selv, hvor svært det er, at holde et menneskeliv, et fællesskab, et samfund, en verden sammen på værdier, der er blevet til en slags sociale varer. Der er nærmest ikke nogen værdier, som vi i det moderne samfund kan sige har absolut og selvstændig betydning. Alle værdier er hele tiden til forhandling, de skabes og forsvinder i relationen mellem mennesker og sociale grupperinger. Men – de er altid flygtige og kan byttes ud med andre værdier, fordi en værdi først bliver til en værdi i en bestemt sammenhæng – ingen værdi gælder til alle tider og på alle steder. Værdier om f.eks. godt og ondt, retfærdighed og om stort set alle andre dyder bestemmes på et øjeblik og i øjeblikket. På den måde kan jeg faktisk godt forstå, at munken kikkede sig om efter den verden, som var forsvundet; den verden, hvor værdierne var faste størrelser.

Den danske filosof Søren Kierkegaard (1818 – 1855) var dybt religiøs, men alligevel en af de første der opdagede, hvad det vil sige, at munkens verden var forsvundet. Kierkegaard sagde, at det enkelte menneske måtte træde i karakter; blive synlig for sig selv og for andre, som en autoritet i eget liv.

Kierkegaards fordring er ikke, at mennesket bekender sig til den ene eller den anden religion, men at det enkelte menneske ser sig selv i øjnene, at det vælger sig selv, tager sit liv på sig med sin personlige historie og sine individuelle evner. De andre kan ikke leve ens liv, man kan ikke give andre ansvaret, og heller ikke lægge det over på en religion. Kierkegaard skriver i bogen Enten – Eller:

”Individet bliver sig da bevidst som dette bestemte Individ, med disse Evner, disse Tilbøjeligheder, disse Lidenskaber, paavirket af denne bestemte Omgivelse, som dette bestemte Produkt af en bestemt Omverden. Men idet han saaledes bliver sig bevidst, overtager han det Alt sammen under sit Ansvar”.

Munken rystede på hovedet. Det virker som et stort ansvar at lægge på det enkelte menneske, sagde han.

Ude over fjorden var solens farver ved at forsvinde og munken blev utydelig i omridset, men jeg kunne stadig høre alt, hvad han sagde: Da jeg boede oppe i byens kloster så vi livet som Guds gave til mennesket. Vi brugte meget tid på at vise taknemmelighed for denne gave, ved at udføre gode gerninger og takke Gud i stille bøn. Men der var mange mennesker, som ikke viste taknemmelighed nok. I dag ser det ud som om I ikke alene har fået livet som gave, men også som opgave. En opgave, som I skal løse uden hjælp fra Gud.

Pludselig var de sidste lysrester forsvundet og munken væk, så jeg stod alene nede ved vandet. Måske er der alligevel ikke så stor forskel på den verden, som munken kendte og den verden, som jeg lever i. I virkeligheden har vi mennesker måske blot fået et vink med en guddommelig vognstang: Du er ikke selv årsag til dit liv, men her er det altså. Se nu at finde ud af, hvordan du vil modtage denne gave, hvordan du vil være menneske. Munken kaldte det, at vise taknemmelighed for livets gave. Og det er det vel også, hvis man som Kierkegaard siger vælger, at tage sit personlige liv på sig, at træde ind i livet og gøre det til sit eget med bevidstheden om, at det er ens eget ansvar, hvordan man forvalter gaven.

Religion eller religiøsitet?

Skriv en kommentar

De spørgsmål, som mennesket gennem tusindvis af år har stillet til de store religioner, er stadig lige betydningsfulde. Det er ikke spørgsmålene om godt og ondt, etik og moral, om ansvar og samvittighed, om døden og meningen med livet – det er ikke disse dybeste eksistentielle spørgsmål, der er noget i vejen med, for de er tidløse. Det er den måde, som religionerne i dag stiller disse spørgsmål på, og ikke mindst den måde, som de besvares på, der har mistet troværdigheden.

Mange mennesker har en levende interesse i moralske og eksistentielle spørgsmål, men kan ikke fatte tillid til religionernes rummelige samvittighed og alt for ubarmhjertige indstilling til menneskelivets mangfoldighed. Det er symptomatisk, at vi tit mødes med ildevarslende tavshed når der spørges til, hvad religionerne kæmper for. Det er langt mere tydeligt, hvad de kæmper imod – og sådan har det i stor udstrækning altid været med religionerne. Det har været kamporganisationer, og det er karakteristisk, at nogle af de værste forbrydelser har fundet sted, fordi religionerne gav dem legitimitet; nedslagtninger, der blev begået, fordi de blev kaldt nødvendige i en eller anden guds navn.

Men for mig at se har der været to spor i langt de fleste religioner. Et spor, hvor det har været kampen mod de andre, der har karakteriseret religionen; de mere eller mindre systematiske forsøg på at eliminere modstandere, tvivlere o.l. fra jordens overflade. Et andet spor har været det mere indadrettede, meditative og filosofiske, hvor religionernes bedste folk har forsøgt at omsætte de dybeste religiøse eksistensspørgsmål til en livsform og en livstolkning for det usikre og tvivlende menneske. Et spor, hvor de forskellige religioner også har haft modet til at være selvkritiske og indgå i dialog med hinanden og med en tvivlende omverden.

Det er paradoksalt, at de store religioner i dag alligevel først og fremmest kendes på deres uforsonlighed. Alt det, som trossystemerne ikke vil acceptere og ønsker at bekæmpe – det er det, vi hører om. Med en nærmest enestående uforsonlighed og intellektuel fattigdom repræsenteres f.eks. Islam af mennesker, der udelukkende taler om alt det, der ikke kan tolereres: kritik,  humor, manglende ærbødighed, kvinder i nederdel, homoseksuelle, voldtagne kvinder, mænd uden skæg og meget mere – med den ene begrundelse, at det er religionens dogmer, der uindskrænket skal sætte grænserne for menneskets udfoldelse.

Da jeg for mange år siden gik i skole havde jeg en ærkedansk lærer, som helhjertet bekendte sig til Islam. Han var klog, indsigtsfuld, sjov og uhøjtidelig. I tilbageblik repræsenterede han alt det fineste ved religiøsitet: Åbenhed, nysgerrighed, menneskekærlighed, indsigt i menneskets gode og dårlige kringelkroge. Var det ham, der repræsenterede Islam i dag, så skulle ingen høre en lyd fra mig i den anledning.

Men det er ikke dette fine spor, der i dag tegner Islam som religion. Og heller ikke de gamle arabiske filosoffers spor, som talte om, at der både var filosofiske og teologiske sandheder. Det var desværre også de arabiske filosoffer, der endte med at blive undertrykt af religionens teologer, for her bliver der kun regnet med én sandhed; alt andet skal udslettes. I dag er det da også religionens mest nederdrægtige spor, der tegner billedet. Det spor, der kun har noget at sige om, hvad religionen kæmper imod – og nærmest ikke kan formulere noget positivt om, hvad den kæmper for. Med det er jo ikke kun Islams problem, selv om det for tiden er en usædvanlig nederdrægtig religion. Kristendommen har op gennem historien også været ganske godt med når det drejer sig om praktiseret nederdrægtighed.

Det er ikke menneskets religiøsitet, der er noget i vejen med. Det er religionerne, der er problemet. Det er et problem at religionerne stort set udelukkende er blevet politiske størrelser, at Gud i de forskellige religioners forklædning er blevet den måske vigtigste politiske og kulturelle figur på globalt plan. Som religiøst og eksistentielt pejlemærke for mennesker, spiller religionerne imidlertid en stadig mindre rolle. Religion og religiøsitet hænger ganske enkelt ikke godt sammen – dertil er religionerne for menneskefjendske, og religiøsitet handler efter min mening om det enkelte menneskes frie søgen efter livsdybde og mening.

Den danske filosof Søren Kierkegaard var en af de første, der begyndte at tænke over de eksistentielle spørgsmål uden vejledning fra religionens autoritet. Han bragte så at sige tvivlen ind i de religiøse spørgsmål, gjorde dem til problemer, som det enkelte menneske måtte slås med i sit indre, uden at forfalde til religionens dogmatiske og definitive svar. I dag kan vi nærmest sige, at religiøsiteten opstår fra neden og bygger på det enkelte menneskes erfaringer med tilværelsens store spørgsmål; erfaringer hentet ud fra hverdagen, tit i kombination med en fornemmelse af at der alligevel er noget, som er større end det enkelte menneske – og ofte i direkte opposition til de organiserede religioners umenneskeliggørelse af de dybeste menneskelige anliggender.

Hvem kan tro på en religions svar på moralske og eksistentielle spørgsmål, hvis svarene går direkte imod hverdagens oplevelser af, at der er noget, som er helligt i de menneskelige forhold; det kunne være selve livet, den menneskelige ukrænkelighed, kærligheden, medfølelsen og tilgivelsen. Dette er efter min mening den sande religiøsitet – den vender religionernes umenneskelige svar og dogmer ryggen og retter blikket mod menneskelivets dybeste spørgsmål: Hvordan skal jeg leve et liv, som jeg ikke selv er årsag til – alene, som individ, og sammen med andre, som medmenneske?

Menneskeguden

Skriv en kommentar

Den måde, som mennesket forstår den ydre verden på, har konsekvenser langt ind i den indre verden hos det enkelte menneske. Prøv en gang at tage et skridt baglæns; til den tid, hvor mennesket i renæssancen så småt begyndte at forstå, at jorden ikke var universets centrum. Det syn på jorden og dens placering i universet, som i årtusinder uforstyrret havde givet indhold til menneskets forståelse af sig selv, viste sig at være en illusion.

Op og ned blev der vendt på den store og ellers så stabile jord, det mest ubevægelige i det univers, hvor mennesket havde levet uden at mærke noget til det fantasme, som videnskabsmændene nu begyndte at tale om: Jorden – dette solide hjem for mennesket – bevægede sig i virkeligheden frit og med høj fart gennem rummet, gennem himmel efter himmel, snurrende rundt om sig selv og om solen i et kæmpemæssigt univers. Nu viste det sig, at jorden under menneskets fødder blot var et fnug på himmelflugt i et helt nyt og uigenkendeligt univers. Det må have fyldt datidens mennesker med gru, for hvis jorden var et fnug, hvad var mennesket på dette fnug så?

At universet så at sige voksede, at jorden mistede sin plads som centrum for hele skabelsen, reducerede dog ikke nødvendigvis mennesket til en perifer og ubetydelig størrelse. Den videnskabelige revolutions forgangsmænd opfattede deres gennembrud i forståelsen af universet, som en guddommelig åbenbaring, der gjorde det muligt for mennesket at skue ind i skaberværkets inderste kerne. De videnskabelige nyvindinger lagde grunden for en hidtil ukendt tiltro til den menneskelige fornuft og rationalitet.

En del af dette spor trækker vi stadig næring af i dag: Det moderne menneskes tro på fremskridt, ny teknologi, vækst og kontrol med verdens gang bygger på en vedvarende udvikling af den form for menneskelig fornuft, som i renæssancen begyndte at afsløre hvad der lå bag det, som man ellers havde anset for at være Guds skjulte plan med mennesket.

Som tiden gik gled det guddommelige element da også mere og mere i baggrunden og forsvandt til sidst helt. Det guddommelige projekt med mennesket blev til menneskets projekt med mennesket. Resultatet blev en frihed og foretagsomhed, som på stadig flere områder har gjort det muligt for mennesket at ombygge det, der tidligere blev betragtet som Guds skaberværk – og ikke mindst, at forbedre det, så selv en Gud måtte blive misundelig.

Men der er også et andet spor, som fortæller om nogle lidt andre konsekvenser af den gradvise indsættelse af mennesket på Guds plads. I langt den største del af menneskets historie havde der hersket et guddommeligt styre over de ting, der skete på jorden. I de fleste mennesker havde der været en forestilling om en guddommelig orden: Mennesket, universet, naturen – hele kosmos – blev opfattet som en guddommelig skabelse. Der kunne være kampe mellem godt og ondt, katastroferne kunne vælte ned over menneskene i form af krige, sygdom og elendighed. Men de fleste oplevede alligevel, at der nok var mening i galskaben; en hensigt, hvor det, der skete, ikke blot skete, men havde en mening, endda en guddommelig mening, selv om den blev holdt skjult, og selv om mennesket alligevel fortvivlede og ofte forbandede Gud for de byrder, som han pålagde den enkelte.

Men så kom menneskeguden med den videnskabelige fornuft og indførte en uorden uden mening og uden lige: Jorden var blot én planet blandt millioner af himmellegemer, mennesket blot ét dyr blandt andre dyr og tilfældigheden indtog skæbnens plads. Godt og ondt, ret og uret, sandt og falsk var tidligere Guds område – nu blev det noget, som mennesket selv bestemte over.

Det er ganske tydeligt, at menneskeguden rent praktisk kan meget mere end den gamle Gud. Se bare hvad den menneskeskabte videnskab kan: Redde liv, udsætte døden, sende mennesker til månen, gensplejse naturen, spalte atomet, kigge ind i hjernevindingerne, bygge, regere og opfinde med en fantasi, der er en gud værdig.

Men dette historiske spor fortæller også en nostalgisk historie om tab af spirituel bevidsthed, om tabet af mening og om sammenbruddet af tidligere tiders menneskelige fornemmelse af at tilhøre et hele, hvor sjælen hørte sammen med kosmos og hvor alting skete, fordi det var meningen, fordi hele den menneskelige verden og historie var styret af en guddommelig hensigt og fornuft.

Til det moderne menneske hører fornemmelsen af at være blevet revet ud af en sammenhæng. Ikke mærkeligt, at der til beskrivelsen af det moderne menneskes vilkår ofte knyttes begreber som rodløshed, fremmedgørelse, tabsfølelse, meningsløshed, usikkerhed o.l. Men selv om alt dette kan lyde som rendyrket pessimisme, så mener jeg alligevel at mennesket lever i mulighedernes rige. Tidligere var det Gud, som kunne være et problem for mennesket. I nyere tid er mennesket blevet et problem for sig selv. Men dette tronskifte har åbnet for at spørge til langt mere end det tidligere overhovedet var muligt at spørge til: Hvem er vi? Hvad vil det sige at være menneske? Hvordan vil vi gerne leve? Hvad vil det sige at eksistere sammen med andre? Hvad vil vi bruge den menneskelige frihed til?

Vi slap fri af båndet til religionens Gud, men blev ved samme lejlighed bundet til jorden – til det at være menneske her på jorden. Mennesket var engang i Guds verden – i dag er mennesket sin egen verden og skal skabe en hjemmefølelse i en verden, som kan virke fremmed og usikker. Vi lever ikke længere i en verden givet til mennesket af Gud, men i en verden skabt og behersket af mennesket selv. Dét burde giver os mulighed for at indrette verden lige bestemt – på en menneskelig måde.

Gud er i mellemrummet mellem menneskene

Skriv en kommentar

For et par dage siden stod jeg og kiggede på en lille dreng, som sad og tegnede. Med stor koncentration lagde han det ene menneske efter det andet ned på papiret, så det til sidst var helt fyldt af et menneskehav. Drengen fortalte mig, at han tegnede alle mennesker på hele jorden. Der er mange, sagde han, men der skal også være plads til Gud selv om han er usynlig. Da jeg spurgte drengen, hvor han så havde tegnet Gud, svarede han: Lige her – i mellemrummet mellem alle menneskene.

Sådan – det var lige grundlaget for en helt ny teologi: Gud er i mellemrummet mellem alle menneskene. I årtusinder er der blevet ledt efter Gud; kigget efter ham i himlen, mellem stjerner og planeter, mellem Biblens mystiske ord, og så er han lige her, mellem Jer og mig – så forstår jeg også meget bedre, at I kan bevæge mig på den måde, som I gør, og få mig til at føle guddommeligheden i luften mellem os.

I hvert fald er det en meget smuk og tydelig udlægning af det forhold, at vi mennesker er hinandens skæbne. At det ofte er i mødet med de andre, at vores dag afgøres – bliver den god eller dårlig? Bliver vi set eller overset? Inkluderet eller ekskluderet, holdt af, elsket eller svigtet og udstødt? Som den danske filosof K.E. Løgstrup skrev holder vi nemlig et stykke af hinandens liv i vores hænder. Det er et eksistensvilkår, at vi er forviklet med hinanden, og at vi nødvendigvis må opsøge forviklethed med andre mennesker.

Det menneskelige samvær – det, der sker i mellemrummene mellem os – må derfor give anledning til ganske mange overvejelser. Jeg tror, at den lille drengs tegning af alle jordens mennesker og af de mellemrum, hvor Gud bor, var udtryk for hans oplevelse af, hvor godt det kan føles, at være sammen med andre, når de er søde og gode ved én. Så dejligt kan det være, at man næsten får fornemmelsen af Gud. I mere filosofisk forstand kan man udtrykke denne erfaring i spørgsmålet om, hvad det betyder, at de andre også er der?

Tidligere i historien var det enkelte menneskes vigtigste forhold dets forhold til Gud. I dag står mennesket med ryggen til Gud, fordi han ikke længere åbenbarer sig som før. Men i dette nye menneskeliggjorte univers har der vist sig nogle kvaliteter, som ingen gud til nogen tider har benyttet sig af: Muligheden for at opleve, hvordan man kan række ud efter et andet menneske og kontant i nuet blive modtaget i åbenhed og kærlighed, både psykisk og fysisk.

Men denne kunst burde Gud da også kunne praktisere? Det kan godt være, men for mig betyder det alligevel uendelig meget, at der eksisterer andre mennesker som mig selv – medmennesker, som jeg kan række ud efter og finde nåde og kærlighed hos, fordi vi deler vilkår, fordi vi kan genkende den menneskelige sårbarhed, angst og skrøbelighed hos hinanden. Den lille dreng, som fandt Gud i mellemrummet mellem alle menneskene, har oplevet, hvordan han kan række ud gennem denne afstand og blive holdt af mor, trøstet, nusset og kysset, fordi mor dybt inde i sig selv kan huske, hvor godt det var, at blive holdt på den måde af en mor.

Hvordan vi får det som mennesker, hvordan vi udvikler os, hvor trygt vi går ud i verden, afhænger i stor udstrækning af, hvordan vi indgår i relationer med andre mennesker. Og relationer er på en eller anden måde det der sker i mellemrummene mellem os. Fra vi er helt spæde til vi dør afhænger vores liv af andre mennesker. Måske mest tydeligt når vi er spæde og afhængige af vores mor. Men denne ur-relation til verden gennemspilles med forskellige variationer i resten af vores liv. Vi ved det: Hvis mellemrummene mellem os ikke fyldes ud af det gode trygge samvær med andre, så rammes vi af en lammende følelse af fravær, af ensomhed, meningsløshed og angst.

I begyndelsen er forholdet, skrev den jødiske filosof Martin Buber i bogen ”Jeg og Du”. Vi mennesker har et indbygget og universelt behov for at være knyttet til andre mennesker gennem tætte følelsesmæssige bånd. Det er et grundlæggende træk ved os, at vi er forholdsskabende, søger ind i et jeg-du-forhold. Paradoksalt nok opdager vi det mest tydeligt i fraværet af et tæt bånd til andre. Ikke mindst når vi har mistet et elsket menneske. Sørgende efterladte føler sig udstødt af verden, fordi nogle af de vigtigste bånd til et andet menneske brister eller gøres umulige på grund af det elskede menneskes død. Hende, der står tilbage, føler sig udstødt, fordi det bl.a. var relationen til den særlige Anden, der gjorde, at hun følte sig forbundet med verden. Efter sådan et tab kan det tage lang tid at oprette nye bånd, som kan genforbinde én til verden, og det kan være en tid præget af dyb forladthed – jeg alene i verden uden dig. Her oplever vi tydeligt det enestående ved de Andre og betydningen af forbundethed. Intet menneske er en ø.

Den lille dreng tegnede alle mennesker i hele verden. Og Gud var i mellemrummet mellem alle disse mennesker. Måske kan vi på den baggrund oversætte begrebet Gud med begrebet Fylde. Når vi mærker følelsen af fylde i livet, når vi oplever, at der er andre, som vi trygt kan lade os holde og elske af – så er mellemrummene mellem os og de andre fyldt ud af gudlignende kærlighed. Når det modsatte er tilfældet – når bånd til andre mennesker brydes, når vi mister forbindelsen til vigtige andre – så oplever vi en form for forstødelse og kan næsten fristes til at råbe som Kristus da han blev naglet til korset: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Så vigtig er altså den lille drengs iagttagelse: Det er i mellemrummene mellem os mennesker at livets fylde opleves eller savnes. Da tegningen var færdig rakte han den hen over bordet til mig. Da jeg selv rakte ud for at tage imod den blev mellemrummet mellem os fyldt af en glæde, som selv en Gud godt kunne have være bekendt at stå bag.