I mit liv har der været en gennemgående forestilling, som ofte har været styrende for min forståelse af tilværelsen – nemlig forestillingen om en rejse. Ikke i ydre forstand, som en rejse i geografien, men som en forestilling om, at hele mit liv er en rejse. At jeg har det sådan viser måske, at jeg slet ikke kun er de 56 år, som jeg ellers hævder, men muligvis snarere er omkring 5000 år gammel. Forestillingen om menneskelivet, som en rejse, er i hvert fald skrevet ned i nogle af de ældste fortællinger, som vi overhovedet kender til. Og når jeg læser dem, føler jeg mig genkendt på en så nærværende måde, som havde jeg været der selv.

Så langt tilbage, som verdenshistorien rækker, har der været beretninger om menneskets rejse gennem tilværelsen. Den ældste af disse rejsebeskrivelser er fortællingen om Gilgamesh, der flere tusind år f.Kr. var fyrste i den babylonske by Uruk. Fortællingen handler om den mægtige Gilgamesh’ rejse ned i underverdenen for at finde udødeligheden. Han finder den og mister den igen, men under denne rejse beskrives mødet med alt det mest fundamentale i menneskelivet: Ud over døden og mødet med frygtens løver, møder Gilgamesh alle de evige spørgsmål om livets mening, om kærlighed, venskab, magt, ansvar og frihed. Det er en rejse, hvor helten undervejs konfronteres med alt det, der giver menneskelivet form. Gilgamesh rejser ud, og på rejsen må han gennemgå alle de udfordringer, som ethvert menneske stilles over for, inden han atter når hjem – med ny viden og indsigt.

Noget taler for, at der rent faktisk har levet en historisk person, som hed Gilgamesh – men i fortællingen er vi inde i mytens verden. I dag bruger vi begrebet myte om det, som de andre tror på – de mere primitive, de religiøse, alle dem, der ikke ved bedre. Myten er det, de troede på i gamle dage og som vi ikke kan tro på i dag, fordi vi er blevet så oplyste og vidende. Det er da nærmest også helt sikkert, at den historiske Gilgamesh ikke har oplevet det, som myten fortæller os. Men er det løgn af den grund? Nej – for myterne skal ikke måles efter samme målestok, som den objektive videnskabelige viden.

Myter er ikke blot inspirerende historier om virkelige mennesker, der levede på en særlig måde. Myterne handler om alle menneskers liv. Myterne har til alle tider fortalt noget om, hvordan mennesket kunne forholde sig til de mystiske kræfter, som intet menneske er herre over: Døden, kærligheden, venskabet, frygten, tilfældet, lidelsen, friheden osv. Livet er en rejse gennem konfrontationen med disse kræfter, som vi alle møder, men som vi ikke, eller kun i meget begrænset omfang, har kontrol over.

Det er det bevidste møde med denne, livets upersonlige kraft, der former det enkelte menneskes liv. Og det er ikke mindst myterne, som op gennem historien har hjulpet mennesket med at forholde sig til de kræfter, som er uden for menneskelig indflydelse, men som ikke desto mindre har afgørende betydning for eksistensen.

Myternes fortællinger har medvirket til at bære det enkelte menneske gennem livets forskellige faser, fra fødslen, gennem ungdommen og voksenliv til modenhed, alderdom og død. De største af disse mytologiske historier er dem, der har inspireret og virket ind på de menneskelige muligheder for at forstå livet og verden. Op gennem tiden har myterne afsløret de universelle vilkår for mennesket og åbenbaret nogle fortolkningsmuligheder, som stort set ikke eksisterer længere – her i den efter-mytologiske tid.

Jeg bliver rørt når jeg læser de gamle mytologiske fortællinger. Rørt over den genkendelighed, som jeg oplever i forhold til mit eget liv. I mødet med de gamle myter oplever jeg, at nok er jeg mig, men også, at jeg er en del af menneskeheden, som jeg deler erfaringer med – nærmest uanset hvor langt tilbage i historien, jeg søger.

5000 år er lang tid i det enkelte menneskes perspektiv. Det var dengang Gilgamesh rejste ud for at finde svar på de største spørgsmål, som et menneske kan stille sig selv: Spørgsmålet om døden og spørgsmålet om meningen med livet på trods af døden. Mange tusind år senere – men stadig for lang tid siden – skrev den italienske digter, Dante Alighieri, en anden stor fortælling, nemlig den Guddommelige Komedie, hvor hovedpersonen drager ud på en rejse gennem Helvede, Skærsilden og Paradiset. På denne rejse møder han smerte, frygt, lidelse, forløsning og erkendelse. Dantes fortælling indledes med nogle ord, som jeg selv har oplevet, som næsten magiske i deres genkendelighed – trods afstanden på omkring 700 år:

Midtvejs på vores vandring gennem livet
befandt jeg mig i mørke, dybe skove,
forvildet fra den vej jeg burde følge.

Hovedpersonen i den Guddommelige Komedie rejser gennem en frygtelig underverden for til sidst at komme op til et nyt liv, eller i hvert fald et nyt syn på livet. Det var en rejse, som han tiltrådte midt i livet, da han åndeligt set havde forvildet sig ind i en mørk og dyb skov og ikke kunne finde vejen ud igen. Andre rejser begynder når man bevæger sig fra fra ungdom til voksenliv, eller når man nærmer sig alderdommen. En rejse kan også begynde ved tabet af et elsket menneske og generelt når livsbetingelserne ændrer sig, så man ikke længere kan møde livet på samme måde som før. Tidligere var der myterne til at guide mennesket på disse rejser. Det vigtige var, at man gennem myterne tog livets overgange så alvorligt, at det var nødvendigt, at fortælle livet om, eller at få det genfortalt, hver gang man blev kaldt ud på en ny rejse, en ny fase i livet.

Hver gang jeg læser den slags fortællinger, hvor livet bliver betragtet ud fra rejsens perspektiv, gør det stort indtryk på mig. For mig betyder det, at rejse, at være opmærksom, både på den strækning, der er blevet tilbagelagt, og på den nye strækning, som man er ved at bevæge sig ind på. Det tilbagelagte har en stærk symbolbetydning. At tilbagelægge en strækning, som i fremtiden uigenkaldeligt vil være lukket for én, er også en model for både udvikling og forvandling. Du kan ikke blive ung igen, du kan ikke genvinde fordums styrke, du kan ikke genoplive et mistet menneske. Altså, vil myten sige, må du ændre eller forvandle dig – du må indoptage det, der er sket, for at kunne leve videre. Måske vil den sige, at du må genfødes, eller at du må genopstå; at du op til flere gange i løbet af din tilværelse så at sige må dø bort fra noget velkendt og ind i noget nyt.

Det vigtige er, at myterne hjælper mennesket til at være opmærksom på dets egen indre forfatning. Dét er af stor betydning, hvis man skal opleve livet som en udvikling, og ikke blot som en lang række af tab, der aldrig bliver integreret og gjort til en del af livets vækst.

Vi har ikke længere myterne inden under huden; de repræsenterer ikke vejledninger i livet for det moderne menneske. Men i de senere år er de gamle myter kommet til ære og værdighed igen – som litteratur, som kunst og fortælling. De oversættes og udgives i nye udgaver. Selv om de ikke længere har mytens oprindelige kraft i forhold til mennesket, så har vi i hvert fald fortællingerne. Bl.a. fortællingerne om alle dem, der drog ud på en rejse, for at kunne leve videre – og det var det, heltene ofte gjorde i myterne. De rejste ind i de vilkår, som livet på et givent tidspunkt stillede mennesket over for; måske ind i de mørke og dybe skove, som Dante skrev om.

Selv om vi ikke længere kan bruge myterne på dén måde, så er menneskets vilkår ikke blevet mindre mystiske end de var på Gilgamesh’ tid, for omkring 5000 år siden. Døden, kærligheden, venskabet, frygten, tilfældet, lidelsen, friheden, magten – alle disse vilkår har vi stadig ingen magt over, som vi heller ikke havde det for 5000 år siden. Men de påvirker vores liv med samme vindstyrke.

Har vi ikke evnen til at bruge myterne, så har vi dog stadig evnen til at fortælle. Myterne tillagde livets store hændelser en mening og betydning. I dag er dét vores egen opgave, og den opgave kan vi bl.a. løse ved at bruge de gamle myter som inspiration til at tænke over og fortælle, hvordan vi oplever de vigtigste ting i livet. Som i myternes fortælling kan ordene stadig virke forløsende, når vi møder livets alvorligste øjeblikke.

Når jeg f.eks. siger døden, hvad siger du så? Den fortælling, der kommer ud af dette, kan have mytens funktion i forhold til skabelse af mening og integration af mange frygtsomme følelser og tanker, fordi – alt hvad der kan fortælles er til at bære.